VICE DARSS feed for https://www.vice.com/dahttps://www.vice.com/dadaMon, 18 Feb 2019 08:27:59 GMT<![CDATA[Scorer man bedst som DF’er, LA’er eller Enhedslisten-vælger? Jeg testede det på Tinder]]>https://www.vice.com/da/article/8xy87v/scorer-man-bedst-som-dfer-laer-eller-enhedslisten-vaelger-jeg-testede-det-paa-tinder-broadlyMon, 18 Feb 2019 08:27:59 GMTNår det kommer til dating, er jeg virkelig kedelig. Jeg dater folk, der hænger ud et sted ude på venstrefløjen, ligesom mig selv, og jeg dater ofte folk, der arbejder i samme branche, som jeg gør. Jeg er desuden en lille smule arbejdsskadet (eller bare snobbet, lad os ikke gå længere ind i den) og swiper ofte til venstre ved mænd, der bøvler alt for meget med nutids-r og tegnsætning.

Det endnu ikke udskrevne, men forestående folketingsvalg fik mig til at tænke over, hvordan mit Tinder-liv egentlig ville være, hvis jeg datede lidt ud af egen politisk andedam. Har liberale det sjovere på dating-apps? Tænder folk på profiltekster om stegt flæsk og lukkede grænser? Og har jeg større chance for at score, hvis jeg lægger et billede op, hvor jeg kysser en lille Karl Marx-buste?

Jeg beslutter mig for at prøve Tinder-lykken som dedikeret støtte af henholdsvis Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti for at finde ud af, hvem der scorer mest.

Først etablerer jeg et par grundregler, så alle tre parti-profiler har lige god mulighed for succes. Hver profil lever i 24 timer, og jeg liker de første 35 mænd, jeg bliver præsenteret for. Jeg skriver ikke til nogen, men lader Tinder-mændene komme til mig.

Enhedslisten-profilen og Liberal Alliance-profilen lever begge to i København, mens min Dansk Folkeparti-profil eksisterer i det sydlige Jylland, fordi jeg skal hjem til min familie og fejre fødselsdag. Det er sådan set også meget passende, siden Sønderjylland er det område, hvor DF henter allerflest stemmer.

Min første profil er en ung, rig og frihedselskende liberal, hvis allerstørste drøm er at stirre længe ind i Anders Samuelsens isnende blå øjne.

Screenshots fra journalistens Tinderprofil
Jeg tænker på ingen måde, at billedvalget har haft betydning for, hvor populær min Liberal Alliance-profil blev.

Jeg ringer til Rune Stubager, som er professor ved Aarhus Universitet og har specialiseret sig i vælgeradfærd, for at høre, hvad der karakteriserer Liberal Alliances vælgere, så jeg kan designe min profiltekst derefter.

“Liberal Alliances vælgere har en meget skæv kønsprofil. De mobiliserer mest på økonomiske spørgsmål og skattelettelser, og det er ikke noget, der appellerer nær så meget til kvinder som til mænd.”

Perfekt! Hvis Adam Smiths teori om markedets usynlige hånd har nogen gang på jord, så må mit nye, liberale alter-ego jo være i høj kurs blandt de blå mænd. “Enhver er sin egen lykkes smed,” og “Topskat er misundelsesskat” er mine nye mantraer.

Rune Stubager forklarer desuden, at Liberal Alliances vælgere oftest bor i byområderne og oppe i Nordsjælland.

Derudover kan jeg læse mig frem til, at mit nye jeg prioriterer sundhed lavt og socialpolitik lavere. Økonomisk politik og skattepolitik er vigtigst for mig, og så arbejder jeg i den private sektor.

Jeg uploader de billeder på min telefons kamerarulle, hvor jeg ser dyrest ud, forfatter en profiltekst og går i gang med at swipe.

Indenfor fem minutter har jeg ti nye matches, og min indbakke bliver hurtigt noget mere travl, end den har været de sidste par måneder. Foruroligende.

Mit første match spørger mig, hvad jeg er for én, og det er jo en lille smule svært for mig at svare på, eftersom jeg kun har været dedikeret LA-tilhænger i omkring 25 minutter nu. På Liberal Alliances hjemmeside kan jeg læse, at deres mærkesager er “lavere skat, mere frihed, mindre bureaukrati og højere vækst,” så de paroler går jeg med.

Screenshot fra Tinder, Liberal Alliance profil
Det er ingen sag at få en personlighed, når man bare kan kopiere partiparoler.

Da jeg spørger mit andet match, hvad der tiltrak ham ved min profil, svarer han, at jeg havde en profiltekst. Altså, hvilken som helst tekst. Jeg afprøver mine partislogans på ham, en lille smule bekymret for, om han unmatcher, fordi jeg smører for tykt på. Men nej! Han vil også gerne skubbe lidt til skatten, så humøret er stadig højt i den liberale datinglejr.

Jeg kommer i tanke om Liberal Alliances slogan “Ingen kæmper mere for … end os” og prøver mig frem med det. Mit første match synes, det er glimrende, at jeg kæmper så hårdt for frihed. Da mit ene match fortæller, at han er studerende, copy-paster jeg Liberal Alliances uddannelsespolitik ind i en besked. Stadig ingen mistro.

Screenshot fra Tinder, Liberal Alliance profil
Jeg har pludselig fået mig en meget klar holdning til uddannelsespolitik, og det er åbenbart også gangbart på Tinder.

Jeg har mere succes på Tinder som ultra-liberal, end jeg har til daglig. Men så igen, jeg har også swipet til højre på de første 35 mænd uden nogen form for grovsortering.

Ikke nok med at mine nye matches skriver til mig - mine gamle matches reagerer også på min frihedselskende re-branding. En fyr, jeg matchede med for en måneds tid siden, men aldrig fik skrevet til, spørger mig pludselig, hvad det er ved Anders Samuelsen, jeg er så tiltrukket af. I næste besked spørger han, om min nye profil er et socialt eksperiment til en artikel til Vice. Touché.

Screenshot fra Tinder, Enhedslisten profil

En mand, der i sin profiltekst beskriver sig selv med flere navneord, end jeg har formået at putte ind i hele den her tekst, skriver, at min bio slayed ham. De to efterfølgende hjerte-øjne-smileys indikerer, at det er en god ting.

Den dårlige samvittighed prikker til mig, da jeg skal formulere en høflig afvisning og forklare, at min profil var designet for at finde indhold til den her artikel. Min redaktør forsøger at berolige mig: “Tinder er alligevel bare et spil.” Tak, Lene, nu har jeg det meget bedre med mit kærlighedslivs fremtid.

Resultat: 16 matches, et unmatch. Otte nye mænd skrev, og tre tidligere matches skrev. Et tidligere match gættede, at min profil var falsk.

Dagen efter afprøver jeg mit held med en ræverød profil, der er modelleret efter Enhedslistens vælgerprofil. Enhedslistens vælgere går meget op i miljøet, og det er de sådan set ikke alene om. 36 procent af befolkningen svarer, at miljø- og klimapolitik vil være mest afgørende for deres stemmeafgivning ved næste valg. 60 procent af Enhedslistens vælgere siger, at socialpolitik vil være mest afgørende for deres stemme ved næste valg, så det konverterer jeg til et #NasserneSidderPåBorgen-hashtag i min nye profiltekst.

Rune Stubager fortæller mig, at den typiske Enhedslistevælger er en kvinde, og skal man dyrke stereotypen, så bor hun på Nørrebro.

“Enhedslistens vælgere går op i økonomisk omfordeling og retfærdighed. De vil gerne have en mere åben udlændingepolitik end den, der føres for tiden,” forklarer han.

Jeg forsøger kanalisere min nye politiske personlighed ned på under 500 anslag.

Screenshot fra Tinder, Enhedslisten profil
Min Enhedslisten-persona mindes altid Ungdomshuset, når hun drikker sin morgenkaffe.

Jeg finder en gammel selfie frem af mig, der drikker kaffe af en ungdomshuset-kop iført ikke særlig meget tøj, og tænker, at det må agere blikfang. Jeg låner min venindes Smash Facism-trøje og tager en selfie og får hende til at tage et billede af mig, der kysser en Karl Marx buste. Jeg håber, den gamle kommunist kan hamle op med Anders Samuelsen i Tinder-spillet. Kronen på værket bliver en semi-maskeret selfie, som jeg tænker har en lidt autonom vibe, men som i virkeligheden bare er et billede af mig, der forsøger at undvige urinstøvet på Roskilde Festival.

Allerede ved første swipe løber jeg ind i et problem: Hvad nu hvis de mennesker, der har liket mig, likede min gamle, liberale profil?

Jeg swiper aggressivt til venstre i et stykke tid for at komme af med alle de falske matches og går i krig med min revolutionære profil. Resultatet er... skuffende. Et enkelt “Hej” bliver det til.

Det bliver hurtigt tydeligt, at min Enhedslisten-inspirerede profil, som ligger ganske tæt op af min helt almindelige profil, ikke klarer sig særlig godt. Jeg får godt nok 13 nye matches, hvoraf det ene er et super-like, men der er kun en, der skriver.

1550236535325-Tinder_Broadly_Hedda-Rysstad_008
Kun to mænd skriver til min Enhedslisten-profil, og ham her skriver endda, efter profilen er udløbet. Revolutionen har trange kår på Tinder.

Ingen reagerer på mine revolutionære paroler. Et gammelt match skriver, at jeg burde vælge ét politisk ståsted og holde fast i det, og han spørger så, om jeg er i gang med en artikel.

Jeg fortæller ham, at til min store sorg var min ultraliberale persona meget mere populær, og han svarer, at der måske bare er noget enormt tiltrækkende ved strukturelt betinget socioøkonomisk ulighed. Det er forvirrende tider på datingmarkedet.

Et par timer efter at min profil er udløbet, får jeg en besked fra et af mine nye matches om, at det er awesome, at jeg er aktivist. Jeg synes, det er awesome, at det her eksperiment snart er færdigt.

Resultat: 13 matches, to skriver. Et gammelt match gætter, at min profil er snyd.

Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at omdanne min egen Tinder-profil til en DF-propagandamaskine, så jeg opretter en ny til formålet.

Screenshot fra Tinder, DF profil
Jeg er overbevist om, at lige præcis nul mennesker vil tro på, at min DF-profil er ægte, når jeg både har en helt overdrevet profiltekst og et fuldstændigt fravær af billeder af mit ansigt. Jeg tog fejl.

Ifølge Rune Stubager bor DF-vælgerne uden for de store byer, de prioriterer penge til velfærd og et velfungerende sundhedssystem, og så er ældrepleje vigtigt for dem. Det falder meget godt sammen med, at Dansk Folkeparti henter de fleste af deres vælgere i den ældre del af befolkningen.

“DF er populære i Sønderjylland. Der er en meget stærk tendens til, at DF-vælgerne enten ikke har nogen uddannelse eller har en kort uddannelse. Vi er i høj grad udenfor universitet her, der er næsten ingen med en kandidatgrad, der stemmer på dem. Og så er en stram udlændingepolitik formegentlig det vigtigste emne for DF'erne,” siger han.

Jeg lægger et par helkropsbilleder ud og et par billeder, hvor jeg hænger ud med dyr, for dyrevelfærd plejer at være en DF-mærkesag. Jeg sætter Dannebrogsflag på billederne og smileys over mit ansigt. Mit ansigt behøver ikke umiddelbart kunne forbindes med en profiltekst, hvor der står #LukGrænserne. Jeg poster et billede, hvor jeg står ude i en skov med en hund for at symbolisere, at jeg altså ikke bor i byen.

Indenfor ét minut har jeg 12 matches, og den første skriver til mig. Jeg ved ikke, om der er slim pickings på Tinder hernede i det sydlige Jylland søndag eftermiddag, men kort tid efter skriver endnu et match. Omend flere er forvirrede over, at de ikke kan se mit ansigt, virker hverken det eller min grise-glade profiltekst til at afskrække nogen.

Screenshot fra Tinder, DF profil
"Du har da en pæn krop eller" er et kompliment, jeg vil bære med mig for evigt.

I alt skriver fem mænd til mig den første aften. En skriver sågar, at jeg er hans drømmekvinde, og at grænserne skulle være lukket for længe siden. Vi oplever dog en lille kurre på tråden, da jeg fortæller, at Pernille Vermund er min drømmekvinde, og han bliver bekymret for, om jeg nu ikke er hetero.

At andet match skriver, at det er “spændende,” at jeg er politisk aktiv, og at han selv stemmer “til den side.” Han understreger, at han “ikke er racist,” men at der altså bare er religioner, der ligger for langt væk fra de gode, danske værdier. DF-Tinder skræmmer mig.

Screenshot fra Tinder, DF profil
De uspecificerede danske værdier er i rigtig høj kurs på min Tinder.

Heldigvis får mit etnocentriske eventyr en naturlig afslutning. Mine matches begynder alle at efterspørge billeder af mit ansigt, så jeg gør det, man altid gør, når dating i internettets tidsalder bliver for besværligt: Jeg ghoster. Da de 24 timer er gået, skriver jeg til mine matches, at det bare var et eksperiment til en artikel. To unmatcher med det samme.

Resultat: 14 matches, 5 skriver til mig med det samme. Ingen er afskrækket af min politiske profil eller manglen på billeder af mit ansigt.

Så hvilket politisk parti har størst succes på Tinder? Resultatet af min yderst videnskabelige undersøgelse viser, at Liberal Alliance har mest medvind i hovedstaden, mens DF-profilen er den, der får flest positive tilkendegivelser på det politiske tilhørsforhold.

Jeg har ikke fået lyst til at date nogen af mine politiske matches, men et par af mine gamle matches bød ind med nogle ret sjove refleksioner, da de så, at min profiltekst ændrede sig, og en spurgte, om vi ikke skulle dele en flaske vin eller fem, når jeg var ude på den anden side af eksperimentet. Det tror jeg, vi skal.

]]>
8xy87vMaria Brus PedersenLene MunkFeminismeValgvalgkampTinderDatingliberal allianceDansk FolkepartiDFLATinder matches
<![CDATA[Vi snakkede med folkene bag nogle af Danmarks vildeste patenter]]>https://www.vice.com/da/article/nex3qz/vi-snakkede-med-folkene-bag-nogle-af-danmarks-vildeste-patenterFri, 15 Feb 2019 12:14:47 GMTDet kan godt være, du føler dig lidt flov, når 30.000 af dine landsmænd samles i Parken og hiver i en snor, der får to påsyede hænder til at klappe. Men selv om det helt sikkert er fjollet, så er klaphatten det mest danske, der findes. En håndgribelig Georg Gearløs-version af Aksel Sandemoses jantelov. En opfindelse, der på samme tid er helt ubrugelig og fuldstændig genial.

Jo, vi kan da godt dvæle ved Emil Christian Hansen, der i 1883 lykkedes med at isolere verdens første rene ølgær, så du i dag kan drikke pilsnere, der ikke smager af lort. Eller Peter L. Jensen, der blev kendt som “Den danske Edison”, da han i 1915 opfandt højtaleren. Eller hvad med danskerne der opfandt bombefindende planter, tørbatteriet, stomiposen og insulinen, som du kender den i dag?

I 2017 fulgte knap 1.500 håbefulde danskere i disse giganters fodspor og ansøgte om et patent ved Patent- og Varemærkestyrelsen. For at komme i gang med ansøgningsprocessen på et patent, er der tre hovedbetingelser, du skal leve op til. Idéen skal være ny (okay, det giver lidt sig selv.), men ingen må nogensinde have skrevet eller publiceret noget om din idé. Den skal have “opfindelseshøjde,” som er defineret ved, at din idé skal være væsentligt anderledes fra andre opfindelser på området. Og så skal den kunne udnyttes industrielt. Det vil sige, at du skal kunne producere dit patent.

Er du stadig med? Fint. Nu venter der en udførlig ansøgningsproces, hvor du blandt andet skal udforme en beskrivelse af din opfindelsen, som er så tydelig, at man kan lave dit produkt ud fra den. Får du taget dig sammen til at udfylde en konkret patentansøgning, venter der dig tre behandlingsrunder, og her er det med at værne sig med tålmodighed. Der går nemlig op til fire år, før dit patent bliver godkendt, men kommer du så langt, ejer du også ideen i de næste 20 år.

Så det er ikke sådan lige at blive opfinder, men hvem er så de håbefulde genier, der rent faktisk klarer sig gennem processen? Vi fandt frem til tre af de mest opsigtsvækkende tilfælde og ringede dem op for at høre, hvordan det går med deres opfinderdrømme.

Jes Bech Müller, har patent på “apparat til træk i penis”

1550228950917-unnamed
Jes Bech Müller. Privatfoto.


VICE: Hej Jes. Hvordan fandt du på at lave et apparat til at trække i penisser?
Jes Bech Müller: Idéen kom til mig, efter jeg havde arbejdet med at sælge et lignende produkt i 1995. Det blev dog kopieret til døde, fordi vi ikke havde patent på det. Så udviklede jeg en ny model, som er den, jeg i dag har patent på. Formålet er egentlig at holde en penis udstrakt for at modvirke ardannelse, efter at man er blevet opereret, men vi fandt ud af, at den faktisk kunne virke på andre måder.

Det må du lige uddybe. Hvad kan din maskine?
Da vi undersøgte effekten af produktet, havde vi en kontrolgruppe, som ikke var blevet opereret, men som skulle teste produktet. På placebo-gruppen havde apparatet den effekt, at det fik deres tissemænd til at vokse.

1550230160632-maleedgeposterbrandpage-PAGE-MaleEdge
Sådan ser Jes' penisforlænger ud. PR-foto.

Hold da op. Det må have været sådan et eureka-øjeblik. Hvordan gik det lige til?
Produktet består af to teleskoprør, som er dem, vi har patent på, der trækker i din penis. Ved at trække i penissen undgår man ardannelse efter en operation, men det fik altså også brugerens tissemænd til at vokse.

Vildt. Det kan da kun være blevet en succes så?
Ja, nu bliver det jo produceret som en penis-forstørrer, og det kræver vel ikke meget at regne ud, hvor der er flest kunder. Jeg er måske lidt jysk i det, men jeg kan da godt sige, at der står 25 millioner i selskabet.

Det er dejligt at høre. Jeg bliver nødt til at spørge, om du selv har brugt den?
Haha, det er okay. Nej, jeg har ikke brugt den som led i et forløb, men jeg har haft den på, så jeg kan hjælpe og rådgive vores kunder. Jeg er godt tilfreds med det, vorherre har udrustet mig med.

Tak for det, Jes.

Kim Petersen, har patent på “kunstig vagina”

1550224038911-P1010167
Kim Petersen til sexmessen Venus i Berlin. Her mødte han den internationale pornostjerne Stoya. Privatfoto.


VICE: Hej Kim, hvordan fandt du på at udvikle en kunstig vagina?
Kim Petersen: Jeg opdagede et produkt, der var en gummi-udgave af en vagina. Den var virkelig dyr og genanvendelig. Jeg tænkte, at den nok ikke var speciel lækker efter noget tid.

Nej, det kunne man forestille sig. Så du ville lave et alternativ?
Netop. På det tidspunkt arbejdede jeg med nogle ret lækre plastfolier. Jeg udviklede en række prototyper med det materiale, som jeg afprøvede, indtil jeg fandt en, der fungerede.

Så du testede dem selv?
Det har jeg været nødt til.

Okay, fortsæt.
Derefter gik jeg sammen med to andre forretningspartnere, og vi samlede et testhold, der hovedsageligt bestod af venner og bekendte. De fik alle prototypen og glidecreme med hjem, hvorefter de fik at vide, at de skulle hygge sig med den.

"Hygge sig med den"?
Ja, de blev simpelthen bedt om at knalde med den. Nåh, men det fungerede, og resposen var positiv, så vi besluttede os hurtigt for at sætte den i produktion. Vi døbte produktet “WaterWoman” og tog til sexmesse i Berlin, hvor vi nærmest blev rockstjerner. Der var en kæmpe kø, og WaterWoman gik som varmt brød. Tilfældigvis ville manden fra vores nabostand gerne købe produktet, og så udgav han det under navnet “Travel Pussy.”

1550230368537-WW_Poster2_A3_A2
PR-foto.

Går det stadigvæk som varmt brød?
Det har været en fin forretning, og vi har siden bygget virksomheden DanaToys op om det. Den bliver stadigvæk solgt, og du kan næsten ikke finde en kondom-automat i Tyskland, hvor der ikke er en “Travel Pussy”. Vi har også sendt den til danske soldater i Irak og Kosovo.

Det er da betænksomt. Hvordan har din omgangskreds reageret på din succes?
Jeg har gået lidt stille med dørene, jeg er jo bare ingeniør. Hvis nogen havde fortalt til mig, at jeg engang skulle drive en hobbyvirksomhed, der kan have en fuldtidsansat på grund af det her patent, så havde jeg sagt, at de var syge. Livet er ret tilfældigt på den måde.

Tak, Kim.

Lene Staunskær Elkjær, har patent på “kombineret bil-, tog- og dukkehus"

1550226069479-image1
Lene Staunskær Elkjær. Privatfoto.

VICE: Hej Lene, jeg kan se, at du har et patent på et dukkehus, som også fungerer som togbane, hvis jeg ikke misforstår idéen fuldstændigt?
Lene Staunskær Elkjær: Nej, det er rigtigt nok. Hvor har du set det henne? Jeg har ikke kunne finde mit patent, andet end da jeg fik tilsendt godkendelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

Det ligger tilgængeligt på nettet.
Kan du ikke sende mig et link?

Jo, det skal jeg nok. Men kan du fortælle mig, hvordan du kom på idéen?
Idéen kom til mig i en drøm. Jeg drømte, at man kunne sætte en togbane og et dukkehus sammen.

Hvad tænker du, at det skal bruges til?
Jeg tænker, at det er en måde at kombinere drenge- og pigeleg på. Jeg er pædagog, så jeg oplever ofte, at legene er meget kønsopdelte. Jeg håbede på, at jeg ved at sætte en togbane sammen med et dukkehus kunne opfodre til lige leg. Så kan man køre toget ind i dukkehusets køkken eller badeværelse, og så kan man lege sammen derinde.

Hvordan er det så gået indtil videre?
Ja, der er faktisk ikke sket så meget, siden jeg optog patentet. Jeg havde en idé om, at jeg skulle lave en prototype og så få legetøjet i produktion. Jeg fandt så senere ud af, at det kostede en formue at få prototypen lavet hos en snedker, så jeg droppede det. Lige nu undersøger jeg bare markedet for at finde ud af, om der er nogen, der er interesserede i projektet.

Tak for snakken, Lene.

]]>
nex3qzSebastian Johan LundLasse Catoopfindelserpatenterpatent danmarkwaterwomantravel pussytog- og dukkehusinnovationpatent- og varemærkestyrelsen
<![CDATA[Paris Hilton tog en 100-årig mand med til en Lil Pump-koncert]]>https://www.vice.com/da/article/kzd3ga/paris-hilton-tog-en-100-aarig-mand-med-til-en-lil-pump-koncertFri, 15 Feb 2019 10:18:05 GMT Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Det er 2019, og hver dag er der en ny bizar og ubegribelig overskrift. Det skyldes sandsynligvis en blanding af flere ting, som klik-drevne medier, at Donald Trump er præsident i USA og det almindeligt kendte faktum, at kendisser er ret mærkelige og har ressourcerne til at gøre lige, hvad der passer dem. Philipp Kleins New York Fashion Week-show i år er et glimrende eksempel på det. Showet skabte bizarre overskrifter af både den gode og dårlige slags, sidstnævnte fordi en falsk booker snød designeren til at betale for en ikke-eksisterende Kanye West-koncert.

Den gode historie fra showet kommer fra Paris Hilton, rigmandsdatter, entreprenør, dj og professionel kendis, som tog Sidney Walton, krigsveteran fra 2. Verdenskrig, med som gæst. Han fejrede sin 100-års fødselsdag på dagen, og han er muligvis den første, der har gjort det til et show, hvor Lil Pump spillede. En kilde fra New York Post fortæller, at ”han sad der i sin kørestol med en masse balloner og så Lil Pump synge ’I Love It’, der blandt andet byder på linjen: You’re such a fucking ho.” Desværre var der ingen journalister, der spurgte Walton, hvad han syntes om den 18-årige rapper.

Hilton og Walton har åbenbart kendt hinanden i ”mange år”, og hun ville gøre hans fødselsdag til ”noget særligt” ved at tage ham med til Fashion Week-showet. Gestussen havde en overraskende hjertevarmende effekt, da Walton efter sigende blev en hovedperson. En anden New York Post-kilde fortæller: ”Da han forlod showet, klappede alle og hyldede ham. Det er muligvis det eneste virkelig smukke øjeblik, jeg har oplevet til Fashion Week.” Walton lod sig hverve til den amerikanske hær i 1941 og var udstationeret i Kina, Burma, og Indien som militærlæge. Han har netop påbegyndt en tur, han kalder No Regrets Tour, hvor han skal forbi 50 amerikanske stater.

]]>
kzd3gaJosh TerryNoisey StaffLasse CatoInternet Exploringparis hiltonLil PumpAnden VerdenskrigFASHION WEEKNew YorkMusicNoisey
<![CDATA[Chanelbigs tager Lillebittebock og Baby Bino med i kiosken i sin nye video]]>https://www.vice.com/da/article/gyajqj/chanelbigs-tager-lillebittebock-og-baby-bino-med-i-kiosken-i-sin-nye-videoFri, 15 Feb 2019 10:01:51 GMTFysiologisk er Chanelbigs over to meter høj, men det er ikke det, der gør ham til Danmarks højeste producer (joints). Det er ikke mere end et års tid siden, at den københavnske beatmager for alvor begyndte at producere, men på den tid har han opnået mere, end de fleste håbefulde Ableton-krigere gør på et helt liv.

Han har været en af kræfterne bag Rigforevigt, turneret som dj for folk som Pattesutter og Skinz og er også begyndt at producere for etablerede navne som TopGunn og Lord Siva. Men hvad er en producerkarriere egentlig værd i 2019, hvis man ikke går fuld Metro Boomin’ og udgiver en plade i sit eget navn?

Efter at have teaset for sin nye ep i månedsvis, har Chanelbigs nu udgivet Noget i vejen. Okay, det er ikke et helt lige så mastodontisk et epos som Metros 13 tracks lange Not All Heroes Wear Capes, men det er også i orden. For det, du i stedet får smidt lige i hovedet, er fem numre med Lillebittebock og Baby Bino (og Olivver) i forskellige konstellationer.

Samtidig har første track på ep’en, "Stresser dig", fået en video, instrueret af @ayy_edi, hvor Chanel og de to rappere gør nogle af de ting, de gør bedst (læs: ryger joints i studiet, flexer i en kiosk, ryger joints på gaden, med mere.) Og eftersom tracket går ekstremt hårdt, ville det være en god idé lige at se videoen, før vi går dybere i detaljer med ep’en. Den får du her:

Fede tider, hva’? Resten af ep’en er ikke helt lige så opstemt (bortset fra det track, hvor Bino fortæller om, at han har optur, fordi han lige har taget et billede med en fan). Der bliver i højere grad plads til Bock, der gør Bock-ting, som at krænge sit hjerte ud gennem en sky af Auto-Tune over Chanels produktioner, der beviser, at Bigs er en af de bedste herhjemme til at fusionere svævende guitar-instrumentalmelodier med tunge trommer.

Hør ep’en herunder, og scroll videre for at læse, hvad Chanel havde at sige, da vi ringede ham op til en snak om den nye udgivelse, udsigterne til en sponsoraftale med modehuset Chanel og dengang, han blev beskyldt for at have sat gang i røgalarmen i Royal Arena.

Noisey: Hej Chanel. Hvad er baggrunden for den her udgivelse?
Chanelbigs:
Sidste sommer begyndte jeg rigtigt at indspille med folk, og derfor fik jeg en masse sange på computeren med en masse forskellige kunstnere. Jeg syntes, det ville være spild, hvis de bare lå der. De var for gode til bare at lade dem ligge der. Så jeg valgte at udgive det her selv.

Hvordan ville du beskrive lyden på udgivelsen?
Den minder meget om, hvordan vejret har været på det seneste. Gråt. Det er musik, der hjælper mig gennem det dårlige vejr. Jeg har selv hørt rigtig meget Gunna og Lil Peep, guitarmusik. Og det har inspireret mig. Det har også gjort noget at arbejde sammen med Bock. For at matche hans musik, skulle mine beats være lidt dybere.

Bekskriv ep’en med seks ord.
"Lit". Seks gange.

Klart. Hvordan har starten på året været for dig?
2019 har været super aktivt. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal tilbage til at stå tidligt op og ikke have en helt fucked døgnrytme. Én ting er at sidde i studiet, en anden er at være helt klar, når man går i studiet. I år vil jeg bare i studiet med alle de mennesker i Danmark, der laver musik.

Hvem er de folk, du helst vil i studiet med? Både i Danmark og internationalt?
I Danmark: Sivas og Benny Jamz. Worldwide: Sade.

Sade er fantastisk, men det var alligevel et lidt overraskende svar. Hvorfor hende?
Jeg kæmpe Sade-fan. Ville elske at prøve at arbejde med hende. “Cherish The Day” er et af mine yndlingsnumre.

Du kan også lidt over det hele. Vi så dig til Guldtuben for nylig. Hvordan var du endt der?
Jeg skulle spille med Skinz, og egentlig ville jeg bare gerne hen og se hende der Fie Laursen, fordi jeg fucker med hende. Jeg havde lige fundet ud af, hvem hun var, så jeg blev nødt til at pull up på hende.

Var det dig, der startede røgalarmen, så hele arenaen blev ryddet den aften?
Vil du høre det sjoveste? Jeg stod inde backstage og drillede min tourmanager, fordi vi lige havde spillet, og jeg havde rullet en joint, som jeg sagde til ham, at jeg ville tænde derinde. Så tændte jeg min lighter, og så gik røgalarmen i gang, samtidig, så alle kiggede på mig. Jeg fik så noia på, men heldigvis var det bare nogle popcorn, der var gået ild i. Jeg var lige ved at miste min main income!


Se også:


Hvor langt er vi fra, at modehuset Chanel lægger sag an mod dig?
Vi er rigtig langt. Hvis der skete noget med dem, ville det være, at de embracede mig ekstremt. Jeg føler, jeg er front runner for dem, og der er ikke andet end gode vibes. Så det ville være en endorsement deal og ikke en retssag. Folk begynder at kunne lide brandet på grund af mig. De havde intet pull før.

Der var også noget med, at der blev skrevet “Bigs” på en kæmpe Chanel-plakat inde i København for nogle måneder siden.
Haha, det er skørt! Jeg ved stadig ikke, hvem der gjorde det. Folk begyndte bare at sende billeder af det til mig, men jeg nåede desværre ikke at se det selv.

Chaneel
Privatfotos.

Okay. Hvad skal der så ske nu, hvor du har udgivet din ep?
Så skal der komme en masse musik. Jeg overvejer at lave noget, hvor jeg udgiver en sang om ugen, fordi jeg har syv sange med blandt andre ATL Pete, Bino, Olivver fra 25/8, Louis Valuta og Michael Williams, der bare skal mixes og mastereres, før de kan komme ud.

Det glæder vi os til. Tak for snakken, Chanel.

]]>
gyajqjLasse CatoAlfred MaddoxPremiererigforevigtBaby Binolillebittebocklit lit lit lit lit litStresser digNoget i vejenChanelbigsChanelbigs på det beatMusicNoisey
<![CDATA[Sådan crowdfundede vi vores kombucha-bar på Nørrebro]]>https://www.vice.com/da/article/evebz4/saadan-crowdfundede-vi-vores-kombucha-bar-paa-noerrebroFri, 15 Feb 2019 09:26:21 GMTLouis Bros første møde med kombucha var synet af en intimiderende symbiotisk koloni af gær og bakterier, der svømmede rundt i et glas i kærestens køleskab.

"Jeg kan huske, jeg åbnede køleskabet og så et glas med en stor svamp i og tænkte: Hvad fanden er det der?" siger 26-årige Louis. "Siden har jeg været fascineret af kombucha. Det er råt og upasteuriseret, og man kan selv eksperimentere og manipulere med smagen."

I dag fylder fermenteret saft og kombuchasvampe - den organisme, der ved at nedbryde sukker gør te til en vinøs oplevelse – det meste af Louis tid. Sammen med vennen Eddie Klint har han kombuchabryggeriet Klint & Bro, der på mindre end tre år er gået fra at lave testbryg i Eddies køkken på Nørrebro til at levere kombucha til nogle af landets bedste restauranter. Til restauranter som 108, Jordnær og PMY, og til det internationale kokketræf MAD Symposium på Refshaleøen sidste år.

Klint og Bro laver kombucha brygget på citronverbena, på rosenknop og hibiscus, og på japansk genmaicha-te. En flaske koster 119 kroner på deres hjemmeside, og nu er de ved at åbne en kombuchabar på Nørrebro i lokaler på Tagensvej, der tidligere husede en kaffebar.

32-årige Eddie stødte første gang på kombuchaen i New York, hvor han har boet i forbindelse med sit tidligere arbejde som model. Klint & Bro’s testbatches begyndte med en kombuchamoder, han havde haft med hjem fra USA, og eksperimenter med kombucha brygget på lakrids-te, jordbær og æble. Efter at have eksperimenteret i en periode kontaktede de Eddies barndomsven Frederik Bille Brahe, der står bag Apollo Bar og Atelier September.

“Vi serverede forskellige testbryg for ham,” fortæller Eddie, “og han sagde med det samme, at det ville han gerne sælge på sin restaurant. Vi havde egentlig bare regnet med at få lidt feedback, så lige pludselig fik vi travlt.”

Kombucha på køl. Klint & Bro.

Siden er produktionen vokset. Klint & Bro er gået fra små eksperimentelle batches til 200 liters bryg. “200 liter er til at kontrollere,” forklarer Eddie. “Hvis vandsøjlen er for høj i forhold til overfladen, tager processen længere tid, og kombuchaen bliver sværere at styre. Så det er noget med at balancere de to.”

Efter et par år som nomadebryggere – hvor de har brygget i industrikøkkener i Vanløse og i Charlottenlund – så Eddie og Louis chancen for at etablere eget bryggeri og butik, og pludselig dukkede idéen om en bar op.

De overtog lokalet på Tagensvej for syv måneder siden med en idé om at åbne allerede ugen efter, men gode idéer fostrer komplicerede problemer. De rev en væg ned og afmonterede elinstallationer. Pludselig var de i også igang med at totalrenovere køkkenet.

I december gik det op for dem, at der skulle ske noget. Den tid og energi og de penge, de investerede i baren, kunne de ikke bruge på at brygge.

De havde allerede lånt, det de kunne af banken og af familien. De overvejede af finde en investor, men i stedet valgte de at løse problemet gennem crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter, hvor de solgte værdibeviser til blandt andet kombucha, muleposer og større pop-up middagsarrangementer.

“Inden for de første 24 timer var der en, der købte et middagsselskab for 25.000 kroner,” fortæller Louis. “Og det var ikke en af vores forældre. Det var vildt.”

De 150.000 kroner, som var målet, blev nået, tre dage før kampagnen sluttede. Pengene er gået til opsætningen af 10 haner og det system, som gør det muligt for kombuchaen at flyde i en lind strøm fra kælder til bar, og til indkøbet af to nye brygtanke, der skal installeres i køkkenet.

Haner i en kombuchabar.

“Hvis jeg kunne, ville jeg nok have gjort tingene anderledes,” siger Eddie. “Det her år har trukket tænder ud. Men nu hvor vi kan se en ende på det her, har det jo været det hele værd. Vi er dog ikke lige så bange for tanken om en investor i dag, som vi har været."

Selvom kampagnen er overstået og hanerne indkøbt, mangler Klint & Bro stadig at få færdiggjort de sidste småting, før de kan åbne baren. En bar med haner, der til at starte med kommer til at være fulde af forskellige slags kombucha og med tiden også hjemmelavet tonic og hjemmebrygget øl.

“Vi drømmer om at eksperimentere med kombuchaøl," siger Eddie. "Men først skal vi lige have åbnet vores bar. Det gør vi her til marts."

"Nu har vi heller ikke råd til at være lukket længere.”

]]>
evebz4Simon EspholmLars Hinnerskov EriksenIværksætteriNørrebroKlint & BroKombuchabarkombuchabarfermenteret saftdanmarkKøbenhavn MunchiesFood
<![CDATA[Opskrift: Sådan laver du din egen oste-calzone]]>https://www.vice.com/da/article/vbwdqa/opskrift-saadan-laver-du-din-egen-oste-calzoneFri, 15 Feb 2019 09:06:50 GMT Opskriften er oprindelig udgivet af MUNCHIES USA.

Portioner: 4
Forberedelsestid: 15 minutter
Samlet tid: 1 ½ time

Ingredienser

til dejen:
3 1/2 dl vand, varmet op til 45 grader
1 tsk aktiv tørgær
1½ spsk olivenolie
1½ tsk salt
450 gram hvedemel

til fyldet:
6 dl revet mozzarella
4 dl ricotta
1 spsk friskpresset citronjuice, plus reven skal af 1 citron
salt og friskkværnet peber efter behag
½ dl olivenolie

til servering:
marinara sauce

Vejledning

1. Lav dejen. Pisk vand, gær, olivenolie og salt sammen. Lad gæren skumme i fem minutter.

2. Tilsæt 380 gram mel, og brug en dejkrog til at ælte. Ælt dejen i mindst fem minutter, indtil dejen er jævn og kun en smule klæbrig, men ikke klistret. Om nødvendigt tilsæt de resterende 70 gram mel og ælt, indtil dejen er jævn.

3. Anbring dejen i en stor olieret skål. Dæk skålen til med plastfolie, og stil den et lunt sted i en time, så den kan hæve. Du kan også pakke dejen ind i plastfolie og anbringe den i køleskabet, indtil du er klar til at bruge den.

4. Saml calzonen: Varm ovnen op til 260 grader. Bland ricotta og citronjuice og -skal i en lille skål, og smag til med salt og peber.

5. Opdel dejen i fire lige store klumper. Drys en smule mel ud over en glat overflade, og rul dejklumperne ud – én ad gangen – til cirkler med en diameter på 23-25 cm. Placér cirka 1 dl mozzarella i midten af dejen og fyld på med 1 dl ricotta. Top med yderligere 1/2 dl mozzarella, hvorefter du forsigtigt løfter den ene side af dejen og ruller hen over fyldet. Brug håndtaget af pizzaskæreren (eller en gaffel) til at presse dejen ned, cirka 1/2 cm ind langs med kanten. Gentag med den resterende dej og ingredienser.

6. Stænk to bradepander med olivenolie og anbring forsigtigt calzonerne på bradepanderne. Skær et lille ”x” i toppen af hver calzone, og pensl med olivenolie. Bag til de er gyldne. Det tager cirka 15 minutter. Server med marinara sauce.

]]>
vbwdqaFrank Pinellofrank pinelloCalzoneMozzarellaPizzaOpskriftOSTTømmermændskurnem madfrokostaftensmad MunchiesFood
<![CDATA[De her tre kvinder samarbejder, og derfor lykkes de]]>https://www.vice.com/da/article/59xd5a/de-her-tre-kvinder-samarbejder-og-derfor-lykkes-de-broadlyFri, 15 Feb 2019 07:00:16 GMTBecca Reyes var frustreret. Hun har en bachelor i musikvidenskab, hun har erfaring fra musikskoler som guitarist, og hun var venner med fyrene på højskolen. Alligevel opdagede hun, at de havde dannet et band, og at hun ikke var inviteret.

“Nu ved jeg ikke, hvem der kommer til at læse den her artikel, men jeg var pissed,” siger hun og bryder ud i latter. Det var ikke første gang, at hun oplevede det, nej, det var sket igen og igen gennem gymnasiet, musikskolen, højskolen og på universitetet, at drenge og mænd fandt sammen i grupper hen over hovedet på hende, og hun havde fået nok.

Sammen med Josefine Alstrup-Mathiesen og Diljá Björt Bjarmadóttir har Becca Reyes musikkollektivet Mount Reina Collective, som til dels er et resultat af den frustration, Becca Reyes følte. Hun var nemlig ikke alene om følelsen af at blive holdt udenfor.

”Det gjorde ondt, fordi det var, som om vi overhovedet ikke var en del af ligningen – vi var slet ikke i deres hoveder,” siger Josefine.

“Men nogle gange skal man måske bare have følelsen af uretfærdighed, før man kan finde sin egen stemme og plads i det, man gerne vil opnå.”

Allerede da de gik på højskolen Engelsholm, begyndte de at bruge hinanden i deres arbejde med musikken, og i januar 2018 stiftede de officielt Mount Reina Collective, hvor de støtter og guider hinanden til læring, selvtillid og succes. De mødes ofte og komponerer og producerer musik, vender verdenssituationen og planlægger koncerter.

De understreger, at det ikke alene er vreden, der ligger til grund for Mount Reina Collective, “men det var en ret konkret måde at afreagere på,” siger Becca. “Vi fandt en glæde i en modreaktion – man var ikke vred længere. Lige pludselig kunne man tænke: det her er også sjovt og godt. Det er noget andet, men det er sådan, dynamikken er, og vi må finde en måde at være i det på.”

Becca Reyes
Dansk-honduranske Becca Reyes optræder under navnet LA REY. Hun kombinerer filmmusik, electronica og tunge beats suppleret af strygere og korarrangementer.

Efter højskolelivet ventede også en mere ensom tilværelse, hvor de var meget alene med musikken, da de alle er soloartister. Her opdagede de hurtigt, hvor godt det er, at de har hinanden.

Becca, der optræder under navnet LA REY, blev den, som tog skridtet og fik dem samlet. Kollektivet har nu over et år på bagen, og dets hidtil største booking – en koncert på Forbrændingen i Albertslund til april – venter. De markedsfører sig i høj grad som et fælles act, der kan bookes samlet, og de skubber deres musik ud samlet til brugerne blandt andet gennem deres fælles instagramprofil. Og det virker.

“Jeg tror, det gør logistikken nemmere for spillestederne,” siger Becca, “for hvis du er en singer-songwriter, der kan fylde 35 minutter ud, så kan de være sådan lidt, fedt, men hvad skal der ske resten af aftenen? Vi har opbygget en pakkeløsning, hvor vi kan levere halvanden times livemusik, og vi kan lave en del larm for det som kollektiv, og det er der venues, der er interesserede i.”

Men kollektivet tilbyder meget mere end det til dets medlemmer.

I Mount Reina Collective kan de hver især arbejde med et track i mange timer, blive træt af det og så sende det til de andre medlemmer for at få feedback. Helt frit – for de ved, de ikke bebyrder nogen, og at de altid kan regne med et ærligt svar. Og det er dét, der gør det til et trygt og progressivt fællesskab, mener Diljá, som studerer på musikkonservatoriet i Aarhus og optræder under aliasset ÓRÓ.

”Hvis det er dårligt, får man det at vide, men det føles trygt, fordi vi ikke er bange for at være sårbare overfor hinanden. Det vigtige er ikke, at man er på præcis samme niveau, men at man gør det med hinanden. Det kan konkret foregå ved, at vi snakker sammen løbende over telefonen eller mødes en weekend og laver musik i tre dage, hvor vi både øver og producerer.”

Diljá Björt Bjarmadóttir
Islandske Diljá Bjarmadóttir skaber under kunstnernavnet ÓRÓ lyduniverser defineret af industrielle rytmer, atmosfæriske lydflader og vokal-samples.

Becca supplerer: ”Ja, og det går jo lynstærkt. Jeg kan sidde alene med et track i en måned, men når vi samarbejder, kan jeg lave det samme på 24 timer. Det er bare fantastisk.”

De har også opdaget, at kvinder ikke skal konkurrere med hinanden for at udfolde sig eller for at få en af de mytiske få pladser til kvinder i branchen. Erfaringen med at slå pjalterne sammen har vist dem, at det både er sjovere og klogere at samarbejde, fordi de kan hjælpe hinanden op og i gang med de projekter, som måske ellers ville virke uoverskuelige.

Josefine optræder under navnet Aureola. Når hun tænker på Mount Reina Collectives værdier, tænker hun på – og er blevet inspireret af – de efterhånden kendte bannere fra de verdensomspændende "Women’s Marches", demonstrationer, som blev afholdt i 2017 i protest mod især præsident Donald Trumps politik. På et af skiltene stod der: Vi vil ikke kæmpe mod andre kvinder for at få en af de få pladser ved bordet. Vi forlanger et større bord.

”På præcis samme måde vil jeg ikke konkurrere med andre kvinder for at få en plads – hvis ikke verden og dynamikkerne ændrer sig, så laver jeg mit eget shit,” siger Josefine. Det er måske ikke løsningen for alle, siger hun, men for hende holder fællesskabet hende til ilden. “Hvis man står med tingene alene, føles det altså bare meget, meget tungere at nå sine mål.”

Men hvad er målene så? Større og vildere, siger Josefine. Men kan de blive ved med at være kollektiv, hvis de bliver store som individuelle artister? Ja, lyder svaret, men kun hvis det giver mening.

Josefine Alstrup-Mathiesen
Københavnske Josefine Alstrup-Mathiesen laver musik under navnet Aureola. Hendes poetiske R'n'B befinder sig et sted med højt til loftet, skabt af lige dele storslået kor og intim electrosoul.

“Formålet er, at vi udvikler os så meget som muligt,” siger Becca, og Josefine fortsætter: “Det ville jo være helt krampagtigt, hvis vi holdt hinanden tilbage for at være i et fællesskab. Jeg glæder mig til at se os blive bedre til vores nicher. Når vi bliver bedre hver især, bliver vi også endnu bedre som kollektiv.”

Så den praktiske del i forhold til at blive booket er smart, og de hjælper hinanden med at udvikle sig som individuelle kunstnere. En tredje del af samarbejdet handler om selvtillid, og den er også ved at være på plads, selv om det måske ikke lå så lige for for de tre kvinder:

“Jeg snakkede for nylig med en fyr, der er i et musikkollektiv med andre mænd, som sagde, at de hele tiden går og siger til hinanden, at de er de fedeste i verden. Og det skal de have lov til, jeg skal ikke tage noget fra nogen, men jeg vil gerne låne lidt af den attitude. Det fungerer, det med at være hinandens hypeman,” siger Josefine.

“Men jeg tænker, at sådan har vi det også. Jeg kan genkende den følelse nu, men den er ny i min verden,” siger Becca.

Og apropos mænd: der er kun kvinder i Mount Reina Collective nu, men det skal ikke nødvendigvis fortsætte sådan, siger de.

”Vi er ikke et kvindekollektiv – vi er et kollektiv med kvinder, og vi vil slet ikke udelukke, at der kan komme mænd ind i det på et senere tidspunkt. Lige nu finder vi bare en styrke og en kunstnerisk frihed i at være os,” fortæller Josefine.

På sigt håber de, at kollektivet kan fungere, ikke bare som en støtte til, at de hver især når deres kunstneriske mål, men også kan være med til at ændre de normer, der påvirker kvinders kreative udfoldelse. Nogle normer, som de mener er dybt integrerede i vores måde at se på og tale om køn og ligestilling, og som ligger i alt fra, hvordan vi forventer, en kvindelig sanger opfører sig på scenen, til hvilke kreative processer en kvinde må være inde over.

”Jeg er for eksempel meget stolt over, at vi producerer al vores musik selv. Det går jeg op i, for det er lidt en norm, at kvinder ikke producerer. For os er vores produktion derfor helt klart et brud med nogle normer, og det er jeg stolt af, at vi prøver at banke ind i hovedet på folk,” siger Becca.

Mount Reina Collective så allerhelst, at forventningerne til og samarbejdet mellem kønnene i branchen var bedre, men indtil det lykkes, mener de, det er vigtigt at finde sin egen måde at håndtere det på. Deres måde hænger sammen med en kulturændring, de gerne vil arbejde for, hvor kvinder er bedre til at stå sammen. Efter de startede kollektivet, har medlemmerne af Mount Reina Collective selv oplevet, hvordan deres tilgang til andre kvindelige musikere – de før “potentielle konkurrenter” – har ændret sig.

”Det handler om at sætte nogle progressive bevægelser i gang,” siger Becca. "Jeg er gået fra at være sådan: Hvad kan du, og er du bedre end mig? overfor andre kvindelige musikere, til at være sådan: Ååååååh, giiiiirl, skal vi colabbe!?

]]>
59xd5aShani PedersenLene MunkMaria Brus PedersenFeminismemusikkollektivmount reina collectivebecca reyesla reyoroAureolakvinderMusikforbrændingen
<![CDATA[Kenton Slash Demons nye video er til alle jer syntetiske planter på dansegulvet]]>https://www.vice.com/da/article/wjmgqz/kenton-slash-demons-nye-video-er-til-alle-jer-syntetiske-planter-paa-dansegulvetThu, 14 Feb 2019 13:01:45 GMT

Har du nogensinde stået og svajet midt på et svedigt dansegulv og følt dig mere som en syntetisk plante end et menneske med et menneske-liv og menneske-behov? Uanset hvad dit svar er på det her spørgsmål er, så tryk lige afspil på videoen øverst i den her artikel. Det er videoen til den danske elektroniske duo Kenton Slash Demons seneste udgivelse, "Tik-Tik", deres første i næsten tre år. Vi andre skal nok vente...

... sprødt nok, ikke? De der tryllebindende, glinsende græsstrå svajer bare frem og tilbage, mens Jonas Kenton og Silas Moldenhawers funklende elektrojungle-lyde tager den dag, du gik og havde gang i, og gør den markant bedre. Nogle ville kalde det første af de tre tracks, duoen udgiver på ep'en Oli den 22. februar, for en decideret banger. Jonas og Silas kalder det selv "syntetisk plantemusik til dansegulvet." Vi synes, det lyder, som hvis man digitaliserede en sommerfugls vingestød.

"Oli er vores fortolkning af forholdet mellem naturen og moderne teknologi, hvilket synes at være et af de største paradokser i vores tid,” siger Kenton og Moldenhawer om den kommende ep.

Videoen er skabt af den danskboende tyrkiske kunstner Yilmaz Sen, der i 2018 stod bag en ret omtalt kampagne for modehuset Balenciaga. Sen har også lavet lignende animerede videoer til de to øvrige tracks på Oli, men for nu må du starte med den her.

Hvis du kan få det til at passe ind i din dag, så scroll øverst op i artiklen og se/hør "Tik-Tik"-videoen fire-fem gange til. Du har godt af noget digital fotosyntese.

Du kan opleve Kenton Slash Demon live den 4. maj, hvor de optræder i Koncerthusets studie 2.

]]>
wjmgqzAlfred MaddoxLasse CatoPremierekenton slash demonOliYilmaz Sensilas moldenhawerJonas Kentondansk elektroniskMusicNoisey
<![CDATA[Crystal meth er åbenbart en almindelig nytårsgave i Nordkorea]]>https://www.vice.com/da/article/3kgayj/crystal-meth-er-aabenbart-en-almindelig-nytaarsgave-i-nordkoreaThu, 14 Feb 2019 11:29:11 GMT Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

For mange er månenytår en højtid i familiens skød, hvor man tager del i dekadente festmåltider og udveksler dybtfølte gaver. De gaver kan variere fra røde konvolutter fyldt med kontanter til te, tøj eller dåsekød. Men for folk i Nordkorea er det crystal meth.

Ifølge The New York Times har nordkoreanere givet hinanden crystal meth i gave som del af en tradition, der bliver mere og mere populær. ”Pingdu,” som det er kendt som blandt de lokale (kindesisk for "is-stof"), er åbenbart en populær gave til fødselsdage, dimissioner og ”højtider som månenytåret.” Og selv om stoffet er ulovligt i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, fortæller eksperter, at udvekslingen af meth som gave mere eller mindre er en almindelig offentlig hemmelighed.

”I Nordkorea er meth indtil for nylig langt hen ad vejen blevet betragtet som en meget effektiv energibooster – Red Bull, bare stærkere” fortæller Andrei Lankov, som er Nordkorea-ekspert på Kookmin Universitet i Seoul, til New York Times. Andrei siger, at historier om folk, der forærer hinanden crystal meth, er ganske almindelige blandt nordkoreanske afhoppere. Landets brugere har efter sigende en lige så afslappet tilgang til at sprøjte eller sniffe stoffet, som andre har til at ryge en cigaret – og mange mennesker i det forarmede land selvmedicinerer angiveligt med opiater og stimulanser på grund af den kroniske mangel på sundhedspleje.

Nyheden om, at meth er en populær nytårsgave i Nordkorea, kom frem på Radio Free Asia – en nyhedsstation finansieret af den amerikanske regering – i sidste uge. I udsendelsen fortalte en anonym kilde fra Nordkorea, at ”meth er blevet en bestseller som gaveidé til højtiden,” og ”at de fleste købere er unge mennesker, selv nogle der stadig går i folkeskole.”

”De køber for det meste meth for at sniffe det sammen i løbet af ferien,” forklarer kilden. ”De ønsker at glemme den hårde virkelighed og have det godt… Det er ikke tabubelagt at tage stoffer, så nu føler folk, at der mangler noget essentielt, hvis de ikke har meth eller opium klar til ferien.”


Se også:


Det var ikke muligt for hverken VICE eller The New York Times at bekræfte Radio Free Asias rapport selv, men informationerne stemmer fint overens med udmeldinger fra flere eksperter og forskere. Justin Hastings, politolog ved University of Sydney, siger, at crystal meth reelt er blevet lovligt i Nordkorea, ”fordi embedsmænd tager imod bestikkelse for at vende det blinde øje til, og fordi det indirekte gavner staten at have en bestikkelsesfødekæde, der når hele vejen op til toppen af systemet.”

Greg Scarlatoiu, administrerende direktør for Nordkoreas komité for menneskerettigheder, fortæller også, at brugen og salget af crystal meth ikke udgør det store problem for Kim-Jong-uns regime. Faktisk kan den vanemæssige brug af rekreative stoffer potentielt være gavnlig for regeringen, da det er med til at pacificere folket.

”Så længe stofbrug ikke udgør en trussel mod regimet men i stedet sløver det nordkoreanske folks vilje og sind, lader regeringen det fortsætte i det skjulte,” siger Greg. ”På trods af de enorme mentale og fysiske sundhedsudfordringer, det skaber.”

Den nordkoreanske regering benægter i mellemtiden, at landets indbyggere bruger eller producerer crystal meth. I 2013 erklærede det statsejede nyhedsbureau, at ”den ulovlige brug, salg og produktion af stoffer, der reducerer mennesker til mentale krøblinger, ikke eksisterer i Den Demokratiske Folkerepublik Korea.”

I 2003 publicerede Nautilus Institute dog en rapport, der afslørede, at ”det nordkoreanske regime har været involveret i produktion og salg af ulovlige stoffer siden 1970’erne,” og at ”indsatsen blev forstærket i 1990’erne, da landets økonomiske situation blev forværret… og heroinproduktion blev suppleret af metamfetaminproduktion.”

Fairfax bakkede op om de påstande i 2014, men pointerede samtidig, at ”den nordkoreanske regering stort set havde trukket sig ud af produktionen af stoffer ifølge en rapport lavet af det amerikanske udenrigsministerium fra 2013.” Da den regeringsfinansierede meth-produktion begyndte at dale, valgte mange af meth-kokkene sandsynligvis at lade deres færdigheder komme det lokale marked til gode, så folkets fascination af stoffet kunne tilfredsstilles. I samme artikel skriver Fairfax, at folk i Nordkorea ofte tager crystal meth mod forkølelser, for at booste deres energiniveau eller for at holde dem vågne, så de kan arbejde længere. Det skulle angiveligt også hjælpe med at holde sulten for døren – en praktisk funktion i et land, hvor mad er en mangelvare.

”Hvis du får gæster på besøg, er det høfligt at byde dem velkommen ved at tilbyde et snif,” fortæller Lee Saera fra byen Hoeryong til avisen. ”Det er ligesom at drikke kaffe, når du er søvnig, meth er bare så meget bedre.”

]]>
3kgayjGavin ButlerJulian MorgansmethamphetimineNordkoreastoffergaveidéermånefestKim Jung UnDet sker lige nu
<![CDATA[Jeg tog til Malmø og forspiste mig i Sveriges falafel-hovedstad]]>https://www.vice.com/da/article/d3myq7/jeg-tog-til-malmoe-og-forspiste-mig-i-sveriges-falafel-hovedstadThu, 14 Feb 2019 08:44:58 GMTMalmø er Sveriges falafel-hovedstad. Det er i Malmø, at der afholdes vm i falafel, det er her, man finder Skandinaviens eneste falafelfestival, og Europas længste durum med falafel skulle angiveligt også være blevet rullet i den skånske by. Faktisk udråbte National Geographic Malmø – sammen med en nationalpark i Tanzania, Madagascar og Hawaii – som et af de steder i verden, der skulle besøges sidste år. Årsagen? Falafel.

Nu er det ikke fordi, der ikke findes anstændig falafel i Danmark – faktisk var det Nordisk Falafel fra Østerbro i København, der tog sejren i sidste års vm – men tager man sine friterede kikærtekugle seriøst, skal man en tur over sundet.

Falafel
Falafel bliver formet på Orient House Of Falafel No. 1.

Vores tur gennem falafel-Malmø starter på Jalla Jalla. Jeg hørte om restauranten for nylig på en bar på Vesterbro, hvor en eksildansker, bosat i Malmø, begejstret fortalte om et sted, hvor “de serverer falafel, skruer helt op for musikken, og så står folk og danser.”

At Jalla Jalla forvandler sig til et dansested i weekenden er overraskende, restaurantens størrelse taget i betragtning, for Jalla Jalla er et lille bitte sted. Gult og blåmalet, som det svenske flag. Den her onsdag eftermiddag er der ingen, der danser. Bag disken skynder to unge fyre sig med at betjene kunderne. “Her er meget travlt på en fredag aften,” siger Ali Helani. “Meget mere end nu.”

På Jalla Jalla, som også sælger kødretter, kommer alle kunderne i denne frokostpause for at få falafel. De serveres i rulle med icebergsalat, friske tomater, agurk, rødløg, persille og dressing. Folk snupper rullerne to-go, og de koster 35 svenske kroner. Ifølge Ali Helani, som kom til byen fra Libanon for syv år siden, er falafel populært, fordi “svenskerne ikke kan lave den på samme måde selv.”

1550065963371-Malmo_Munchies_Hedda-Rysstad_015
Ali Helani (til venstre) i køkkenet med sin kollega hos Jalla Jalla, hvor kunder i weekenden danser, mens de venter.

Ligesom Ali Helani er mange af byens indbyggere kommet til Malmø fra lande, hvor falafel er lige så almindeligt, som korv med mos er i Sverige, og derfor er den mellemøstlige spise så udbredt netop her. Malmø har cirka 312.000 indbyggere, hvoraf mere end 45% har udenlandsk baggrund, viser tal fra Statistiska Centralbyrån, den svenske statistikbank, fra 2017. Mange er kommet til byen fra Irak, Palæstina, Syrien og Libanon.

Kun få meter fra Jalla Jalla ligger Möllans Falafel, som ejes af 37-årige Wissam Bahsoun. Han er også fra Libanon og kom til Malmø, efter han i en årrække boede og arbejdede i Nigeria.

Möllans falafel
Möllans Falafel er kendt for et stort udvalg af vegansk mad.

Da Wissam Bahsoun kom til Sverige, havde han først en kiosk, men valgte efterfølgende at åbne sit falafel-sted. “Jeg er libaneser,” siger han. “Jeg har altid været selvstændig, jeg har aldrig arbejdet for andre, og det vil jeg heller ikke.”

Han er bredskuldret, trænet, og ligner en, der spiser ordentligt. Wissam Bahsoun går også op i at have har et stort udvalg af veganske retter, som medarbejderne hos Fødevarekontrollen, der ligger på den anden side af gaden, nyder godt af, påstår han: “De kommer allesammen og spiser hos mig. Jeg har næsten udelukkende svenske kunder.”

Wissam Bahsoun fortæller, at det går godt med butikken, og at han netop har købt en falafel-maskine. Falafeldejen presses mod et møllelignende hjul fuld af cirkulære fordybninger i falafelstørrelse, hvor efter de små ufo-formede dejklumper dumper direkte ned i ønskebrønden. Maskinen er den første af sin slags i Sverige, påstår Wissam, og den skal gøre Möllans falafelproduktion endnu hurtigere.

Möllans falafel
Wissam Bahsoun har investeret i en ny falafel-maskine til sin restaurant.

Tilbage i 2013 besluttede avisen Sydsvenskan at finde frem til Malmøs bedste falafel. En journalist besøgte alle byens falafelsteder over syv uger. Det hele mundede ud i en falafel-dyst, hvor The Orient House Of Falafel No. 1 vandt. Dengang var restauranten ejet af Youssif Iskandarani. Familien Iskandarani siges at være dem, der bragte falafel til Malmø fra Libanon for mere end 25 år siden, da de åbnede Falafel N. 1 i Rosengård.

Rosengård, i den sydøstlige del af byen, er Malmøs berømte og berygtede område. Berømt for at have opfostret en af de mest talentfulde fodboldspiller i nyere tid, berygtet for lægge gader til bombeattentater og skyderier. Og så er bydelen også kendt for dens mangfoldige demografi. I 2007 var det ifølge Malmø Stadskontor hele 86 procent af beboerne i Rosengård, der havde udenlandsk oprindelse. Og så var det her, familien Iskandarani startede deres falafeleventyr.

Sadoo Iskandarani, som er 38 år gammel, driver i dag sin egen restaurant, Laziza, i centrum af Malmø, hvor der er hvide duge på bordene, og du kan få en buffettallerken med libanesisk mad for 99 svenske kroner. Men det er Sadoos farfar – som også hed Sadoo Iskandarani – der bør krediteres som den egentlige fafalelpioner i Malmø. Farfaren havde drevet en lille falafelstand i Beirut, fortæller Sadoo, og i starten af 90erne parkerede han en ombygget campingvogn i Rosengård for at sælge falafel. Det var sådan, Fafalel N. 1 startede.

Falafel N. 1 i Malmø
Byens første falafel-restaurant, Falafel N. 1, i Rosengård.

“Jeg kan huske, at min far sagde til mig: ‘Din farfar er vist blevet skør i hovedet’,” fortæller Sadoo Iskandarani. “Han siger, at han skal åbne en vogn – en campingvogn – hvor han vil sælge falafel.”

Men helt skørt var det ikke. Sadoo Iskandarani fortæller, hvordan han som teenager i Rosengård stod ved siden af farfaren i vognen og så, hvordan køen foran Falafel N. 1 voksede og tiltrak sig en broget skare af malmøboere: “Der kom lærere, som arbejdede på skolen, og politibetjente, som undrede sig over, hvad det var, der foregik. Så smagte de falaflen, og næste gang tog de deres venner med. Det blev bare større og større. Engang kom der en stor motorcykelklub forbi for at spise der.”

Sadoo Iskandarani siger, at det stadig fylder ham med stolthed, når han ser, hvordan turister valfarter mod Rosengård og Malmø for at spise falafel. Han fortæller, at flere af af dem, der har arbejdet hos Falafel N. 1, har åbnet deres egne restauranter, og for ham er historien om falafel i byen en vigtig integrationshistorie.

“Det handler om, at man tager det bedste fra en kultur til sig, og man forædler det. Der er falafel et eksempel på, hvor integration er lykkedes i Malmø. Det handler ikke bare om, at folk laver en god falafel, det handler også om, at folk i Malmø har været åbenhjertige og nysgerrige på andre kulturer.”

Falafel N. 1 i Malmø
På Falafel N. 1 hænger et portræt af manden, som er anset for at være Malmøs falafel-pioner.

Sadoo Iskandarani fortæller, at familieopskriften stammer helt tilbage fra dengang, farfaren ernærede sig som grønthandler i Libanon. “En mand kom hen til min farfar og sagde: ’Du sælger grøntsager, men jeg skal lære dig noget, som du kan brødføde alle dine børn med. Og så gav han min farfar opskriften, som har været i vores familie siden da. Vi har altid delt opskriften med andre, fordi den oprindelig blev givet til os for at mætte vores familie.”

Sadoo Iskandarani bruger stadig tid på at skaffe de helt rigtige tørrede korianderfrø til krydderiblandingen, og selv om falafel virker som en simpel ret – og selv om familien Iskandarani har lavet hundredtusindvis af falafelkugler – fylder det ham stadig med ærefrygt: “På min restaurant har jeg 30 salater og 10 varme retter, men det sværeste at ramme 100% rigtigt hver gang er falafel. Der er så mange faktorer, der spiller ind: hvilken type kikærter man bruger, temperaturen på vandet de blødgøres i, hvordan krydderierne reagerer. Det er en kunst og en helt speciel følelse, man skal have.”

Falafel
Falafel fra The Orient House of Falafel No. 1

En anden restaurant, der nævnes i flæng, når snakken falder på falafel, er The Orient House Of Falafel No. 1. Her viser Mohamad Kaddora, hvordan spande med kikærter, der har stået i blød, moses til én masse, hvorefter krydderier tilføjes. Massen formes med et falafeljern, der minder lidt om en isske, inden den ryger i frituregryden. Han stikker mig en færdig falafel i hånden, og den smager skønt, sprød udenpå og luftig indeni. Jeg afsiger min dom, og Mohamad Kaddora ser lettet og tilfreds ud. Tilbehøret differentierer sig ikke meget fra de andre falafelsteder, men her er brødet sprødt - ligesom falaflerne.

På Falafel Baghdad, der vandt andenpladsen ved Sydsvenskans store falafel-konkurrence, møder vi 38-årige Firas Khadir, der kom til Malmø fra Baghdad for 12 år siden. Firat “elsker Malmø” og kan ikke forestille sig at bo andre steder end i den falafel-glade by: “Der er stor konkurrence mellem os, men det går godt med min forretning,” siger han. “Der kommer folk helt fra Stockholm og København for at smage min falafel.” Han anbefaler falafel i irakisk brød med en gul dressing, der skulle adskille sig fra de andre.

Baghdad Falafel
Falafel Baghdad

Da Firas Khadir går ud i køkkenet, fortæller en ung mand i dynejakke og kortklippet hår, at han spiser på Falafel Baghdad, fordi han arbejder i nærheden, men hvis man skal have den helt autentiske malmøske falafel-oplevelse, skal man tage på Falafel N. 1 i Rosengård.

Sådan er der delte meninger, når det kommer til byens bedste falafel. Det er nok uundgåeligt, når man bor i en by med nærmest falafelbelagte gader.

Efter at have forædt mig i fem falafelruller, har jeg ingen holdning til den debat. Jeg er mæt og lykkelig, men jeg skal ikke indtage kikærter foreløbigt. Ikke at Firas Khadir vil kunne forstå min kamp. Han mener, at falafel kan noget, som kun få former for fastfood kan:

“Det er billigt, det er godt, og det er vegetarisk, så du kan spise det hver dag. Året rundt.”

]]>
d3myq7Amalie ThiedenLars Hinnerskov EriksenHedda RysstadfalafelsverigeMalmöArabisk madstreetfoodSkandinavien MunchiesFood