Billeder af mænd der har sagt deres job op for at kæmpe mod Islamisk Stat

Denne fotoserie er oprindeligt udgivet af VICE UK

Som barn måtte han flygte fra Saddam Husseins regime i Irak sammen med sin familie. Men under sin opvækst i London troede Yassin Yassin ikke, at han en dag ville havne på frontlinjen af konflikten i Irak. I dag er han 24 og tilbage i London efter en tur til Irak, hvor han har fotograferet de væbnede grupper, som kæmper på vegne af regeringen – de bryder sig ikke om at blive kaldt militser, fortæller Yassin – og arbejder for at forhindre Islamisk Stat i at indtage deres base. Fotoprojektet blev til på grund af Yassins ønske om at forstå, hvad der var sket med det land, han forlod, og de borgere, som har væbnet sig mod IS i et forsøg på ikke fuldstændigt at miste kontrollen.

Yassin besøgte tre forskellige grupper – Kataib Jund Al Imam, Tayyar Al Risali og Forket al imam Ali – og mærkede ikke kun de tavse, nagende farer forbundet med et liv i kamp, men også det overraskende kammeratskab, som netop disse forhold skaber. "I begyndelsen var jeg virkelig bange, for jeg har aldrig været udsat for rigtig fare, men som tiden gik, og jeg så, hvor afslappede soldaterne var, så begyndte jeg at slappe mere af," fortæller han. Men efter han så en nærliggende bygning, som var under angreb fra IS, indså han for alvor, at han befandt sig i en krigszone. Her deler han et udvalg af sine billeder og minder fra sine fem uger i Irak tidligere på året.

VICE: Hvordan lykkedes det dig at komme så tæt på militserne?
Yassin Yassin: Jeg fløj fra Storbritannien og gik vitterligt bare ind på deres kontorer og spurgte, om jeg måtte dokumentere det, de lavede. Det var selvfølgelig svært. Mange af dem stolede ikke på mig – de tænkte: 'Du kunne jo være spion.' En i min familie kendte en TV-reporter, som kendte nogen, som kendte nogen, og sådan fik jeg foden ind.

Hvordan forløb en typisk dag på basen?
Det er svært at beskrive en typisk dag, for de var allesammen forskellige. Jeg var der lige inden befrielsen af Fallujah – som var faldet i januar 2014, inden Mosel fulgte trop 10. juni, og Tikrit faldt til IS den 13. juni. Hashd Al Shaabi var i en defensiv position, og jeg var ude på frontlinjen sammen med dem, da de forsøgte at holde fjendens ude.

Hvordan foregik det? Hvad så du – eller hvad lod de dig se?
Hver milits er delt i to: soldaterne og så medieholdet, som tog mig med op til deres base i Camp Speicher i Tikrit. Der mødte jeg en bombeingeniør, som arbejde med gruppen – han ville ikke fotograferes af sikkerhedsmæssige årsager – og fortalte mig, at han plejede at arbejde som oversætter for den amerikanske regering under krigen i Irak.

Lang tid senere mødte jeg en anden soldat et helt andet sted, som ikke kendte den bombeingeniør, men som havde kæmpet for Mahdi-hæren under krigen i 2003. Han havde forbindelse til gruppen, som gjorde livet surt for amerikanerne, og som dræbte en masse soldater og kidnappede irakiske oversættere – selvom han ikke var med til det. Jeg syntes, det var interessant, at de her to mennesker med totalt forskellige synspunkter var gået sammen om at bekæmpe en fælles fjende. Alle i Hashd Al Shaabi havde én ting til fælles: målet om at udslette Islamisk Stat. De var allesammen positive og behandlede mig med respekt.

Hvilke historier gjorde særligt indtryk på dig?
Jeg mødte en fyr, der hedder Malik (på billedet ovenfor) i Camp Speicher. Han er Jihad-modstandskæmper, i midten af tyverne og fra det sydlige Irak. Han havde været i bevægelsen i et år på det tidspunkt, jeg fotograferede ham. Han fortalte mig om en pagt, han havde indgået med sine fire storebrødre: i tilfælde af at han mistede livet, skulle hans næste bror erstatte ham og så fremdeles, indtil de allesammen var væk. Han føltes som en ven – han var en flink fyr, han var varm, og vi holdt kontakten efter vores veje skiltes. Men samtidig så jeg en anden side af ham. Jeg glemte, at han var en seriøs dræbermaskine, indtil han viste mig billeder og videoer af sin tid i kamp.

Har det, du har oplevet, en udvidet betydning i kraft af din baggrund?
Som britisk iraker er det egentlig bare trist at se, hvad der er sket. Når man ser de forhold, mennesker lever under – korruption, beskidte gader, manglende strukturer – føler man sig magtesløs. Men det her projekt har lært mig en ting: Irakere gennemgår en hel masse, men de er utroligt stærke og passionerede mennesker, som stadig kan smile og grine sig igennem det. Hver eneste dag i Bagdad føles som russisk roulette. Vitterlig – hvis du er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så er du færdig. Men det stopper ikke folk. De kan ikke blive hjemme og lave ingenting – de er nødt til at leve deres liv.