Billeder af min far som amatørvidenskabsmand

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Da jeg var barn, var mine fars skuffer fyldt med brune glasflasker. Der var advasler og dødningehoveder på dem, og de lugtede underligt surt. "Det her er ikke legetøj, Graham, det er værktøjer til videnskab," sagde han, mens han pegede på dem.

Vi sad sammen og lavede et hjemmelavet sprængstof, som skulle være ekstremt ustabilt, når det var tørret. Jeg sad på hug og iagtog min far røre i den kridtagtige, lilla blanding. "Nu skal du love mig, at du ikke piller ved noget, før jeg kommer tilbage," sagde han. Jeg nikkede som svar og kunne ikke tage øjnene fra massen, mens den tørrede.

Ti minutter senere stirrede jeg stadig, og til sidst kunne jeg ikke lade være. Jeg stak lige så stille til massen med en pind. Der skete ingenting. Jeg stak igen. Stilhed. Jeg fandt en hammer, som lå smidt ved siden af. Min far kom tilbage i garagen, lige da hammeren ramte det tørre pulver. Der lød et øredøvende brag og en lilla svampesky omsluttede hans otte-årige søn. Han troede, at han havde slået mig ihjel.

Jeg har fotograferet min far og hans videnskabelige eksperimenter i lang tid. Han er ikke professionel. Han er bare min far, og så har han en forkærlighed for kemiske reaktioner og ting, der siger bang.

Se flere af Grahams værker her.