Den nat hvor alting brændte

Følgende er det andet uddrag, vi bringer fra bogen "Sort Brand", som er et personligt essay om rydningen af Ungdomshuset. Bogen er udgivet under pseudonym, men redaktionen er bekendt med forfatterens rigtige identitet. Læs det første uddrag her. 

Den dumpe lyd af brosten flår mig tilbage til virkeligheden. Brag af glas som smadrer. Det er en velkendt lyd, som er kommet ofte i løbet af natten, men denne gang er det anderledes. Braget er større, og det er efterfulgt af et kollektivt brøl. Jeg nærmer mig forsigtigt Runddelen og opdager grunden til larmen. Hele glasfacaden ind til Kvickly er smadret, og en kortege af indkøbsvogne er kørt halvt ud på vejen som barrikade. Maskerede ansigter er på vej ind i butikken, mens andre allerede kommer kravlende ud med favnen fuld af varer. Jeg kan ikke se, hvad plyndring har med gadekampen at gøre, så jeg holder mig lidt på afstand. Lysreguleringen over Runddelen lyser grønt. Jeg forstår ingenting. Jeg kan ikke se altings forbindelse. Det hele er på vej mod et ukendt sted.

Runddelen er epicentret, et stort kaos af hollændervogne, eksplosioner, malerbomber, råb og skrig, skrattende punkmusik og sporadisk tåregas. Politiet har droppet at gøre noget ved situationen omkring Kvickly og koncentrerer sig i stedet om at holde stand omkring huset. Det er tydeligt, at de ikke har mandskab til både at stoppe ødelæggelsen og holde folk væk fra huset. Som beskyttere af ejendomsrettens ukrænkelighed prioriterer de Jagtvej 69 over alt andet. Kaosset slår ring omkring dem, mens de slår ring om huset, på samme måde som vi gjorde op til rydningen. Ingen vil slippe det hus.

Jeg har det sindssygt mærkeligt, et væld af modstridende følelser tæsker mod hinanden i mit bryst, og jeg får ondt helt ned i maven. Jeg lunter væk fra Runddelen, ned ad Nørrebrogade på fortovet langs den gule mur overdækket med tags og slagord, uden helt at vide hvor jeg skal hen. Jeg kan bare mærke, at jeg skal væk. Jeg går halvt i egne tanker, da to store hollændervogne svinger ind på gaden fra Kapelvej med hvinende dæk og kører frem mod mig. De blokerer vejbanen fuldstændig. Min eneste chance er at vende om og løbe tilbage mod kaosset ved Runddelen. Jeg er knap nok drejet rundt på hælen, før tre brag lyder. Jeg kigger mig over skulderen, mens jeg løber og ser tåregasgranaterne dale hen over mit hoved og lande foran mig. Gaden er øjeblikkeligt fyldt med røg, og jeg kan enten løbe i armene på politiet eller igennem gassen. Jeg kan høre politiet råbe til hinanden, og jeg er dødsensangst for at komme i kontakt med dem, så jeg tager en dyb indånding og forsvinder i røgen.

Alt er kridhvidt som i et drømmesyn, og gadekampenes lyde dulmes. Jeg kan intet se andet end hvidt, brændende lys, og det er, som om hele verden skærer i mig. Jeg er nødt til at trække vejret, og selvom jeg holder mit rød/hvide partisantørklæde op for munden, er luften som flydende chili. Jeg hoster voldsomt, og spyttet driver fra min mund, mens jeg stavrer frem mod en udgang, jeg ikke kan se. Mine øjne brænder ukontrollabelt, og der er ingen ende på den hvide røg. Hele verden er en tåge, og ord dundrer mod min tinding. Det er deres hjerter, de kaster gennem ruderne. Det er djævlens køkken, de bringer ind i stuerne. Jeg forsvinder nu. Mine lunger er tomme. Der er spejlblanke øjne, gemt bag maskerne. Det er deres hjerter, der eksploderer i skuldertaskerne. Lige inden jeg besvimer, kan jeg fornemme konturer længere fremme. Gassen tynder ud. Jeg kan ane bygningen på den anden side af vejen. Jeg kollapser på det modsatte fortov, men bliver grebet, inden jeg rammer asfalten. Jeg har ikke set andre end politiet, men jeg kan mærke på deres hænder, at de ikke vil mig ondt. Beroligende stemmer hiver mig ind i smøgen, hvor den hvide røg bliver til dæmpet mørke. Stanken hænger stadig i luften, i mit tørklæde, i min hals, og alting brænder. Jeg brænder, og hele byen brænder. Personerne tvinger mine øjne åbne og hælder vand direkte ind i dem. Min brækrefleks kører, og de skynder sig at hælde øl i halsen på mig. Trods kulsyren, der får det hele til at brænde mere, føles det svalende og behageligt.

"Ikaros, er det dig?!" udbryder én af stemmerne.

Efterhånden som tårerne forsvinder fra mine øjne, fornemmer jeg tre skikkelser. De to kender jeg ikke, men den tredje er en gammel bekendt, Bjarke. Én af Adams storebrors venner, som har lært os at lave ballade. Jeg er overlykkelig for at se et velkendt ansigt, og efterhånden som ilden forsvinder fra min hals, får jeg takket dem.

"Vi havde altså ikke mere vand, jeg håber, det går," siger Bjarke bekymret, og jeg nikker fortumlet. Jeg er bare lykkelig over at kunne trække vejret, uden at det brænder i hele brystet. Én af de andre tager mit tørklæde og oversprøjter det med autocitron. Jeg må se lidt underlig ud i hovedet, for han forklarer, da han giver det tilbage til mig.

"Det hjælper mod gassen. Den brænder stadig, men det er ikke lige så slemt, hvis bare du trækker vejret gennem tørklædet".

Det er helt gennemblødt nu, men det er den mindste bekymring. Gassen er stadig overalt, selvom den ikke er lige så tyk inde i smøgen. Da jeg prøver at trække vejret gennem citronen, må jeg give ham ret, det føles faktisk bedre. Jeg tager endnu en tår af øllen, som jeg stadig har i hånden, og den begynder at smage af øl. Det brænder heller ikke så meget mere. De andre får mig op på benene, og vi haster ned ad gaden, væk fra gassen og politiet. Da vi når enden af gaden, drejer mine redningsmænd til venstre ind i en gyde og ønsker mig held og lykke. De er målbevidste og skal hente noget, som skal bruges i den fortsatte kamp, og jeg ser efter dem med misundelse. Jeg kan ikke mere, men jeg beundrer deres evne til ikke at stoppe. De er mørkets helte, slummens prinser, baggaardens baroner, og jeg vil være som dem.

Der er releasefest for Sort Brand d. 25. september. Få information om eventet her.

Mere om gadekampe og alternativ ungdomskultur i Danmark:

Da punken mistede sin uskyld i København

De danske slumstormere, der vil udfordre BZ-bevægelsen

Og gaden blev lagt øde