FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Den ultimative guide til store bryster – for mænd

Med store bryster kommer et stort ansvar - samt rygproblemer og klamme blikke.

*Ikke forfatteren. Billede via Cliff | Flickr | CC BY 2.0

For nyligt sad jeg på en bar sammen med en kollega. Han tog et langt drag af sin cigaret, stirrede tænksomt ud i luften og mumlede: "Nogle gange ville jeg ønske, jeg var en lækker kvinde. Man må have det så sjovt hele tiden." På en meget gennemskuelig fiske-efter-komplimenter manér svarede jeg: "Det ville jeg også." Hans svar? "Men du har jo til gengæld store bryster." Så tog vi begge en tår af vores øl og snakkede ikke mere om det.

Advertisement

Det er ikke første gang, jeg er stødt på den noget forvrængede opfattelse mange mænd lader til at have af, hvordan det er at gå gennem tilværelsen med flere dybt populære kilo fedt hængende fra torsoen. Derfor vil jeg nu, på vegne af alle verdens storbarmede kvinder, fortælle jer mænd lidt om, hvordan det hænger sammen med store bryster.

Man ligner en lolitadukke uanset hvad man har på

Det er selvfølgelig ekstremt generaliserende, men faktum er, at det er umuligt ikke at lægge mærke til et sæt bryster. Især hvis de (endnu) er faste og spændstige. Det betyder, at man som kvinde med D-skål eller større skal være sindssygt bevidst om, hvilket tøj man går i, så det ikke automatisk fremstår som om, man prøver at være sexet.

En sød, luftig sommerkjole med muntert blomstertryk? Sjofel og uanstændig. En stropløs top? Kan kun anbefales til kvinder, der ikke har behov for at bevæge deres arme. Så snart noget bare er en smule nedringet, er der ret stor risiko for, at det på den ene eller anden måde ser "upassende" ud. Kvinder med store bryster kan kun undgå at se porno ud, hvis de går i gamle trøjer, for store t-shirts eller herretøj.

Og når du rent faktisk gerne vil se sexet ud, fucker lingeri-industrien det op for dig. Når man kommer over en bestemt skålstørrelse, findes der simpelthen kun hæslige bh'er. Har du nogensinde set en pige ude og shoppe med et panisk smil og et tomt blik i øjnene? Hun er på jagt efter undertøj, der ikke får hende til at ligne noget fra TV-shop.

Advertisement

Brystmisundelse (ligesom penismisundelse. Bare anderledes)

"Man vil altid have, hvad man ikke har," lyder det altid nedladende fra alle røvhuller, der selv har alt, hvad andre vil have. Det er meget det samme med bryster. Uden at gå for meget i detaljer endte jeg for nogle år siden i en situation til en privatfest, hvor alle festens kvinder sad i en rundkreds, drak vodka og blottede deres bryster én efter én. Efter hver fremvisning blev der høfligt klappet, før folk bundede et shot til.

*Heller ikke forfatteren. Billede: PROJECT_MANAGER | Flickr | CC BY-SA 2.0

Det gik ret hurtigt op for mig, at selv kvinder, der ikke har noget i klemme med hinanden, konkurrerer om at have de bedste bryster. Hvor kvinder med "sporty, førsteklasses A-skål bryster" drømmer om at gå et par størrelser op, stirrer piger som mig misundeligt efter veninder, der kan danse hele natten uden at være bange for, at det hele vælter ud af deres top.

Sport er et absolut helvede

De fleste mennesker ved ikke, at store bryster begrænser dig helt vildt, når det kommer til ting som "at bevæge sig". Hvis du skal løbe for at nå bussen, bliver du f.eks. nødt til at spørge dig selv: "Er min bh stærk nok, eller bliver jeg nødt til at tage min svulmende barm i egne hænder?"

Især aktiviteter med "op-og-ned" bevægelser trækker tænder ud. At skulle dyrke nogen form for motion er allerede nedværdigende nok uden lige pludselig at have en løssluppen pat flagrende rundt.

Et pro-tip til alle kvinder, der læser det her: tag en sports bh på over en anden lidt for lille bh. Det er ekstremt ubehageligt, men du undgår at dine bryster løsriver sig fra din overkrop, hver gang du bare er den mindste smule aktiv.

Advertisement

Billede: bill mulder | Flickr | CC BY 2.0

Alt bliver virkelig slemt med alderen

Nogen gange forestiller jeg mig, at jeg er 85 og ligger på mit dødsleje: Mine fingre glider rystende hen over strækmærkerne under mine kraveben, jeg samler mine bryster op fra min navle og tørrer tårerne væk fra mine rynkede kinder. Så hvisker jeg "sayonara, bryster" og kreperer.

Strækmærkerne og hængebrysterne indfinder sig allerede hos nogen, når de når trediverne. Og lige meget hvor mange gange, du fortæller dig selv, at skønhed falmer, og at den indre skønhed er det eneste der tæller, frygter alle kvinder at få slappe bryster.

Jo større brysterne er, jo større et pres ligges der på vævet, der holder dem fast til kroppen, hvilket så forøger risikoen for, at dine bryster bliver noget rod i dit livs efterår. Din krop forandrer sig med alderen, uanset om du er kvinde eller mand. Ikke desto mindre er "hængepatter" langt mere stigmatiserende end hængenosser. Det er uretfærdigt, men sådan er det.

Apropos: Kære mænd, I kan ikke savle ukontrolleret, hver gang I ser et sæt store bryster, og så brokke jer over dem 20 år senere, når de hænger lidt. Sådan fungerer det ikke.

Billede: e-ta-i | Flickr | CC BY-SA 2.0

Forskellen på kompliment og sexchikane er ret lille

Mænd glor på bryster, og det er helt fint. Kvinder gør det også, så vi kan med sikkerhed antage, at det må være et eller andet genetisk urinstinkt, som vi ikke kan gøre noget ved. Problemet opstår, når mænd gør vores bryster til et samtaleemne. Komplimenter rettet mod vores bryster er som udgangspunkt rare og velmenende, men det kan blive virkeligt klamt, virkeligt hurtigt. Hvornår har en pige f.eks. sidst fortalt dig, at hun elsker den måde, dit skridt svulmer op på i dine stramme jeans? Aldrig? Spørg dig selv hvorfor.

Jeg er siden puberteten blevet udsat for alt muligt pis om min prominente figur, og jeg er efterhånden lidt træt af at blive reduceret til et par bryster. Specielt når de gør det umuligt at føre en samtale. Jeg har haft mange samtaler, hvor vedkommende jeg snakkede med er kommet tættere og tættere på for at kunne få et nærmere blik på mine "kasser."

Advertisement

Det er også grunden til, at jeg ville ønske loven blev omskrevet, så det var tilladt at brække kæben på enhver (mand eller kvinde), der uopfordret rører ved andres bryster. Ja, bryster er absolut fantastiske, og vi kan ikke få nok af dem, men den eneste person, der må røre dem uden at skulle spørge om lov først, er personen der bærer rundt på dem 24/7. Gå ud og få dine egne!

Mere fra VICE:

Hvorfor må bøsser stadig ikke donere sæd i Danmark?

Jantelov, Puch Maxier og umotiveret vold: sandheder om at vokse op i provinsen

Til gaderæs i Odense blandt rockere og børn