Den vinter, hvor jeg blev bz'er og forvandlede et dødsbo i Næstved til et ungdomshus

Frygten fra den første nat havde fået dem til at døbe stedet 'Spøgelseshuset' som blev til 'Spøgeren'.

by Kristian Ejlebæk Nielsen

September 27, 2016, 8:00am

Jeg så mig over skulderen af frygt for, at nogen ville se os i decembernatten. Lasse* kom slæbende med en skraldespand, som han smed foran en hvidkalket mur. Træd op, sagde han, mens Thule* allerede var på vej over muren. Jeg rev mig på tagstenene. På den anden side landede vi på taget af et skur, og baksede os gennem et overbegroet vildnis for at komme hen til bagdøren af det lille hus. Thule lyste med sin telefon, så vi kunne finde vej. Mit hjerte bankede hurtigere. Mørket var tæt, og jeg var bange for at naboerne på den anden side af muren ville høre os.

Vi havde brugt det seneste år på en konstant pendlen frem og tilbage mellem Næstved og København for at deltage i så mange torsdagsdemonstrationer som muligt i kampen for et nyt Ungdomshus. Jagtvej 69 var vores kirke, og da den blev revet ned i marts 2007 opstod den første helt igennem selvretfærdige og meningsfulde politiske kamp i vores liv. Vi troede fuldt og fast på bevægelsen, og at vi havde ret. Og da det nye hus på Dortheavej kom i juli 2008 efter et års kamp, sad vi pludselig tilbage i Næstved og kedede os endnu mere end før. Vi sad fast i en by, som vi følte, så på os med afsky, og vi brækkede os over hvor langsomt alting gik.

Vi vidste hvad byen manglede, syntes vi, men vores anstrengte kommunikation med kommunen, og deres lukning af Studenternes Hus nogle måneder før, viste med al ønskelig tydelig, at det ville de sådan set skide på. Omvendt syntes vi, at de var nogle rødvinssocialister og gamle pampere hele bundtet, og sådan passede det så fint sammen.

Så jeg tog på en lang rejse for at få luftforandring. Da jeg kom tilbage efter fem måneder tog Thule og Lasse fat i mig den første aften, hvor mit hoved stadig var jetlagget, og fortalte med opspilede øjne og eksplosiv begejstring om 'Spöger'n'.

Mens jeg var væk havde de tullet rundt i byen. De havde malet graffiti, røget joints, stjålet is i Blockbuster blandt andre mindre lovbrud, mens de var på jagt efter et hus de kunne besætte. Et autoværksted og nogle andre industribygninger havde syntes lovende, men det blev ikke til noget – før de fandt det lille fine rækkehus på en af de dyre adresser i downtown Næstved. Det var næsten for godt til at være sandt, men huset stod tomt og havde gjort det længe.

Da de var kommet ind midt om natten, havde de været ved at skide i bukserne. Det var bælgravende mørkt, og de turde ikke tænde lygter af frygt for at blive set, så de måtte erkende, at de var slumstormere med mørkeræd. Men intet skete, og efterhånden som frygten langsomt fortog sig, gik det op for dem, at de havde fundet guld. De kunne ikke tro deres held, da de fandt en kontakt, holdt vejret, og trykkede på den tunge, gamle knap.

Med et klonk tændte lyset.

Frygten fra den første nat havde fået dem til at døbe stedet 'Spøgelseshuset' som blev til 'Spøgeren', og så havde vi en ting med umlaut i den periode. Men der var ingen frygt tilbage. Kun stolt ejerskab.

Da jeg klatrede gennem vinduet den første nat, kom jeg ind i en gammel stue, hvor lugten af gammel mand stadig hang i de fine møbler og blandede sig med frisk maling og cigaretrøg. På gulvet stod en slidt, rød ghettoblaster, som spillede Malk de Koijn, og tegningerne på det blomstrede tapet gjorde også, at det ikke føltes som om, vi var på besøg. Jeg kunne mærke, at huset var vores.

Det næste år brugte vi på at forbedre stedet. Vi startede med kun at have stuen, mens resten var en ufremkommelig jungle af ting og sager ligesom lageret til et loppemarked. Efterhånden indtog vi ét rum af gangen, som vi tømte for møbler og ting og indrettede, som vi ville have det. Vi havde været i huset i et halvt år, før vi havde fået ryddet alle rummene. I takt med at vi gravede os gennem de mange rum – og de ufatteligt mange ting som et gammelt menneske kan akkumulere gennem et langt liv – fandt vi flere og flere ledetråde til husets historie, og da puslespillet var nogenlunde samlet, dannede der sig følgende billede: Arne, en gammel mand, havde boet i huset i årtier.

Arne var død og havde ingen familie. Han havde overdraget huset til sin besøgsven, som ikke kunne overskue at holde det ved lige, eller var ligeglad, så i otte år havde det bare stået hen. Besøgsvennen havde efterladt huset, præcis som det var, da Arne gik bort. Dynen i Arnes seng lå stadig trukket til side – fra hvad vi antog var dengang, hans døde krop var blevet båret ud. Vi kaldte soveværelset for Jesusrummet, fordi væggene var fyldt med billeder af Guds søn (og kongefamilien, som den så ud præ-Anden Verdenskrig), og der var et evigt væddemål om hvem der turde sove en nat deroppe under loftet. Der var aldrig nogen, der havde nosserne til det.

Efterhånden var alle flader i huset dækket af slagord, graffiti, tegninger og kruseduller. Vi brugte de møbler, vi kunne lide, mens andre blev skåret i stykker og samlet på nye måder. En stue blev til soveværelse, og de to øvrige stuer blev indrettet med sofaer, reoler og borde efter vores smag. Vi var værter for nogle vanvittige fester, og vi holdt filmaften, hvor vi blæste film op på det blomstrede tapet med en projektor. Vi havde krea-dage, cykelværksted og tattoo-aftener. Men mest af alt var det et roligt sted, hvor vi kunne tegne, snakke om verdens tilstand og få lov til at være os selv.

Vi holdt fællesmøder, hvor den voksende flok, der brugte huset kunne diskutere hvad der skulle ske. Skal vi have rotter? (Ja! De boede i et lille gult bur. Den ene havde vi hugget, da dyrehandleren kiggede væk) Må man sælge ud af inventaret? (Under ingen omstændigheder! Ingen skulle tjene penge på Spöger'n) Hvad skal vi bruge stedet til, udover at hænge ud? (Kunstgalleri. Mange af brugerne var graffitimalere).

Vi åbnede hoveddøren indefra, så vi ikke behøvede kravle over muren hver gang, men vi holdt altid godt øje med, om der var nogen på gaden inden vi gik ud. Vi satte plader for vinduerne, så man ikke kunne se lys derinde, men som tiden gik, blev vi mindre og mindre forsigtige.

Da det begyndte at blive forår gik vi i gang med haven, og huset gik fra at være et fristed til et utopia. Haven var fantastisk, og der kom både hængekøje, hampplanter, hjemmebyggede havemøbler og pigetoilet (drengene kunne pisse i kloakken). Hele den sommer sad vi derude og byggede og borede og hørte hiphop, som man gør i Næver. Det kunne selvfølgelig ikke undgås, at naboerne lagde mærke til det. En midaldrende kvinde kom ind en dag, og spurgte, hvad vi dog lavede. Vi forklarede stille og roligt, og hun smilede til os. Hun syntes, det var dejligt, at huset blev brugt, og hun sagde, at de andre naboer syntes det samme. De havde åbenbart talt om os. "Hvis I ikke siger, jeg har været her, så siger jeg heller ikke noget til nogen". Inden hun gik, tog hun et stort, gammelt sølvfad og nogle sølvlysestager under armen og listede ud igen.

Spöger'n gav os mulighed for at føle os hjemme i den by vi var vokset op i. Det var det sted, hvor vi slap for Daxwax, Nik & Jay og tribaltatoveringer, og hvor vi kunne skabe vores eget lille stykke frihed.

Efter et år i Spöger'n, hvor vi havde forvandlet det fra støvet dødsbo til farverig punkerhule, skulle vi endelig til København og påbegynde studie. Jeg flyttede en måned før de andre og fik et opkald fra Thule få dage efter.

"Ejeren har været her," lød den korte besked, og med det samme troede jeg, at Spöger'n var en saga blot.

Thule have siddet og lappet en cykel, da en ældre mand var kommet ind. Hvem er du, havde manden spurgt, tydeligt rystet over synet. Ja, hvem er du, havde Thule svaret. Vi følte jo, det var vores sted. Da han præsenterede sig som ejer af huset, trak Thule følehornene til sig. Han fik ejerens nummer og forlod ham ellers der, perpleks og forstenet i sit eget graffitiudsmykkede hus. Det viste sig, at han skulle ned og aflæse elmåleren, fordi han ikke kunne forstå, at der var begyndt at komme elregninger.

Efter den episode fortsatte vores liv i København, men når vi en sjælden gang alle tre var tilbage i Næstved, tog vi altid ind forbi for at se, hvordan huset havde det, og det var hver gang præcis som i gamle dage. I hovedstaden havde et besat hus udløst kampklædt politi og gadekamp. I Næstved skete der ingenting.

For nogle år siden var der en hjemløs, som havde indrettet sig dernede, og næsten ødelagt alt, hvad vi (og Arne) havde bygget op. Han havde forsøgt at tænde op i brændeovnen, som var helt stoppet til og endte med at få røgforgiftning og måtte hentes i ambulance. Brandvæsenet kom og hev brændeovnen ned, avisen skrev en artikel om det, men 'vores' hus fik lov til at stå, som det stod. Intet politi, ingen ejer, ingen ændringer.

Vi kom frem til, at vi nok var de mest priviligerede BZ'ere i verden – vi havde et fucking sommerhus med have.

Sidste gang jeg var tilbage, var i sidste uge. Der var blevet sat hængelås på hoveddøren, og ligesom i gamle dage måtte vi klatre over muren, rive os på tagstenene og bane os vej gennem den overbegroede have. Men i modsætning til den første gang skinnede solen, og murstenene kradsede mod mine bare ben. Der var en sort og hvid kat, som kom ud af skuret og gloede søvnigt på os.

Thule var taget med for at vise huset den respekt, det fortjener. Vi trådte andægtigt ind ad vinduet, for bagdøren var barrikaderet, og vi kunne se, at nogen var gået i gang med at rydde op. Men de havde hurtigt givet op. Der lå en stor bunke inventar i et hjørne, og det stak lidt i hjertet at se vores hus være så smadret. Men den nagende fornemmelse blev hurtigt afløst af en varm nostalgi, for udover rodet stod vores hus, som da vi havde forladt det. Der var de samme malerier på væggene, tatovørnålene hang i deres snore, vandpistolen lå på sin plads i tilfælde af rydningsfare, og på hver eneste lille flade var der et slagord eller en genstand, som mindede os om en ubegrænset frihed, vi nok aldrig ville finde igen. Vi besøgte langsomt hvert et rum og inspicerede omhyggeligt alle flader.

Da vi kravlede over muren igen, tilbage til virkeligheden, mødte vi igen den sorte og hvide kat. Den var uden tvivl flyttet ind. Det tror jeg, Arne ville være glad for.

*Navne er ændret. Redaktionen er bekendt med personernes identitet.