FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

Denne 60-årige model ser bedre ud end du gør i tyverne

"Er det ikke utroligt, at jeg aldrig er blevet tilbudt at reklamere for fugtighedscreme? Har du set min hud? Eller mit hår?"
Alle billeder via Yazemeenah Rossi

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af VICE Spanien

Hun fylder snart 60 og har to børnebørn, men hendes vanvittigt ungdommelige krop har været på forsiden af modeblade over hele verden og medvirket i reklamekampagner for blandt andre Marks & Spencer. Jeg talte med den franske model Yazemeenah Rossi om skønhedsidealer, modeverdenen og hvordan tidens tand mærker os alle.

VICE: Du var omkring 30, da du begyndte som model, hvilket er ret sent i modebranchen. Hvordan kan det være?
Yazemeenah Rossi: Det var ved et tilfælde. En af mine venner kendte en designer, som skulle bruge en model ret akut, så han tænkte på mig. Jeg arbejdede som catwalk-model i et godt stykke tid, hvilket er en virkelig hård del af branchen. Man arbejder virkelig meget, men man bliver ikke eksponeret lige så godt. Samtidig begyndte jeg at arbejde som skuespiller i TV-reklamer, så jeg flyttede til New York og derefter til vestkysten.

Advertisement

Læs også: Hvorfor lyver piger om hvor mange de har været i seng med?

Du fylder snart 60 år, men du arbejder stadig. Hvad kan du bedst lide ved livet som model?
Det handler mest om den frihed, som følger med modelarbejdet. Jeg får lov at rejse verden rundt, hvilket er en af mine store interesser. Det er et vidunderligt job, men det er ikke alle, der kan håndtere den usikkerhed, som følger med. Modeller og skuespillere ved ofte ikke, hvornår deres næste job kommer, og ofte er der langt imellem. Men for mig er det en af de ting, som er med til at gøre jobbet interessant – at man ikke automatisk ved, hvordan livet ser ud på den korte bane.

Kan man sige, at du på en måde får lov at være ung for anden gang?
Sådan kan man godt se på det, ja. Primært fordi jeg blev mor, mens jeg var meget ung. I dag bliver kvinder jo mødre for første gang, når de er 40. Jeg var 45, da jeg gik i overgangsalderen, og jeg troede det var slut. Men jeg havde en terapeut, som sagde, at jeg stadig har virkelig meget energi tilbage og virkelig meget at give.

Der er ingen, der elsker at se deres hud give efter for tyngdekraften.

Fokuserer modeverdenen for meget på ungdom?
Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. For nogle år siden troede jeg, at tingene gradvist ville begynde at ændre sig, hvor vi ville se flere ældre modeller, men det skete ikke rigtig. Det er selvfølgelig meget mere almindeligt at se reklamer med ældre mænd og unge kvinder. Dem ser man så tit, at det er blevet en kliché. Min agent i Japan prøvede at starte en lille revolution for 20 år siden. Han begyndte at hyre 40-årige kvinder til at posere sammen med 20-årige mænd, men det varede ikke ret længe.

Advertisement

Jeg lever lidt som en eneboer, og jeg ejer ikke engang et TV, så jeg har ikke rigtig et bredt overblik af problemet. Men jeg tror, at mænd og kvinder oplever de samme udfordringer ved at blive ældre, selvom mænd måske taler mindre om det. Der er ingen, der elsker at se deres hud give efter for tyngdekraften. Det har været fælles for alle siden tidernes morgen. Men samtidig er der noget smukt i det at blive ældre, fordi man bliver stærkere, som tiden går.

Føler du dig yngre, end du er? Er ungdom en sindstilstand?
Det er helt sikkert en sindstilstand. Hvis har kontakt til dit indre barn, så kan du lade batterierne op og fastholde den energi. Man er nødt til at have en legende, eventyrlysten og nysgerrig sjæl, og man er nødt til at give slip på frygten. Frygt er det, man bliver gammel af.

Hvad er udfordringerne ved at skulle konkurrere med de yngre modeller?
Jeg tror sagtens, jeg kunne repræsentere store mærker som Prada, D&G, Ralph Lauren og Gucci, men de bruger kun yngre modeller, fordi de ikke vil associeres med ældre mennesker. Men jeg møder tit kvinder mellem 40 og 70, som ville elske at se modeller på deres egen alder i kampagnerne. Er det ikke utroligt, at jeg aldrig er blevet tilbudt at reklamere for fugtighedscreme? Har du set min hud? Eller mit hår? Jeg var en af de første modeller, der besluttede at beholde mit hvide hår, også dengang det ikke var trendy. Du kan ikke forestille dig, hvor mange kunder der har bedt mig om at farve mit hår.

Advertisement

Hvad har du gjort for, at din krop holder sig så godt?
Da jeg var 20, og efter jeg fik mine to børn, vejede jeg 70 kg. Jeg har tabt mig meget siden dengang, men jeg har ikke sultet mig selv for at opnå det. Det er en blanding af sund kost, en aktiv sjæl og yoga.

Har du fået foretaget plastikkirurgi?
Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har overvejet det, men jeg har ikke fået nogen kosmetiske indgreb indtil videre. Jeg er kun blevet opereret en gang, da jeg var 30, fordi jeg havde noget ekstra fedt under øjnene, på grund af den allergi jeg har haft, siden jeg var barn. Men tanken om at skulle under kniven, når jeg er fuldstændig rask, giver ikke rigtig mening for mig. Jeg er sikker på, at det hjælper nogle mennesker til at have det bedre med sig selv, så hvis operationen bliver udført godt, har jeg ikke noget imod det.

Mere fra VICE:

Verdens fedeste sted at dø

"Jeg kan ikke tegne. Jeg kan kneppe"

Bacon er lige så dårligt for dig som cigaretter ifølge WHO