Derfor er lange, episke musikvideoer på vej tilbage

Denne artikel er oprindeligt udgivet af The Creators Project

I sidste uge afholdt MTV deres årlige Video Music Awards, og det var tydeligt, at 2016 er Beyoncés år. Popikonet gik derfra med otte priser for Lemonade, hendes eklektiske "visuelle album" med tolv numre. Den her særlige kunstneriske form blev hædret i den nye VMA-kategori "Bedste banebrydende lange video", en kategori Beyoncé selvsagt vandt. VMA har tidligere haft kategorien "Bedste lange video" en enkelt gang tilbage i 1991, men nu er kategorien blevet genoplivet. Jesse Ignjatovic, som er producent på den årlige prisuddeling, fortalte, at "det virkede, som om at i år var de lange musikvideoer mere fremtrædende i det musikalske landskab end tidligere", og at VMA altid "forsøger at være på forkant og reflektere kulturen, og hvad kunstnerne har gang i."

Vi har set de lange musikvideoer dukke op og forsvinde igen mange gange gennem årene, så selve kunstformen bliver lige så meget et tidsbillede som kunstneren bag.

"Folk har lavet lange musikvideoer i temmelig lang tid," siger den erfarne radiovært og musikguru Alan Cross. "Vi kan gå helt tilbage til Beatles og se på de film, de lavede – for eksempel til Magical Mystery Tour, som faktisk var en lang musikvideo, inden musikvideoen egentlig var opfundet. Man vil se det engang imellem, når nogen kan skaffe pengene og kompetencerne til at lave et langt, ambitiøst værk af lyd og billede."

Cross har en pointe. Når budgettet for Lemonade er anslået til at være 7 millioner kroner – til sammenligning brugte Michael Jackson 3 millioner på den 13 minutter lange "Thriller" i 1983 – kræver det nok del overtalelse at få et pladeselskab til at hoste op med de nødvendige midler. Især når to eller tre almindelige musikvideoer sandsynligvis vil have den samme indflydelse på salg. For slet ikke at tale om distribution, som er et andet problem.

"Man går jo ikke ligefrem til MTV eller andre kanaler for at få dem til at spille den slags," siger Cross. "Det gør de jo ikke rigtig mere, så man er nødt til at bruge YouTube eller andre online platforme. Vi ser heller ikke længere ting som Roger Waters' "The Wall", fordi de pladeselskaber, der vil støtte den slags, næsten er forsvundet. Det er ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre, men tiderne skifter."

Selvom Lemonademed sine 46 minutter blev sendt på HBO, er gevinsten svær at få øje på for mindre kendte kunstnere, der gerne vil lave det, som i bund og grund er en kortfilm. Men når filmfestivaler som Cannes og CPH:PIX begynder at hylde musikvideoer, betyder det, at lange værker, der kombinerer det visuelle og det auditive, kan vriste sig fri fra industriens tendens til kun at se videoer som et værktøj til at sælge mere. De kan i stedet blive brugt som formidling af en dragende fortælling.

"Hvis du har en kunstner, som er en god historiefortæller, eller en instruktør, der har øje for at bruge musik og visuals til at formidle et langt narrativ, så er du næsten i gang med at lave en musical," siger Cross. "Måske er det, vi ser, på en måde en videreudvikling af musicalen, ligesom vi så med film, der var baseret på Broadway-forestillinger."

Mamma Mia!, We Will Rock You og American Idiot er blot nogle få eksempler på teatralske produktioner, der skaber en visuel fortælling omkring en musikers album eller diskografi. Vincent Haycock er instruktør på Florence & The Machines The Odyssey, som var nomineret til en VMA for "Bedste banebrydende lange video", og for ham var nøglen at finde en tematisk og visuel sammenhæng mellem sangene.

"Vores tankegang mindede om live teater," fortæller Haycock. "Men så kom pladeselskabet og sagde, at de skulle bruge singler, så vi skulle arbejde baglæns fra den store helhed, vi havde skabt. Vi behandlede det som en meget åben kunstform, og det er virkelig en sjældenhed. Vores mål var at skabe et teatralsk, ekspressionistisk værk," siger han.

Haycock har arbejdet med musikvideoer i ti år og har instrueret videoer for folk som Calvin Harris og Lana Del Rey. Selvom budgettet til musikvideoer er steget gennem årene – Apple er for eksempel begyndt at betale udgifterne nogle gange – så er lange musikvideoer fortsat mere et kunstnerisk projekt, end det er en forretningsmulighed.

"En af grundene til, at jeg er lidt skeptisk overfor lange musikvideoer, er, at de er næsten umulige at få lov til at lave," siger Haycock. "Vi skulle kæmpe hårdt for at skaffe penge, og Florence skulle knokle for at vise sin støtte til projektet, og det ved jeg ikke, om jeg kan overskue at gøre igen."

Selvom det virker urealistisk, at "visuelle albums" bliver den nye norm i musikindustrien, kan deres fremgang pege i retning af en ny tendens i branchen. For lige meget hvad så er de et billede på, at kunstformen tiltrækker nye filmskabere, som bliver inspireret af den rendyrkede, følelsesmæssige essens i en sang.

"Jeg tror, det er en naturlig udvikling for dem i min generation, som gerne vil være filmskabere," siger Haycock. "Det er en god indgang til branchen at lave musikvideoer. Hvis man kan finde en sang, der betyder noget for én, som man kan kæde sammen med billeder, kan der komme et virkelig kraftfuldt resultat ud af det. På samme måde som en god film har det perfekte lydspor til en scene. Jeg synes ikke, det er anderledes end at lave en rigtig film, det er bare et kortere format."

Læs mere på VICE:

Videoen til 'Smack My Bitch Up' er inspireret af en stripklub i København

Den forunderlige fortælling om Britney Spears' genopstandelse

Så elendigt er livet for de fabriksarbejdere, der fremstiller Beyoncés nye tøjkollektion