Derfor mister millioner af mænd deres venner, når de er i 20'erne

Denne artikel er oprindeligt publiceret af VICE UK.

Mange mænd betragter sig selv som enspændere. Enspændere med en karriere. Enspændere på Tinder. Enspændere, som spiller Fallout 4 og spiser Knorr Lasagne direkte på sofabordet. Efterhånden som du bliver ældre, og livet uundgåeligt begynder at kaste alskens lort i ansigtet på dig, så vil du måske undre dig over, hvorfor du i grunden ikke har flere ligeså fæcesindsmurte venner at dele tilværelsen med?

De fleste mænd er über sociale, når de går i gymnasiet og på universitetet, men når du bliver fanget i fuldtidsarbejdets hamsterhjul, kan det pludselig være lang tid siden, at du har set nogen, du rent faktisk kan lide. Og det er der man indser, hvor alene man i virkeligheden er i denne verden.

En YouGov undersøgelse udført at The Movember Foundation viste i denne måned, at 12 procent af britiske mænd over 18 år mangler en tæt ven, som de kan snakke med om seriøse problemer. Det svarer cirka til 2,5 millioner briter. Over en fjerdedel af mændene svarede, at de har kontakt med deres venner mindre end én gang om måneden, og ni procent svarede, at de ikke kunne huske, hvornår de sidst havde kontakt til deres venner.

Den tendens kan udvikle sig til et seriøst problem senere i livet. Forskning fra World Health Organisation har vist, at manglen på tætte venskaber har en negativ effekt på mænds sundhed i det lange løb og blandt andet resulterer i forhøjet risiko for depression, angst og selvmord.

"Mange af de mænd, vi taler med, indser først, at deres relationer er overfladiske, når de står over for en stor udfordring i livet som for eksempel en ægtefælles dødsfald, faderskab, arbejdsløshed eller nervøse sammenbrud – og det er selvfølgelig der, de har allermest brug for gode venner," siger Sarah Coghlan, der er formand for Movember i Storbritannien.

Men hvad er det, der går galt med vores venskaber, når vi bliver ældre? Vi har snakket med seks mænd i forskellige stadier af deres liv om deres forhold til deres venner.

Matt, 19
"Jeg gik på første år af universitetet, men jeg havde en virkelig hård periode med min kæreste, så jeg klarede mig ikke så godt og endte med at droppe ud. Jeg har lavet sæsonarbejde siden da. Da alt det med min kæreste stod på, talte jeg med mine venner fra gymnasiet om det i stedet for mine nye venner på universitetet, mest fordi de kender mig bedre. Jeg er ret heldig at være en del af en vennegruppe på syv-otte venner – mest andre fyre, men også et par piger. Vi gik alle sammen i gymnasiet sammen, men nogle af dem har jeg kendt siden folkeskolen. Jeg er ret åben over for dem, så jeg kan snakke med dem om hvad som helst. De kommer også nogle gange til mig med personlige ting. Jeg vil hellere tale med mine venner end min familie, fordi de måske går igennem nogle af de samme ting, så de forstår mig bedre. Jeg har også venner og bekendte fra arbejdet, men mine venner fra skoletiden kender mig ud og ind. Vi har oplevet virkelig meget sammen."

Tom, 21
"Jeg fik et arbejde, lige efter jeg blev færdig med skolen. Måske ville jeg have fået flere venner, hvis jeg havde gået på universitetet, men studenterlivet handler for de fleste om at drikke sig fuld og eksperimentere med stoffer, og jeg gør ingen af delene. Jeg ville virkelig have været en outsider, for den slags har aldrig interesseret mig. Jeg har nok omkring seks-syv tætte venner, og jeg bor også med nogle stykker, som jeg er blevet venner med. Det er fedt. Jeg arbejder fire eller fem dage om ugen, og så ser jeg mine venner, når jeg har fri. Hvis de altså har tid. 90 procent af mine venner går til hardcore-fester, så jeg kan altid finde dem i mosh-pitten. De sidste tre år har været den periode, hvor jeg har investeret mest i mine venner. Jeg havde ingen venner, da jeg var 16. Det har ændret sig, for jeg er blevet meget mere selvsikker, når jeg taler med folk. Jeg kunne slet ikke kommunikere med nogen, da jeg var teenager. Jeg var alt for bange. I dag har jeg især to venner, som jeg ved, jeg kan komme til med alting. De lod mig crashe hos dem i en måned, mens jeg ledte efter et nyt sted at bo, og nu kender de alle mine dybeste hemmeligheder. De føles mere som min familie, end min rigtig familie gør."

Stefan, 24
"Jeg blev færdig med min master sidste juni. For at være helt ærlig, så var der nok kun cirka to folk fra uni, som jeg svingede med. De andre er en del af en gruppe, som jeg tit fester med, men som jeg ikke ligefrem ville diskutere store beslutninger med. Efter jeg begyndte på mit job, ses jeg mest med mine kolleger, hvilket egentlig er ret deprimerende. De er flinke nok, men det eneste vi har tilfælles er, at vi arbejder det samme sted. Jeg har omkring tre venner, som jeg ser med jævne mellemrum, og et par stykker, som jeg snakker med på WhatsApp, men næsten aldrig ser. Jeg tror, at jeg er holdt op med at prøve at være flink over for mennesker, som jeg ikke rigtig kommer overens med, efterhånden som jeg er blevet ældre. I skolen prøvede jeg altid at være med i alle mulige grupper, men nu hænger jeg bare ud med de tre venner, jeg kender hjemmefra. Men det er egentlig fint nok – jeg har fundet de mennesker, som jeg nok kommer til at hænge ud med i mange år endnu, i stedet for at forsøge på at holde liv i relationer til mennesker, som jeg egentlig ikke kan lide. Hvis jeg havde seriøse problemer, ville jeg tale med min kæreste om det – medmindre det handler om hende. Jeg har en gammel ven, som jeg har kendt, siden jeg var tre år gammel, og som jeg stadig ser et par gange om året, eller når han er i London. Jeg ville nok stadig tage fat i ham om den slags ting."

Ben, 26
"Jeg ses stadig med tre-fire venner fra universitetet, men jeg var en ret anderledes person dengang. Jeg havde helt klart nogle selvdestruktive tendenser. Grunden til, at jeg ikke har flere venner fra dengang, er, at de ikke var den slags venner, som jeg gerne vil have i dag. Jeg har ikke længere lyst til at lave den slags lort, som vi gjorde dengang. Mine tætteste venner er dem fra skoletiden, men jeg ser dem ikke så ofte – hvilket egentlig er lidt paradoksalt. Jeg ser dem måske fem weekender om året og for det meste til polterabender og bryllupper. Jeg ved, at de har min ryg. Nogle af dem har været gennem nogle virkelig hårde perioder, men det gør, at vi kan sige alt til hinanden. Det er til gengæld svært at finde tid til at se vennerne. Ugerne kører meget i den samme rille. Måske er jeg sammen med kæresten en eller to aftener om ugen, og så vil jeg gerne træne to gange om ugen. Fredag sker der altid alt muligt forskelligt, så der er sgu ikke tid til det hele. Jeg havde et telefonmøde om noget arbejde her til aften, og det er slet ikke ualmindeligt. Derfor er det svært at finde tid og energi til at planlægge noget med vennerne. Det er egentlig ret deprimerende at tænke på."

Colin, 28
"Jeg har en kernegruppe af venner fra mit første år på universitetet, som jeg stadig holder kontakt med, selvom nogle af dem er flyttet til udlandet. Min bedste ven der fra flyttede med en pige til New Zealand, men jeg taler stadig med ham hver dag. Det eneste akavede ved gruppen er, at en af dem er min eks-kæreste. Hvis jeg introducerer en ny pige for de andre, så lader jeg som om, at alt er fint, men jeg ved, der kommer et hav af vrede beskeder fra hende senere. Bortset fra det, så prøver jeg at se dem så meget, jeg kan. Mens vi gik på uni bestod vores samvær mest i dødstømmermænd i weekenden som følge af happy hour til fredagsbar. I de første par år efter studietiden havde jeg ret mange abstinenser efter den måde at hænge ud på, men nu har jeg det fint. Hvis jeg har et seriøst problem, så har jeg nogle forskellige at tale med, alt efter hvad det handler om. En af mine tætteste venner er nok det mest følelsesmæssigt aflukkede menneske, jeg kender, så jeg undgår at tale om de virkeligt dybe ting med ham. På den anden side er han også et af de sjoveste mennesker, jeg kender, så han giver mig også nogle gange en pause fra mine problemer."

Michael, 30
"Jeg har ikke gået på universitetet, men jeg startede i stedet direkte på et job, hvor jeg mødte en gruppe på min alder. Jeg har stadig kontakt til et par stykker af dem i dag. Da jeg var i midten af tyverne, var jeg altid i byen med vennerne i weekenden, og vi sås hele tiden. Dengang føltes det som om, at festen aldrig ville slutte. Men det begyndte at ændre sig i slutningen af tyverne. Folk lever deres liv lidt mere individuelt nu og fokuserer meget på deres karrierer og deres fremtid. Der er ikke nogen, der har ligeså meget tid til at have det sjovt. Jeg tror mest, det er noget, der kommer med alderen, og det er også ok. Jeg ser kun en håndfuld af mine tætte venner, men hvis jeg har brug for at tale om et seriøst problem eller dybere ting, så taler jeg nærmest kun med min kæreste om det. Jeg ville virkelig gerne begynde at se mine venner noget mere, men efterhånden oplever jeg, at hvis jeg ikke selv har travlt, så har de. Det er svært at finde tiden."

Mere fra VICE:

Jagtfalkens motorvejsselvmord er den ultimative fuckfinger til vores præstationskultur

Derfor nægter 40% af folk at date jomfruer

Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma