Derfor stoppede jeg med at ryge hash

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE US

Med snakken om legalisering af medicinsk cannabis kunne man fristes til at tro, at alle var ved at blive pot-evangelister. Men der er stadig masser af folk derude, som ikke beder ved urtens alter. For nogen minder græs dem om deres fandenivoldske, småkriminelle fortid og dårlige beslutninger. For andre hænger det at ryge cannabis uløseligt sammen med at mumle paranoide sætninger til sig selv, mens man ligger i fosterstilling og græder. Vi har efterhånden hørt mange historier fra pothoveder, der er overbevist om, at vi kan løse både den globale opvarmning og Israel-Palæstina konflikten ved allesammen at ryge lidt mere. Derfor tænkte vi, at det var på tide at høre den anden side af sagen - fra de folk som har droppet stoffet helt.

Her er deres historier.

Efter uni begyndte jeg at ryge virkelig meget hash og tage andre psykedeliske stoffer. Jeg røg pot hver eneste dag. Det var virkelig nice, men efterhånden blev det ret mærkeligt. Lige pludselig begyndte jeg at få meget stærke reaktioner på hash. Første gang, det ramte mig, var jeg til en koncert med syrerockbandet Phish. Jeg stod sammen med mine venner og havde det lækkert. Vi røg noget weed, mens de spillede "Reba". Og lige pludselig, uden varsel, kunne jeg mærke verden snøre sig sammen om mig. Det var som om, at himlen blev sort, og så besvimede jeg.

Selvom det var virkelig fucked, så var jeg ikke parat til at stoppe med at ryge. Senere på året skete der noget lignende, da jeg var til Jazz Fest i New Orleans. Jeg havde det på samme måde efter at have røget en joint (heldigvis var der et sted, hvor jeg kunne sidde ned, så jeg besvimede ikke.) Jeg begyndte også at få de her sindssyge paranoide forestillinger. Min kæreste skulle hente mig fra koncerten, og hun kom nogle få minutter for sent. Jeg var overbevist om, at hun kom for sent, fordi hun havde knaldet med en anden fyr. Bagefter var jeg overbevist om, at hun var død, så jeg forlod festivalpladsen for at lede efter hendes lig. Hun anede ikke, hvor jeg var, men fandt mig flere timer senere, hvor jeg slentrede rundt på Bourbon Street helt ved siden af mig selv.

Jeg tror helt sikkert, at det har noget at gøre med de andre psykedeliske stoffer, jeg har taget gennem årene. Hver eneste gang jeg ryger en joint nu, tripper jeg bare fuldstændig ud - til et punkt hvor det ikke længere er det værd at ryge. Det har ødelagt så mange øjeblikke i mit liv, at det er fint bare at drikke en kold øl, når jeg skal slappe af.

Jeg holdt op med at ryge hash efter en vanvittig aften, da jeg var 19. I korte træk stenede jeg i flere timer med en tårnhøj, harmonika-spillende hjemløs mand i et forladt hus uden elektricitet. Min ven, som spiller på djembe-tromme, og jeg mødte den her sindssyge mand på gaden, hvor vi spillede musik for penge. Og fordi vi var hippie-stenere, så var det overhovedet ikke mærkeligt for os at tage med ham hjem i det her creepy hus og fyre op. Da klokken var to eller tre om natten, var min djembe-ven skredet for at give en af vores andre venner et lift, så jeg sad bare alene i det her faldefærdige hus med min nye ven, som lignede en troldmand og sikkert ville være over to meter høj, hvis han ikke var krumbøjet henover sin kæmpe vandrestav.

Jeg var virkelig fucking skæv sidst på natten, så jeg ved ikke rigtig, hvad der skete. Enten fandt Gandalf en kniv frem eller snakkede om at finde en kniv frem, eller også tænkte han tilbage på folk, han havde stukket ned, da han var i Vietnam… Uanset hvad det var, så var jeg pludselig ret sikker på, at krigsveteranen Gandalf havde tænkt sig at sprætte mig op som en fisk og lege med mine indre organer. Det endte med, at min ven kom tilbage og kørte mig hjem til sine forældre, hvor jeg sov min buzz ud i et af hans mors gæsteværelser. Jeg har ikke rørt en joint eller lyttet til Phish siden. Det er fucking farligt at være hippie.

På mit college var det for vildt at gå i byen i løbet af ugen. Det eneste problem var at have tømmermænd i timerne næste dag, men så fandt jeg ud af, at det er ligeså sjovt at ryge hash, og så slipper man endda for hovedpine dagen efter.

Jeg røg pot sammen med mine stener-roommate hver aften. Det fungerede fint, indtil jeg begyndte at arbejde på et latterligt bageri, som solgte fancy kager. Når jeg havde fri, tog jeg latterligt meget bagværk med hjem. Jeg tænkte, at jeg ville dele det med mine bofæller eller spise det hen over et par dage. Sådan gik det selvfølgelig ikke. I stedet røg jeg mig skæv og spiste løs af croissanterne, samosaerne og miche-brødene - et fransk landbrød. Det var virkelig klamt.

Til sidst var jeg nødt til at holde op med at ryge, fordi alt det bagværk gjorde mig så fucking mæt og oppustet, at jeg fik sukkermareridt. Og dagen efter i skolen skulle jeg konstant på toilettet for at tømme ryggen. Så, ja - jeg stoppede med at ryge hash, fordi ædeflippene hærgede mit tarmsystem.

Jeg røg og solgte virkelig meget pot i mine år på uni. Det giver egentlig meget god mening - hvis man skal være pothoved, kan man vel ligeså godt være dealer også. Det var ikke sådan fuldstændig vanvittigt, men jeg købte omkring 250 gram om ugen og brugte overskuddet til at finansiere mit forbrug. Jeg var totalt tjekket omkring det og gik rundt med varerne i en stilet, sort lædermappe.

Det var pissefedt - lige indtil jeg blev taget.

Jeg var ude at køre med drengene, som også lignede typerne, der ryger virkelig meget, så vi blev selvfølgelig stoppet af politiet. Politibetjenten syntes, at vi så "mistænkelige" ud og sendte bud efter en fucking narkohund. Jeg havde måske 30 gram i mappen på det tidspunkt og køteren kunne selvfølgelig lugte det.

Men jeg var heldig, for i Vermont bliver man ikke juridisk betragtet som handler, hvis man har under 60 gram på sig og er under 21. Så jeg skulle ikke i fængsel, jeg skulle bare til nogle møder på et sted, der hedder Diversion, hvor jeg jævnligt blev testet for stoffer og skulle mødes med en psykolog.

Min første psykolog var elendig, men den næste var faktisk virkelig god og helt klart grunden til, at jeg er stoppet med at ryge hash. Indtil jeg mødte ham, havde jeg tænkt mig at fortsætte præcis, hvor jeg slap, det øjeblik jeg ikke længere blev testet. Han fik mig til at tænke helt anderledes på det, bare ved at sige det som det var: Jeg kunne umuligt vide, om mit liv ville være bedst med eller uden hash, hvis jeg ikke holdt op i en periode og sammenlignede de to ting.

Senere hen, da jeg var færdig med Diversion, indså jeg, at hver eneste gang jeg røg hash, blev jeg utilfreds, ængstelig og paranoid. Jeg tog virkelig dårlige beslutninger, og jeg kunne ikke tænke klart, fordi jeg røg det lort hver eneste dag. Så jeg holdt op, og så blev mit liv bedre. Jeg fik bedre karakterer, og jeg var mere bevidst om, hvad jeg lavede, og hvor jeg ville hen i livet. Jeg siger ikke, at hash har en dårlig indflydelse på alle, men mit liv blev fucked af det. Det er ti år siden, at jeg røg sidst, og jeg har ikke set mig tilbage siden.

Jeg tror, at syre ødelagde min evne til at blive høj på hash. Jeg havde et virkelig dårligt trip engang, som gjorde et eller andet permanent ved min måde at se verden på. Jeg var sammen med min ven i mine forældres sommerhus, som mest bare er en lille hytte lige ud til en sø. Det er et virkelig idyllisk sted, men det vakte nogle meget mørke, undertrykte følelser i mig. Måske er det fordi, at huset er fyldt med min mors fuglehuse og mærkelige små nipsgenstande? Mens jeg trippede, var der et eller andet ved dem, som fik mig til at føle mig nedtrykt og fraværende. Følelsen var så dyb, at den er svær at beskrive. Jeg havde det som om, at jeg var et barn, og ikke på den gode måde, men mere som om, at jeg ikke havde kontrol over min skæbne og mine valg. Trippet var så traumatisk, at jeg flyttede til den anden ende af landet for at ryste dets vedvarende effekt af mig.

Lige siden det trip, vender den forfærdelige følelse hurtigt tilbage, hver gang jeg ryger hash. Et enkelt sug starter noget, som minder lidt om et angstanfald. Det føles som om, at mine tanker er ude af kontrol. De styrter afsted, og jeg kan ikke styre det. Alt hvad jeg tænker på bliver helt fordrejet, også ting som jeg plejede at have positive følelser omkring. Jeg tænke ting som, "Hvorfor er jeg egentlig venner med mine venner? De prøver jo bare at udnytte mig." Det er virkelig overvældende, og det gør, at jeg ikke kan håndtere andre mennesker. Forestil dig, hvordan det føles at have de her følelser, mens man hænger ud med en ven, som bare vil dele en joint i parken, og så ender man med at mumle fucked-up paranoide ting for sig selv, mens man ligger i fosterstilling. Nej tak.

Mere fra VICE:

Nej, hash er ikke et 'gateway drug'

Når cannabis er den eneste medicin, der virker

Dansk hash er tre gange stærkere, end det var for tyve år siden