Mit arbejde med reality-TV kostede mig næsten min sjæl

Denne artikel er oprindeligt publiceret af Broadly US.

For nogle år siden arbejdede jeg på et realityprogram om en gruppe kvinder, der administrerede en barsk skøjteskole i USA. De havde alle sammen vanskeligheder med alkohol, personlighedsforstyrrelser for ikke at tale om deres hvide, rapper kærester. Du synes sikkert, at det lyder som en god, gammel omgang klassisk skod-TV. Men for mig var det et job, der gav mig et glimt bag kulisserne af den bizarre gulag, som produktionen af reality-TV egentlig er. Vi skød pilot-afsnittet på tre hektiske dage, hvor vi manipulerede de medvirkende helt ud i dramatiske ekstremer. Følgende er beretningen om tilblivelsen af den pilot og de overraskende ekstreme bekostninger, som verdens billigste form for berømmelse bringer med sig.

"Vi skal have hende til at bryde sammen," sagde Sophia* til den mindre hær af producere, der stod samlet foran hende.

Med "bryde sammen" mente vores produktionsleder at manipulere en af programmets deltagere til at fortælle os sine mørkeste hemmeligheder og dermed etablere et falskt tillidsbånd, der senere ville kunne udnyttes til at trække de pågældende mørke hemmeligheder frem i lyset foran linsen. Det var tre dage før vi begyndte at optage, og vi havde endnu ikke fået vores stjerne til at "bryde sammen".

"Hvis vi ikke har Stacy, har vi ikke noget program – hende her er guld værd i reality-TV."

Sophia havde ret. Stacy var dødlækker, med en tendens til voldsomme udbrud og en forstand, der komplementerede hendes skarpe, franske manicure. Hun var også en kunstskøjter på næsten olympisk niveau. Det er altid et sats at sætte sig for, at man vil være professionel atlet, og Stacys olympiske drømme var i bund og grund endt i fiasko. Men her var hun igen, flere år efter, med et nyt, glødende jern i ilden: en realityserie. Hendes tidligere drøm var gået i vasken, men Stacy ville gøre alt for at sikre sig, at den ikke også gjorde det den her gang. Hun var vildt smidig, sindssygt ustabil og pisse underholdende. Stacy var kort sagt en stjerne – vores helt egen Snooki på is.

Pilotens centrale handlingsforløb kredsede om en konflikt mellem Stacy og hendes baby-daddy omkring deres to-årige barn. Stacy arbejdede sin røv i laser for at forsørge hele familien ved at drive en skøjteskole med sine to veninder. Hendes mand Mark prøvede samtidig at få succes som frontmand i en hvid rapgruppe, der havde en fyr i kyllingekostume som hype man. Af åbenlyse årsager havde gruppen endnu ikke fået den store succes, og derfor var det pålagt Stacy at få mad på bordet. Hun var udmattet, udbrændt og træt af hele situationen.

Det fik grønt lys af netværket som pilotens grundlæggende præmis, men de følte, at produktionsholdet "eksplicit skulle definere, hvad der var på spil." Netværkschefer holder sig som regel til antagelsen om, at alle i USA er en flok savlende, inhabile idioter, og derfor forfattede vores øverstbefalende et "ultimatum", som Stacy skulle give sin kæreste: "Du har et år til at få succes som rapper, ellers forlader jeg dig og tager vores barn med."

Da vi gennemgik scenerne med Stacy gik hun med til dem alle undtagen den, fordi hun ironisk nok syntes den føltes for ægte. Men "for ægte" var langt fra at være svar nok for Sophia.

"Jonathan, jeg kunne godt tænke mig, at du prøver at tage en snak med hende. Det kan være det hjælper med et nyt ansigt."

Sophia var forresten ikke et ondsindet menneske. Hun var faktisk virkelig sød, gavmild og medfølende. Det var paradoksalt nok den medfølende personlighed, der gjorde hende så god til den følelseskolde manipulation af andre, som hendes arbejde påkrævede. Jeg er også selv ekstremt medfølende, hvorfor jeg hurtigt blev fortrolig med de medvirkende. Men på trods af vores ligheder var der en stor forskel på mig og Sophia: Hun var en succesfuld produktionsleder i realitybranchen, mens jeg var en grønskolling af en associate producer, der stadig ikke havde omstillet mit moralske kompas til komplet etisk insolvens. Men jeg havde fået en opgave, og jeg havde ikke tid til at reflektere over, hvad det ville kræve at føre den ud i livet.

Efter en time i telefonen lykkedes det mig at overbevise Stacy. Det blev fejret med det samme, men jeg var plaget af skyldfølelse. Stacy var brudt sammen, og vi var klar til at optage.

Frisuren var meget vigtigt for de her kvinder, så vi skød første scene det sted, hvor de kunne føle sig tryggest: hårsalonen. Fordi "karaktererne" i en realityserie som oftest reduceres til et enkelt karaktertræk, var formålet at simplificere vores tre stjerners identiter. Stacy fungerede som en white-trash Carrie Bradshaw – en helt almindelig skrap og sympatisk kvinde. Monica var den selvudråbte "bitch", der gik i ægte pels og krystaller hver dag, fordi "hvad kunne være bedre end at være varm og funklende?" Til sidst var der Elena, hvis Marianergravs-IQ gav anledning til helt forfærdelige one-liners.

"Vidste I, at man kan få AIDS af ananasjuice?" sagde Elena den dag med oprigtig frygt i stemmen. "Jeg er stoppet med at drikke vodka/ananas."

Udover Elenas chokerende ukendskab til eksotiske frugter og det menneskelige immunforsvar var salonscenen nem og let. Vi blev hurtigt færdige og tog videre på kvindernes stambar, hvor de skulle skændes med deres hvide rapperkærester.

"Vi har et afsnit" er sætningen man bruger til at fejre en succesfuld produktion af en vild og turbulent scene, der kan bruges som den dramatiske kerne i et afsnit reality-TV. Mens vi så vores medvirkende hygge sig sammen på deres yndlingsbar den aften, blev det hurtigt ret åbenlyst, at vi endnu ikke "havde et afsnit."

"Få Monica herhen," hvæsede Sophia i sit headset.

Vi indstillede optagelserne, mens jeg hev vores "bitch" Monica til side for at få hældt noget benzin på bålet med en desperat pep talk. Vi skulle have Monica til at agere lyseslukker for de kaukasiske rapperdrenge og fortælle fyrene, at deres gruppe var dømt til fiasko. Det kom helt bag på Monica, der slet ikke havde det sådan. Hendes modvillighed blev mødt med et smil fra Sophia. Mon ikke Monicas venner ville kunne forstå, at det bare var lidt opdigtet drama til udsendelsen?

Monica gik til angreb midt i, at alle de medvirkende var på vej med fuld fart mod et kollektivt blackout: "Der er gået ti år, og I har stadig ikke slået igennem. Giv nu op. I har fejlet som rappere."

Et vodka/Red Bull-induceret helvede brød løs. Fyrene skreg af Monica, hvilket forårsagede et øjeblikkeligt skingert modsvar fra Stacy og Elena. Mark skubbede Monica ind i barens slidte jukebox. Jeg kastede et blik på de ansvarlige. Der måtte da være nogen, der satte en stopper for det her. I stedet væltede tumulten videre ud på gaden og kameraerne fulgte med. Monica brød grædende sammen, mens Mark slyngede vrede skældsord ind i hendes mascara-plettede ansigt. Som en desperat sidste udvej forsøgte Monica at udlevere Sophia.

"Det var ikke engang mig, der ville sige det lort! Sophia tvang mig! Det er bare for seriens skyld!" råbte Monica efter Mark, mens han stormede væk.

Men Mark blev ved med at gå. Det var lige meget, hvem der havde sagt det. Det der betød noget, var at det passede: rapgruppen ville nok aldrig få succes. Sophia kendte de medvirkende ind og ud, og hun vidste, hvad der ville udløse et voldeligt udbrud. Vi havde fået det vi kom efter. Skænderiet ville blive uddødeliggjort i det færdige afsnit, mens klippet, hvor Monica gav Sophia skylden, blev klippet ud.

Jeg hadede samtlige aspekter af det her lavbudgets psyko-cirkus. Men da jeg kiggede rundt på mine kollegaers triste ansigter gik det op for mig, at jeg ikke var alene. Det er folk, der er på vej et andet sted hen, der ender i reality-TV. Og i den sammenhæng har produktionsholdet mere tilfælles med programmets medvirkende, end de har lyst til at indrømme. Vi traskede alle sammen gennem det her karriere-kviksand sammen og så tiden an, indtil vores drømme gik i opfyldelse. Der var meget få der slap ud, men den aften lovede jeg mig selv, at jeg ville blive en af dem.

Mens Monica sad og tudede på barens cementtrappe, vendte vores instruktør sig mod mig med et udkørt smil.

"Vi har et afsnit."

Stacys lejlighed var en klaustrofobisk et-værelses, som hun delte med sin mand, deres 2-årige datter og en modbydelig rotte af en hund, der gøede i en uendelighed. Den morgen var Stacy, der som regel var pågående og kæk, stille og undskyldende. Hun virkede pinlig over, at hele crewet gik og filmede i hendes hjem. Lejligheden gav et meget ærligt billede af familiens stressede dynamik. Stacy arbejdede konstant for at finansiere sin mands rapperdrømme, og den deprimerende lejlighed vi stod i var et bevis på, hvor meget pres det lagde på deres økonomi.

"Jeg er træt af at forsørge dig. Du har et år til at bryde igennem som rapper, ellers skrider jeg og tager vores datter med."

Det var præcis den replik, som vores instruktør gav Stacy igen og igen, mens hende og hendes mand endnu en gang tog et skænderi op, som de havde haft mange gange før. De medvirkende blev tvunget igennem flere takes, fordi netværket fastholdt, at scenen var essentiel for udpenslingen af, hvad der var på spil. I starten var der god stemning blandt Stacy og Mark, omkring at "spille skuespil" for kameraerne; de lavede endda sjov mellem takes. Men jo længere vi bevægede os ind i den anden udmattende time af optagelserne, jo mere begyndte parrets energi at ændre sig. Mark og Stacy simulerede ikke skænderiet længere. De skændtes om rigtige problemer i deres forhold og blev oprigtigt vrede. Jo mere arrige de blev, jo mere pressede vi dem. Det var en bizar hændelse, hvor det falske scenarie, der var skabt af producerne, faktisk blev til virkelighed.

"Tror du, der er gode chancer for, at vores serie får grønt lyst?"

Det var spørgsmålet, som Stacy stillede mig med trætte øjne og sin datter i skødet, mens vi pakkede vores udstyr sammen den dag. Under al selvbruneren og hårsprayen gemte der sig en kvik kvinde. Stacy vidste, at realityserien kunne være vejen ud af hendes deprimerende et-værelses lejlighed og alle de arbejderklasse-problemer, der gennemsyrede hendes tilværelse. Hun ville gøre alt, hvad der skulle til – også selvom det betød at udnytte sit livs mest smertefulde øjeblikke. Jeg bebrejdede hende ikke for det; jeg ønskede bare, at hun havde en tryggere vej ud.

"Jeg tror vores chancer er udmærkede," sagde jeg, selvom jeg inderligt håbede, for hendes skyld, at det ikke passede.

På vores sidste optagelsesdag startede vi med en tur til skøjtebanen, hvor vores tre stjerner fremførte en serie, som Monica havde koreograferet til et lokalt velgørenhedsarrangement for brystkræft. Elena havde designet deres outfits: spraglede, regnbuefarvede sommerfuglekostumer, der flagrede mens de skøjtede til Bette Midlers "Wind Beneath My Wings": Det var en guddommelig fremvisning af talent og kikset bras, der indfangede den triste ironi, der omgav deres karrierer: de havde lidt 'x-faktor' – men bare ikke nok.

Efter skøjteopvisningen tog vi videre til et spillested, som produktionsholdet havde lejet til slutscenen. Planen var, at kæresternes rapgruppe skulle levere et uforglemmeligt show, der ville minde kvinderne om grunden til, at de knoklede så hårdt for de her bros. Med hjælp fra nogle frivillige statister og kreative kameravinkler opbyggede vi illusionen om et publikum. Bandet lød lidt ligesom hvis Eminem og Beastie Boys havde haft en vred firkant og fået et barn med betydeligt mindre talent.

Mens jeg sad og så på kvinderne, der moshede i forreste række, slog det mig pludselig: Alle vores medvirkende levede på kanten af en drøm, der var lige ved at gå i opfyldelse. De var overbevist om, at serien ville gøre dem "succesfulde" inden for hver deres områder. Men i virkeligheden kunne realityprogrammet allerhøjest give dem en falsk "succes"-fornemmelse; TV-udgaven af at overdrive sandheden for at imponere en fyr, man gerne vil i seng med. Realitydeltagerne ville ikke komme til at "leve drømmen" men derimod projektere et billede af drømmen. Der var selvfølgelig den spinkle chance for, at de medvirkende ville nå til Jersey Shore-højder. Men selv hvis det skete, ville deres succes ikke være bygget på deres skøjte- eller rappertalent, men derimod deres evner til at drikke sig sanseløse og slås.

Men vores medvirkende kom aldrig til at opleve den dubiøse form for berømmelse, for i sidste ende sagde netværket nej tak til pilot-afsnittet. Jeg var i al hemmelighed henrykt og fejrede det ved at sige mit fucking job op.

I løbet af min sidste uge på kontoret kom Stacy forbi for at sige "hej." Alle producerne prøvede desperat at undgå hende, så jeg fik til opgave at underholde vores faldne stjerne. Det viste sig, at Stacy havde det meget godt. Hendes mand havde fået et job hos brandvæsnet, og familien havde derfor fået råd til at flytte fra det usle, lille hul, hvor de tidligere havde hjemme. Med Marks ekstra indkomst behøvede Stacy ikke at arbejde døgnet rundt og kunne derfor se mere til deres datter. Hun lod til at være velafbalanceret og virkede endda glad.

Så afslørede Stacy den virkelige grund til, at hun var kommet: "Tror du der er nogen chance for, at serien stadig kunne nå at få grønt lys?"

"Jeg er ked af det, men nej," svarede jeg.

Hun takkede mig for min tid, og jeg fulgte hende hen til elevatoren. Stacy sukkede, da dørene lukkede. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror det var et suk af lettelse. I sidste ende havde Stacys forgæves jagt på den amerikanske drøm reddet hende fra det amerikanske mareridt.

Læs mere fra VICE og Broadly her:

Derfor kan MDMA være mere dødeligt for piger

At skide med hjertet: Sådan håndterer du toiletbesøg sammen med kæresten

SE: Miss Max - Brasiliens største skønhedskonkurrence for indsatte