Sådan dyrker du yoga uden at være en prætentiøs douche

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Yoga er i Vesten blevet overtaget af spinkle, kaukasiske kvinder med en luftig new age livsstil, vegansk kostplan og en uendelig mængde Instagram-filtre. Det er blevet så kommercielt, at det ikke længere er overraskende at se priser for en time tilbragt på en svedig måtte på langt over 100 kroner (med mulighed for et klippekort til 60 timer for kun 2500) eller et par designer yogabukser til 3850 kroner. Dertil kommer diskussionen om de racemæssige problemer og kulturelle aspekter ved brugen af meditationsformen i Vesten, der har affødt spørgsmålet, om det at dyrke yoga egentlig er et udtrykt for noget religiøst, eller om det er kulturel tilegnelse?

Det er ikke en ny diskussion. Se for eksempel kronikken på xojane med titlen "Like It Or Not, Western Yoga Is A Textbook Example of Cultural Appropriation", eller VICE News historien om Jennifer Scharf, en yogaentusiast, hvis gratis ugentlige yogatimer for studerende på universitetet i Ottowa blev aflyst på samme grundag. Ifølge elevrådet havde der været "mange kontroverser omkring yoga i den seneste tid på grund af måden det blev dyrket på", og blev aflyst fordi det bygger på hellige og spirituelle traditioner fra kulturer, der "har oplevet undertrykkelse, udslettelse af deres kultur og diaspora som følge af kolonialisme og Vestens overmagt".

Hindu American Society startede i 2003 kampagnen Take Yoga Back, som svar på udbredelsen af nye yogaformer. Pointen er at beskytte yogaens betydning, filosofi og mening fra at blive udvandet af Vesten. Som Sri Pattabhi Jois, den berømte indiske yogainstruktør der udviklede Ashtanga-yoga, engang sagde: "Vesterlændinge laver hovedsageligt yoga af helbredsmæssige årsager, og det er okay. Men for virkelig at kunne forstå den indiske kulturarv, er man også nødt til at kunne forstå dens traditioner, der stammer tilbage fra oldtiden. Den fantastiske arv er der mange vesterlændinge der overser, og derfor ved de intet om, hvad yogaen er udsprunget af."

Den beskrivelse passer uden tvivl på 99 procent af de pseudo-holistiske yogakrigere, der optræder på Instagram og poster billeder, mens de spiser Mung Dahl og speltboller i barnets stilling. Derfor tog vi fat i nogle lærde yogafolk for at finde frem til, hvordan yoga overhovedet blev en ting i Vesten, og hvad man skal vide for at kunne dyrke det uden at være en douche.

"Før kolonisering var yoga hovedsageligt en åndelig praksis, med undtagelse af tiggere og slangemennesker, der arbejdede [med yoga] på gaderne for småpenge. Men omkring år 1900 blev det også brugt som en måde for unge mænd at opbygge muskelmasse på," siger James Mallinson, der er lektor i sanskrit og klassiske indiske studier ved SOAS i London. "Briterne havde den her idé om, at inderne var svage og dovne," tilføjer han. At tilbageerobre hatha yogaen blev en essentiel del af at genopbygge den indiske selvforståelse og idéen om den "nye indiske mand". Herigennem blev yogaen redefineret og blandet med diverse andre kampsportsgrene.

Samtidig med at indiske mænd begyndte at træne, var der også dele af den vestlige kultur, der havde indflydelse på traditionel yoga, som eksempelvis Ling-gymnastik og det at træne i sæt, som var ret populært i Europa på det tidspunkt. "Indien inkorporerede faktisk nogle aspekter af vestens 'fysiske kultur' i deres yogadyrkelse," siger James. "Kulturel tilegnelse betyder, at rendyrkede udtryk er blevet stålet enten den ene eller den anden vej, men her blev der lånt lidt fra begge sider." Professor Waltraud Ernst, der er ekspert i indisk historie ved Oxford Brookes siger, at moderne vestlige, new age yoga-traditioner nu bliver "re-importeret til Indien af den vestligt-orienterede indiske elite".

Siden yogaens oprindelse er kulturerne flydt så meget sammen på kryds og tværs, at dets oprindelsessted er umuligt at præcisere. "Postural yogaens historie snor sig helt tilbage til det 9. eller 10. århundrede, og den er så forvredet, at der ikke er noget, der kan siges at være 'autentisk'," forklarer Joseph Alter Stewart, der er professor i samfundsvidenskab ved Yale. "På et tidspunkt var det alkymi, så var det kampsport, så en form for åndelig motion, så fysisk motion, så selv-udvikling og så medicinsk. Og alt det var før det blev importeret til Vesten." De yogastillinger vi laver i dag – hunden, kobraen, hejren (og resten af Kung Fu Pandas venner) – har ikke eksisteret i meget mere end 100 år. "Der findes ikke noget 'rendyrket' yoga, der kan identificeres som have eksisteret i lang tid," siger han.

En anden ting, der er vigtig at huske i forhold til den noget diffuse tidslinje, er, at indiske yogainstruktører aktivt reklamerede for deres skikke i vesten. Swami Vivekananda var en af dem, der tilpassede traditionelle ideer fra hinduismen til vesterlændinges forståelser og behov; et publikum der især interesserede sig for transcendentalisme og new age tankegangen. Han rejse rundt i Europa og Amerika og udbredte sine ideer, og i 1896 udgav han bogen Raja Yoga, der blev central for Vestens opfattelse af yoga. "Han kunne godt lide at blive afbildet i orientalske klæder, når han var i Vesten, og i moderne, vestlig påklædning når han var hjemme i Østen," siger professor Ernst. "Så nogle af hovedaktørerne i udbredelsen af yoga i Vesten var meget bevidste omkring, hvordan de skulle markedsføre sig selv overfor vestlige forbrugere."

Professor Mallinson siger, at yogainstruktørerne "vidste præcis hvad de gjorde: de tilpassede deres skikke til et publikum, der også omfattede vesterlændinge, og gjorde yoga mere tilgængeligt for dem. Det er sket flere gange i yogaens historie. I århundreder har yoga tilpasset sig den kontekst, som den befinder sig i. Det er noget af et politisk selvmål at hævde, at vesten har stjålet yoga, fordi så bagatelliserer man faktisk samtidig de indere, der arbejdede for at sprede yogaen."

Læs mere fra VICE her:

Derfor er Danmark ikke et foregangsland for transpersoner

Når "prosit" er bedre end sex: Livet som nyse-fetichist

Kampen mod hævnporno