Hvad fanden vil det sige at være afhængig af sin smartphone?

Er du smartphone-afhængig? Hvis du er ligesom undertegnede, så forlader du aldrig huset uden din smartphone. Den indeholder sandsynligvis din kalender, din adressebog, din rutevejledning og dit vækkeur foruden dine primære kilder til underholdning: Musik, porno, kattegifs (ikke prioriteret rækkefølge). Måske synes du endda, at din smartphone stjæler tid fra andre vigtige ting i dit liv – arbejde og opvask, eksempelvis. Men betyder det, at du er afhængig? Og hvad betyder det overhovedet at være afhængig af sin smartphone?

Der er gået sport i at udråbe dårlige vaner til afhængigheder, og lige nu præger overskriften "Hver anden dansker føler sig afhængig af sin smartphone" de danske onlinemedier. Det noget bombastiske udsagn dækker over en undersøgelse udført af Wilkes for Avisen.dk, som viser, at 40% af de adspurgte danskere i nogen grad føler sig afhængig af deres smartphone. Men samtidig ville 38,6% "slet ikke" ønske, at de brugte mindre tid på selv samme smartphone.

Smartphone-afhængighed er efterhånden en sæsonhistorie, som vi genudsender med cirka samme frekvens som historierne om superstudenterne, 12-talspigerne og de sexistiske rapmusikere. Vi laver en hurtig rundspørge, interviewer en kritisk ekspert og finder måske en caseperson, der tidligere var afhængig af den evigt lysende skærm og det hurtige kommunikationsfix, men nu har fundet frelse blandt elge og mos i de svenske skove.

Således også undertegnede, der fluks åbnede word-dokumentet, spurgte efter smartphone-afhængige i mit netværk og ringede til adfærdspsykolog, foredragsholder og ekstern lektor ved IT-Universitetet Anders Colding-Jørgensen efter en kommentar. Jeg har allerede læst en del artikler af Anders Colding-Jørgensen om vores forhold til kommunikationsteknologi og ved, at han plejer at være god for et par skarpe og let citerbare holdninger til emnet. Det er for eksempel ham, der ganske kontroversielt har bedt os droppe at tale om FOMO og i stedet tale om jagt på lystfølelse.

Anders Colding-Jørgensen er dog ikke imponeret over hverken undersøgelsen eller de spørgsmål, jeg stiller ham.

"Der er to former for afhængighed, som man blander sammen her," slår han fast. "Den ene måde at være afhængig på er ligesom at være afhængig af trapper for at komme op til første sal. Det er jo ikke det samme som den anden betydning, som vi alle sammen hviner af fryd over og synes er mega-kontroversiel og spændende. Ville du ønske, du brugte trapper lidt mindre? Arh, vel?"

Problemet med at spørge ind til begrebet "smartphone" er i øvrigt, ifølge Anders Colding-Jørgensen, at det rummer så mange forskellige ting. For den ene konnoterer smartphonen arbejde, mens den for den anden konnoterer madbilleder på Instagram. Kort og godt: "Der er ikke en skid i det dér." Det interessante er ifølge ham ikke selve undersøgelsen, men snarere at vi tager sådan en fesen undersøgelse for gode varer, kun fordi vi synes, at smartphone-afhængighed er så spændende at tale om:

"Hvad fanden vil det sige at være afhængig? Det er da det, der er interessant".

Jeg er ramt. For ja – hvad fanden vil det egentlig sige at være afhængig? Og hvorfor er det så interessant for os at tale om? For et par dage siden bragte Digital Trends et interview med Dr Mark Griffiths, der har forsket i unges smartphone-afhængighed. Han opstiller en række kriterier for afhængighed (de minder til forveksling kriterierne for alkoholisme og ludomani) men fremlægger også et mere mudret perspektiv, idet han påpeger, at selvom man kan svare ja til nogle af de spørgsmål, som indikerer smartphone-afhængighed, så er det ikke ensbetydende med, at man er afhængig. Og selv hvis man har et overforbrug, så behøver det ikke være telefonen, der er synderen; den kan bare være symptomet på nogle underliggende problemer.

Mit problem lige nu er, at nuancer og tvivl gør sig dårligt som overskrift til en artikel om folkesygdomme og tendenser. Her rammer næste nyrehug mig. En Facebook-notifikation tikker ind på, nå ja, min smartphone. Det er min lillesøster på 20 år. En vaskeægte såkaldt digitalt indfødt. "Undskyld, men er alle mellem 12 og 30 ikke smartphone-afhængige?" spørger hun med perfekt afstemt nedladenhed. Underforstået: Min sensationalisering af smartphone-afhængighed er latterlig. Ikke desto mindre vil hun gerne give os et indblik i sit liv som smartphone-junkie, der absolut ikke har lyst til at bruge mindre tid på sin smartphone.

Artiklen fortsætter herunder.

Min søster er online 24/7. Hendes iPhone har sin faste placering ved siden af hovedpuden om natten – aldrig på lydløs, men på vibration. Snapchat, Facebook og Instagram tjekkes, før hun står ud af sengen. Efter brusebadet tjekker hun dem igen. Togturen til studiet bruges på de sociale medier, ligeså forelæsningerne, og jeg kan som førstehåndskilde bekræfte, at der opdateres jævnligt fra sociale sammenkomster i mere eller mindre festligt lag. Det er så naturligt for hende som at trække vejret, og uden sin smartphone føler hun sig afskåret fra omverden.

Jeg spørger min søster, om hun er afhængig. "Det tricky med afhængighed er, at hvis man siger man ikke er, så betyder det, at man er," siger hun kryptisk. I hendes opfattelse stjæler telefonen ikke nødvendigvis tid fra andre aktiviteter; den fylder bare et tomrum. Hvor hun tidligere ville have dagdrømt til en kedelig forelæsning, er hun nu på Snapchat. Men om hendes afhængighed er et problem, har hun sværere ved at bestemme. Som hun siger: "Det er jo noget andet, end hvis man sidder og tager coke hver anden time."

Hun skelner altså mellem afhængighed af stoffer og afhængighed af kommunikationsteknologi. Men hvis vi bliver i sammenligningen med stofmisbrug, så er der stadig mange, der her skelner mellem forbrug og misbrug. Jeg presser på: Oplever hun slet ikke, at hendes smartphone-forbrug nogle gange er overdrevent eller griber ind i hverdagen – altså opfører sig som et decideret misbrug?

Der bliver stille i den anden ende af røret. "Øhm, jeg har faktisk lige tjekket Facebook, mens jeg talte med dig," siger min søster så. Men det er jo ikke unormalt, påpeger hun. De unormale er dem, der har klaptelefoner, som kun kan ringe og sms'e.

Men hvad så? Kan jeg konkludere, at der kun i begrænset omfang er noget, der hedder smartphone-afhængighed, at vi skal holde op med at skamme os over vores overforbrug, og at hele virakken bare er noget, der er opfundet af teknologiforskrækkede voksne? Det ville være da være belejligt.

Så let slipper jeg desværre ikke. Anders Colding-Jørgensen er nemlig enig i, at kommunikationsteknologi ganske rigtigt påvirker vores koncentrationsevne. "Vi bliver jo på en måde forstyrret konstant af det," siger han. "Kommunikation er blevet gratis og evigt-eskalerende. Det stjæler vores tid og kommer på ubelejlige tidspunkter."

Han sætter trumf på ved at påpege, at videnskabelige studier har vist, at det rent faktisk går ud over kvaliteten af det vi laver:

"Spørgsmålet er bare, om det handler om afhængighed, eller om det i virkeligheden handler om at have en stor skål slik stående fremme hele tiden, hvor alting er blevet blandet sammen – slik, din bank, smiger, arbejde og sjove videoer. Selvom du ikke føler dig afhængig, så oplever du alligevel, at hvis du skal ind og researche noget på Google, så kommer du lige til at åbne endnu et browser-vindue, og så fedter fingrene lige ind på Facebook, og så ender du med at have brugt din tid på noget helt andet."

Det kan jeg udmærket nikke genkendende til. Jeg vil skyde på, at denne artikel er blevet minimum tyve minutter forsinket på grund af Facebook. Men noget kunne tyde på, at jeg ikke bare kan give min afhængighed skylden for det – situationen er meget mere kompleks end som så.

Mere fra VICE:

Nej, hash er ikke et 'gateway drug'

Sådan føles det at gå ned med stress i dine 20'ere

Reddits dude-kokke laver verdens klammeste mad