En kort historisk gennemgang af rigtig sex i film

Som du måske allerede har hørt, er Gaspar Noés nye film Love spækket med rigtige sexscener fyldt med vaskeægte sex. Mange ellers frisindede mennesker har udråbt filmen til at være ren porno, der udgiver sig for at være en kunstfilm. Spørgsmålet er, om de er klar over, at eksplicit sex for åben skærm på ingen måde er uset, selv når det kommer til de prestigefyldte, europæiske filmfestivaler og amerikanske biografer.

For mig virker det som om, at flere af de seneste års mest anmelderroste film, som Nymphomaniac, Starlet og Stranger by the Lake, har gjort brug af samlejet som opsigtsvækkende greb. Og fordi størstedelen af dem alligevel kun er blevet udgivet i USA i et begrænset omfang, har det været nemmere at markedsføre dem med plakater, der er vovede for ikke at sige ekstremt NSFW.

Selvom Love er den seneste film, der gør sig bemærket i denne ucensorerede cinematiske elskovsarena, er det langt fra den første. Her er en kort historisk gennemgang af de mest grænseoverskridende sexscener i filmhistorien, der forhåbentlig vil klæde dig bedre på til Noés 3D-provokation.

Et tidligt eksempel er Jean Genets 26-minutter lange Un chant d'amour fra 1950. Den er kendt for sit voyeuristiske narrativ og handler om en fængselsbetjent, der tænder på at se på, mens en fange onanerer. De kommer op at skændes, og bagefter tvinger betjenten den indsatte til at sutte hans pistol. Filmen blev forbudt grundet den eksplicitte afbildning af onani, men måske i endnu højere grad grundet de åbenlyse homoseksuelle undertoner. Kontroverserne omkring Un chant d'amour bar en stor del af ansvaret for, at Genet aldrig instruerede igen.

Gennem de næste årtier fulgte flere europæiske film som den danske Gift (1966), den vesttyske Das Stundenhotel von St. Pauli (1970) og den svenske Dom kallar oss mods (1968) i fodsporene på Un chant d'amour. Dom kallar oss mods var tættest på at blive underlagt censur før den svenske undervisningsminister greb ind. De syv danske stjernetegnsfilm udkom også i denne periode. Skandinavien sad på det sjofle marked i et godt stykke tid - de blev anmeldt i aviserne som alle andre film, og der var kun få eksempler på censur eller bandlysning. Jens Jørgen Thorsens filmatisering af Henry Millers Stille dage i Clichy , der levede op til originalteksten med sine hardcore sex scener, vandt endda næsten Thorsen officiel støtte til sit næste projekt fra Det Danske Filminstitut, men det var før Pave Paul 6. protesterede mod dens blasfemiske indhold.

USA har været knapt så åbne på den front. Amerikanerne har John Waters at takke for introducere usimuleret oralsex til det store lærred. På trods af at Divine blev en øjeblikkelig kultfigur, blev Pink Flamingos forbudt i så fordomsfrie lande som Australien, Norge og Canada. Da filmen blev genudgivet i USA i 1997 i anledning af sin 25-års fødselsdag, var den stadig forbudt for alle under 17 år. Udover hele affæren med spisning af hundelort var MPAA ikke just begejstrede for nærbilledet af Divine, der giver et ægte blowjob. Men det kunne man nok godt have set komme. (Get it?)

Den måske mest respekterede omgang rigtig sex på lærredet må nok være fra filmen I sansernes vold (1976), en japansk film, der kun blev produceret fordi den officielt blev anset for at være en fransk produktion. I sin karriere var Nagisa Oshima genstand for ros og kontroverser i nærmest lige store mængder – og aldrig mere end med I sansernes vold. Filmens vovede karakter skabte problemer med censurmyndigheder blandt andet i Amerika, England, Canada, Portugal og Japan. Den bærer også den særlige udmærkelse at være en del af Criterion Collection, hvis hjemmeside fraskriver sig alt ansvar i CAPS med advarslen. "WARNING: THIS FILM IS SEXUALLY EXPLICIT."

[daily_motion src='//www.dailymotion.com/embed/video/x2k7bhw' width='100%' height='360']

Så er der den knapt så velansete Caligula, hvis ekstreme karakter gør den mindeværdig af alle de forkerte grunde. Den byder på et længere orgie samt flere andre usimulerede og eksplicitte sexakter. Derudover er det nok den dyreste produktion på denne liste (17,5 millioner dollars i 1979). Et år senere sluttede Al Pacino og William Friedkin sig til festen med Cruising, hvor Pacino går undercover i det homoseksuelle natteliv i New York for at efterforske en række mord. De saftigste dele af filmen udspiller sig i baggrunden, men er ikke ligefrem svære at se. Senere lykkedes det i den grad Friedkin at ødelægge den velvilje, han havde opbygget med The French Connection (som han fik en Oscar for) og Eksorcisten, da han instruerede Sorcerer; hans undervurderede film fra 1977 om en broget skare vagabonder, der transporterer meget ustabilt nitroglycerin gennem Sydamerika i store lastbiler. Cruising hjalp ham heller ikke rigtigt.

Ingen af de ovenstående instruktører traf en så tvivlsom beslutning som Vincent Gallo, hvis kontroversielle The Brown Bunny kulminerer i en scene, hvor hans karakter får et blowjob af Chloë Sevigny (der er Gallos ekskæreste i virkeligheden). Filmen blevet modtaget dårligt af den internationale presse efter sin premiere i Cannes i 2003. Det førte til en eskalerende strid mellem Gallo og Roger Ebert, der udråbte instruktørens eksperimenterede film til at være den værste film, der nogensinde var blevet vist på den franske filmfestival. Gallo svarede tilbage ved at kalde filmkritikeren tyk; Ebert gav igen med et Churchill-citat; Gallo forbandede Eberts endetarm; og Ebert hævdede, at en video af hans egen koloskopi var mere underholdende end The Brown Bunny. Ebert vandt sgu nok i sidste ende.

[daily_motion src='//www.dailymotion.com/embed/video/x2wonb5' width='100%' height='360px']

Ikke alle var dog så grove (og Ebert var endda mere positiv over for en kortere, omklippet version), men filmen defineres forsat af den ene scene – som måske i virkeligheden er det bedste argument, man kan finde imod brugen af rigtig sex i film. Det kan være distraherende og noget, som sætter filmen i bås.

I forhold til spørgsmålet om hvordan ægte sex kan bidrage i film, er det som med så meget andet: det afhænger af filmen. Starlet, der er Sean Bakers afdæmpede fortælling om en pornoskuespillerinde, der lever og arbejder i San Fernando Valley, lykkedes med sine snedigt redigerede skud af den eponyme stjerne "på arbejde", og er den film, der har klaret sig bedst blandt de nyere eksempler. (Til de ægte sexscener brugte Baker porno stand-ins, ligesom Lars Von Trier gør i Nymphomaniac.) Når det fungerer føles det adskilt fra plottet og alligevel essentielt for filmens generelle stemning. Det bliver hverken et spørgsmål om chokeffekt eller udnyttelse. Den ægte sex tjener narrativet og ikke instruktøren.

Følg Michael på Twitter.

Mere fra VICE:

Barnemord, kannibalisme og andre skrækindjagende gyserhistorier fra hele Europa

Den brune død: en historisk gennemgang af brugen af afføring som våben

Historien om, hvordan meth gik fra at være 'kamikaze-brændstof' til en samfundsplage