Vi besøgte Berlins Tempelhof lufthavn, der lige nu huser 1300 flygtninge

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Haidar har ventet i seks måneder i en kabine på 25 m2, som han deler med tre andre mennesker. Han er en af de heldige - der er nogle mennesker, der deler et rum i samme størrelse med 11 andre, og andre kabiner er på kun 12 m2. De bor alle sammen i Tempelhof i Berlin. Den tidligere lufthavn er oprindeligt opført i 1927 og blev på dramatisk vis udvidet af nazisterne i 1930'erne. Den er kendt for sin ikoniske arkitektur, enorme størrelse, og den rolle, den spillede som livline for den vestberlinske befolkning i form af luftbroen under den kolde krig. I dag bor der 1300 flygtninge, der venter på at blive sluset ud i det tyske samfund. Det er teoretisk set kun meningen, at de mennesker, der bor her, skal blive i seks uger, men på grund af manglende muligheder for indlogering havde mange af dem, jeg talte med, da jeg var på besøg, været der i over seks måneder.

Luften er tyk og varm indenfor, og der står vagter ved hver udgang. De holder skarpt øje med mig, mens jeg vandrer gennem de lange gange med aflukkede sovekabiner – forbi børn, der leger, og rengøringsdamer, der indsamler vasketøj. Her har flygtninge tag over hovedet, får tre måltider om dagen, og har adgang til livets fornødenheder, men usikkerheden omkring fremtiden og manglen på privatliv giver konstant anledning til utryghed og ubehag blandt dem, der bor der. Jeg havde lyst til at give verden et indblik i hverdagen for Tempelhofs beboere, så jeg skildrede deres værelser – eller "kasser" som de trøstesløst er blevet døbt – og tog en snak med beboerne om deres livssituation.

Jeg har boet på Tempelhof siden november i 2015. Jeg bor her med to af mine venner fra Bagdad. Vi er virkelig heldige, fordi vi kun bor tre mennesker her –der er flere mennesker på nogle af de andre værelser. Så jeg kan ikke rigtig brokke mig, selvom jeg stadig kalder det en kasse. Den største forskel på at bo her og derhjemme, er, at jeg følte mig tryg og tilpas i mit hjem i Bagdad, men det stik modsatte, så snart jeg trådte ud af døren. Her er det præcis det modsatte: jeg føler mig ikke tryg, når jeg er i min kasse, men føler mig mere sikker, når jeg går udenfor.

Jeg har været her i lige over fire måneder. Jeg har ingen ide om, hvad der kommer til at ske, eller hvor længe jeg kommer til at bo her. Her er ikke godt at bo – især ikke for min psyke. I morges havde vi store problemer med nogle af sikkerhedsvagterne. Vi oplever også problemer med integration – vi har ikke hørt mere til det integrationskursus, som det var meningen, vi skulle have. Jeg bor sammen med to andre familier i min bås. Vi er 12 mennesker i alt. Jeg er nødt til at kunne lide dem, jeg har ikke noget valg.

Vi har levet i Tempelhof i seks en halv måned, men det her føles ikke som at leve. Vores brødre kæmper i Syrien, og vi kæmper her. Det sværeste ved at bo her er stedet og måden, vi behandles på socialt. Vi bliver behandlet som flygtninge, ikke som mennesker. Det gode er, at vi nu er blevet immune over for kummerlige leveforhold. Vi bor otte mennsker på vores værelse, og mødtes alle sammen på vej til Tyskland. Vi må ikke tage vores egen mad eller mælk med ind i bygningen. Vi troede, at et land som Tyskland ville give os bedre steder at bo. Derfor risikerede vi alt for at komme hertil.

Jeg har været på Tempelhof i fem og en halv måned. Jeg bor sammen med min søster og onkel, og der bor også en anden fyr fra Damaskus sammen med os. Jeg synes, leveforholdene her er ringe – det er ikke sundt at bo så trangt med så mange mennesker. Men vi har en god vennegruppe her – mest folk fra Syrien og Palæstina – men vi har også nogle venner, der bor uden for lejren, så nogle gange hænger vi ud hjemme hos dem. Der er kæmpe forskel på de steder, mine venner bor, og her. Deres hjem er renere, de har egen strøm, de har et køleskab til at opbevare mad og drikke, de har gaskomfur. Jeg synes beslutningsprocessen, i hvem der bliver tilbudt beboelse, og hvem der skal vente, er vildt uretfærdig. Der har været folk, der er flyttet hertil efter os, men er kommet ud før os. De siger, at familier har fortrinsret, men jeg vil også mene, at vi er en familie: jeg er sammen med min søster og onkel. Min sjæl er ikke glad, men jeg prøver at blive ved med at smile.

Jeg har været her i omkring seks måneder med min 12-årige fætter. Jeg læste jordbrugsøkonomi i Syrien, da vi forlod landet. Vi boede i et område, der var styret af militser, hvor der ikke var noget, der lignede en statsmagt. Min fætter har været udsat for en hel del vold, og vi var bekymrede for, om det havde traumatiseret ham. Fordi han er barn, er det nemmere for ham at affinde sig med den manglende plads, men han savner virkelig sine forældre og sin hjemstavn. Før kendte jeg ikke de mennesker, som vi bor med lige nu, selvom vi kommer fra samme by. Jeg begynder snart at læse på det tekniske universitet i Berlin, og er lidt usikker på, hvor jeg skal lave lektier, når jeg starter. Jeg får brug for plads og ro. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal klare det.

Jeg har boet her i fire måneder nu med min mand og fire børn. Det er meget hårdt at være her. Det hårdeste ved det hele er nok den konstante støj. Min datter er psykisk syg, og hun får det værre, når der er meget støj. Mine børn har ikke mulighed for at lave lektier her, når de får fri fra skole, men de er ved at lære tysk, og jeg er virkelig glad på deres vegne. Min søn har aldrig lyst til at gå ud og lege, jeg er nødt til at tvinge ham til det. Han har svært ved at trives med de andre børn og få nye venner her. Min drøm er, at mine børn kan studere her og opnå deres mål i livet.

Jeg har været her på Tempelhof siden oktober 2015. Jeg bor sammen med syv andre mennesker, jeg har mødt her, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Jeg er enlig, så det er okay, jeg kan sagtens bo her. Men hvis jeg var gift eller havde en familie, ville jeg ikke råde dem til at komme hertil, fordi levestandarden er ikke god. Vi er bare mænd i kasser, og det minder på en måde om militærtjeneste. Maden er ret dårlig, men de fleste af os var i hæren, så vi er vandt til det – selvom toiletterne var renere i hæren. De tænder for lysene klokken seks om morgenen, og slukker for dem igen klokken 22. Og hvis man kommer for sent til et måltid, får man ikke noget at spise.

Vi mødte hinanden på Tempelhof – vi bor seks sammen på det her værelse. Vi har det alle sammen virkelig godt sammen, selvom vi savner privatliv. Men det føles som en stor, glad familie, så det er meget rart. Vi prøver virkelig at integrere os med drengene og pigerne uden for lejren, og er virkelig taknemmelige for deres gæstfrihed. Vi oplever dog ofte at blive mødt med en smule modvillighed, som jeg tror mest kommer fra frygt. Omkring juletid besøgte vi ret ofte Alexanderplatz, og på et tidspunkt snakkede mig og en ven ret højlydt sammen, hvor der var to piger, der vendte sig om, kiggede på os, gemte deres tasker væk og gik i den modsatte retning i højt tempo.

Jeg har været på Tempelhof i seks måneder nu og bor sammen med tre andre mennesker. Jeg kommer fra den øvre middelklasse i Irak, og da jeg hørte om mulighederne i Tyskland, var det her ikke, hvad jeg havde forventet at finde. Livssituationen her er ingenting i forhold til måden, jeg levede på hjemme i Irak. Jeg ville gerne hjem igen, men problemerne i Irak bliver kun værre og værre for hver dag, der går. Indtil videre er jeg bare nødt til at udstå min nuværende situation. Om to år tror jeg stadig, at der er mulighed for, at jeg bor her på Tempelhof. Det er svært nok for tyskere at finde bolig i Berlin, så for os flygtninge er det endnu sværere.

Vi er venner fra Eritrea, der rejste hertil sammen, og vi har været her i seks måneder nu. Vi er kristne, men her i lejren er de fleste muslimer. Vi har dog ikke oplevet nogle problemer på den front. Vi håber bare på at finde noget arbejde her i Tyskland snart – vi ville være tilfredse med hvad som helst.

Mere fra VICE:

Er Danmark blevet så flygtningefjendtligt, at selv illegale asylansøgere forlader landet?

Billeder af flygtninges vigtigste ejendele

Vi talte med en journalist fra The Guardian om vores 'rystende' og 'uværdige' smykkelov