FYI.

This story is over 5 years old.

Photo

Billeder fra et sindssygehospital – fundet i en gammel kuffert

I over et årti arbejde Don på et psykiatrisk hospital, hvor han mest brugte sin tid på at trippe på syre og tage billeder af de indsatte.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE US

Jeg mødte Don første gang, da jeg boede i Prestwich nord for Manchester i 2005. Dengang arbejdede jeg sammen med Mark E. Smith fra The Fall, fordi jeg var medforfatter på hans autobiografi, Renegade. Don (hvis rigtige navn er Gordon Charles Montgomery) og Mark kender hinanden fra gamle dage. I 80'erne tog de syre engang imellem og drak sig fulde sammen med John Cooper Clarke og Nico, to andre tidligere beboere på Prestwich.

Advertisement

Som 66-årig var Don fast inventar i området (det er han stadig, på trods af at han for nylig har kæmpet med kræft). Men det var først, da en fælles ven sendte mig en besked tidligere på året for at opfordre mig til at se på en række fotografier, Don tog fra slutningen af 70'erne til starten af 90'erne, da han arbejdede som kedelpasser på det psykiatriske hospital, at jeg begyndte at se på ham som en sand uopdaget kunstner.

Billederne så velkendte ud ved første blik, fordi det også er sådan, jeg ser verden. Det hele handler om temperament. Nærheden i billederne, det demokratiske blik; de forsværger enhver form for tydelig nostalgi. Han hiver dig ind ved at underspille sit motiv: Lokal uorden. Hvis ikke man tager kunst personligt, hvad er så pointen?

Jeg mødtes med Don for at snakke med ham om livet som fotograf og for at lære, hvordan det var at arbejde på hospitalet.

VICE: Du har tidligere fortalt mig, at du aldrig har været påvirket af, eller endda opmærksom på, andre fotografer. Med det in mente, bliver jeg nysgerrig efter at vide, hvorfor du begyndte at tage de her billeder? Hvad fik dig i gang?
Don: Jeg startede på hospitalet i '79. Jeg var 30, og jeg var lige begyndt at tage billeder af pissestive folk på barer. Der var ikke særlig mange, der tog billeder på barer dengang. Jeg kunne bedst lide at fange folk omkring solopgang. Er det mærkeligt eller hvad? De sagde altid: "Det er ham igen – skrid med dine fotografier," men på en sød måde. Så blev det korridorerne på hospitalet, der fik min opmærksomhed, når lyset var rigtigt. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg tog bare billederne hurtigt uden den store viden eller alt for meget overvejelse.

Advertisement

Så længe kedlen kørte, som den skulle, var der ikke så meget at lave før slutningen af min vagt, når al asken skulle renses ud, og der skulle tjekkes olie, så jeg læste eller vandrede rundt og tog billeder.

Der er noget meget tilfredsstillende ved at se værker, der ikke findes på internettet. Du sagde, at du lige har fundet alle de her billeder i en gammel kuffert. Jeg synes, det er fascinerende, at du ikke er helt klar over, hvor gode de er.
Jeg brænder ikke for noget. Folk brænder for musik, brænder for fodbold. Jeg brænder for fuck-det-hele. Det er skønt. Og jeg har perfekt blodtryk. Det ultimative blodtryk. Jeg troede aldrig, jeg skulle bruge de billeder til noget. Jeg smed tre plastikposer fyldt med fotografier ud den anden dag. Jeg tog en hel rulle film, og så var der måske et eller to gode billeder, resten var bare lort. Og det var pissedyrt at fremkalde dengang.

Jeg var altid flad. Jeg kan huske en fredag i midten af 80'erne, hvor jeg gav min løn til min ekskone, så hun kunne betale regningerne, og så havde jeg lige nok til to fadøl. Jeg tænkte, hvad skal jeg gøre resten af ugen? Det var dengang, jeg begyndte at sælge pot.

Du fortalte mig engang, at du nogle gange tog syre på arbejdet. Det er noget af et sted at være fucked. Det må have haft en indflydelse på dine billeder?
Ikke rigtig. Jeg tog syre i søværnet, før jeg begyndte at arbejde på hospitalet. Ordentlig syre: Frimærker, tre kroner for at smadre dit hoved i tolv timer. Det var frygteligt nogle gange. For helvede, hvor længe bliver det ved? Man skulle bare prøve at komme igennem, så godt man kunne, det er dér, det sjove starter, når du har regnet det ud, og det stadig virker.

Advertisement

Jeg plejede at ryge fed fast og tage speed. Jeg havde syre på hospitalet, men det var ikke så stærkt. Jeg kunne godt styre det.

Vi plejede også at holde fester nede i kedelrummet. Om natten og i weekenderne. Vin og øl. Rulle et par joints og sidde i kedelrummet, stille og roligt, høre noget Frank Zappa og Kevin Coyne.

Festerne var aldrig planlagt. Den ledende kedelpasser ringede til mig engang og sagde: "Der er en ung dame, der leder efter dig og kravler rundt på kulbunkerne." Hun var kommet med en flaske vin i den ene hånd og håbet, hun kunne finde mig. Han sagde: "Jeg tager hende med ned." Det var dengang, jeg var single.

Da jeg voksede op i nærheden af Prestwich som barn, var vi altid bange for de "sindssyge". Vi vidste ikke bedre.
Man vendte sig meget hurtigt til stedet. Først tænker man, at de alle sammen er tossede, men det holder ikke længe. Der var nogle farlige og voldelige imellem dem, men de var ikke farlige og voldelige hele tiden, ellers havde de været et andet sted. Jeg plejede at gå ind i de aflåste afdelinger, hvor de kun kunne slippe ud, hvis sygeplejerskerne lukkede dem ud, men de gav mig aldrig problemer.

Børnene plejede at tage de skræmmende historier til sig. Fucking ærgerligt egentlig. I stedet for at blive venner med dem, drillede de patienterne. Men det så man ikke så meget omkring Prestwich.

Man så nogle af dem, og de talte aldrig, man fik aldrig et ord ud af dem. Men hver og en var forskellig. Man kunne gå ind på afdelingerne om aftenen, og så sad de alle sammen der og snakkede. De havde deres egne forhold. De plejede at kneppe en del i buskene. Der var én, der blev kaldt for benzinpumpen, fordi hans pik så sådan ud. Han kneppede altid ude i buskene. Han kneppede både mænd og kvinder. Jeg så ikke selv meget til det.

Advertisement

Så var der folk som Terry – der var noget galt med ham, han var lidt tosset – men han kunne sidde på bar og more sig og drikke en øl med en, og så tænkte man: Måske burde han ikke være indlagt. Men det var det eneste, han kendte til. Og han var ret glad for at være på afdelingen og få lov til at gå ud engang imellem og få et par øl.

De er ikke så synlige nu om dage. Man plejede at kunne se dem en kilometer væk. Nu er de fleste patienter unge: Der er næsten ingen ældre længere. Dengang var det ikke sådan. Det tøj, de havde på, deres medicin, den måde, de gik på, den slags; de så slidte ud. Tit passede bukserne ikke engang ordentligt – de var fra en anden æra, fra 50'erne, og hang langt fra anklerne. Deres tøj blev blandet sammen, så sygeplejerskerne gav dem hvad som helst på. Et stort rod. Og nogle patienter plejede at stjæle de andres bukser.

Serien af billeder med blå øjne: Hvordan opstod den?
Det begyndte ikke som en konkurrence om blå øjne. Jeg tog bare et par billeder på en bar. Et af dem blev foræret til mig: "Værsgo Don, tag et billede af mig med blåt øje." Så tænkte jeg; så for satan, jeg har en del blå øjne samlet sammen efterhånden. Det fede ved det er, at de fleste ser ud til at grine – de har det rigtig sjovt med deres blå øjne.

Har folkene på billederne nogensinde set dem?
Jeg kan huske, at jeg tog billederne med på Ostrich Pub, 10-15 år efter jeg havde taget dem, og alle drengene sagde: "For helvede, se mig lige." De syntes stadig, de var sjove.

Advertisement

Har du stadig det kamera, du brugte til at tage billederne?
Efter jeg mistede arbejdet på hospitalet [han blev uretmæssigt fyret for besiddelse af pot] i starten af 90'erne, hev jeg fagforeningen i retten og fik 100.000 ud af det. Det var på samme tidspunkt, som jeg blev skilt fra min kone. Jeg brugte hele lortet på ferier og drukture. Som man nu gør, når man står i sådan en situation. Jeg var sammen med hende i 17 år. Jeg kan stadig mærke smerten. Frygteligt. Hun smadrede de fleste af mine ting. Kylede alle mine ting ud. Kameraet røg ud af vinduet. Jeg burde have taget et billede af kameraet, der lå smadret på vejen.

Jeg tager kun billeder på min telefon nu. Mit seneste telefonkamera var rigtig godt: Nokia. Det ødelagde det lidt for mig, fordi det var så god kvalitet.

Hvordan har du det efter din seneste kræftoperation?
Det var kræft i spiserøret. Jeg er ikke begyndt at spise ordentligt endnu, men jeg har det meget bedre. Jeg har haft en god tur. Jeg har ikke haft nogle helbredsproblemer hele mit liv. Jeg kan bestemt ikke klage, jeg har drukket som en fisk, siden jeg var 16. Det, der pisser mig af, er, når folk siger: "Er du okay? Har du det godt?" Der var en fyr på baren den anden aften, som nærmest aldrig snakker med mig: "Er du okay? Skal jeg følge dig ud i taxaen?" Hvor herre bevares.

Austin Collings seneste bog er The Myth of Brilliant Summers (PARIAH PRESS).

Læs mere på VICE:

Kunst fra sindssygehospitalet i Roskilde

Sådan blev mit bankjob sjovere med Metamfetamin

Vi har talt med en forsøgsperson fra et af de første LSD-eksperimenter