Fotos fra tre årtier med københavnsk graffiti

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Fotos fra tre årtier med københavnsk graffiti

En passioneret dansk graffitimaler hylder subkulturen i en ny bog med københavner-graffiti fra den spæde begyndelse i 80'erne og helt frem til i dag.

Der er noget mytologisk over den første generation af københavnske graffitimalere. Tilbage i de tidlige firsere lagde en håndfuld pionerer fundamentet for en subkultur, der lige siden har haft en særlig plads i København såvel som i resten af landet. Forbillederne kom fra New York, som er kunstartens vugge, men der gik ikke længe, før de danske arvtagere fandt deres eget stilmæssige udtryk – godt hjulpet på vej af en nærmest uhørt talentmasse, der fik ligesindede i andre europæiske byer til at kigge misundeligt på de pieces, der dukkede op langs jernbanen og på de postkasserøde S-tog. Med på sidelinjen stod skriveren DISK* – dengang en 13-årig knægt fra provinsen – der under en sommerferie i København knipsede de første billeder til undergrunds-graffitibogen COPENHAGEN GRAFFITI 1985-2016, som netop er udkommet.  I dag har han været aktiv som graffitimaler i flere år, end de fleste yngre skrivere overhovedet har eksisteret, og han er fortsat med at fotografere pieces i og omkring København, altid med analogt kamera. Selvom bogen er et personligt projekt, fremgår DISKs borgelige navn ikke af udgivelsen, fordi den knytter sig til hans altoverskyggende hobby. "Jeg kan godt lide at holde tingene adskilt. Desuden er graffiti så stor en del af mit liv, at mit skrivernavn har lige så stor betydning for mig som mit rigtige navn", siger han. Jeg spørger ham, hvad der var – og er – så specielt ved den københavnske graffitiscene, at man kan dedikere en hel bog til subkulturen. Læs også: [Homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag ](Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag)
"Den københavnske stil har været original lige fra begyndelsen. Allerede efter ét år var der så mange vilde skrivere i byen, at der ligesom blev sat en virkelig høj standard, som har været med til at bære kulturen frem og inspirere mange andre både i og uden for Danmark. Den historie vil jeg gerne være med til at fortælle," siger han og understreger, at der også findes dygtige skrivere i provinsen, men at koncentrationen i København ikke er til at komme udenom. I dag er scenen større og mere broget, end den var dengang, og mængden af graffiti i gadebilledet og på togene er eksploderet. En håndfuld af firsernes og halvfemsernes dygtigste skrivere er stadig aktive, men for DISK bliver det aldrig helt det samme som i de gyldne dage. "Det skal jeg jo sige, men jeg har det sgu sådan, at intet overgår de tider. 80'erne var magiske, og 90'erne var en lang fest. Det var vildt fra første til sidste dag. Derfor er der også flest billeder fra de årtier med i bogen," fortæller han. Siderne er spækket med legendariske værker, som er fast pensum for enhver nystartet graffitimaler, men når man bladrer gennem siderne, fornemmer man også, at bogen er et portræt af København. Eller rettere: et gårsdagens København. Se nærmere på folks påklædning, de ikoniske gamle S-tog og de urbane landskaber, der alle fortæller en historie om en by i udvikling og forandring. At bogen i næsten lige så høj grad er en hyldest til vores hovedstad, er helt bevidst, siger DISK. "Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den unikke graffitikultur er med til at gøre København til en endnu smukkere by." VICE har helt eksklusivt fået lov til at bringe et udvalg af billederne fra bogen, hvor du kan se udviklingen i graffitien fra 1985 og frem til i dag. Bogen er lige udkommet i 2. oplag. Den kan købes her.
*Redaktionen er bekendt med DISK's rigtige identitet. Han ønsker ikke sit navn frem på grund af sit virke som ulovlig graffitimaler.

Advertisement

Crime, Hellerup 1985

Soeiz, Taastrup 1987

Baze, Christiania 1988

Jest, Albertslund 1988

Rages (Rens), Fuglebakken 1989

Faze, 1990

Tabu, Østerport 1992

Cave, Østerport 1995

"Slow it Down", Hovedbanegården 1995

Sabe/Shone, Indre By 1996

MOA/Sabe, 1997

Mask/Dia, 1998

Rens, Østerport 2003

Coler/Faith, Hellerup 2004

Vesterport, ukendt årstal

FK/HM, Ryparken 2015

EPV/POE , Nørrebro 2016

Kegr/CEE, Åboulevarden