FYI.

This story is over 5 years old.

Interviews

Her er en dansk ekspert, som virkelig håber, at Donald Trump bliver præsident

Vi talte med den mangeårige lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen, som officielt støtter Donald Trump.
Billede via Flickr-bruger Gage Skidmore

I nat tørnede de to amerikanske præsidentkandidater sammen i den første direkte tv-debat, og dermed er valgkampen gået ind i en ny fase. Duellen mellem de to politikere blev som forventet en bitter og intens affære, hvor tonen havde mere til fælles med skolegårdsmobning end en seriøs debat mellem to mennesker, der kæmper om retten til Det Hvide Hus. Bagefter blev de fleste nyhedsstationer og kommentatorer dog enige om, at Hilary kom bedst gennem de 90 minutters mudderkastning. Hun virkede kampklar og var med sine velargumenterede, velfunderede svar en slående modvægt til Donald Trumps koleriske udfald mod sin modstander. Og den vurdering er du sikkert ganske tilfreds med, hvis du bor i Danmark – ifølge en meningsmåling i Jyllands-Posten er danskernes opbakning til Donald Trump helt nede på 2,3 procent. Det betyder altså, at Hillary Clinton er 38 gange så populær som sin republikanske modkandidat.

Advertisement

Med Trump har amerikanerne udsigt til en helt ny kurs – en helt anden politisk logik

Men begejstringen for Hillary deler den borgerlige samfundsdebattør og mangeårige lektor i statskundskab på SDU Søren Hviid Pedersen ikke. Han støtter officielt Trump og har ved flere lejligheder udtalt sig om byggematadorens fortræffeligheder. Blandt andet i dette indlæg på b.dk, hvor han sammenligner Trump med Grundtvig, og i en artikel i Weekendavisen, hvor han argumenterer for, at Trump har valgkampens bedste svar på emnerne indvandring, beskæftigelse og raceproblemer. Søren Hviid Pedersen mener, at Trump er en folkets politiker, der kan skabe tiltrængt forandring. Stort set resten af landet, inklusiv Søren Hviid Pedersens kolleger, mener det modsatte: At Donald Trump er et løsgående missil, der for alt i verden skal holdes på afstand af koderne til USA's atomvåben.

Vi tog en snak med Søren Hviid Pedersen om, hvorfor han hepper på Donald Trump.

VICE: De fleste er enige om, at Clinton kom bedst gennem debatten. Hvad er din vurdering?
Søren Hviid Pedersen: Jeg synes, Trump klarede den første tredjedel af debatten bedst, hvor han tager fat på alt det, der vedrører tab af arbejdspladser i USA, vækstkrise, frihandelsaftaler og så videre. På et tidspunkt spørger han Clinton: 'Hvad har du gjort for de lavtlønnede amerikanere de seneste 30 år?' Underforstået: Ingenting.

Men skal jeg tage min politolog-hat på, må jeg erkende, at Trump i den sidste halvdel af debatten mere eller mindre imploderede. Både i forhold til spørgsmål om sikkerhed og hans egen virksomhed, hvor Clinton fik sat nogle gode stød ind.

Advertisement

Men Trump fik stadig adresseret dét, som er vigtigt for de fleste amerikanere, og jeg tror ikke, at han har mistet nogen vælgere efter nattens debat. Han står stadig rigtig stærkt i forhold til at tage hånd om den jævne amerikaners bekymringer, men omvendt vandt han ikke nye stemmer.

Når du mærker efter på din mavefornemmelse, hvilken af de to kandidater vil så være bedst for os her i Danmark?
Altså. Jeg kunne ikke drømme om at stemme på Trump i en europæisk kontekst. Men for amerikanerne er han det rigtige valg, for Clinton er bare mere af det samme. Med Trump har amerikanerne udsigt til en helt ny kurs – en helt anden politisk logik, og det er simpelthen på tide med noget nyt, for det, vi har nu, fungerer jo ikke rigtig. Der er stadig kæmpestore problemer i USA både kulturelt, socialt og økonomisk.

Du sammenligner præsidentvalget med Ronald Reagan i 1980'erne, hvor venstrefløjen beskrev ham som en skydegal cowboy, der ville starte 3. Verdenskrig – det skete som bekendt ikke. Men bare fordi Reagan ikke levede op til profetien, betyder det vel ikke, at Trump ikke har potentialet til at skabe kaos og splid?
Man kan aldrig afvise det. En politikers sande kvaliteter kommer altid først til syne, når vedkommende skal træffe afgørende politiske beslutninger. Men min pointe er bare, at jeg genkender retorikken og latterliggørelsen fra dengang, Reagan stillede op. Det er et kulturradikalt maveopstød fra venstrefløjen. Men dermed ikke sagt, at min støtte til Trump bunder i, at folk gør grin med ham. Jeg synes rent faktisk, han repræsenterer reel forandring, som er hårdt tiltrængt.

Advertisement

Du har før sagt, at den amerikanske kultur, som vi kender den, er under afvikling, og det har Trump svaret på. Men selv hvis de hvide amerikanere med angelsaksiske rødder kommer i mindretal som følge af indvandring, betyder det vel ikke, at deres kultur er under afvikling?
Her støtter jeg mig op ad Samuel Huntingtons bog Who Are We?, hvor han siger, at der i USA sker en kulturel udskiftning med en latinamerikansk, katolsk kultur, som med tiden vil fortrænge en hvid, angelsaksisk, protestantisk kultur. Og at det vil medføre nogle grundlæggende ændringer i samfundet. Hele det emne er Trump meget mere optaget af end Hillary.

Trump taler meget om at beskytte de amerikanske lønmodtagere, men vi har jo set flere eksempler på, at han selv har udnyttet billig udenlandsk arbejdskraft til sine byggerier. Hvorfor skulle vi tro på ham?
Det er et godt spørgsmål. Det kan ikke komme bag på nogen, at der i en milliardvirksomhed som hans har været sager af den type. Men du har da helt ret. Det smitter af på ham. Men igen: Hvis du lavede et faktatjek på samtlige politikere i Danmark, så tror jeg også, at mange af dem ville blive fanget på det forkerte ben eller grebet i at have inkonsistente holdninger. Jeg tror slet ikke, det betyder noget for det vælgersegment, Trump taler til. I deres øjne repræsenterer han noget ægte amerikansk. Han vil beskytte amerikanske arbejdspladser og varetage de lavtlønnedes interesser.

Advertisement

Jeg har på fornemmelsen, at Clinton er sådan en Excel-politiker, som bare står der og lirer ting af.

Du anerkender, at han i vores øjne kan fremstå løgnagtig og ligefrem vulgær, men på den anden side mener du, at han taler et sprog, der er til at forstå for den jævne amerikaner. Men det er vel ikke nogen kvalitet i sig selv?
Du lyder ikke som typen, der spiser frokost i en skurvogn, og derfor vil din målestok være en helt anden end den, som Trumps vælgere bruger. De hører en politiker, som for en gangs skyld taler direkte til dem.

Det er godt, at han taler et sprog, som de fleste mennesker kan relatere til. Så kan de være nok så uenige med ham, men de kan forholde sig til, hvad det er, manden står og siger. Når jeg hører Hillary Clinton eller en type som Bjarne Corydon udtale sig, så er det som at høre på en embedsmand. Man er slet ikke i tvivl om, hvad Trump står for. Men jeg synes da også, at han er et vulgært menneske i enhver henseende.

Du har før udtalt, at du ser det som en stor moralsk gerning, at Trump lægger op til, at NATO-landene skal til at betale for deres eget forsvar frem for bare at regne med USA. Kan du uddybe det?
Det er de færreste NATO-lande, hvis forsvarsbudget er 2 procent af BNP, som ellers var aftalen. Vi er simpelthen ikke villige til at opbygge en seriøs militærstyrke i Europa, og vi har i alt for mange år været afhængige af den amerikanske atomparaply. I den forstand kan Trumps isolationistiske politik være et wake-up call til Europa. Jeg synes, det er direkte uartigt af os, at vi ikke gider at bidrage tilstrækkeligt til vores fælles sikkerhed i NATO.

Advertisement

Så på den måde vil det være en indirekte gave til Danmark, hvis Trump tvinger os til at tage vores sikkerhed mere seriøst?
Det vil være en mulighed for moralsk oprustning for os, at vi så for en gang skyld kan betale de fucking 2 procent af BNP, som det koster at have et nogenlunde velfungerende forsvar.

Men med alle de usikkerhedsfaktorer, der er ved at vælge en uberegnelig populist som Donald Trump til verdens mest magtfulde embede, vil det så ikke stadig være et mere sikkert valg med Hillary på posten?
Det er sjovt, du siger det. Fordi alle de præsidenter, som har været før Hillary eller Trump, har engageret USA i jeg-ved-ikke-hvor-mange krige, som jeg ikke synes har stabiliseret verden. De har faktisk gjort det modsatte. Det er mit svar til dig. Skulle vi ikke prøve at se, hvordan verden så ud, hvis vi ikke havde en supermagt, der skulle kaste bomber i hovedet på alle mulige andre mennesker hele tiden? USA er jo en af de nationer, som har været mest i krig siden 2. Verdenskrig, ikke?

Men altså – helt ærligt – en person, der har sagt så mange vanvittige ting i offentligheden som Trump – kan vi være trygge ved, at han har koderne til atommissilerne?
Hvis du stiller det sådan op, så nej. Men vi ved jo heller ikke, hvordan Hillary Clinton dybest set vil reagere. Hun er bare bedre til at være den her DJØF-maskinelle, Excel-ark-bureaukrat. Trump lægger ikke bånd på sig selv, når han taler. Man skal også huske på, at der er en lang række sikkerhedseksperter og prominente personer i det amerikanske forsvar, som også støtter Trump. Det er ikke sådan, at den samlede intelligentsia inden for forsvar og sikkerhed står og griner ad Trump. Der er ingen tvivl om, at Clinton er mere raffineret og teknisk funderet, men nu uddanner jeg selv DJØF'ere, og jeg har på fornemmelsen, at Clinton er sådan en Excel-politiker, som bare står der og lirer ting af. Trump, derimod, virker som en usleben diamant. What you see is what you get. Han taler på godt og ondt lige ud af posen.

Læs mere om Trump:

Det virale portræt af Donald Trumps mikropenis bliver nu solgt på auktion

Hvad mener DFU egentligt om Donald Trump?

Sådan overlever du, hvis Trump smider en atombombe over Danmark