FYI.

This story is over 5 years old.

guide

​Her er det alle dem, du gik i skole med, laver i dag

De populære piger, bøllerne, outsiderne og deres røvsyge liv.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der kommer en tid i enhver ung mand eller kvindes liv, hvor folk omkring dem begynder at blive gift og få børn og realkreditlån. Og det er her, hvor livsansvaret banker på, at de også vil begynde at se nærmere på deres egne valg i tilværelsen. Heldigvis er alle mine nuværende venner flyttet til byen for at kunne leve som forkælede voksenbabyer indtil sidst i tyverne, så dette fænomen gør sig stort set kun gældende for folk, jeg gik i skole med.

Advertisement

Det er en skam, at jeg har mistet kontakten til dem, men de børn, som jeg engang delte spyt, viskelæder og brændte kopier af The Marshall Mathers LP med, spiller stadig en mærkelig rolle i mit liv. Som spøgelser fra en alternativ fremtid hjemsøger de mit Facebook-feed, hvor de brokker sig over vejret, tager billeder af deres hunde, checker ind på alle de samme lokale bodegaer hver fredag aften og holder mig opdateret omkring deres tømmermænd.

Nogle af dem – som regel dem, der endnu ikke har været gift så længe – lader til at være ret tilfredse med tilværelsen. Det får mig til at spekulere over, hvor anderledes mit liv ville se ud, hvis jeg havde brugt de sidste par år på at finde min bedre halvdel i stedet for læse Star Wars fan fiction og høre Raider Klan mixtapes. Andre tidligere klassekammerater fylder mig med en anden form for vemodighed, som jeg føler mig skyldig over. Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan man ellers skal have det med at se, at en eks-ven fra barndommen nu tilsyneladende er alkoholiker med DF-medlemskab og en lammende afhængighed af Mafia Wars.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er en refleksion af dem som mennesker. Deres liv kunne sagtens være meget mere berigende end min forpinte tilværelse, der er fyldt med frysepizza og studielån. Men når jeg holder den person, de var i skoletiden, op i mod det, de laver nu, begynder jeg at kunne se mønstre. Her er de gennemgående tendenser hos de forskellige folk, som jeg ikke har set IRL siden vi spillede luftkeyboard til "Hey Ya!" sammen til gymfesterne.

Advertisement

DRENGENE
Dengang: Som de ubestridte konger af junglen regerede drengene både i skolegården og i de afmærkede petting-zoner til privatfester. De brugte for det meste tiden på at drøfte ting, som deres storebrødre havde gjort, arrangere slåskampe med rivaliserende skoler, som aldrig endte med at finde sted, drible sig ind på det lokale førstehold i fodbold eller uden om hærværksanklager i byretten.

Vigtigst af alt mindede de på ingen måde om deres amerikanske modstykker i matchende sportsjakker. I USA er det simpelthen ikke nok at være god til sport og give olferter til de stille drenge i hjemmesyede cowboybukser – man skal også være sund, retfærdig og ualmindeligt god i skolen for at stige til toppen af det mandlige hierarki. Her i landet mistede halvdelen af de populære drenge evnen til at løbe tværs over en fodboldbane som 16-årige efter at have røget deres lunger i smadder og pådraget sig skader med hjemmelavede våben. I USA går skolegårdens alfaer ud i livet og bliver ansat af oliemilliardærer, og her ender de med at planlægge rambuktyverier mod tankstationer.

Nu: Den gamle kliché med, at skoletiden er de bedste år i ens liv, bliver hurtigt en meget bars realitet for drengene. De flabede bajere efter træning, de listige smøger i frokostpausen, Fisk shots om fredagen og det faktum, at det faktisk er virkelig fucking svært at blive professionel sportsmand betød, at deres drømme aldrig ville blive til virkelighed.

Advertisement

I dag lever de som Philip Roth protagonister – skoletidens superstjerner, der driver hjælpeløst rundt i en verden, der ikke aner det fjerneste om deres bedrifter. Deres koner frygter dem, deres elskerinder hader dem, deres uægte børn vil opbygge hele deres liv omkring ikke at være som dem. De havde drømme om at trække i landsholdstrøjen og føre deres land til VM-guld, men i stedet er de endt som pixelerede ansigter på Politistationen og i amatørvideoer på Spankwire.

DE POPULÆRE PIGER
Dengang: Du kender typerne. De påstod alle sammen, at de ville gifte sig med en fodboldspiller eller danne det næste Destiny's Child og de havde en tendens til at betegne alle andre piger som "skanks". Om så du var pigen, der gik i lange, ternede kjoler og brugte dine frokostpauser på at læse Tolkien i klasseværelset, så var du stadig en "skank". Havde du ikke nogen mobiltelefon? Skank. Var du religiøs? Skank. Kunne du lide at spille klaver? Skank. Lige meget hvem du er, så havde din skole en pigeklike, der frydede sig over at straffe andre piger, af den simple årsag, at de ikke var dem.

Nu: I USA ville de sikkert have levet et priviligeret liv med country clubs og republikanske fundraisere med de sportsidioter, som de giftede sig med. Men herhjemme går deres liv stille og ubemærket hen. Du bliver kun mindet om deres eksistens gennem billeder af faldskærmsudspring og quiztagning på Facebook.

Der er meget få ting i livet, der vil fucke dig så meget op som at se pigen, som du var folkeskoleforelsket i, kysse Taber Rune, mens hun holder deres førstefødte over skulderen. Først forestiller du dig automatisk, hvordan det ville være at finde sammen med hende nu. Hvordan det ville se ud, hvis du kom valsende ind i hendes Quick-skraber og Grey's Anatomy-fyldte liv for at fortælle hende, at du, mens hun har skiftet bleer, har været ude og mingle med folk, der har mødt Beyoncé. Men kan du helt ærligt sige, at du har et lykkeligere liv? Sikkert ikke.

Advertisement

Faktisk er skuffelsen nok den eneste ting, I har til fælles. Hun er trist, fordi hun savner den cocktail af frygt, begær og misundelse, hun blev behandlet med i skolen, og du er trist, fordi manglen på de ting betyder, at du aldrig nogensinde igen vil være så tiltrukket af hende, som du var dengang. Du vælger måske at mumle Elton Johns "Rocket Man" for dig selv i kølvandet på en pille-induceret Vesterbro-rus i et forsøg på at genvinde den følelse af eventyr, der definerede dine teenageår. Det gør hun ikke. I steder prøver hun bare at komme videre og glemme fortiden ved at opbygge en familie – noget der er ægte og sundt, som du sikkert ikke vil fatte, før du er for gammel til virkelig at kunne værdsætte det.

Du vil måske føle dig fristet til at håne dem for at se Paradise Hotel, formulere entusiastiske posts om Eva Trio-glas på sociale medier eller diskutere om den kjole i virkeligheden var blå og sort eller guld og hvid – men det er nok i virkeligheden dem, der har vundet. Igen.

GØGLERNE
Dengang: Spekulerer du nogensinde over, hvad det egentlig er for nogle mennesker, der elsker Muse? Eller Biffy Clyro? Eller John Frusciante? Så overvej, at samtlige skoler i landet har mindst tre gutter, der går rundt i Fender T-shirts og bruger deres frokostpauser på at diskutere, hvad den mest korrekte måde er at spille introen til "Under The Bridge" på. Og eftersom der jo er mange skoler i landet, begynder man så småt at kunne sætte sig ind i, hvorfor Audioslave nogesinde var en ting.

Advertisement

Nu: Langt de fleste af dem putter sig i den akademiske verdens trygge favn. De er at finde enten på obskure uddannelsessteder som Det Jyske Musikkonservatorium, eller på obskure studier som "RPG Design", "Resource Management" eller "Josh Homme-videnskab". De har alle groet lange, bølgende hestehaler, oprettet Reddit-profiler og er nu de "rock" gutter, du ser på Café Paludan eller stå og folde Cheap Monday-bukser i Weekday med læderarmbånd og stretch-øreringe, mens de ivrigt diskuterer Alternativet og Game of Thrones.

De afskyr alle former for mode. Alle t-shirts skal være en henvisning til noget andet, om det så er et band eller en karakter fra Star Trek. Det mærkelige ved lige netop denne subkultur er, at det ikke lader til at være noget, man kan vokse fra. Vi har alle sammen været igennem vores forskellige faser, men de er for det meste bare flygtige besættelser med forskruede oprørske idealer. For de her gutter lader det derimod til at være et mere permanent valg af livsstil – et munke-agtigt løfte om evig utjekkethed.

BØLLERNE
Dengang: Med mindre du er en af dem, der bogstaveligt talt blev mobbet af alle i skolen (bare rolig, dig vender vi tilbage til lidt senere), så ved du, at der var en meget central forskel på drengene/de populære piger og bøllebasserne. De seje typer kunne af og til godt deltage i lidt rekreativ pinsel af deres skolekammerater, men man sad altid tilbage med indtrykket af, at det var noget de kun havde en begrænset interesse i.

Advertisement

Men for bøllerne var det deres levebrød, uanset om det var de tunge Clearasil-drenge med grisefjæs, der græd når de blev valgt sidst til fodbold, eller de Skjold-rygende extensions-tøser med hæse truckerstemmer. Har du nogensinde været hjemme hos en bølle? Det er ikke bare en Nelson-fra-The-Simpsons-kliché, at de har modbydelige, hadske forældre, der gør nar af dem for at være fede eller dumme eller begge dele. Jeg ved godt, at bøllerne gjorde andre menneskers liv til et levende helvede, men jeg havde altid lidt ondt af dem. Og husk på, at vi sikkert ville have langt flere typer som Ed Sheeran, hvis det ikke var for bøllerne. Så måske er de egentlig ikke så slemme. De udførte en irriterende men nødvendig service på samme måde som myg eller politiet.

Nu: Har du nogensinde spekuleret over, hvorfor dørmænd er så glade for at tvinge dig til at stå i kø i timevis på trods af, at diskoteket kun er halvt fyldt, og det er koldere end et sibirisk bæltespænde udenfor? Har du nogensinde undret dig over, hvorfor ham p-vagten konsekvent bonger dig for 750 kroner hver uge, bare fordi din elektroniske p-skive er defekt? Eller hvorfor det tager så lang tid at blive betjent af mandlige Jysk-medarbejdere eller i Føtex' slagterafdeling? Det er fordi, at du står over for de mennesker, du opfordrede til at smadre øldåser i panden på sig selv til fester i folkeren. Man sår, som man høster.

DE BEDREVIDENDE
Dengang: Fra Nærum til Nykøbing Falster havde samtlige klasser en wannabe Özlem Cekic eller Lasse Rimmer eller to siddende med en permanent finger i vejret. En storsnudet, efternøler-Silas, der på trods af at have absolut intet belæg for at forstå verden, følte trang til at gøre samtlige samfundsfagstimer til en debat om en eller anden isme. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan de bedrevidende børn jeg gik i skole med nåede frem til deres respektive ideologier. Måske valgte de bare den diametrale modsætning af, hvad deres forældre forsøgte at indoktrinere dem med.

Advertisement

Nu: Det er her forskellen mellem Nærum og Nykøbing Falster gør sig gældende. For med mindre du på et tidspunkt har optrådt på en af Helle Thornings famøse selfies er det nok på tide at indse, at alle de sene nætter, du holdt dig vågen for at se Deadline på DR2, allerhøjest kommer til at føre til en mellemlederstilling på det lokale rådhus. En af de mest begavede piger fra min skole er socialrådgiver. Nærum Gyms dummeste dimmitend sidder sikkert i Folketinget.

TJALDRYGERNE
Dengang: Nok den gruppe, der minder mest om deres amerikanske modstykker. Tjaldrygerne var nogle mystiske typer. De valgte farverige ponchoer og Bevar Christiania-trøjer frem for Reebok træningssæt, Dilated Peoples og Burial frem for Kelis og Sean Paul, og white widow frem for white russians. De drøftede konspirationsteorier om korruption i samfundets øverste lag, sjældne afghanske hashtyper og de ordentligt grineren ting, de havde set på 9GAG. Hver gang man stødte på dem i den lokale park lavede de altid noget vildt syret, som at sætte ild til en død fugl. De formåede at være dem, der højest sandsynligt aldrig ville blive til noget og samtidig dem, der havde den største sandsynlighed for en dag at opfinde noget, der vil ændre verden.

Nu: Her bliver det først virkeligt dystert. For på et eller andet tidspunkt midt i 00'erne blev dem, der foretrak at suge, sniffe og sluge sig helt ned i tempo frem for helt op, pludselig helt vilde med ketamin. Jeg siger ikke at hestebedøvelsesepidemien var vores generations Reagan-era agtige crack boom, men det havde helt sikkert kæmpe indflydelse på et meget bestemt segment af ungdommen. Det kan godt være, at Christiane F. og Trainspotting fik os til at holde os fra heroin og crystal meth, men der er nogle af os, der er blevet vældigt glade for et stof, hvis langtidsvirkninger ingen aner noget om, men sikkert involverer at blive ufrivillig sengevædder som 40-årig.

Advertisement

OUTSIDERNE
Dengang: Hvor du måske husker din skoletid som et fantastisk virvar af gyldne minder, sidder der sandsynligvis nogen et sted, der husker dig som en bølle. Det er en af teenagejunglens sørgelige uundgåeligheder, men du har på et eller andet tidspunkt sikkert været en kæmpe nar over for et andet menneske. Der er ingen, der har en fuldstændig uskyldig skolegang. Måske plages din samvittighed stadig lidt af det i dag. Dengang du klippede hende den stakkels piges hestehale af, fordi hun vovede sig ud på legepladsen med sin Narnia-bog, eller gav klassens tykke dreng det ondeste piskesmæld i ryggen med dit håndklæde efter idrætstimen. Det vil du altid have hængende over dig, men det bliver lidt nemmere at sove om natten efter du har indset, at alle andre mennesker i et eller andet omfang er lige så slemme som dig.

Nu: Siden jeg blev færdiguddannet er det gået op for mig, at de mest succesfulde mennesker, jeg kendte, nok egentlig havde været outsidere i skoletiden. Jeg har hørt fortællinger om modeller, der fik dagligt buksevand, DJ's, der i sin tid arbejdede på skolebiblioteket, og skatere, der engang var dedikerede Warhammer-entusiaster. De havde simpelthen bare mere, de skulle bevise over for verden. De traumer, de måtte affinde sig med i skoletiden overskygger sandsynligvis stadig samtlige aspekter af deres tilværelse, men i det mindste er de ofte ude i verden og nyde alle de ting, som de var for usikre til at gøre i skoletiden, mens alle vi andre rådner op i vores støvede lejligheder.

Advertisement

LÆRERNE
Dengang: På trods af, at du sikkert kender en håndfuld nogle-og-tyve-årige, der overvejer at blive undervisere på grund af erhvervets buffet af feriedage og ledige stillinger, har det altid været en utaknemmelig opgave. Før eller siden glemmer alle lærere at være som Robin Williams i Dead Poets Society og stiller sig tilfredse med bare at kunne ramme et bestemt toneleje med nok intensitet til at skære igennem et kaotisk klasselokale.

Nu: De laver præcis det samme hver evig, eneste fucking dag i deres liv. Så prøv lige at sige undskyld næste gang du støder ind i dem i SuperBrugsens papvin afdeling. Og selvom det kan være fristende at rive dit diploma frem og tvære dit speciale og svedige nye job ud i deres triste, trætte ansigt, så husk, at du egentlig kun er en fyreseddel væk fra at skulle rappe det periodiske system for et klasseværelse fyldt med apatiske ni-årige, der har hovederne fyldt med Angry Birds og PewDiePie. Men hey, du ville få vildt meget ferie, så det er ikke helt galt.

Med bidrag af Alfred Maddox.

Læs mere fra VICE:

VICE Guide til privatfester

25 ting du skal begynde på nu hvor du er 25

Tredive sætninger jeg først sagde efter jeg blev 30