9 ting som jeg ville ønske, jeg havde vidst, før jeg blev medlem af Fitness World

Forleden læste jeg, at 800.000 danskere nu er medlem af et fitnesscenter, og det er fandme ikke småting i en nation på 5.5 mio mennesker. Det betyder simpelthen, at rundt regnet hver sjette af os kan se fordelen i at betale 200-300 kroner om måneden for at gå rundt med et kort i lommen, der først og fremmest er to ting:

1) En konstant påmindelse om, at du er et ryggesløst skvat, der næsten aldrig får brugt dit dyrtkøbte fitnessmedlemsskab

2) En udmærket overflade til at tage en streg coke fra, når det skal gå lidt stærkt på Bakkens lokum fredag aften i Kødbyen.

Ikke desto mindre virker markedet umætteligt – to nye lavpris-fitnesskæder har for nylig meldt sig ind i kampen om de resterende 4.7 mio. danskeres rødvinspatter og appelsinhud. Du kan nu træne kl. 3 om natten i ubemandede, døgnåbne fabrikslignende lokaler potentielt befolket af voldspsykopat-lignende typer, der håber på den mindste undskyldning til at flå dig fra hinanden i et steroideinduceret raserianfald - eller du kan betale tusindvis af kroner for adgang til spa, sauna, eget skab og det lejlighedsvise glimt af C-kendisser.

Cirka midt i spektret ligger allestedsnærværende Fitness World, som med sine 150 centre og tæt på en halv million medlemmer er den altdominerende fitnesskæde i Danmark. Her blev jeg selv medlem tilbage i 2005, og sidenhen har jeg betalt titusindvis af kroner for at kunne opretholde illusionen om, at jeg er en person, der dyrker motion sådan cirka regelmæssigt. Det er faktisk hårdt for mig at konstatere, at jeg dermed har 11 års anciennitet (dog med pauser undervejs), men det er realiteten. I det mindste kan jeg nu øse ud af mine erfaringer, så du ved, hvad du går ind til.

Her er ni ting, jeg har lært af at være medlem af et træningscenter i alt, alt for mange år:

Jeg har ikke én, men tre gange uforvarende vadet ind på herretoilettet i mit lokale center og set en mand (ikke den samme) i færd med at pisse i håndvasken. Én ting er, at det sker, men at man ikke engang gider at låse døren, før man pisser i vasken, det er alligevel imponerende. Er det mon musikvalget i centret, der fremavler samfundsnedbrydelig adfærd - eller er det den ofte anvendte broken windows theory, der beviser sig selv? Jeg hælder til det sidste. Slår du for eksempel brættet op, hvis det er smurt ind i lort? Eller åbner du døren for fremmede, hvis zombie-apokalypsen har indfundet sig? Toiletterne i et træningscenter er ét skridt fra civilisationens afgrund.

Er generelt så ubegribeligt elendig, at det næsten er imponerende. Tænk over det: Ville du kunne sammensætte en playliste, der udelukkende består af numre, som giver folk lyst til at tyre håndvægte gennem vinduerne for derefter selv at tage springet? Den nailer de i mit lokale center, dag efter dag, fra 6 om morgenen til 22 om aftenen. På den anden side er det faktisk en smal sag at gøre folk til selvmordskandidater, når de bliver udsat for det samme ulidelige Basement Jaxx-nummer cirka otte gange i timen.

Jeg bor i en bydel, hvor en fortvivlende stor del af mine venner og bekendte også bor, og det gør tidligere og nuværende kolleger også. Det gør vi fucking allesammen, og man kan ikke være venner med alle. At gå en tur i kvarteret kan føles som at danse rundt i et socialt minefelt, hvor man springer på tværs af gaden for ikke at vade ind i endnu en forceret samtale med et uønsket bekendtskab. Måske har I snavet til en gymnasiefest for mange år siden eller haft et eller andet ligegyldigt ungdomsjob sammen, men derfra og så til at stoppe op på fortovet og indlede en længere snak om jeres fælles fortid i Netto: "Hey, hva så! Kan du huske dengang, hvor du spildte en hel palle vin på gulvet, og butikschefen kaldte dig den værste fejlansættelse i Nettos historie?" Det sker ligesom ikke, vel? Man klarer den med et afmålt "hej", som med tiden bliver til et minimalt nik, som derefter fader over i en uudtalt aftale om, at I ikke længere begynder at anerkende hinandens eksistens på nogen som helst måde.

Men gæt engang - sådan hænger virkeligheden ikke sammen i et fitnesscenter, for nu har I pludselig noget at tale om igen, nu har I en fælles passion for kettlebells og sjippetove. Naturligvis har ingen af jer lyst til at holde liv i den relation, der er vokset frem mellem jer som en sejlivet hæmoride, men alternativet er simpelthen for akavet. I kan ikke bare stå der på hver jeres crosstrainer og lade som om, I er usynlige for hinanden. Han ser dig i din forvaskede, lidt for stramme DHL-stafetten 2014-t-shirt, du har på hver gang, og du ser ham i hans forbandede, selvhævdende, femfingrede fodtøj, som fortjener et kapitel for sig:

Eller FiveFingers skoen, som den vist nok hedder, er en opfindelse på linje med Crocs-sandaler og Fatboy-sækkestole - skidebehagelige men tudegrimme, grænsende til det kriminelle. Alligevel har jeg bemærket en forskel. Der er mange hårdtarbejdende pædagoger og sygeplejersker, der hver dag går på kompromis med æstetikken og træder ned i komfortable Crocs-sandaler, og fred være med det. Der står også mange sækkestole på børneværelser, uden at det nødvendigvis betyder, at de børn, der bor der, er forfærdelige mennesker. Men det er folk, der bruger fodhandsker. De er nogle forbandede røvhuller. Og fitnesscentre er fulde af fodhandske-typer. Det er de selvhøjtidelige folk, der stønner unødvendigt højt, "glemmer" at sætte vægtene tilbage på plads og åbenlyst piller næse og tørrer bussemænd af på væggene. Eller pisser i fucking håndvasken.

Fitnesscentre er plastret til med spejle, og det kan folk godt lide. Der er altid rift om de bænke, der er placeret lige foran spejlene. Bortset fra pasfoto-automater og prøverum er fitnesscentret måske det eneste sted i det offentlige rum, hvor det er 100% socialt acceptabelt at glo fuldstændig uhæmmet på sit eget spejlbillede lige så længe, man har lyst til. Og det gør folk. Mens de laver duckfaces, tager selfies, spænder mavemusklerne og kaster håret nonchalant tilbage uden så meget som at ænse omgivelserne. Ok, det synes jeg faktisk, er ret sejt.

Hvad der til gengæld overhovedet ikke er sejt er stønnerne. Dem, der ikke kan løfte en vægtstang uden at påtvinge andre et lydtapet, der kun er acceptabelt på en fødestue. Hvad er forklaringen? Er det for at gøre opmærksom på sig selv og den lidelse, man gennemgår? Det har altid været en gåde for mig. Udtrykker stønnerne et uopfyldt behov for anerkendelse, hver gang de smider vægtene fra sig og klynker højlydt? Med tiden lærer man at lukke af for det, men af og til er det umuligt. Jeg tror, der går en lige linje fra at stønne i et fitnesscenter og til at dytte ad pølsevognen i morgentrafikken. Det er et råb om hjælp, som ingen kan eller vil gøre noget ved.

Du jokker ned i et par bowlingsko med klamper på, som gør, at du hænger fast i pedalerne på træningscyklen, og så hamrer du ellers igennem, mens en instruktør brøler løs fra sit podie og fortæller dig, at det går for langsomt. I løbet af ingen tid stiger temperaturen i det proppede lokale til 55 grader, mens heden, råbene fra podiet, stønnelydene fra dine lidelsesfæller (her er det ok) og de kropslige udsondringer flyder sammen i en tilstand, der bedst kan beskrives som en art klaustrofobisk træningspsykose. Det er en afskyelig oplevelse, som afløses af ren ekstase, når du klikker dig ud af pedalerne og vralter sveddrivende gennem lokalet og for første gang er ligeglad med grimt fodtøj, elendigt indeklima og dårlig musik. Du er fucking hævet over det lort, mand.

Men… så kommer du ud i omklædningsrummet (i mit tilfælde herrernes) og glemmer alt om den succesoplevelse, du lige har haft. Du vader ind i et mikrokosmos af ubehandlede fodvorter, Axe-deodoranter, der tømmes ud i hovedet på dig, skabslåger, der rammer dig i nakken, typer, der åbenlyst og uanfægtet bruger den fælles hårtørrer til at tørre nossehår med – og så sker det: Ham gutten, du ellers var holdt op med at nikke til på gaden, kommer ud fra brusebadet og styrer direkte mod sit skab, som selvfølgelig er lige ved siden af dit, og han er fuldstændig ligeglad med, at du sidder på bænken og snører sko, og hans nybarberede boller dingler lige ud for dit ansigt, da han spørger dig: 'Hvor meget du kan tage på bænken?'. En lille trøst er, at du kan være heldig, at rollerne er byttet om næste gang. Eller om tre år.

Kære Fitness World-personale: Skiftesko er jeres mindste problem.

Kan du huske dengang, du var 8 år gammel, og du glædede dig til at blive voksen, så du slap for hele tiden at få skæld ud for ikke at rydde op, eller når du fik ballade for at komme sent, eller fordi du glemte at tage dine sko af i entréen? Kan du huske, hvor uretfærdigt du synes, det var, da Glenn fra 3.U bad dig fucke af, for nu var det altså hans tur til at gynge, selvom du egentlig slet ikke var færdig med at gynge? Et medlemskab i et fitnesscenter er som en tidsrejse tilbage til alt det, du IKKE savner fra din barndom. Alt pisset. Alle de smålige formaninger om ting, du må og ikke må. Man må for eksempel ikke åbne vinduerne i min lokale Fitness World, og man må heller ikke drikke vand af hanen. Og når det sner eller regner, må man ikke gå ind med sko på. Fair nok - men kan I så ikke lige sætte et skilt op på toiletterne om, hvor I forestiller jer, at man skal pisse, når nu folk bruger håndvasken til det?

Tak. Det var alt fra mig. Vi ses i fitten.

Læs mere fra VICE: _**[En 12-årig gut nakkede sine forældres bil og kørte 210 kilometer på motorvejen ](http://www.vice.com/endk/read/12-aarig-dreng-stjal-bil-autobahn-som-en-boss)_[Sådan har syv år med hjemmelavede tatoveringer formet mig og mine venner ](http://www.vice.com/endk/read/mine-venner-og-jeg-tatoverer-hinanden-og-det-bringer-os-taettere-sammen)Københavns nyåbnede fixerum er kæmpestort og ligner noget fra et boligmagasin**