Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA"Yoghurt, parmesan, appelsinjuice og havregryn," siger Fay Johnson, der er medicinsk instruktør, mens hun blander sin yndlingsopskrift på falsk bræk sammen i en spand. "Vi kommer en smule teaterblod i for at gøre det lyserødt."Johnson tilbereder sin ildelugtende bryg ved den sidste dag med førstehjælpsøvelser på den seneste "Reporters Instructed in Saving Colleagues (RISC)" træningsseminar i Torino, Italien, der blev afholdt sidst i juli.
Advertisement
Konfliktzoner er farlige for alle journalister, men freelancere er særligt udsatte. De fleste af dem har ikke råd til den dyre træning, der skal forberede dem på de fjendtlige omgivelser og klæde dem på til at yde den førstehjælp, der kan blive nødvendig. Træning som journalister, der har skrevet kontrakt med medieorganisationer normalt modtager, før de bliver sendt til frontlinjerne.RISC-træning er et fire-dage-langt forløb, der giver journalister og fotografer et lynkursus i førstehjælp på slagmarken. Kurset lærer de deltagende at behandle alt fra bistik til alvorlige eksplosionsskader, og siden det blev opstartet i 2012 har næsten 300 freelancere deltaget i kurserne i New York, London, Nairobi, Kiev og Kosovo.Det er Sebastian Junger, som er journalist og forfatter, der har grundlagt RISC. Det gjorde han, efter hans kollega fotografen Tim Hetherington døde.Hetherington blev slået ihjel i et morterangreb i Misurata i Libyen, mens han fotograferede landets opstand mod Gaddafi i 2011. Til en mindehøjtidelighed for fotografen i London, fandt Junger ud af, at den skade, der slog ham ihjel muligvis ikke havde været dødelig, hvis de, der var på stedet, havde haft den rette førstehjælpstræning. I et interview med Outside magazine i 2012 sagde Junger, at han efter at have hørt det besluttede sig for at starte en træningsseminar "for freelancere, kun freelancere", fordi "det er dem, der udgør langt størstedelen af krigskorrespondenterne. De er udsat for flest risici … Og det er dem, der er de mest underservicerede og får færrest ressourcer stillet til rådighed af alle i hele mediebranchen."
Advertisement
Han tilføjer også, at selvom forsikringsselskaber insisterer på, at de store, globale mediekoncerner sender deres krigskorrespondenter til træningsforløb, der skal lære dem at befærde sig i farlige omgivelser, så er de ofte for dyre til, at freelancere kan blive sendt afsted. "Det tænkte jeg, at vi kunne lave om på og gøre gratis, og det lykkedes os at gøre det."
Til træningskurset i Torino lytter de deltagende til forelæsninger, og de lærer vigtige teknikker til at redde liv - for eksempel hjerte-lunge-redning eller hvordan man laver en årepresse. Der er øvelser i diverse medicinske nødsituationer og i at yde førstehjælp uden at gå på kompromis med sin egen sikkerhed. Deltagerne lærer forsigtigt at nærme sig enhver, der behøver lægehjælp ved at identificere, hvilken type skade, der er tale om og derefter vurdere, om det er sikkert at begynde at behandle patienten. Deltagerne skiftes til at spille rollen som patient, mens deres kolleger skal stille diagnosen og give dem den rette behandling alt efter hvilke symptomer, de lader til at have.På sidstedagen tager eleverne alt, hvad de har lært i brug i en mass casualty drill. Lyden af skyderi og eksplosioner runger ud af nogle højttalere, mens instruktørerne antænder røggranater og kanonslag for at simulere de stressende krigsforhold, der hersker på frontlinjerne."Han forbløder! Stop blødningen," skriger Sawyer Alberi, den øverste instruktør, mens hun hælder en kande teaterblod udover en træningsdukke for at simulere en pludselig blødning. Et par journalister, der sidder på hug henover dukken, ligger årepresser, mens den klistrede, røde væske samler sig rundt om deres fødder. Efter dukkerne er blevet flyttet i sikkerhed, løber en instruktør klædt i burka ud og hyler af sorg, mens hun skubber til journalisterne, der stadig forsøger at stabilisere deres patienter. Da øvelsen er forbi, hiver journalisterne efter vejret – de er smurt ind i skidt og falske kropsvæsker.
Advertisement
VICE tog en snak med nogle af deltagerne for at høre hvad de har lært på RISC-kurset.
Federico Rios, fotograf fra Colombia
Andrew Esiebo, fotograf fra Nigeria
Advertisement
Jeg husker en gang, hvor jeg arbejdede i det nordøstlige Tchad, midt ude i ingenting, og jeg kan bare huske, at jeg spurgte mig selv: Hvis der nu skulle være et angreb, hvordan ville jeg så redde livet? Hvad kan jeg gøre? Jeg følte mig hjælpeløs, så den oplevelse gav mig klart lyst til at deltage i kurset.Træningen er ikke kun gavnlig i krigszoner, den kan også bruges i dagligdagen. Den anden dag stod jeg i metroen i Paris, og der var en fyr, som havde brug for hjælp, fordi han havde en slags anfald. Før i tiden havde jeg nok ikke gjort noget, men på grund af RISC-træningen gik jeg hen til ham og prøvede at få ham til at sidde i en oprejst position, der ville hjælpe ham med at falde til ro og trække vejret ordentligt. Det skete midt i byen, der var folk over det hele, men der var ingen, der vidste, hvad de skulle stille op. Uden de ting jeg har lært, ville jeg ikke have været selvsikker nok til at hjælpe ham.
Gabriele Micalizzi, fotograf fra Italien
Advertisement
Før i tiden var jeg tatovør, og jeg kendte derfor en smule til førstehjælp, men jeg har aldrig været med til sådan noget som RISC. Så jeg er virkelig glad for det – især fordi jeg lige er kommet tilbage fra frontlinjerne. Du er nødt til at være forberedt, når der sker noget real.Daniel Tepper er freelancefotograf og journalist. Han gennemførte et RISC-forløb i 2013.Se flere billeder fra RISC-træningskurset nedenfor.
En træningsdukke smurt ind i teaterblod ligger i solen før en øvelse.