Derfor var Muhammad Ali hiphoppens fader

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Muhammad Ali var hiphop, før hip-hop eksisterede. Han er en af hiphoppens fædre. Han er en af de mænd, der var med til at forme den unge hiphop- generations ide om, hvad det ville sige at være mand. (Hiphoppen har mange fædre - jeg ville også inkludere Malcolm X, Richard Pryor, James Brown og Bruce Lee på den her liste, men det er andre historier til en anden gang. Med hiphop mener jeg ikke bare rappere eller hiphop scenen generelt. Jeg mener, at "Ali havde central indflydelse på essensen af den brede opfattelse af hip-hop kulturen." Og med hiphop-kulturen mener jeg folk som Jay Z, Rakim, Richard Sherman, Jamie Foxx, Serena Williams, Leslie Jones fra Saturday Night Live og så videre. Hiphop-kulturen er frygtløs og offensiv, og nogle gange i krig med den nation, der er tryllebundet af den. Det er, fordi hiphop er Muhammad Alis søn. Hvordan? Lad os gennemgå et par af grundene.

I en tid hvor det virkelig betød noget at blive verdensmester i sværvægt, vandt Ali titlen – tre gange, i divisionens mest konkurrencebetonede æra. Han besejrede alle boksesportens mest magtfulde slagsbrødre, og fejede Sonny Liston, Joe Frazier, George Foreman og mange andre af vejen, som var de ingenting. Men det vigtigste var, at Ali slog dem med stil. Det var som om, han dansede rundt i ringen. Han svævede helt klart som en sommerfugl. Han var cool, elegant, slagkraftig, mægtig og flot. Hans konstante udtalelser om sin egen skønhed var mere end bare forfængelighed; mere end bare en måde at blære sig med, hvor sjældent han blev ramt. Det var hans måde at sige, at sort er smukt. Men selv når han diskuterede sin egen skønhed, var Ali robust og maskulin. Hele hans syn på maskulinitet – frygtløs, pågående, fuldstændig bevidst om sin egen genialitet, sikker på sin skønhed – blev til idealer for hiphop-generationen. Han var, som Ossie Davis sagde om Malcolm X i en mindetale, "vores levende, sorte manddom." Ali lærte os, hvad det vil sige at være mand.

Hiphop-kulturen elsker at lave en scene, skille sig ud og få opmærksomhed. Tænk: 2Chainz' guldkæder, Ice Cubes solbriller, Snoop Doggs hoppende, hydrauliske lowrider-øse. Ali var boksesportens største performer, produkt og fortaler. Han rimede om, hvor fantastisk han var, og så gik han ud og beviste det. Og han vidste, hvordan han skulle få folks opmærksomhed rettet mod sine kampe. Han havde medietække og forstod sig på at få journalister til at sulte efter hvert ord, der kom ud af munden på ham. Han var sjov, kvik, poetisk, uforudsigelig og kongen af at blære sig efter en sejr. Han viste os, at man kunne være en blærerøv på en underholdende måde. Den karakteristiske frækhed i hiphoppens sprog kommer fra Ali.

Han var også en fidusmager. Man kunne se balladen i hans øjne. Man kunne se det på den måde, han manipulerede pressen. Det meget kendte billede af ham, der bokser under vandet var det rene teater. Han fortalte en journalist, at det var en del af hans træning - hvilket var løgn. Men det er et af de mest ikoniske billeder nogensinde. Hans budskab var, at stil sagtens kunne blive en del af substansen.

Alis vigtigste kamp var mod den amerikanske regering, da de forsøgte at indkalde ham til hæren og sende ham til fronten i Vietnam. Ali så en hvid magtstruktur, der undertrykte sorte og brune borgere, og også bad dem om at drage til et andet land for at slå andre ikke-hvide mennesker ihjel. Han så, at hans land ikke levede op til sit løfte over for sine sorte og brune borgere, og det gjorde det umuligt for ham at slå ihjel på dets vegne. Det var ikke en undvigelsesmanøvre for at slippe for at skulle i krig. Det var en dybsindig erklæring – en borger, der er stærk nok til at tale sit land midt imod, og stille krav om, at det skal være bedre, selvom den beslutning førte til, at han blev holdt ude af boksning, da han var i sit livs form. Hiphop elsker en retskaffen mand, der tager kampen op mod overmagten og slår et slag for undertrykte borgere. Ali var Black Lives Matter før BLM.

Hiphop har altid handlet om at battle. Fra old school MC'er, der dyster ansigt-til-ansigt, til i dag, hvor sangene er fulde af spydigheder og interne beefs. Ali var kendt for at sparke røv. Han kæmpede mod nogle af sin generations hårdeste modstandere – og vandt langt de fleste gange. Men slutresultatet er næsten ligegyldigt: Det kan godt være, at vi aldrig vil glemme, hvordan Ali blev slået ud af Joe Frazier i deres første kamp, men vi ved, at Ali aldrig ville løbe fra en slåskamp mod nogen som helst. Det var han for modig og for hardcore til. Selv da han var ældre og langsommere, boksede han mod Larry Holmes. På det punkt er hiphoppen helt klart inspireret af ham.

I 60'erne var der mange, der betragtede Ali som en slyngel, en skrålhals og en atlet, der brød de uskrevne regler ved at snakke om politik, og så endda radikal politik. Der var mange af dem, der så hans kampe, som håbede på at se ham tabe. Men på grund af hans karakter, hans principper, hans succes og hans personlighed, blev Ali med tiden elsket over hele jordkloden. Dem, der kan huske manden, der blev muslim, dengang Nation of Islam var frygtet, ved, at den største bedrift, Ali nogensinde opnåede, var at få hele verden til at elske ham.

Ligesom Ali er hiphop gået fra at være modkultur og farlig til at være elsket og hyldet over hele verden. Fremover kan kulturen ære sin fader ved at blive ved med at bekæmpe undertrykkelse og magtmisbrug med sandhed.

Mere om hip-hop og slåskamp fra VICE her:

En historisk gennemgang af boksning mod bjørne

Vi gik på opdagelse i Wu-Tangs fotoarkiv

Old school billeder af New Yorks hip-hop legender