Hitler, Bin Laden og Mussolini: Et kig på nogle af verdens ondeste menneskers poesi

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

Adolf Hitler, Benito Mussolini og Süleyman den Prægtige havde to grundlæggende ting til fælles: En tilbøjelighed til at regere med en jernnæve, og et brændende behov for at udtrykke deres følelser gennem poesi.

Det viser sig, at de ikke var de eneste totalitære herskere med en poetisk side. Den hollandske forfatter og journalist Paul Damen har indsamlet så mange digte skrevet af autoritære ledere som muligt og samlet dem i bogen Bloemen van het Kwaad ("Ondskabens Blomster"), som blev udgivet af forlaget Koppernik tidligere på måneden.

Jeg talte med Paul for at finde ud af, hvorfor diktatorer har en tendens til at skrive poesi, hvordan bogen opstod, og om de digte, den indeholder, egentlig har nogle kvaliteter.

VICE: Hej Paul. Hvad er det, du elsker ved diktator-poesi, der har inspireret dig til at bruge 8 år på at studere det?
Paul Damen: Jamen, jeg elsker det slet ikke. Det er bare en hobby, der tog overhånd. Jeg vidste, at Hitler og Mussolini havde skrevet nogle digte, og at Nero havde skrevet rigtig mange, så jeg tænkte "hvad med resten af dem?"

Hvordan lykkedes det dig at finde alle disse digte?
Det var svært i begyndelsen, for da jeg startede, var internettet ikke så omfattende som det er i dag. Jeg kan huske, at jeg sad på universitetsbiblioteket i Napoli for at gennemgå de 36 enorme bind i Mussolinis Opera Omnia. Det hele blev markant lettere, da værkerne begyndte at dukke op på nettet. Hele projektet var et sats, for jeg havde ingen anelse om, hvor mange digter-diktatorer jeg ville opdage. Hvis du finder fem efter lang tids research, har du stadig ikke nok – du bliver nødt til at have mindst 20, før du kan lave det til en bog, synes jeg.

Hvordan oversatte du digtene?
Jeg kan syv sprog mere eller mindre, så jeg kunne selv klare de fleste af digtene. Nogle passager var svære, såsom de arabiske digte, men ud fra konteksten formåede jeg at komme forholdsvis langt. Hirohitos digte er et godt eksempel. Ved at se på bestemte nøgleord kunne jeg regne konteksten ud. Hvis der står "bjerg", "sne", "grønt træ" og "panorama", er det ikke så svært at regne ud, hvad digtet handler om.

Derefter gennemgår du tegn efter tegn – fordi mit japanske ikke er perfekt – for mulige oversættelser, baseret på sammenhængen. Den oversættelse, jeg endte med, fik jeg efterset af 2-3 mennesker, som rent faktisk forstår japansk.

Ville det ikke have været nemmere bare at hyre en flok oversættere?
Nej, jeg ville gøre det hele selv. Og oversættere kan også godt begå fejl: Mange af de oversættelser, jeg fandt, eksempelvis nogle af Maos digte, gav slet ingen mening. Så jeg foretrak at oversætte det hele selv og få det dobbelttjekket bagefter.

Er det ikke underligt, at disse nådesløse diktatorer har så veludviklet en følsom side?
Altså, i de fleste arabiske lande er det helt normalt, at diktatorer eller ledere skriver poesi. Det er en del af deres kultur, ligesom det er i Kina eller Japan. En sand kriger bør være i stand til at kæmpe og skrive poesi. Det er i hvert fald den tanke, der ligger bag. Det virker måske underligt fra et vestligt perspektiv, men det er os, der er undtagelsen – ikke resten af verden. Kim Jong-un, Kim Jong-il og Kim Il-sung var alle nogle fantastisk store røvhuller, men poesi var ikke fremmed for dem. Det samme gælder for Osama Bin Laden. Det blev simpelthen forventet, at han skrev digte, og det var en del af hans uddannelse: retorik og poesi.

Hvorfor valgte de at bruge deres dyrebare tid på at skrive poesi?
Det er forskelligt. Flere af dem ville bevise, at de besad andre kvaliteter end at være diktatorer. Hitler beskrev altid sig selv som forfatter. En kvinde som Elizabeth den Første skrev for at udtrykke sine følelser. Süleyman den Første gjorde det samme.

Men der var andre, der skrev udelukkende med propaganda som formål, som Mao, Fidel Castro og Nicolae Ceaușescu. Eller António Salazar, fra Portugal. Han skrev elendige hymner til Jomfru Maria, Gud og det portugisiske flag for at fremme nationalistiske og katolske værdier.

Helt klart.
Mussolini er også et interessant eksempel. Han skrev digte, da han var yngre, og som diktator brugte han sit talent til at sprede propaganda. For eksempel grundlagde han en dag til ære for brødet og skrev et digt om det, der cirka gik sådan her: "Ære være brødet, hurra for brødet, alle elsker brød." Det blev trykt på plakater og spredt ud over hele landet.

Er nogle af digtene egentlig gode?
Jeg kan godt lide Süleymans poesi. Man kan se, at Mussolini inderst inde var digter, og mærkeligt nok er Karadžić, den bosniske slagter, også ret god. Hans temaer er frygtelige – det handler alt sammen om blod og folk, som kommer ned fra bjergene for at kæmpe tilbage, men det er godt håndværk.

Faktisk bør man løsrive sig fra tanken om, at de alle er forbandede galninge. De er ikke traditionelle romantiske digtere; de vågner ikke om morgenen med et behov for at skrive om skønheden ved livet. De har næsten alle sammen en skjult dagsorden eller underliggende motiver med deres poesi.

Mangler der nogle diktatorer fra din samling?
Jeg ville gerne have inkluderet diktatorer som Enver Hoxha, Franco, Pinochet eller Jaruzelski, men de har desværre ikke skrevet nogle digte. Og der er nogle digtere, som jeg ikke tog med. Hvis du ser på mine personlige nedslagspunkter for, hvad der karakteriserer en diktator, kan du betragte profeten Muhammed som en sådan. Han havde sit eget kalifat med uindskrænket magt, og halvdelen af Koranen er fuld af digte. Men jeg vil ikke oversætte det. Jeg er glad for mit liv og har ikke lyst til at skulle forholde mig til konsekvenserne, hvis jeg gør det.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange diktatorer der er digtere. Kan man vende det om og sige, at mange digtere kunne have været diktatorer?
Det ved jeg nu ikke. En sand poet bør være romantisk til et vist punkt og have en enorm magt over sproget. En sand poet vil bevæge med sproget, chokere med sproget – eller i det mindste påvirke på en eller anden måde med sine ord. Diktatorer og digtere har det til fælles: Ønsket om at have en indvirkning og sætte et præg på deres publikum. Tak, Paul. Herunder er yderligere to digte fra Bloemen van het Kwaad, det første af Mao Zedong og det andet af Fidel Castro.

Læs mere fra VICE:

Vi fik pushere til at forklare os, hvordan de holder hustler-livet skjult for familien

Hvorfor er dyr nekrofile?

Hvad jeg lærte af at læse 'De sataniske vers' som ung muslim