FYI.

This story is over 5 years old.

Festival

​Hvad din yndlingsfestival siger om dig

Langelandsfestivalen: Du har valgt festivals-ækvivalenten til at have banderne nede, når du er ude og bowle.

Så er det igen blevet festivalssæson i Danmark. Før i tiden omtaltes det som perioden før, under og efter Roskilde Festival, men over de sidste 10-20 år er vi danskere blevet velsignet med et hav af spændende festivalstiltag og herunder musikoplevelser til en hver smag, hvor obskur den end måtte være. Hipster, rich kid, Brian, pensionist, hestepige, Tetris-aficionado - i dag er du garanteret at kunne finde en eller anden afskygning af et sommerligt festivalevent, du kan identificere dig med, uanset hvor uvillig du er til at forlade dit lokalområde.

Advertisement

Her er nogle af de største og vigtigste musikfester, du kan nyde i det danske sommerregnvejr, og lidt om, hvad din yndlingsfestival siger om dig:

Sick, Brah. Foto af Danika Maia.

Distortion
"Nej, se! Foran Netto! En scene med elektronisk musik! Og dernede, lige ved Katrine og Astrids lejlighed! En scene med elektronisk musik!"

Du er helt oppe at køre over, at byen, du normalt cykler igennem, pludselig er transformeret til rave party, og du trækker straks dit mest højtråbende peacocking-outfit på for at leve fire dage på gaden. Ellers er du bare en uskyldig og uvidende borger på vej hjem fra arbejde, der uvilligt konverteres til cykel-trækkende gadefestdeltager. Velkommen til Distortion - trappetrinet til din opgang er nu et pissoir.

Grøn Koncert
Du købte billetten til dette event i Føtex sammen med et karton røde Cecil, pulverbernaise og en 24-pack Lambi toiletpapir, der tilfældigvis lige var på tilbud. Som den eneste i din vennekreds ledsages din sommers store musikoplevelse af sætningen: "Næstved, ka' i høre mig?!"

Trailerpark Festival
Du føler dig sej efter din beslutning om at tage til kvasi-arty circle jerk i en container med en rising star af en DJ. Møder du op i en plettet, hvid wife-beater med en Budweiser og et oversavet jagtgevær, har du enten misforstået konceptet eller indset, at det faktisk er sindssygt art at være "autentisk".

Foto af Sarah Buthmann.

Copenhell
Du foretrækker en mere dyrisk, barsk, lige på og hårdt festivaloplevelse, hvor du kan være kammeratligt sammen med Satan og alle andre, der også er stolte af at være blege. Du er en af fire ting:

Advertisement

  • Metalhead.
  • Old-school, original metalhead.
  • Skabs-metalhead.
  • Barn med høreværn på skuldrene af din metalhead-forælder.

Døllefjelle-musse marked
Du er ung på Lolland-Falster eller Sydsjælland og er derfor på Dølle ud af både lyst og pligt, da dette er din hjemegns eneste årlige event, der ikke involverer Skt. Hans bål, juletræer eller traktorer. I øvrigt skal resten af din familie alligevel ned på kræmmermarkedet og shoppe efter urtepotter, hjemmebrændte cd'er og defekte splatterpistoler.

Ellers er du en 40-50-årig overvægtig kvinde med Crocs og kort hår i en farve, din frisør mente ville være "lige dig", til Damefrokost med alle dine kolleger fra Borgerservice. Alle du kender kommer til at være der, men mere fordi det er helt obligatorisk. Det rører dig heldigvis ikke, da du eksisterer i en provinsbobbel af træsko, Puch Maxier og Cult Shakers, hvori Dølle udgør 100% af din festivalerfaring og er hvad du tror, alle andre musikfestivaler er.

Du anser Kandis og De Glade Sømænd for at være legitime koncertoplevelser.

Skive Festival (tidligere Skive Beach Party)
Du er i forvejen i færd med at bælle Mokaï og Tempt Cider på stranden i Skive og opdager pludselig, at der opføres en scene med live musik lige ved siden af. Gud hvor heldigt.

Kæft Karsten er syg til det der, hva? Foto fra Northside af Jesper Christensen.

Northside Festival
Du argumenterer med brændende passion overfor dine Roskilde-venner, at Northsides line-up er langt federe, og du bilder dig selv ind, at det bliver et lige så fedt og fyldestgørende sommereventyr. Du nyder hele weekenden lang at emulere en ægte festivalsoplevelse inde i en life-size, fysisk manifestation af Spotify, hvor bands' spilletider aldrig kolliderer, og du bare stille og roligt kan tage hjem, når du er træt.

Advertisement

SPOT Festival
Du ser dig selv som musikalsk first-mover og har derfor taktisk sikret dig et gratis armbånd til en musikalsk pionérrejse gennem SPOT, hvor du kan få førstehåndsoplevelser med de mest hype-omspundne up-and-coming bands i landet. Du lever højt på - og råber højt og ofte om -, at du så dem før nogen af dine venner, når deres succes kulminerer fem år senere med en ellevild koncert på Roskildes Rising scene.

Foto af Esben Elborne.

Roskilde Festival
Ahh, Roskilde. This is as good as it gets. For danske festivaler, altså. Hvilket vil sige, at du er på en form for dannelsesrejse, hvis det er dit første år. Det er vildt - der er folk i ko-kostume, klamydia og kokain om hvert et hjørne. Desuden befinder du dig i et wonderland, hvor det pludselig er ekstremt nemt at score og helt okay at pisse over det hele og leve i dit eget affald.

Men på dit 10. besøg er den oprindelige orange følelse sevet ud af dig som luften i en mishandlet, sædklædt luftmadras. Det er her, du går i gang med at planlægge den tur til Primavera eller Burning Man, som du ved aldrig bliver til noget. Du må indse, at du år efter år er forbandet til at vende tilbage hertil for at give et forbipasserende nik af overvejende ligegyldighed til nye initiativer som Clean Out Loud og Dream City, krydse obligatoriske has-beens som Keith Richards og Stevie Wonder af din to-see liste, campe det samme sted, æde den samme kæmpeburger og drikke de samme varme øl… Det er lige meget, hvor stort dit musikanlæg er, eller hvor gennemført din camp er blevet i år: din sommer er nu og til evig tid Orange Scenes bitch.

Advertisement

Skanderborg Smukfest
Din smukke sommer tilbringes i Skanderborg på Roskilde Festivals jyske, mere indavlede lillebror. Du er typen, der kan finde på at fylde en vandpistol med øl og skyde folk med den, men du er også typen, der er tilbøjelig til at tæve folk, hvis de skulle finde på at fylde øl i en vandpistol og skyde dig med den. Står valget mellem musikfestival og camping, vælger du camping.

Musik i Lejet
Du fyrer den af her til sommer i Tisvildeleje til smagen af tør champagne og lyden af P6 Beats mest spillede tracks. Eksklusivitet og nordsjællandsk douchebaggeri hænger tykt i luften - det er lidt som at hænge ud med Casper Christensen hele weekenden, hvilket du oplever som super fedt.

Click Festival
Du befinder dig på et højere forståelsesplan af septumelektronisk sommersjov, som du insisterer på at have på den mest prætentiøse facon. Hvor andre søger rock 'n' roll og dope beats at twerke til, får du dine kicks fra lysinstallationer og ved at hænge ud i gamle værftshaller. Du har et meget afslappet forhold til begrebet "festival", og føler et behov for unødvendige, paradoksale begreber som "mini-rave".

Vi havde ikke nogen billeder af Wonderfestiwall, men du kan bare forestille dig et band på ovenstående location. Via Flickr-brugeren Susanne Nilsson.

Wonderfestiwall
En række bizarre og uforklarlige hændelser i dit liv har ført dig til en borgruin på Bornholm til en musikfestival opkaldt efter et Oasis-ordspil.

Langelandsfestival
Du har valgt festivalsækvivalenten til at have banderne nede, når du er ude og bowle. Du ville egentlig gerne på Roskilde for første gang, men har hørt at folk altså ikke går i bad, og at det er fyldt med tyve og hårde stoffer. Du har i stedet valgt PG-13 versionen og ignorerer derfor, at du er på en festival, der deler maskot med Toys 'R' Us.

Tinderbox
Du er fynbo, og er derfor at finde på den middelmådige, nye fynske Roskilde-klon af en festival, der er Tinderbox. Som excentriske samlere sørger festivalens arrangører for at udvælge et band fra hver stor musikgenre og smække et forvirrende navn på festivalen for at camouflere, at det hele foregår på Fyn. Du bruger din sommer på at råbe og slås på Fyns største udendørs værtshus.

Foto via.

Femø Jazz Festival
Du bruger året på at se frem til denne ene uge langt væk fra civilisationen, hvor du sammen med dine ligesindede helt oprigtigt og ude i det åbne kan hylde tubaen som værende et rigtigt instrument.