FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Hvad vi lærte om Danmark i 2015

Spyttemanden gjorde sit indtog, og vi opdagede vores passion for at dræbe nuttede dyr i fuld offentlighed. Her er, hvad vi lærte om Danmark i 2015.

Gøgler-uffe, spyttemanden og giraffen Marius. Tre personager, der var med til at definere Danmark 2015. Illustration af Erik Pontoppidan.

Vi er nu halvvejs igennem 10'erne i det nye årtusind. Med andre ord dette århundredes forvirrede teenageår. For hundrede år siden var det en historisk tumultarisk tid: Titanic sank, 1. Verdenskrig brød ud og forandrede Europa for altid, og Danmarks kvinder fik stemmeret. Helt så omvæltende begivenheder har vi endnu ikke oplevet i dette årti. Men lidt er der da sket i de 12 måneder, der er forløbet, siden vi sidst slæbte vores champagnetilsølede, konfettibestrøede korpus ind på sofaen til endnu en gang tømmermænd og skihop.

Advertisement

Den kreative klasses værste mareridt blev til virkelighed

I slutningen af maj udskrev landsmoder Helle Thorning-Schmidt et folketingsvalg, ingen regnede med, at hun ville vinde. Omvendt var der heller ikke mange, der ønskede at sætte penge på hendes modstander, Lars Løkke Rasmussen, der stadig slikkede sårene efter sin seneste bilagssag. I det hele taget var det et politikerledens valg, og netop på grund af dette spåede mange stor fremgang til Uffe Elbæks nyeste kreaprojekt, Alternativet (i folkemunde kendt som Gøglerpartiet). Og bevares, Alternativet kradsede en del stemmer ind, men valgets ubetingede sejrherre var Kristian Thulesen-Dahl og Dansk Folkeparti, hvorpå byboerne brugte lige meget tid på at overveje at flytte til det forjættede Sverige, drømme om et kulturradikalt oligarki og føre bekymrede diskussioner om disse problembørn i provinsen, der havde sikret de nationalkonservative flere mandater end Radikale Venstre, SF og Alternativet til sammen. Udkantsdanmarks bortløbne sønner og døtre drog på antropologiske feltstudier og rapporterede fra hjemstavnen om armod, oprør og dårlig smag, og imens dannede Venstre regering med sig selv og gik fluks i gang med at realisere den kreative klasses mørkeste mareridt. Vips blev Irakkommissionen lukket, vaps blev de ambitiøse klimamål nedjusteret; derpå fulgte danmarkshistoriens største besparelse på udviklingsbistand, nedskæringer på forsknings- og kulturområdet, og sænkede afgifter på personbiler. Børsen jubler,) men de grønlilla ligger i fosterstilling og græder blod.

Advertisement

Vi aner ikke, hvad vi skal stille op med flygtninge

Sommeren sluttede brat, da Danmark stod ansigt til ansigt med de flygtninge, vi forgæves havde forsøgt at ignorere ihjel på deres vej op gennem Europa. Skulle vi åbne vores hjem og hjerter for dem eller vikle Danmark ind i pigtråd? Skulle vi samarbejde – oh gru – med andre EU-lande? Forslagene var mange, men pludselig var de her altså, midt på motorvejen ved Rødby. Så brød ragnarok naturligvis ud, og danskerne forskansede sig hurtigt i hver sin idépolitiske skyttegrav (henholdsvis Informations og Berlingske debatsider), mens vores nye regering kartede rundt i diverse mere eller mindre symbolske tiltag, der primært havde til formål at afskrække yderlige flygtninge fra at komme til landet. I samme ombæring lærte vi nye ord som "godhedsflashing", "spyttemanden" og "diamantkufferter". Men vi lærte også, at ud af kaos vokser handling: I fraværet af en egentlig sammenhængende, politisk plan for modtagelsen af flygtninge begyndte vi at organisere os i frivillige, mere eller mindre lovlige initiativer – lige fra uddeling af privat indsamlet nødhjælp til menneskesmugling. Fornuftigt på den lange bane? Måske, måske ikke. Men vi gjorde det.

Vi trak nazi-kortet

2015 var muligvis det år i Danmarkshistorien, hvor nazi-kortet er blevet trukket flest gange siden, nå ja, nazi-tiden. Hverken højre- eller venstrefløjen har noget at skulle lade den anden høre på den front, men særligt én aktør rager op som et fyrtårn; en regulær trendsetter, om man vil. Knapt havde vi fordøjet påskesilden, før De Konservative i et anfald af modig marketing og/eller forbigående sindssyge skænkede os begrebet nazi-islamisme. En opfindelse, som ingen andre end Naser Khader efterfølgende har ønsket at tage egentligt ejerskab over, men som man ikke desto mindre har formået at prente dybt ind i det danske folks bevidsthed. Fra den anden side af det politiske spektrum har regeringens og Dansk Folkepartis førnævnte asyludspil været genstand for indtil flere lidet flatterende paralleller til 40'ernes Tyskland; senest i forbindelse med den, indrømmet, lidt uheldige kombination af lejre og konfiskering af vielsesringe.

Advertisement

En satirefigur afgjorde afstemningen om retsforbeholdet

Den 3. december skulle de notorisk EU-skeptiske danskere stemme om, hvorvidt vi ønskede at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning – en afstemning, som ikke engang juridiske eksperter kunne overskue konsekvenserne af – og klog af skade valgte ja-partierne langt hen ad vejen at formulere spørgsmålet som et simpelt ja eller nej til vores fortsatte deltagelse i Europol. Da det gik op for ja-siden, at danskerne måske alligevel kunne få den vildfarne tanke at stemme nej, skruede man op for retorikken og trak fluks pædofili-kortet, kvindehandel-kortet og cyberkriminalitet-kortet (dog forblev førnævnte nazi-kort i lommen). Men et nej blev det altså. Der er bred enighed (i hvert fald blandt de politiske kommentatorer) om, at danskerne ikke stemte så meget ud fra længere overvejelser om nationalstatens suverænitet versus overstatligt samarbejde, men snarere stemte NEJ til EU, og måske i endnu højere grad NEJ, FANDME NEJ til vores folkevalgte politikere. I Mediedanmark står det dog klart, at nej-sidens sejr primært kan tilskrives den fiktive journalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og hendes til lejligheden rekrutterede troldehær. Således udkæmpedes slaget om retsforbeholdet – og måske Danmarks fremtidige position i EU – mellem på den ene side størstedelen af partierne i Folketinget, tunge aktører fra dansk erhvervsliv og NGO'er som Red Barnet, og på den anden side en uhellig alliance mellem yderpartierne Enhedslisten, DF og LA, og en satirisk figur i form af en mand i dametøj. Og ja-siden tabte.

Advertisement

Vi har tilsyneladende fået smag for at dræbe og partere nuttede dyr

Vi er mange, der har savnet vores ry som blodtørstige barbarer under vikingetiden, hvilket måske kan forklare noget af ildhuen efter at opfølge sidste års postyr om giraffen Marius med hvad der må være dyreelskernes pendant til at genoptrykke Muhammedtegningerne; nemlig Radio24syvs drab på kaninen Allan med noget så kuriøst som en cykelpumpe (salig Simon Spies kunne ikke have udtænkt et bedre PR-stunt). Den internationale fordømmelse udeblev naturligvis ikke, og netop som forargelsen var ved at aftage, pøsede Odense Zoo mere benzin på bålet med den offentlige dissektion af endnu en yndling fra dyreriget. Retten til at slå nuttede pelsdyr ihjel er officielt et lige så stort hjertebarn for os som ytringsfriheden.

Men hey, vi sendte en mand ud i rummet for første gang

Nå ja, måske ikke så meget vi som et internationalt samarbejde mellem verdens stormagter. Det skulle dog ikke forhindre os i at udråbe astronauten med det umiskendeligt danske navn Andreas Mogensen til folkehelt, dedikere flere måneders mediedækning til hans 10 dage i rummet, spekulere i alle de grusomme måder, hvorpå han kunne dø undervejs, og endelig tildele ham den ultimative hæder: En tjans som medvært i Natholdet. Nu hvor vores tid som fodboldnation nok endegyldigt er forbi, må vi vinde terræn på andre fronter, og i det ydre rum er der ingen Zlatan. Guderne skal vide, at vi savnede en succeshistorie.

LÆS MERE FRA VICE:

På patrulje med dørmændenes indsatsstyrke i Aarhus

[Koffeinholdig tandpasta er det tætteste du kommer på at fixe kaffe](Koffeinholdig tandpasta er det tætteste du kommer på at fixe kaffe)

Roland Møllers mange roller