Hvad er det værste, der kan ske, hvis du stemmer ja den 3. december?

Folkeafstemningen 3. december handler om, hvorvidt retsforbeholdet skal omdannes til en tilvalgsordning. Da EU-lovgivningen har ændret sig, siden vi vedtog forbeholdet, vil Danmark formentligt blive ekskluderet fra Europol-samarbejdet næste år, hvis vi opretholder forbeholdet. Derfor stemmer vi nu. Men vi stemmer også om, hvorvidt vi skal tilslutte os 22 andre EU-retsakter om bl.a. falskmøntneri, menneskehandel og cyberkriminalitet.

Principielt vil et ja betyde, at vi kan fortsætte Europol-samarbejdet, og at et flertal i Folketinget vil kunne afgøre, om vi i fremtiden skal tilslutte os andre retsakter. Modsat vil et nej altså betyde, at Danmark fortsat skal kalde til folkeafstemning om samme retsakter.

Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, de Konservative, Alternativet og SF støtter alle et ja, mens Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance støtter et nej. Som det ser ud nu, er der dødt løb blandt befolkningen.

Den tredje december skal vi stemme om, hvorvidt vi fortsat skal forblive en del af Europol-samarbejdet. Den er jo forholdsvis ligetil: Vi danskere holder meget af Europol, især fordi vi via DR's derudover ganske ligegyldige serie Mord Uden Grænser fik indtryk af samarbejdet som et James Bond-agtigt foretagende, komplet med stilet rullekravesweater, pittoreske skiture og en svedende Mikkelsen-bror. Og vi ved allerede nu, at stemmer vi nej til Europol, stemmer vi samtidig ja til, at pædofili og organiseret indbrudstyveri bliver gjort straffrit i Danmark. Så langt er vi med.

Nu har den vakse nok luret, at Europol kun er én ud af 22 ting, vi stemmer om. Der er meget, meget andet i godteposen. Nej, selvfølgelig har du ikke læst, hvad de 22 retsakter handler om, du har jo et liv. Du har kun ét brændende spørgsmål: Hvad er egentlig det værste, der kan ske med lille Danmark, hvis vi stemmer ja – bortset fra, at vi undgår begejstrede børnelokkere?

Kort fortalt afgiver vi suverænitet på det retspolitiske område og lægger dermed borgernes retssikkerhed i hænderne på EU. Ja, du studser måske, men nu er det jo ikke fordi, vi i forvejen ligefrem frådser med retssikkerheden i Danmark, og afhængig af politisk overbevisning og/eller nuværende grad af tiltro til den siddende regering, er mere magt til EU ikke nødvendigvis det værste, man kan forestille sig. Hold den tanke, mens vi for en stund dypper tåen i sexet, sexet EU-politik.

EU-afstemningen handler nemlig ikke om Europol. Den handler om retsforbeholdet og indebærer, at Danmark ikke er med i EU's samarbejde på området for retlige og indre anliggender – vi er ikke med til at lovgive, og lovgivningen gælder heller ikke herhjemme. I praksis har vi dog deltaget i det retlige samarbejde på mellemstatsligt plan, men med Lissabon-traktaten i 2009 blev mere eller mindre hele EU-samarbejdet overstatligt, hvilket ganske kort betyder, at man ikke længere behøver være enstemmigt enige for at indføre nye EU-regler, og at man i EU kan lave regler, der har direkte virkning i medlemslandene.

Hvis vi stemmer ja den tredje december, stemmer vi ja til, at retsforbeholdet erstattes af en tilvalgsordning, hvilket jo umiddelbart lyder både indbydende og uforpligtende. En art EU-politisk bollevenskab, om man vil. I virkeligheden er vi dog mere ovre i et Fifty Shades of Grey-agtigt arrangement: For kendere af filmen befinder vi os her ved forhandlingsbordet, hvor vi skal skrive under på, hvorvidt vi for fremtiden er med på lænker og analfisting (henholdsvis kontosikringsforordningen og bevisoptagelsesforordningen, red.).

Så er vi tilbage ved, hvor meget tiltro, du egentlig har til vores folkevalgte. Nu skal vi nemlig til at læse det med småt.

Når du stemmer ja den tredje december, stemmer du nemlig ja til, at det er sidste gang, du stemmer ja. Og modsat Fifty Shades of Grey, er der ingen safe words i EU-politik. Tilvalgsordningen indebærer – i sagens natur – at der i fremtiden kommer flere tilvalg (som de fleste ved, har EU til samme formål en trykpresse, som er programmeret til at udskrive 800 lovforslag i minuttet, stående i parkeringskælderen under Kommissionsbygningen). Og som vi allerede har opridset, behøver man ikke længere enstemmighed i Bruxelles, før man kan indføre nye regler. De 22 retsakter er altså blot begyndelsen. Men bare rolig: Det rager slet ikke dig. Vedtager vi tilvalgsordningen, kan et flertal i Folketingets Europaudvalg for fremtiden vedtage lovforslag fra EU-kommissionen uden at spørge befolkningen først. I kontrast til national retspolitik spildes her nemlig ikke tid på bureaukratiske langsommeligheder som folkeafstemning og høringsfase (du ved, demokrati).

Når EU endelig tager skridtet helt ud og gør kanel ulovligt under direktivet om euforiserende stoffer udvundet af bark, behøver der altså kun gå et kvarter, fra Folketingets Europaudvalg har lukket øjnene og nynnet "EU take the wheel", til indsatsstyrken sparker døren ind hos Center-Bageren i Rødovre.

Her kan vi passende vende tilbage til Europol. Vi blev enige om, at spørgsmålet om sexede, rullekravebærende Europol i udgangspunktet er ganske ligetil. Det er bare sådan, at Europol ligesom licens og klamydia er noget vi giver til hinanden. Når vi får lov at snage i oplysninger om borgere i andre lande, får de også lov at snage hos os. Bevares, det har de i forvejen, men hvorvidt de skal have endnu flere beføjelser afgøres nu af et flertal i EU. Samme EU, der for fremtiden får indflydelse på, hvad der bliver ulovligt i Danmark. Her skal vi huske på, at EU trods rygter om det modsatte faktisk ikke blot er en form for månedlig vinklub nede i Bruxelles. EU er alle vores tossede, halvfascistiske fætre og kusiner, der sammen skal planlægge julefrokost i din lejlighed. Og hvis der er noget, de kan lide nede i EU, så er det at lovgive mod alt, hvad danskerne har kært (bagværk, kraftige støvsugere, snus, latter…).

Nu er du bange. Men vi skal længere ind. Afskaffer vi retsforbeholdet, kan andre EU-lande tvinge dansk politi til at efterforske ting, der ikke er strafbare herhjemme. Eksempelvis ulovlige ytringer – det er jo ikke alle lande, der har samme, nå ja, fundamentalistiske forhold til ytringsfrihed som Danmark. I Danmark har vi eksempelvis en traditionelt meget afslappet, man fristes til at sige rummelig tilgang til racisme, mens visse andre lande – jeg nævner i flæng: Sverige – er noget mere strikse. Og hvad er egentlig racisme? Hvis man i Irland pludselig bliver, som de unge siger, træt af pis og gør hadefulde ytringer mod rødhårede ulovlige under racismeparagraffen, kan politiet i Danmark så i yderste konsekvens blive sat til at overvåge og afhøre dig, fordi du i et øjebliks svaghed oprettede en hjemmeside dedikeret til ginger-jokes?

Måske. Måske er ginger-jokes endda allerede blevet ulovlige i Danmark. Måske er det nu, du skal holde op med at læse og begynde at slette dine spor. Du ved det ikke, for alle beslutninger om afgivelse af suverænitet træffes nu i et mødelokale på Christiansborg.

Men hvis det går så galt, kan vi så ikke bare træde ud af det igen?

Nej. Det kan man ikke. Bordet fanger.