FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Hvorfor betaler så mange mænd i et forhold for sex?

Selvom mange mænd, der går til prostituerede, stemples som perverse kvindehadere, viser en ny undersøgelse, at næsten halvdelen er i et forhold, og at mange af dem søger nærhed og en følelsesmæssig forbindelse.

Billede af Carolyn Lagattuta via Stocksy

Denne artikel blev oprindelig udgivet af Broadly

En ny undersøgelse viser, at sexkøbende mænd ikke er de nederdrægtige sexister og perverse røvhuller, som samfundet nogle gange beskriver dem som. I stedet har forskerne Susann Huschke og Dirk Schubotz fundet ud af, at mange af dem er familiefædre, på jagt efter nærhed.

Huschke og Schubotz lavede et spørgeskema, de lagde op på en hjemmeside for escortpiger, og sendte det også ud til sidens brugere. I alt svarede 446 mennesker på undersøgelsen, og 97% af dem var mænd. Størstedelen (61%) var mellem 31 og 50 år gamle. Næsten halvdelen (48%) var i et forhold af en eller anden slags, deriblandt ægteskab.

Advertisement

"Blandt respondenterne var landmænd, læger, embedsmænd, sygeplejersker, bankrådgivere, revisorer, elektrikere og direktører," lyder det i undersøgelsen. Næsten alle (85%) af de mandlige respondenter betaler for sex med kvinder, og mange "foretrækker at gå til en eller to bestemte kvinder jævnligt, fordi det skaber et venskab og en tillid kan opstå."

Som eksempel sagde Nick (én af de adspurgte), at han stiller spørgsmålstegn ved "de social konventioner omkring ægteskab", og forklarede hvordan hans interaktion med sexarbejdere handler om andet og mere end samleje. Han taler ofte med de kvinder, han betaler for at gå i seng med. "En del af mig nyder næsten den del, den menneskelige kontakt, mere end selve akten," sagde Nick.

Respondenterne sagde, at deres to yndlingsting ved at købe sex var muligheden for at have flere forskellige seksuelle partnere (47%), og muligheden for at udforske deres seksualitet (40%), men næsten halvdelen (41%) var kede af, at de var tvunget til at skjule, at de betaler for sex. 35% af de adspurgte sagde, at de ville holde op med at betale for sex, hvis de var i et forhold – men det er måske ikke helt sandt, for der var jo 48%, der allerede var i den situation.

Dr. Ian Kerner er autoriseret psykoterapeut og sexrådgiver, specialist i sexterapi, samt forfatter til den populære selvhjælpsbog She Comes First. "Sexløse ægteskaber er faktisk ret udbredte," sagde Kerner og pegede på, hvor ofte folk googler ordene "sexløst ægteskab". Han forklarede, at mænd ofte håndterer det slatne forhold ved at gå til prostituerede, eller opsøge seksuel tilfredsstillelse hos en massør med "happy ending."

Advertisement

Monogami er en sjov størrelse

Huschke og Schubotzs interviews med nogle af respondenterne i deres undersøgelse understøtter det faktum. Mange sagde, at de ikke har sex med deres kone, og at det var det, der motiverede dem til at købe sex. "Hvis jeg havde et godt, aktivt sexliv derhjemme, ville jeg helt sikkert ikke benytte mig af escortpiger," sagde Roger (én af de adspurgte), og tilføjede, at "halvdelen af tiden vil jeg gerne bare putte og kramme, være intim."

Hvis et forhold ikke formår at tilfredsstille nogens intime behov, hvorfor skulle man så blive? Kerner fortalte, at der er mange grunde: Måske har de børn, eller der er nogle økonomiske forbindelser, der er for dyre at bryde, eller måske er de tilfredse med deres partner på alle andre punkter end det seksuelle.

Grundene til at betale for sex, i stedet for at gå i seng med nogen gratis, er også mange. En del af appellen ved at betale for det, sagde Kerner, er, at den slags interaktioner er mere simple og involverer færre følelsesmæssige komplikationer end en affære, eller bare et engangsknald. Nogle mænd, han har arbejdet med, har rationaliseret deres opførsel: Hvis man betaler for samleje, tæller det så som sex? Betalt sex kan også være en metode til at håndtere kedsomhed eller mentale problemer som depression eller angst, bemærkede Kerner, og tilføjede, at den slags opførsel ofte er svær at styre. Patienter, som tager kontakt til Kerner vil normalt have hjælp til at genvinde kontrollen over deres vane med at betale for sex.

Advertisement

Kerner forklarer, at opførslen nogle gange er resultatet af en manglende evne til at dele ud af sig selv og være oprigtig med sin partner. Nogle mænd søger prostituerede, fordi de ikke kan være ærlige om et tabuiseret område af deres seksuelle identitet. Kerner har arbejdet med klienter, som er gået til sexarbejdere, fordi de kunne lide at blive domineret, mens det var forventet, at de påtog sig en dominerende rolle overfor deres kone; mænd, som var interesseret i homoseksuel sex, men var i et heteroseksuelt forhold; og mænd, som godt kunne lide at klæde sig i dameundertøj.

"Når der opstår en erotisk konflikt," sagde Kerner, "vil mænd ofte betale for sex, som en metode til at håndtere den konflikt." I Huschke og Schubotzs undersøgelse, var der en adspurgt, der identificerede sig som heteroseksuel cross-dresser, men kun delte det aspekt af sin seksualitet med escortpiger, fordi han før i tiden havde forsøgt at dele den side af sig selv med kærester, "men de forhold varede ikke ved."

I de fleste af de tilfælde, Kerner har beskæftiget sig med, er mandens partner uvidende om, at han køber sex. "Monogami er en sjov størrelse," sagde han. Nogle af de heteroseksuelle, gifte mænd, Kerner har arbejdet med, har tilladelse fra deres kone til at "tage på stripklubber eller besøge massagesteder, der involverer seksuel tilfredsstillelse," eller diverse andre "ikke-monogame aftaler," men aftalerne handler sjældent om købesex.

Advertisement

Kan den slags være positivt, eller er det skadeligt? Nogle gange betaler mænd for sex, hvis de er væk fra hjemmet i længere tid - for eksempel hvis de er på forretningsrejse. Det kan sagtens være, at deres liv og forhold er fænomenalt, men de bliver "meget ensomme" og "meget liderlige," når de er væk hjemmefra, fortalte Kerner mig. Købesex bliver en "transaktionsmetode til få deres behov indfriet," sagde han.

"Nogle fyre vil bare gå op på deres hotelværelse og onanere til porno, andre fyre betaler for sex. I det tilfælde vil de sige, at det har en meget positiv effekt på deres forhold, ellers kunne det være de havde en affære i stedet," forklarede Kerner. Men som terapeut bliver han normalt først en del af en patients liv, når der er et problem, og ikke når alting kører, som det skal. Han kan komme i tanker om en bestemt klient, der betaler for at have sex med en mand, men som er gift med en kvinde. Hun er gået med til at lade ham gå til mandlige prostituerede. Men det er kun ét eksempel.

Kerner har arbejdet med kvindelige patienter, som skal forholde sig til at deres mand kan finde på at købe sex. Han beskriver forhold, der er blevet forværret på grund af det - i mange tilfælde bliver kvinden paranoid, og føler ikke længere hun kan stole på sin mand. "Det er normalt ikke kun selve samlejet med den prostituerede, men hemmelighedskræmmeriet, der er forbundet med det," forklarede Kerner. "I alle de tilfælde, jeg kan komme i tanker om, er det generelt en kilde til utilpashed."

Læs mere på VICE:

'Folk ser ikke et menneske, de ser en thailuder'

Ting du lærer, når dit parforhold brister i tyverne

Livet som mandlig, transkønnet sexarbejder