Fortab dig i Albert Grøndahls mørke, mystiske og eksotiske univers

Alberts farmor var fotograf, og det var hende, der første gang præsenterede en ung Albert Grøndahl for fotografiet. "Vi var tit med hende i hendes mørkekammer på Gammelstrand. Vi så på billeder og indtryk fra fjerne egne, der fra fremkalderbadet kom frem i det røde lys. Vi lavede kontaktprint af vores håndaftryk, der var varm chokolade, og vi spiste scones fra Van Hauen," fortæller Grøndahl. Han overtog senere selv samme mørkekammer, og det er stadig her, han fremkalder sine værker.

Albert Grøndahls billeder kan placeres et sted i krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion. De undersøger det eksotiske og fremmede og fortæller hver især historier omgærdet af mystik: En ung mand med et glasøje, en pige, der bærer et barn i dystre og mørke omgivelser kun oplyst af kameraets blitz, en halvt afklædt kvinde, der taler i telefon med ansigtet dækket af sit hår. Det er netop dette mystiske element, der gør Grøndahls billeder så dragende.

Værkerne spænder over temaer som liv og død, voyeurisme og desperation, men Albert vil ikke sætte sit arbejde i bestemte båse, og på spørgsmålet om disse emner er nogle, han arbejder med, svarer han: "Jeg kan genkende dem, men temaerne ser jeg ikke som motiver i sig selv. Jeg tager i hvert fald ikke afsæt i de ord, men jeg berører dem nok automatisk, fordi de har en eksistentiel oprigtighed." Han fortæller, at målet med billederne blot er at formidle en oplevelse.

Vi tog en snak med Albert om hans igangværende serie Simple Secrets samt historierne og processen bag billederne.

VICE: Hvordan vil du beskrive dine værker?
Albert Grøndahl: De repræsenterer dybest set en dialog med mine omgivelser. Jeg ser dem som sproglige afspejlinger af det, jeg er forbundet med og befinder mig i. Mine værker dyrker "oplevelsen", der som regel er forbundet med et andet menneske, et sted eller fungerer som et omdrejningspunkt for en rejse.

I mit arbejde er der et overlap mellem fiktion og dokumentar. For mig er forskellen på de to ikke, at dokumentaren er virkelig, og fiktionen opdigtet, men derimod at fiktionen behandler det virkelige som en effekt, der kan produceres i et værk, mens dokumentaren behandler det virkelige som et faktum.

Kan du fortælle os lidt om din proces?
Jeg finder det nyttigt ikke at adskille livet fra det at lave kunst. Det er en del af samme proces for mig, og de to elementer skal fungere som springbræt for hinanden. Mine værker repræsenterer historier, jeg aktivt er en del af. Jeg går ikke ud for at fotografere; jeg fotograferer mere der, hvor jeg ér. Jeg prøver så vidt muligt at lade min intuition og nysgerrighed være min drivkraft hen imod mine motiver.

Hvem er drengen med uglen?
Billedet er fra Waterloo, lidt uden for Bruxelles, der hvor Napoleon tabte sit berømte slag. Drengen hedder Nenephar og bor med sin familie i et gammelt adeligt palæ i en park ved Waterloo. Nenephars ugler var vilde og forældreløse, da han fandt dem, men nu bor de hos ham.

Hvordan udvælger du dine billeder?
Jeg arbejder altid analogt. Det er ikke et valg baseret på teknik, men det giver mig muligheden for at lade materialet "sove". Det vil sige, at det giver mig plads til at distancere mig selv fra den pågældende begivenhed eller oplevelse, jeg har valgt at udtrykke mig igennem. Når jeg fremkalder filmen i mørkekammeret, kan jeg så begynde at se materialet igen med fremmede øjne og med et strammere greb.

Hvordan føler du, at fotografi bliver set på i forhold til for eksempel billedkunst?
Fotografi er stærkest, når det bliver vist side om side med andre kunstneriske genrer. Det kan godt blive lidt indspist, hvis det dyrker sig selv og sine pionerer samt sine genrer for meget. Jeg synes, fotografiet er stærkt, når det bliver vist på gallerier og institutioner, der udover fotografi også viser andre kunstneriske greb.

Hvad arbejder du på for tiden?
Udstillingen Methods of Tilling the Soil. Den skal vises på en udstilling i den tyske by Kassel og består af skulpturer, traditionelle fotografiske print og fotografisk emulsion på bladsølv. Det er en udstilling, der har fokus på den indre rejse og kunstnerens rolle som visuel indsamler og omdrejningspunkt for kulturel udveksling.

Carl-Emil Storm Gabrielsen er redaktør på Dry Magazine. Følg dem på Facebook.

Flere unge, danske fototalenter på VICE:

Se Birk Thomassens intime billeder af ungdommens eskapisme

Se Albert Elms nysgerrige portrætter af livet fra verdens yderpunkter

Se Ida Dortheas portrætter af den europæiske ungdom