Jeg er afrodansker, og nej, du kan ikke kalde mig neger for sjov

Mary Consolata Namagambe er 27, i gang med kandidaten på jurastudiet og bor i København. Hun er født i Uganda, men har boet de seneste 19 år i Danmark. Hun er sort og dansk, afrodansker, og står bag initiativer som foreningen Udlændinge Vejleder Udlændinge (UVU) og senest en Black Lives Matter-demonstration på Rådhuspladsen i København. Her er hendes historie som fortalt til Lene Munk. Når jeg går i byen er det nærmest normalt, at en fyr fortæller mig, at jeg har blowjob-læber og spørger, om jeg er god til at give blowjobs. Første gang, jeg hørte ordet 'twerk', var på Roskilde Festival. Jeg gik rundt i nogle forskellige lejre, og fyrene råbte 'twerk twerk twerk', og da jeg spurgte mine venner, hvad det var, og hvorfor de råbte det ad mig, forklarede de, at det var den her dans med røven. Jeg skal åbenbart kunne tilbyde det, fordi jeg har den her hudfarve. Folk forventer, at jeg kan danse, synge og give gode blowjobs, men bliver overraskede, når jeg fortæller, at jeg læser jura. Jeg bliver ked af det, når jeg oplever, at det er det, der associeres med min hudfarve. I folkeskolen var jeg eksotisk og spændende, og der var engang en, der kaldte mig neger, men så sagde min lærer, at det skulle vedkommende stoppe med, og så talte vi om det.

Det er hårdt at være en del af en minoritet, som man ikke hører om. Samfundet hører ikke mig, fordi jeg ikke er Fatma eller Ali, jeg er ikke politisk interessant. Det er, som om fordi jeg har den her hudfarve, så skal jeg bare være glad. Klappe lidt på nogle trommer og fanme bare være glad. Og når jeg påtaler racismen, er svaret; slap nu af, det er jo bare for sjov.

Det er svært at kapere den her situation, hvor folk siger; det er for sjov. For så skal jeg overbevise dem om, at det ikke er sjovt, og det er sjældent nok, at jeg siger, at det er det ikke. Jeg skal overbevise dem med mine følelser. Måske skal jeg græde. Jeg skal dykke dybt ned i mig selv og dele private oplevelser for at få folk til at forstå, at det gør ondt.

Selve begrebet 'hyggeracisme' er vildt underligt for mig. Det, at vi overhovedet kan forbinde ordet hygge med racisme. Jeg føler, at man kalder det hyggeracisme, fordi man gerne vil have en undskyldning for at være racist uden ligefrem at være Ku Klux Klan eller Daniel fra Danskernes Parti. Jeg forundres over begrebet, for det er racisme, men folk siger hyggeracisme, fordi de lidt godt ved det, men som afsender ikke mener noget ondt med det. Og så glemmer de bare, at jeg som modtager oplever det som racisme. Racisme.

Folk kan sige noget når som helst. Når jeg skal til en fest med venners venner eller møde en ny kærestes familie, kan jeg godt finde på at sikre mig på forhånd, at folk ikke vil kalde mig neger. For hvis de gør, så svarer jeg tilbage. Og så er det mig, der skaber den dårlige stemning. Så skal vi til at have en diskussion, for måske vil modparten sige: 'Jeg har altid sagt det, jeg har aldrig ment noget ondt med det, og hvorfor tager du det på den måde?' Og det kan blive en ubehagelig diskussion, og jeg synes ikke, det er sjovt at have den. Når jeg er et sted for at hygge mig, har jeg ikke lyst til, at min hudfarve skal sætte dagsordnen.

Det er ofte til fester, at de her jokes kommer, fordi folk er fulde og får lyst til at fyre noget af. Lyset slukkes, og én siger: 'Smil! Vi kan ikke se dig!' Og alle griner. Jeg har mødt racisme bare ved at holde en hvid fyr i hånden. Jeg bliver simpelthen udsat for racisme, fordi jeg elsker en anden person. Folk glor. Måske tænker de; I burde ikke være sammen. De stiller spørgsmålstegn ved min kærlighed på grund af min hudfarve.

Jeg har det, som om jeg aldrig kan være usynlig. Som når jeg går på date med en hvid fyr på restaurant, og folk stopper op og kigger på os. Måske tænker de; hvordan har de fundet sammen? Har han mon hentet hende i Afrika? Er det kærlighed?

Og jeg bliver forelsket, men tænker; kan jeg klare at have en hvid kæreste? Gad vide, hvilken familie jeg kommer ind i? Hvordan vil de kigge på min hudfarve? Ikke på mig, ikke på Mary, men på min hudfarve?

Når jeg møder en fyr, er jeg meget obs på, om det er mig, han er interesseret i, eller om han er interesseret på grund af den her hype om at prøve at være sammen med en sort pige. Det gælder også nye venner. Er det en sort veninde, du vil have? Eller er det mig som person, du gerne vil lære bedre at kende? Når man går efter venner ud fra farve, så er det, fordi man associerer dem med noget bestemt. Så er det, fordi du forventer, at jeg kan noget, at jeg kan bidrage med noget bestemt til vores venskab, som det jo ikke er sikkert, at jeg kan, bare fordi jeg har en bestemt hudfarve.

Mary (th.) og veninden Preeyanut på et rigtigt venindebillede. Privatfoto.

Der er ting, som jeg lærer at undertrykke. Det gør ondt, men hvis jeg lader dem fylde alt for meget i mit liv, kan jeg ikke fungere. Når jeg sidder i bussen, og den bliver fyldt, og jeg er den sidste, nogen vil sidde ved siden af, så prøver jeg at kigge ud af vinduet og lade som om, det ikke sker. Jeg kan ikke gå rundt og tænke, at det er, fordi jeg er sort. Det er for hårdt, hvis min farve definerer og afgør så meget i mit liv. Som minoritet repræsenterer du altid nogen. Gør du noget absurd, er der nogen, der vil sige; sådan er afrikanere. En fyr vil måske fortælle sine venner; jeg var engang sammen med en afrikansk pige, og hun var bare SÅ et eller andet – i stedet for bare at sige; jeg var engang sammen med en pige…

Der er så mange afrodanskere, der er holdt op med at tale om de her ting – også med hinanden – fordi de ikke føler, at det hjælper, intet ændrer sig. Men jeg er nødt til at sige noget. Hvis jeg ikke siger noget, så tager jeg det med mig. Så tager jeg det med hjem og tænker videre over det, og det bliver en del af mig. Når jeg siger fra, så stopper det på en måde der.

Jeg vil ikke være bitter. Jeg vil ikke hade mine medborgere. Jeg vil ikke hade mit hjem, og Danmark er mit hjem. Derfor er det vigtigt for mig at komme ud med de her ting. Jeg advokerer for, at flere afrodanskere gør det her, at de deler deres historier på facebook og kommer ud med dem, for jeg tror, det er sådan man heler, og sådan, man bliver stærkere.

Læs flere interview fra VICE:

Historien bag billedet fra Black Lives Matter, der går verden rundt

VICE-interviewet: MØ

Jeg tog til Thailand og kom hjem til et bordel i min lejlighed