Jeg fik kontakt til min døde hund gennem en kæledyrs-clairvoyant

Min hund Sinomin forsvandt, da jeg var ti og boede i Georgia, USA. Hun var halv schæfer, halv chow chow og plejede at sove nede for enden af min seng. En af ulemperne ved at bo i sydstaterne er, at risikoen for at have en stereotyp, haglgeværskyndig redneck som nabo er ret høj. I mit tilfælde var vores nabo typen, der gik meget op i sine "rettigheder" - som retten til at skyde alt uvelkomment kravl, der nærmede sig hans grund. Vi fandt aldrig ud af, hvad der skete med min hund, men jeg mistænker kraftigt, at hun endte sine dage i en salve af hagl affyret af en indavlet amerikaner. Uvisheden har dog altid naget mig lidt.

I Danmark er det svært at slå en streg uden at ramme en alternativ behandler. Alene i Clairvoyant Foreningen (en rigtig forening) er der 100 registrerede clairvoyante, medier, spåkoner, spirituelle vejledere, healere, håndlæsere og andre folk, der var blevet brændt levende i middelalderen. Nu har de CVR-numre og online tidsbestilling og har i det hele taget specialiseret sig i ret høj grad - nogen af dem har endda speciale i at kontakte afdøde kæledyr.

En af dem er Berit Højgaard fra Go' Hund. Hun er uddannet hundeadfærdsspecialist, træningsinstruktør og kranio-sakral terapeut og er en af de få, der har speciale i åndelig kommunikation med dyr - både levende og døde. Hendes hjemmeside er fyldt med kommentarer og lovprisninger fra lykkelige dyreejere og sørgende, som hun har hjulpet gennem sine konsultationer.

Jeg besluttede mig derfor for at tage en snak med Berit for at finde ud af, hvordan kommunikation med afdøde kæledyr fungerer, og ikke mindst om Sinomin er et bedre sted i dag.

VICE: Hej Berit. Hvor længe har du haft evnen til at kommunikere med døde dyr?
Berit Højgaard: Det er noget, jeg er født med. Det er en evne, der har udviklet sig hen ad vejen - altså jeg har fået mere bevidsthed omkring den. Da jeg var barn havde jeg ikke tænkt over, at det var noget mærkeligt eller anderledes. Jeg blev gjort opmærksom på det, da mine forældre fortalte mig, at det nok ikke var noget, jeg skulle gå og sige så meget om. På det tidspunkt troede de bare, at jeg var et barn med en meget livlig fantasi.

Okay. Kan du fortælle lidt om første gang, du mærkede dine særlige evner?
Jeg var omkring fire år gammel og alene hjemme. Vi havde en schæfer, der ofte fungerede som vagthund såvel som familiehund. Pludselig bankede det på døren. Jeg havde selvfølgelig fået at vide, at jeg ikke måtte åbne døren for fremmede, men døren var ulåst. Da kom der to fremmede mænd gående direkte ind ad døren. Så sagde min hund, at jeg skulle gå over i hjørnet. Hjørnet var positioneret på en sådan måde, at mændene ikke ville kunne se mig, når de kom ind i stuen. Vores hund stillede sig mellem mig og mændene og viste tænder. Da de kom ind i stuen og opdagede, at der faktisk var nogen hjemme, besluttede de sig dog for ikke at gå tættere på og listede i stedet ud igen.

Det er noget, jeg aldrig vil glemme.

Hvordan fungerer det ellers, når man skal i kontakt med dyrene?
Jeg fremsætter min intention om at komme i kontakt med dyret. Undervejs i min meditation har jeg tidspunkter, hvor jeg åbner op, så det, der vil igennem, kan komme igennem. Nogle dyr kommer også til mig tre dage før tid eller tidligere på dagen, inden jeg overhovedet er blevet opsøgt af ejeren. De kan mærke den ekstra sensitivitet, jeg har omkring mig.

Kan du beskrive selve kommunikationen med dyrene?
Med min sjette sans er det lidt ligesom i virkeligheden, hvor man heller ikke bare ville gå hen og kramme en hund med det samme. Vi lærer forsigtigt hinanden at kende. Forestil dig, at jeg tager min telefon og trykker et nummer ind. Klartonen lyder, kontakten etableres og samtalen begynder med dyret.

Modtaget. Kan man blive hjemsøgt af et dødt kæledyr?
Der kan ske det, at et afdødt dyr forbliver omkring ejeren for at kunne give støtte, hvis ejeren ikke var klar til at sige farvel. Folk har decideret kunne høre kattelemmen klappe i, uden der var nogen kat, og lugte noget eller fornemme dyrets tilstedeværelse gennem dets sædvanlige ritualer.

Hvad er det mest eksotiske dyr, du har været i kontakt med?
Som oftest er det heste, hunde og katte. Men jeg har også prøvet at kommunikere med giraffer og elefanter. Og engang en slange.

Men altså hvordan taler I? Hvordan forstår du, hvad en slange siger?
Alt er oversat, så jeg kan forstå det. Det, der kan være lidt hårdere, er når dyret har levet i fangeskab. Der kan jeg mærke, at dyret er blevet apatisk og har måttet indordne sig efter et liv med manglende frihed.

Går du nogensinde i kontakt med dyr uden for din arbejdstid?
Ja da, med de vilde dyr, som jeg møder i skoven. Og jeg taler med mine egne dyr. Jeg har to hunde og en kat, og katten er døv, så den synes det er så fedt, at vi stadig kan kommunikere.

Nu er min hund jo gået bort. Kan du sige noget om, hvordan livet efter døden er forskelligt for mennesker og dyr? Om de er samme sted?
Min overbevisning er, at dyrene er deres eget sted. Dyrene fortæller mig, at de er sammen med andre dyr. Men de kan sagtens have kontakt til hinanden. Engang talte jeg med en ejer og hans hund, der begge var blevet påkørt og dræbt sammen, og da kom de også begge frem sammen.

Berit spørger efter en video eller et billede af min hund, så hun bedre kan komme i kontakt med den. Dog får hun betydeligt kortere tid til at studere materialet sammenlignet med de 30-40 minutter, hun normalt bruger før en konsultation.

Hvad kan du sige om min hund?
Det jeg kan mærke omkring hunden er, at maven har drillet, og at det til tider har resulteret i dårlig ånde og for meget luft i maven. Jeg har en kraftig fornemmelse om, at den ikke har været så begejstret for at være alene. Den har fundet tryghed i vasketøj, og den har godt kunne lide at ligge med mennesker. Derudover har den haltet på for- og bagben i en periode - ikke permanent. Den har fået mellemklasse fodder.

Og så har den haft en fast liggeplads. Sammen med børnene i hjemmet.

Jamen det er både rigtigt og forkert. Det med maven og dårlig ånde mindes jeg ikke, men det med vasketøjet er helt rigtigt. Hvordan døde hun? Kan du se det?
Det får jeg ikke lov til. Jeg får stopsignaler. Mine stopsignaler kommer, hvis der er noget bagvedliggende viden, der ikke er til gavn for mennesket. Det er en måde at "beskytte" dig på. Det er ikke alt, vi bør eller skal vide. Når jeg arbejder på denne måde, har jeg også kontakt til mine egne hjælpere. De hjælper mig med at gøre det, der er bedst for dyret og ejeren. Og i dette tilfælde er det at slutte fred med den pågældende afslutning på dyrets liv. Min fornemmelse er dog, at det ikke har været den nemmeste afslutning på livet, for hende.

Hvordan det?
Det føles som om, hun har været bevidst om, at det skulle ske. At hun skulle videre på livets vej. Så er hun gået væk. Ejerne var ikke klar til at "slippe" hende på det tidspunkt det skete på.

Tak for din tid Berit.

Jeg må indrømme, at det er en sentimental optur at snakke med en rar, fremmed dame om min elskede barndomsmakker. Glade minder vækkes til live, og jeg får faktisk lidt lyst til at tro på legitimiteten af Berits evner og æde det hele råt. Også selvom hun tager fejl på en del områder. Jeg forstår godt, hvorfor folk punger ud med de 250 kr. Berit normalt tager i timen. Inderst inde ved jeg godt, at det er ligeså virkeligt som Loch Ness uhyret, men ikke desto mindre er det klart federe (måske) at snakke med sin afdøde hund end at tage til Skotland.

Mere fra VICE:

Min mormor er giftmorder

Hitler oplever en rennæssance som teenage-idol på Tumblr

Jantelov, Puch Maxier og umotiveret vold: sandheder om at vokse op i provinsen