Her er de ting, vi hader allermest ved vores bedste venner

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Italien

At have en bedste ven er det bedste i verden. Der er selvfølgelig også familien, men de kan sgu også være nogle utålelige pikspillere en gang imellem. Bedste venner er geniale i næsten hvilken som helst situation: fra hverdags-drukture til generelt bare at holde alt det kolde og mørke i livet på afstand.

I modsætning til din familie har du selv valgt din bedste ven - eller I har fundet hinanden - men det betyder ikke, at denne ene person, som du kender bedre end nogen anden i verden, ikke alligevel kan drive dig til vanvid. Din bedste vens værste sider kan fylde dig med en helt særlig form for raseri; en følelse, der som regel ledsager ubetinget kærlighed. Vi spurgte nogle af de mennesker, der er tættest på os, om hvad de i al hemmelighed går og hader ved deres bedste venner. Men de her historier handler ikke om os. Tror vi.

"Jeg kan ikke snuppe små tics og skavanker. Jeg kan ikke holde ud, når folk knækker leddene i deres fingre eller trækker vejret unødvendigt tungt, selvom de ikke laver noget, der overhovedet er i nærheden af at være fysisk krævende. Mine hverdagsneuroser driver mig til vanvid og kan gøre mig ekstremt utålelig at omgås, og det gælder især, når jeg er sammen med mine bedste ven.

Da jeg var 13, og vi havde kendt hinanden i et par uger, lagde jeg mærke til, at der løb en tyk dråbe savl ud af hans mundvig, mens han forklarede mig, hvordan man sammensætter et uovervindeligt Magicdeck. Selv nu, hvor jeg sidder og skriver dette, får jeg en lille smule kvalme bare af at tænke på det.

Den dråbe mundvand var der, da han indså, at han ville gå fra sin kæreste et år efter, de var flyttet sammen. Den var der, da hans forældre besluttede sig for at blive sammen, og da han sagde til mig, at det var OK, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville udrette med mit liv. Jeg bemærker den altid, og den giver mig myrekryb, men jeg siger aldrig noget om det. Jeg vil altid være der for min bedste ven. Ligesom hans grusomme spytdråbe."

G.

"Da jeg var omkring 10 eller 11, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne stole på min bedste ven. Vi var fem piger i klassen, og der kom en uge, hvor vi besluttede os for at parodiere Spice Girls. Min bedste ven og jeg lovede at støtte hinanden gensidigt i, hvilken Spice Girl vi skulle være: Hun skulle være Geri, og jeg, Mel B. 'Alt eller intet,' var vores motto. Men jeg var syg den dag, pigerne besluttede, hvem der skulle være hvem. Da jeg blev rask og kom tilbage, fandt jeg ud af, at jeg havde fået Mel C. Min ven havde ikke gjort oprør imod, at jeg blev Mel C. Mig. Mel C. Jeg hadede Mel C.

Der kom mange Mel C-øjeblikke efter den dag. Alt er perfekt, når vi to er sammen, vi kan snakke i dagevis, vi kan dele alt. Det er først, når vi ikke er sammen, at det begynder at blive problematisk. Hun er typen, der, i 2016, pludselig "ikke har flere penge på sin telefon." Hun bliver ved med at misse aftaler, og spiller død, når jeg prøver at få fat på hende. Hun siger, at hun kommer forbi, hvis jeg er bange eller ensom eller ulykkelig, men glemmer det løfte kort tid efter.

Jeg har gjort hende opmærksom på det mange gange, men hun synes ikke, det er så slemt, og mener, at vi nok skal blive gode venner igen. Hun er det mest afbalancerede og rolige menneske, jeg kender, hvilket nok er en del af grunden til, at hun driver mig til vanvid. Men det siger måske mere om min egen ængstelse end vores forhold. Jeg har lært at identificere de øjeblikke, hvor jeg ikke kan stole på hende og nedjustere mine forventninger derefter. Med den her artikel for eksempel: jeg fortalte hende om den for en uge siden, og spurgte om hun måske også kunne have lyst til at bidrage med noget. Hun var helt vild med ideen. Deadlinen var for fire dage siden, og jeg modtog intet fra hende. Heldigvis havde jeg mine egne erfaringer at dele ud af."

A.

"Min bedste ven er egotripper. Han er indbegrebet af et gennemsnitligt, snobbet røvhul. Der er ingen, der vil have noget med ham at gøre - som Matt Damon i Good Will Hunting, men med mindre muskelmasse. Men vi har været venner i så lang tid, og han er hudløst ærlig over for mig. Han har intet problem med at fortælle mig, at min sidste artikel var noget værre lort, og at mit tøjvalg "er det mest latterlige, der er sket siden post-punk-æraen". Jeg er selv ret direkte, men der er bare nogle ting, jeg ikke kan fortælle ham. Jeg hader, at han er så selvoptaget, og at han tvinger mig til at være den, der sidder og lytter og nikker hele tiden. Jeg elsker at snakke med ham, jeg tror bare, det ville være sundt med et emneskift indimellem.

Vi bor 500 meter fra hinanden. Når jeg ikke er hos ham, og han ikke er hos mig, mødes vi på en pub. Vi drikker og snakker - om hans problemer, om de piger, der har skuffet ham, om hans terapeut, den bog han læser og hans arbejde. Nogle gange prøver jeg at introducere et nyt samtaleemne, og som oftest taler han lidt med om det, men han finder altid en måde at få det til at handle om ham igen. Det er en forbløffende evne.

Der er nok to grunde til, at jeg ikke kan fortælle ham, hvordan jeg har det med ham: for det første vil jeg ikke gøre ham fortræd. Og for det andet: jeg elsker at snakke med ham."

L.

"Lige siden jeg var barn, har jeg haft en nær ven, der er det vildeste konkurrencemenneske. Han får alt til at lyde som en udfordring eller et væddemål, og han er ligeglad med, om jeg overhovedet er interesseret. Mit forhold til konkurrencer er ret indviklet: det gør mig træt, belastende og trist. Man kan roligt sige, at jeg ikke er et konkurrencemenneske, men med den her ven befinder jeg mig alligevel konstant i situationer, hvor det åbenbart er konkurrencen værd. Og hvis han ikke direkte kan gøre noget til en konkurrence, så nedgør han alt, hvad jeg har gang i. Hvis der er en pige, der er lun på mig? Så er hun nederen eller en kælling.

Han brugte engang tre timer på at prøve at overbevise mig om, at min nye, langhårede frisure var klam, fordi mit hår ikke var bølget nok - ikke så bølget som hans. Dagen efter blev jeg klippet. Nogle gange er det bare bedre bare at opgive kampen få fred."

N.

"Jeg er ikke et særligt aktivt menneske - jeg elsker at lave ting, men jeg er altid træt. Derfor har jeg et lidt indviklet forhold til cannabis: jeg kan godt lide at være skæv, men kun, når jeg er derhjemme med småkager inden for rækkevidde og en varm seng, der venter på mig. Det er min bedste ven udemærket godt klar over, og alligevel prøver han altid at ryge mig skæv, når jeg ikke har lyst til at være skæv.

Han er ikke den typiske stener-ven - han er meget energisk og udadgående, og tilfældigvis bare virkelig glad for cannabis. Det er for så vidt også ok, men han betragter tjald som et statussymbol, der er bedre end alkohol. Han er bare ikke den samme uden cannabis. Vores nætter ender ofte som uendelige jagter på cannabis, og bagefter er vi bare aldrig helt på bølgelængde: jeg er fuld, han er skæv, og mens han prøver at få mig til at ryge, er spørgsmålet bare, hvem der først går kold.

Sidste gang var vi præcis lige skæve, da vi var i byen. Han blev ved med at prøve at få mig til at tage et hvæs, og jeg blev for træt af at høre på ham til at stritte imod. Dårlig, dårlig ide: efter cirka ti sekunder var jeg helt blæst og havde kun lyst til at sove. Men lige i det øjeblik blev røgen åbenbart også for meget for ham. Han besvimede og faldt om på gulvet. Jeg vaklede hen til ham og satte mig ved siden af ham på dansegulvet, mens han sundede sig. Jeg prøvede at tage mig af ham, men som den skæve idiot jeg var, var jeg selv faldet i søvn, da han vågnede og havde det bedre.

F.

Læs mere om at elske og hade dine venner her på VICE:

Derfor droppede jeg min kæreste og to bedste venner ved at slette dem på Facebook

Derfor mister millioner af mænd deres venner, når de er i 20'erne

Hvorfor har jeg kun pigevenner?