Jeg pissede hele min ungdom væk på dødsdruk

Topfoto: Jakob Engberg Petersen under en druktur i starten af 00'erne. Privatfotos er taget af hans venner.

Jeg har været på dødsdruk i månedsvis og har kørt på 50-60 genstande i døgnet, sovet minimalt og været påvirket af stort set alle de rusmidler, jeg kunne komme i nærheden af. Og nu ligger jeg her på et stuegulv i en lille lortelejlighed i Nordvest med en tomhedsfølelse i kroppen, som du slet, slet ikke kan forestille dig. Og mine hænder skælver, mit hjerte hamrer derudaf, jeg har angst, sveden driver fra mit ansigt, og hold kæft, hvor jeg dog skammer mig over mig selv. Løsningen? Jeg kender kun én: Seks Bjørnebryg og en flaske vin i 20-kroners-klassen.

Velkommen til en typisk mandag morgen i mit 25-årige liv, dengang jeg kun havde ét mål med tilværelsen: At drikke mig selv ihjel. Så langt nåede jeg aldrig, men er du gal, hvor gjorde jeg et hæderligt forsøg.

Mit navn er Jakob Engberg Petersen, og jeg kan se tilbage på næsten 20 år med et alkoholmisbrug så massivt, at det smadrede min ungdom til atomer.

Lad os starte ved begyndelsen, dengang hvor jeg lagde fundamentet til min karriere som ungdomsalkoholiker. Jeg var vel 12 eller 13, da jeg første gang nippede til dråber med procenter i, og det var lige mig. Smagen var, hvad den var, men effekten, den kunne jeg bestemt godt bruge til noget, og det kunne mine venner også. Vi røg også tjald hele tiden, skatede, malede graffiti og var på svampe, når bølgerne rigtig gik højt…. Vi lavede alt det, man nu gør som snotunger i en lille stationsby, hvis man ikke spiller fodbold eller roder med knallerter.

Det hører med til min historie, at jeg boede alene med min far fra jeg var ni, til jeg var 17, og vi havde et venskabsforhold, hvor vi festede sammen. Det vil sige, at jeg ikke havde nogen ordentlig faderskikkelse i mit liv men i stedet en "god ven", der lod mig drikke, hvad jeg ville, og gøre, hvad jeg ville, samtidig med at han gav mig en grundig indføring i cannabissens glæder. Da jeg tog på efterskole som 15-årig, smurte han mig en madpakke til togturen, og i den havde han som en lille overraskelse lagt en håndfuld topskud.

Derfra gik der nogle år, før jeg første gang blev gjort opmærksom på, at jeg havde et alkoholproblem. Jeg var vel 18-19 år gammel, og det var min daværende kæreste, der forsigtigt antydede, at jeg måske skulle søge hjælp. Det betyder ikke, at jeg selv syntes, det var nødvendigt, selvom jeg allerede på dét tidspunkt var blevet smidt ud af et par ungdomsuddannelser og var begyndt at opfatte det som normalt at drikke fire Guld Tuborg til morgenmad. Når jeg ser tilbage på de år, var det dér, jeg for alvor slog ind på en selvdestruktiv kurs. De venner, der fik travlt med gymnasiet og lærepladser, faldt fra, og i stedet omgav jeg mig med ligesindede, der heller ikke havde nogen betænkninger ved at tømme en flaske slavevodka på en tirsdag aften. Det var ligesom stilen, forstår du, og hvis der var nogen, som mestrede den, så var det mig.

Alene eller med andre. Ligesom jeg røg hash for mig selv, så havde jeg heller ikke noget imod solodruk. Eller - nu lyder det som et aktivt valg, men i virkeligheden var det jo bare, fordi jeg ikke kunne lade være.

Da jeg var 17, flyttede jeg til København for at få en frisk start, men det endte selvfølgelig som det modsatte. Mine nederlag på et hav af forskellige uddannelser resulterede ikke i andet end mere og mere studiegæld, der blev brugt til at betale for mine drukture og de stoffer, som på det tidspunkt var blevet et fast indslag under byturene. Min mor hjalp mig også med penge, og jeg løj for hende og sagde, de gik til noget fornuftigt. I virkeligheden vidste hun godt, hvordan det hang sammen, men hun var tynget af skyld over, at hun i sin tid lod mig flytte ind hos min far, og det var hendes måde at kompensere på. Hun blev en pleaser, som lånte mig penge uden at stille spørgsmål.

Nu er min far død, men i mange år var jeg rasende på ham. Jo ældre, jeg blev, desto tydeligere blev det for mig, hvor dårlig en indflydelse han havde været på mig. Så går der klynk i den, og det er også en rigtig god følelse at drikke på - selvmedlidenhed. Jeg har altid drukket, fordi jeg havde det dårligt. Og hvis alkoholen ikke kunne tage smerten, så kunne hashen eller de hårde stoffer. Det handler om at slukke for smerten, for skammen.

Fra jeg var et par og tyve, kunne jeg komme op på 50-60 genstande i døgnet - dog med et dyk midt på ugen, hvor jeg opretholdt en funktionspromille, som krævede cirka det halve. På det tidspunkt var det åbenlyst, at jeg var alkoholiker, og jeg blev sat på skrappe antabuskure, hvor hash- og pillemisbruget til gengæld røg i vejret for at kompensere. I øvrigt kan man godt drikke på antabus, hvis man virkelig vil, og det ville jeg. Man hæver op i hovedet, får hjertebanken og åndenød, kvalme, røde plamager og prikken under huden, men til sidst lammer alkoholen nervesystemet i en grad, så du ikke længere mærker den allergiske reaktion.

Jeg har altid haft det sådan, at jeg bare lige skulle have et par måneder på 'bussen', og så var jeg klar til at drikke igen. Men hver gang jeg stoppede en kur, blev det kun værre. Erkendelsen af, at jeg ikke var i stand til at kontrollere det, var den sværeste at nå frem til. Jeg havde en idé om, at jeg nok skulle lære at styre mit alkoholindtag, fordi jeg ikke var modig nok til at tage hånd om det reelle problem, som jo er, at man drikker, fordi man har det ad helvede til. Hvis man skal stoppe for evigt, bliver man nødt til at konfrontere smerten. Og det er den kamp, som mange alkoholikere vælger ikke at tage, fordi de er ude af stand til at gøre op med de dæmoner, der er skyld i det hele.

Jeg har haft tre lange forhold, og alle tre har jeg fucket op på grund af alkohol. Da jeg var sammen med min anden kæreste, tog jeg antidepressiv medicin og kombinerede det med mine sædvanlige drukture. Det førte til, at jeg fik selvskadende adfærd, hvor jeg - foran hende - smadrede flasker i hovedet på mig selv og gav mig selv blå øjne, så det lignede, jeg havde fået en ordentlig røvfuld. Så var der gange, hvor hun kom hjem og fandt mig liggende på stuegulvet i en sø af tis, bræk og vodka.

Da jeg var omkring de 25, bestemte jeg mig for at give fanden i det hele og bare drikke igennem. Der har været to gange, hvor jeg stirrede døden i øjnene. Den ene gang var til en technofestival, hvor jeg kollapsede og blev akut indlagt på hospitalet. Den anden gang var på Culture Box til et Jeff Mills DJ-set, hvor jeg havde taget en overdosis fantasy kombineret med usandsynligt meget alkohol. Jeg fik hjertestop og blev genoplivet i regnvejret ude foran køen af ventende gæster, og dagen efter vågnede jeg op på Rigshospitalet med elektroder på kroppen. Jeg fik øje på en plastikpose, som indeholdt mine bukser - dem havde jeg åbenbart tisset i, mens jeg lå dér på asfalten og fik hjertemassage - men lægens alvorsord prellede af på mig. Samme aften fik jeg en brandert på igen. Når det gik mindre vildt for sig, sad jeg bare alene derhjemme bag nedrullede gardiner og græd snot i fuldskab, det var mere standarden.

Som 31-årig kom jeg ind på skiltemaler-uddannelsen. Jeg havde brugt 6-7 år on/off på antabus, og så skete der det, at min daværende kæreste skred fra mig. Du kan forestille dig, hvordan jeg håndterede bruddet, men det clashede med min læreplads, fordi jeg dagen derpå fik så svære alkoholabstinenser, at jeg umuligt kunne udføre præcisionsarbejde med penslen.

Det var en uddannelse, jeg virkelig havde optur over og lyst til at gennemføre, og samtidig var jeg på en eller anden måde nået frem til, at jeg havde lyst til at leve. Og jeg vidste med mig selv, at jeg blev nødt til at lave et clean cut fra alkohol. Det første år havde jeg en række tilbagefald ind imellem perioderne på antabus og røg stadig dagligt joints, men i august 2013 søgte jeg hjælp i forskellige støttegrupper og lagde alkohol, røg, medicin, hårde stoffer og smøger på hylden én gang for alle. Det stærkeste, jeg indtager nu til dags, er koffein.

At sige det var et vendepunkt, ville være en underdrivelse. De fleste havde et syn på mig som et kæmpe fuckup, der ofte lå på gaden i en komatøs tilstand af druk og stoffer, og jeg kan godt mærke, at der fra de mennesker, der var vidne til mit forfald, i dag er en respekt for, at jeg har rejst mig. Der er selvfølgelig dem, jeg ikke længere snakker med, men jeg har fået nye venner, som drikker og tager stoffer på en mere moderat måde. Jeg kan sagtens tage i byen med dem uden at blive fristet. Og helt seriøst - jeg morer mig præcis lige så godt, når jeg går ud, og jeg er tit den, der er mest glad og energisk. Men det har taget tid at nå dertil. Jeg har en rigtig god ven, der også holder sig ædru, og han var med til at sluse mig ud i nattelivet igen.

Jeg savner ikke at være beruset. Jeg er helt klichéagtigt high on life, og jeg kan hele tiden mærke, at der sker fremskridt åndeligt, fysisk og socialt. For mig slår følelsen af at være klar i hovedet alt. Jeg kan ikke udelukke, at der kommer en dag, hvor jeg har fået sendt nogle børn godt afsted, groet mig et fuldskæg og går og hygger mig i mit værksted, at jeg så kan finde på at tænde en lille potjoint. Men jeg har en stærk følelse af, at jeg aldrig kommer til at drikke igen.

Dybest set fortryder jeg ikke min ungdom. Det kan godt være, jeg har pisset en masse år væk, men det har også været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag.

Jakob Engberg Petersen er netop blevet selvstændig med sin egen skiltemaler-virksomhed, som hedder Copenhagen Signs. Han er i dag 34 år.

Læs mere om misbrug fra VICE:

Jeg hedder Megan, og jeg er alkoholiker

Sådan fik jeg hævn over min dræbte far

Ting jeg har fået af min narkoafhængige far