Manden de kalder 'Mini-Tulle': “Jeg siger, hvad der passer mig”

Den første tirsdag i oktober markerer den dag, hvor de 179 mennesker, der har magten til at ændre din fremtid er tilbage på pinden. I anledning af Folketingets åbning sætter vi derfor fokus på nogle af de største politiske talenter på Christiansborg – både politikerne og dem der står bag dem i kulisserne. For hvem er de unge, der på trods af politikerlede og dalende medlemstal i partierne brænder så meget for politik, at de har fundet vej til en politisk toppost, før de er fyldt 30? Vi spørger fremtidens magthavere, hvor de kommer fra – og hvad de egentlig vil med magten.

For nogle dage siden var der en Pikachu uden for Peter Kofods vindue. Der var også flere hundrede mennesker, som var på Pokémon-jagt, og som råbte og skreg og sprintede fra den ene ende af Bibliotekshaven til den anden, da det gik op for dem, at det var nu, man kunne fange det sjældne, gule fiktive dyr på deres telefoner. Peter Kofod troede, der var sket noget alvorligt. Han rejste sig fra sit skrivebord og gik hen til det åbne vindue på sit Christiansborg-kontor og så, at det bare var de Pokémon Go-spillere, der hele sommeren havde forvandlet et af Københavns grønne, hemmelige og fredfyldte haver til en overbefolket, larmende og nedtrampet jagtmark.

"Se, græsset ligner i dag noget, vi spillede fodbold på engang," står det 26-årige Dansk Folkeparti-medlem Peter Kofod og siger, da jeg møder ham. Han er træt af det spil og den bølge af børn og unge, der også i dag går foroverbøjet rundt med hovedet nede i deres telefoner, indtil der dukker en Pokémon op på skærmen.

Det er et par dage efter Dansk Folkepartis årsmøde i Herning. Peter Kofod fortæller, at de stadig arbejder på at komme ovenpå igen – og her referer han til festen. Han er trods alt stadig, sommetider, bare en 26-årig ung mand fra Bornholm. Men ikke en hvilken som helst en af slagsen. Sidste år nåede han lige at blive uddannet folkeskolelærer i Haderslev, hvor han også bor, inden han blev valgt ind i Folketinget, og i januar i år blev han retsordfører – et af sit partis tungeste og vigtigste ordførerskaber. Når medierne har skrevet om han, har det været under overskrifter som "Han styrer direkte mod toppen i DF", og han er "Den usynlige arvefølger".

VICE: Du slår mig som en atypisk 26-årig. Er du det?
Peter Kofod: Det vil nogle nok sige. Ja, jo, jeg skiller mig nok ud. Det er ikke normalt eller typisk, at en 26-årig sidder i Folketinget.

Hvorfor meldte du dig ind i Dansk Folkeparti?
Det var i 2005. Der var folketingsvalg. I dansktimerne syntes jeg, det var utroligt spændende, fordi vi læste så mange spændende noveller, hvor der var så mange ting, der gav anledning til, at vi kunne diskutere og finde ind til kernen her i tilværelsen. Jeg havde en fantastisk god lærer, der sagde, at "I skal altid være kritiske. I skal altid stille spørgsmål til det, I læser." I samfundsfag var det ikke fint at sætte spørgsmålstegn ved udlændingepolitikken. Der var nogle uskrevne dogmer og regler, og dem måtte man ikke diskutere. Og min holdning var, at hvis der er noget, vi ikke kan diskutere, har vi virkelig brug for at diskutere det mere end alt muligt andet. Fordi så er der noget, der er i klemme, og som potentielt kan være farligt, hvis vi ikke gør noget ved det. Så gik jeg hjem og meldte mig ind i både Dansk Folkeparti og DFU. Og så tænkte jeg ikke så meget mere over det. Jeg gik ikke rundt og regnede med, at jeg skulle være politiker.

Medierne kalder dig Mini-Tulle. Hvordan har du det med det?
Jeg synes, det er lidt underligt. Der er kun én Kristian Thulesen Dahl, og jeg håber også, der kun er én Peter Kofod. Det er mest journalister, der spørger og lægger mærke til det. Jeg plejer at sige til dem, at jeg ikke ser noget pudsigt i det, for jeg tror, at hvis man gør den danske befolkning op, skal der nok være 3-400.000, som er høje, slanke og lyshårede.

Men sammenligningen siger også noget om de høje forventninger, der er til dig. Hvordan håndterer du det?
Det kan godt være svært at håndtere. Når jeg sidder og læser alle de der rigtig, rigtig pæne ord, er det jo rart, og det er godt, at der er nogle, som synes, at man gør det godt, men en gang imellem kan jeg godt overveje, om barren er skubbet så højt op, at det kan være faretruende svært at leve op til. Det er en ting, jeg har tænkt meget over. Hvordan klarer man nu lige det? Men jeg er kommet til den erkendelse, at det må man bare affinde sig med. Så må man bare gøre sit arbejde. Man har kun et skud til at gøre det. Og så må man håbe, det er godt nok.

Hvem har haft størst betydning for, hvem du er i dag?
Min bedstemor, altså min mormor, har haft enorm betydning. Igennem hele min barndom har hun været en eller anden form for samlingspunkt for familien, men også en, der kunne holde én på sporet. Hun døde desværre for nogle få år siden, men jeg husker hende som en, der fulgte med. Hun læste to aviser og så tv-avisen, hun var interesseret i sit lokalsamfund, og hun var et religiøst menneske. Det afspejler sig i, at jeg beder aftenbøn hver aften. Det gør jeg, fordi det har min bedstemor lært mig. Jeg tror, alle mennesker har behov for at tro på noget, der er større end en selv, og hvor man finder en mulighed for at tro på et projekt. For mig er det en god måde at opsummere, hvad der er sket, hvad man kan huske, og hvad man skal gøre bedre. Og det er også et spørgsmål om religion. Så ja, jeg er et religiøst menneske.

Hvad er den første nyhed, du kan huske?
Jeg husker valgaftenen i 1998. Uffe Ellemann tabte til Poul Nyrup. Min far fulgte det meget tæt, og det var meget spændende og nervepirrende. Men jeg forstod ikke helt, hvad der foregik omkring mig. Jeg var ret betaget af Uffe Ellemann og den måde, han agerede på. Jeg synes, han virkede meget ægte. Og som en mand, der vidste, hvad han ville. Det er jo lidt mærkeligt, at en af dem, som jeg faktisk tænkte, var noget specielt, har jeg efterhånden fundet ud af, at jeg er mere og mere uenig med. Men det er politik.

Alle billeder af Daniel Hjorth

Hvilket minde fra din barndom står stærkest i dag? 
Min bedstefar havde meget fjerkræ. Han boede i en tidligere landejendom, hvor der var lidt jord til. Min lillebror, der i dag er 23 år, og jeg gik og passede det her fjerkræ sammen, mens mine forældre var inde ved min bedstefar. Jeg havde nok været ti år på det her tidspunkt. Mine fætre og kusiner kom også jævnligt forbi, og det gjorde, at jeg lærte den nærmeste familie at kende. Det var hyggeligt, og jeg synes, man har bedre af at gå rundt udenfor, se på dyrene og gøre noget praktisk. På et tidspunkt vil jeg også have en landejendom, hvor der skal gå lidt ænder og gæs rundt.

Hvornår tog du første gang politisk stilling?
Der var primærvalgkamp i USA omkring 2000. Det var John McCain og Georg Bush, der dystede om det republikanske partis nominering. Jeg syntes, at John McCain var en god mand. Jeg har altid ment, at han har været en dybt sympatisk præsidentkandidat og politiker, fordi han talte så pænt om veteranerne. Om dem, der havde ofret så utrolig meget for fællesskabet derovre. Det, syntes jeg, var en smuk tanke. Og på mange måder, tror jeg lidt naivt måske, at verden havde været et lidt tryggere sted, hvis det havde været John McCain, der i sin tid blev præsident.

I foråret sagde Søren Espersen "neger". Hvad synes du om det – må man godt sige neger?
Jeg siger, hvad der passer mig. Jeg ved ikke, om det var faldet mig ind i den situation, men jeg siger, hvad der passer mig. Jeg synes, der er en mærkelig fokus på udlændingepolitikken. Jeg har det sådan lidt, at tonen i debatten … det er engang imellem svært at forholde sig til, for hvad med tonen i debatten, når det kommer til kontanthjælpsmodtagere? Hvad med tonen omkring krigsdeltagelse? Det bliver hurtigt noget særligt, når det gælder udlændingepolitikken. Og det minder mig om, dengang jeg gik ind i politik. Det er, som om man skal være ekstra påpasselig. Jeg synes, det er noget pjat. Men jeg vil så sige, at selvfølgelig skal man tale pænt til hinanden. Det gør jeg mig store anstrengelser for.

Det største problem med vores generation er …
Det er nok ikke kun vores generation, der har problemet, men det bliver særligt tydeligt for os, og det er den måde, vi har brug for at italesætte og iscenesætte os selv på på de sociale medier. Jeg er så træt af sociale medier. Og filtre man kan lægge ned over billeder, så man ikke kan se, man ser træt ud i dag. Det er tydeligt, at vi hele tiden skal prøve at leve op til anerkendelse i andres øjne. Og det kan altså være lidt træls. Alt det betyder, at der er mange mennesker, som tænker ubevidst, at de kun har en værdi, hvis de anerkendes i andres øjne. Jeg har en Twitter-profil, som jeg ikke er særlig god til at bruge. Jeg har min Facebook-side, som jeg engang imellem skriver noget på. Det kommer meget i perioder. Og så har jeg en Instagram-profil, hvor jeg her den anden dag slog et billede af et kaffebord op. Det blev mit mest populære billede. Det er utroligt, ikke? Jeg var i Sønderjylland og besøgte gode folk i mit bagland, og så havde jeg taget et billede af et rigtigt smukt kaffebord med æblekage, boller, og der var det hele. Sølvbestikket var fundet frem. Det blev jeg rørt over, og så spurgte jeg pænt om lov, og så tog jeg billedet.

Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
Jeg er bange for, at jeg engang imellem godt kan virke lidt bedrevidende på nogen. Og det er en træls ting. Det er noget, man godt kan lægge mærke til. Jeg synes, man skal være høflig, og jeg synes, man skal forsøge så godt man overhovedet kan at tage sig godt af sine kolleger og sine venner og sin familie. Og hvis nogen så opfatter én som bedrevidende, er det noget, der kolliderer med opfattelsen af faktisk at være høflig og en rar person. Men jeg tror, vi allesammen gør os så mange tanker om, hvad vi bør. Jeg tror, det er meget sundt at leve, og så må man rette kursen undervejs.