Jeg tog på rustur og endte med at hade mig selv og alle andre

Hey, CBS-erhvervssprog-studerende årgang 2006! Den her går ud til jer. Håber, I havde en fed studietid, som har ført til vellønnede stillinger i børsnoterede virksomheder med skinnende glasfacader. Jeg tillader mig lige at tage jer med på en rejse tilbage til dengang, hvor vi var på rustur sammen i en spejderhytte på Langeland.

Jeg skylder jer nemlig en undskyldning. En undskyldning, fordi ingen af jer fik bøffer i jeres burger eller bacon til morgenmad på grund af mig. Jeg vil også gerne sige undskyld til rusværten, hvis navn jeg har fortrængt, som måtte bruge sin første aften på at rydde op efter mig. Og sidst, men ikke mindst, undskyld til dig, der fik min smøg i øjet under den der tåbelige stoleleg, hvor vi kæmpede om den sidste siddeplads. Sorry.

Sagen er, at jeg aldrig skulle være taget med. Jeg forstår udmærket godt, hvis I nu tænker om mig, at jeg er et asocialt røvhul, der nyder samme grad af popularitet hos sine artsfæller som børnelokkere og parkeringsvagter, men så slemt står det ikke til.

Jeg er for eksempel ret sikker på, at der nok skal ligge en buket blomster eller to på min kiste, når jeg dør, og jeg har også et job, en kæreste og en god håndfuld folk, der betragter mig som deres ven. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg er et relativt velfungerende socialt individ. Men jeg kunne ikke holde ud at være sammen med jer 150 kampdrikkende, komplet fremmede mennesker, der i løbet af 48 timer gjorde alt, hvad I kunne for at indynde jer hos hinanden. En enkelt aften? Fint nok, jeg kan tage en slurk af det sociale spildevand og smutte hjem igen og skylle mund, men en hel weekend tilsat dårlig mad, trange køjesenge, fællesrengøring og ølstafet i regnvejr? Det er jeg bare ikke skabt til.

Det blev smerteligt klart for mig, da jeg på andendagen lå med galopperende tømmermænd i min køjeseng og gjorde status over det første døgn i spejderhytten. Det var den samme seng, jeg var vågnet op i tidligere på dagen, hvor en person, der af en eller anden grund kendte mit navn, sagde til mig, at jeg nok lige skulle stikke hende tutoren en undskyldning for det med det depotrum, jeg åbenbart var brudt ind i i løbet af natten. Jeg må have været på jagt efter føde for at kompensere for den aftensmad, som ingen af os rigtig havde fået. For ja, det var mig, der var skyld i kød-fadæsen, da jeg ved afgang fra Frederiksberg glemte alt om den indkøbsvogn, jeg var ansvarlig for, og som blandt andet var læsset med 30-40 kilo hakket oksekød til vores burgere. Kødet kom aldrig med i bussen. Men det gjorde jeg desværre.

Mens jeg lå i køjen og fantaserede om øjeblikkelig hjemtransport, kom tre-fire af jer væltende ind i mit refugium og ville have mig til at tage imod en isterning med min mund. En isterning, der havde vandret fra den ene nikotinbeklædte mundhule til den næste, og nu var det min tur til at gabe op. Jeg var lige ved at gøre det, men fortrød så i sidste øjeblik, så terningen faldt ned på linoleumsgulvet, og jeg lagde mig op igen. Episoden udløste en kæk bemærkning: 'Hva' fa'en, ligger du bare herinde og er kedelig? Tag nu imOOd den ISterning!' I ved, sagt i det der toneleje, som nogle jyder uforvarende ryger op i, når de har fået for meget at drikke og glemmer at undertrykke hjemstavns-dialekten.

Jeg havde ikke overskud til at give igen, men det ærlige svar, som I lige så godt kunne have fået, og som nok havde afholdt jer fra at komme ind igen, ville være:

"Nu skal I bare høre. Jeg har det forfærdeligt med at være her, og det er ikke jeres skyld, det er helt min egen. Jeg afskyr det her koncept, og i øvrigt har jeg tømmermænd, fordi jeg i går drak mig så sanseløst fuld, at jeg netop kunne overskue at tage del i det her meningsløse arrangement. Og hvis ikke I skrider ud af mit værelse lige nu, er jeg bange for, at jeg kommer til at gøre skade på mig selv og andre."

I stedet gryntede jeg godnat og trak dynen op over ørerne som den rustur-paria, jeg var.

Jeg ville seriøst have fyret hele min børneopsparing af på at blive hentet samme dag, så jeg kunne have undgået at sidde i en bus fuld af kåde studerende, der med hæse drukstemmer skråler "VORES BUSCHAUFFØR KAN IKKE DRIKKE ØL, DRIKKE ØL", for sådan blev hjemturen naturligvis. Jeg ved ikke præcis, hvor Langeland ligger, men køreturen tilbage til København føltes som den længste strækning, det overhovedet er muligt at tilbagelægge mellem to punkter i Danmark.

Som I nok kan høre, var jeg bitter og indebrændt over min sociale utilstrækkelighed. Hvem vil være venner med en person, der så åbenlyst melder sig ud af fællesskabet og sender et signal om, at der måske er bedre ting at tage sig til end at spytte isterninger i munden på fremmede mennesker, som tilfældigvis er indskrevet på samme studie som en selv?

Under alle omstændigheder vil jeg gerne beklage det, der skete dengang på Langeland. Jeg har ikke mødt nogen af jer sidenhen, men ses vi en dag i byen, så giver jeg måske en bajer.

Jeg kan nemlig godt lide mennesker (bare ikke når de er på rustur). Jeg kan også godt lide mig selv (bare ikke når jeg er på rustur).

Og til alle jer nybagte studerende, der snart indtager provinsdanmarks spejderhytter med busser fulde af lunkne Harboe-bajere og storindkøb af hakkekød fra Netto: Jeg håber, I får en fed tur. Men vær lige lidt sød ved ham gutten, der sidder nede på bagerste sæde og stirrer ud af vinduet med et tomt blik i øjnene. Der er en grund til, at han allerede er på sin 13. øl …

Mere brok fra VICE:

Vi bliver nødt til at tale om Joe & The Juices frygtindgydende hvervekampagne

Derfor er København det værste sted nogensinde

Her er de mange grunde til at sommer stinker