Jeg spiste udelukkende Nutella i en uge

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Australien

Næsten alle elsker Nutella. Faktisk elsker så mange Nutella, at det er blevet en form for subkulturelt ritual at æde det direkte fra bøtten. Det er blevet en ting. Jeg er ét af de mennesker. Jeg elsker Nutella, og det blev grunden til, at jeg endte et meget mørkt sted og måtte kæmpe mig gennem én af de værste uger i mit liv.

Jeg var på jagt efter noget at skrive om. Som ung skribent fortæller folk mig, at jeg skal skrive om noget, jeg synes er spændende. Så det tænkte jeg længe over, og jeg begyndte at tænke på Nutella. Jeg siger altid til folk, at jeg kunne leve af Nutella, men er det nu også rigtigt? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke spiste andet end Nutella i – lad os sige – en uge? Og det var sådan, jeg præsenterede historien. Jeg måtte drikke, hvad jeg ville, så længe det ikke var flydende mad. Derudover ville jeg ikke spise andet end det søde, brune smørepålæg.

Min redaktør var lidt nervøs ved historien, men også nysgerrig, så jeg fik grønt lys. Jeg købte to store bøtter i supermarkedet og besluttede mig for at begynde på en lørdag. Jeg var klar.

Dag 0: Lørdag. Vægt: 66 kg
Jeg tilbragte lørdagen i byen med en ven og havde det for fedt. Jeg spiste det sidste af den første bøtte på få timer og fik det endnu bedre. Det her var ren barnemad.

Dag 1: Søndag. Vægt: 65 kg.
Det er ikke helt unormalt for mig at spise Nutella som det første om morgenen, så jeg spiste min morgenmad med et smil og tænkte over, hvor vidunderligt, det er at være voksen og kunne smadre min krop, hvis jeg har lyst. Et par timer senere sad jeg på altanen med nogle af dem, jeg bor sammen med – solen skinnede, og himlen var blå. Vi sad i vejrbidte stole og drak whisky og grinede. Så tog vi i parken.

I parken hørte vi Jimi Hendrix og Joey Badass og drak noget mere – det er altid en god idé, når man har maven fuld af Nutella.

Omkring klokken 19 stavrede jeg hjem og brækkede brun syre op i toilettet. Det var det første tegn på, at alt ikke var, som det skulle være.

Dag 2: Mandag. Vægt: 64 kg.
Jeg havde tømmermænd. Mit hoved gjorde hamrende ondt, og jeg havde brug for pizza. Jeg tumlede ud af sengen for at komme på toilettet, og ja, jeg havde selvfølgelig også diarré. I køkkenet gav min sambo mig et overrasket blik og grinede. "Har du stadig gang i dit Nutella-projekt?" spurgte han. "Ja," svarede jeg dystert.

Vi gik udenfor, og han snakkede, men jeg hørte ikke efter. Mit sind var tåget, og det føltes, som om jeg havde propper i ørerne. Jeg havde ingen energi, og jeg var ved at dø af sult, da dagen lakkede mod enden; tanken om en omgang chokolade og hasselnødder, der gled ned gennem mit spiserør, gav mig lyst til at knække mig. Da klokken blev otte om aftenen, kunne jeg dufte, at de andre lavede pizza. Sadistiske røvhuller.

Dag 3: Tirsdag. Vægt 64 kg.
Dagen begyndte med, at jeg så en fyr i toget, der spiste sandwich med peanutbutter. Efter ikke at have spist andet end hasselnødssmørepålæg var min lugtesans blevet skærpet. Jeg kunne dufte hvert et saltmolekyle i det peanutbutter, og de skreg alle sammen mit navn. Jeg ville have peanuts, og jeg ville have en burger. En dejlig, saftig burger med sprød bacon og smeltet ost. Please.

"Morgenmad" ved mit skrivebord gav det velkendte sukkerchok. Jeg sad og summede i hele kroppen de næste par timer, men det varede ikke ved. Senere på eftermiddagen var der en, der sagde, at jeg så syg ud. Jeg indrømmede, at jeg også følte mig syg. Jeg prøvede at skrive, men min hjerne ville ikke samarbejde. Jeg gik udenfor for at få noget frisk luft og klarhed, men det gjorde bare, jeg begyndte at fryse og blev træt. For at sige det ligeud, så var jeg ved at bryde sammen.

Da jeg tog toget hjem rumlede min mave højlydt, og jeg var sikker på, at alle kunne høre det. De vidste alle sammen, hvad jeg havde gang i. Jeg var hovedpersonen i Edgar Allan Poes Tell-Tale Heart med den eneste forskel, at jeg var ved at blive vanvittig på grund af en anden og mere sød substans. Endelige stoppede toget, og jeg væltede ud – fuldstændig sikker på, at alle stirrede på mig.

Dag 4: Onsdag. Vægt: 63 kg.
Sammenbrud. Jeg var nede i et stort, mørkt hul, og selvom jeg burde være til forelæsning på uni, så kunne jeg ikke. Bare det at komme ud af sengen var en kamp. Først på eftermiddagen ringede min telefon. Det var Julian, min redaktør. "Hey min ven, vi overvejer at droppe historien," sagde han. "Faktisk er vi overraskede over, at du stadig kører på, og vi er bekymrede for dit helbred." Med de ord begyndte en montage af lækker mad at danse gennem mit hoved. Selvom jeg var fristet, kunne jeg ikke stoppe nu. Hvem fanden gider læse om en fyr, der spiser Nutella i tre dage? Det gør folk garanteret hele tiden. Det er ikke vanvittigt – det er ikke engang interessant. Jeg besluttede mig for at fortsætte.

Jeg brugte eftermiddagen på at finde metoder til at gøre Nutella lækrere. Jeg frøs det ned for at have noget at tygge på. Det var rart at bruge min kæbe, men smagen blev ikke bedre. Så smeltede jeg noget, som jeg puttede i min kaffe. Det viste sig at være helt fantastisk, og jeg vil anbefale dig at prøve det.

Dag 5: Torsdag. Vægt: 63 kg.
Torsdag var en dyster dag. En ondsindet, mørkebrun, sjælløs afgrund. Det er utroligt, hvordan noget så simpelt som mad kan have så dramatisk en effekt på ens psykiske helbred. På det tidspunkt levede jeg i et konstant stadie af vanvid. Intet var virkeligt, og min koncentration var fuldstændig gennemhullet. Det eneste, jeg kunne, var at stirre og tænke på søvn.

Den aften besøgte jeg min mor og blev mødt af duften af frisk pasta. Det var lige før, jeg gik til grunde, lige der. Hun så kort på mig og bad mig om at stoppe. Hun troede, jeg var sindssyg og ikke forstod, hvilken effekt det vil have på mit helbred. Jeg sagde til hende, at hun ikke forstod sig på kvalitetsjournalistik.

Dag 6: Fredag. Vægt: 63 kg.
Hele dagen var der kun én ting, der fór gennem mit hoved: I morgen skal jeg have mad. I morgen skal jeg have mad. I morgen skal jeg have mad.

Den aften sov jeg hos en af mine venner. Vi sad rundt om et bål og snakkede om åndssvage ting. Mit humør var en blanding af lykkelig forventning og ren bitterhed. Jeg kunne næsten smage maden, men det var først i morgen. Jeg syntes, bålet var fuldstændig fascinerende.

Dag 7: Lørdag. Vægt: 63 kg.
Jeg glemmer aldrig den morgen. Jeg havde det som en 8-årig juleaften. Jeg tumlede ud af sengen og grinede næsten af febervildelse. Jeg havde klaret det og fejrede det med en flæskestegsandwich, der var så stor, at jeg næsten ikke kunne bide over den.

Jeg har nu været tilbage på almindelig kost i tre dage. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg, det var den følelsesmæssigt mest svingende uge i mit liv. Jeg følte mig helt fortabt uden nogen grund overhovedet, og lige bagefter var jeg glad og hyperaktiv, lige så pludseligt. Jeg var så forvirret hele tiden. Så var der tidspunkter, hvor jeg virkelig følte, at jeg mistede min kontakt til virkeligheden. Jeg brugte aftener på bare at gå forvildet rundt i min lejlighed og tænke over, om den selvforskyldte tortur var det hele værd. Så ville jeg kigge i spejlet og se en zombie med øjne dybt begravet i mørke huler stirre tilbage og forlange at spise noget fucking selleri.

Lige nu vil jeg ikke påstå, at jeg kan lide Nutella. Men prøv at spørge mig igen om en måned.

Læs mere på VICE:

Jeg sagde ja til alt i en uge og endte på hospitallet

Jeg tog mikrodoser af LSD i en uge, og fandt ud af, at jeg er ude af stand til at beherske mig

På Twitch kan se folk spise mad og brække sig - live