Jeg tog på psykedelisk træningslejr og trippede i ni dage

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Lige før jul bookede jeg en plads på noget, der hed African Savannah Transformation Retreat. Det er en ti dage lang tur til Sydafrika med løftet om at forvandle folk gennem en kombination af faste, solskin og psykedeliske stoffer.

Stofferne, vi skulle tage, var ayahuasca, meskalin og iboga, selvom deltagerne ikke brugte de rigtige navne – de kaldte dem Moderen, Faderen og Bedstefaderen, og det var lidt forvirrende i starten:

'Har du prøvet Moderen før?'

Undskyld mig?

Der var 25 mennesker med på turen, og de fleste var fra Nordamerika eller Europa. De var mellem 22 og 50 år gamle. Jeg faldt i snak med folk om, hvorfor de var der, og først svarede de fleste, at de bare var nysgerrige, men efterhånden som dagene gik, og vi blev mere afslappede omkring hinanden, begyndte fortællinger om heroinafhængighed, børnemishandling og gentagne, forfejlede selvmordsforsøg at dukke op. Det betyder ikke, at folk på turen var synderligt traumatiserede, men man booker trods alt ikke en plads på en ekstremt eksperimenterede, delvis lovlig og potentielt farlig terapeutisk tur gennem stoffernes verden, bare fordi man er træt af charterture. Mange af de andre havde været gennem afvænning og traditionel terapi før og var på et stadie i deres liv, hvor de var så vant til at have det dårligt hele tiden, at ti dages psykedelisk træningslejr ikke virkede så langt ude.

En indrømmelse: Selvom jeg har prøvet mange stoffer, har jeg aldrig formået at blive afhængig af nogle af dem. Jeg kan ikke engang blive rigtig afhængig af cigaretter. Jeg køber en pakke, glemmer den, finder den i min jakkelomme flere uger senere og skælder så mig selv ud: Jeg må gøre mig mere umage.

Den første dag ankommer vi til centeret i bragende solskin. Det ligger omkring en time udenfor Johannesburg. Vi er hegnet ind af gigantiske vægge og overvågningskameraer: Helt standard for enhver bygning i Sydafrika, som ikke er holdt sammen af sand og gamle ledningsremme. Alle er lidt nervøse, som om det er første skoledag – første dag på Det Psykedeliske Universitet. Om under 24 timer brækker vi os foran hinanden og tuder uden stop, og al den nervøsitet vil være lige så fremmed for os som søvn, velduftende ånde og almindelig mad.

Fabian er hjernen bag foretagenet. Han er tysker og tjente kassen på at arbejde i finanssektoren i London, inden han brugte hele formuen på at blive shaman i den peruvianske jungle. Fabian har taget ayahuasca så mange gange, at han siger, det ikke virker på ham længere. Tænk lige over det: Første gang jeg tog ayahuasca, troede jeg, at jeg skulle dø. Det er så stærkt, at folk nogle gange skider i bukserne. Så stærkt, at du kan forestille dig være tilbage i din mors mave, mærke presset på alle sider og opleve dig selv blive genfødt. For Fabian er der mere fest i et krus med rooibos-te. Man når til et punkt, hvor Moderen har fortalt én alt, der er at fortælle, siger han, og så er der ikke mere at lytte efter.

Fabian er lidt af en kultfigur i psykedeliske kredse, og hans udseende passer til med det lange hår, skægget og en t-shirt, han har på dag efter dag. Han vender den i stedet for at vaske den. Folk i lejren elsker ham. Hans energi er monumental i en sådan grad, at man tit finder sig selv fanget af en af hans mange forelæsninger.

"Han snakker godt nok meget," siger jeg til Jana, en tysk pige med en tatovering af sin døde kat på skulderen ("Renate 1996–2012").

"Jeg ville ønske, at han aldrig stoppede med at tale," siger hun og går væk fra mig.

Senere finder jeg ud af, at Jana har opgivet sit hus og i stedet har tilbragt det sidste halve år med at deltage i Fabians ceremonier over hele verden. Hendes drøm er, at Fabian vil acceptere hende som sin lærling.

Fabian og hans kone, Nicole, har slået sig ned i Sydafrika, fordi de elsker landet, men også fordi det er temmelig meget sikrere at operere her, end det er i Europa eller Nordamerika. Meskalin er ulovligt i Vesten – i Danmark betragtes det som et klasse B-stof. Det samme gør det aktive stof i ayahuasca, DMT. I USA er det lige så ulovligt som heroin. Fabian har aldrig haft problemer med ordensmagten. Det er, fordi han tænker sig om, men også fordi mange lande ikke er så velinformerede om den voksende interesse i plantebaseret stofforbrug. (I Sydafrika er DMT et såkaldt schedule 7-stof, hvilket betyder, at det er underlagt kontrol og har den samme juridiske status som heroin og voldsom receptpligtig medicin.)

Fabian dyrker selv nogle af planterne for at lave stofferne – selvom han kalder det medicin. Resten får han sendt med fragtskib tværs over havet fra en kontakt, han har i den peruvianske jungle. Når han ikke er i Sydafrika, udfører Fabian ceremonier i New York, London, Berlin og alle andre steder, hvor de vil have ham. I 2014 lavede han næsten 250 af den type events.

Den første aften går vi ind i ceremonirummet, som normalt er yogastudie. Her ligger vi på madrasser med brækspande klar og tager vores første dosis ayahuasca, mens Fabian spiller et soundtrack med junglelyde fra et par bittesmå højtalere. Jeg er lidt bekendt med ayahuasca, så jeg ved, hvad jeg kan forvente. Efter en halv time begynder jeg at se fraktaler og aztekiske mønstre, og musikken, der har været irriterende indtil nu, er en lige så integreret del af mig som mit hjerteslag. En time senere er jeg kommet ud på den anden side, og jeg ryger en cigaret på plænen, mens jeg tænker over, hvad der mon rammer mig først: Stofferne, sulten eller den dårlige Wi-Fi.

Næste dag over morgenmaden snakker folk om deres oplevelser. Nogle er lidt skuffede over den første aften. De har betalt langt over 10.000 kroner for at være her. En fyr, Bill, er særlig fandenivoldsk omkring det hele. Han lider af voldsomme rygsmerter efter et trafikuheld for tyve år siden. Lægerne har sagt, at han er kureret, men Bill har alligevel holdt fast i følelsen af smerte.

"Der er noget inde i mig, der vil have det dårligt," siger han. "Og jeg ved ikke, hvad det er, men den her medicin har bare at hjælpe."

Jeg spørger Bill, hvad han laver til daglig. "Jeg bor i en ombygget garage og betaler næsten intet i husleje, så jeg laver ikke særlig meget," siger han. "Jeg plejede at lave flere ting," fortsætter han. "Men så med min ryg og alt det…" Han bliver stille. "Det her er svært," hvisker han ind i sine hænder, "jeg har ikke talt med så mange mennesker i meget lang tid."

Den aften tager vi alle sammen ayahuasca igen. Bill tager en dobbelt dosis og så en trippel. Det er umuligt at finde ud af præcis hvor meget, for jeg er høj og gennemgår en form for følelsesmæssig inkontinens. Jeg græder og griner på samme tid. Men jeg er sikker på, at jeg ser Bill rejse sig fra sin madras mindst to gange mere for at få refills fra Fabian. Han går som en bokser, der er blevet tæsket på i ni runder. Jeg kan ikke holde op med at grine. Fabian griner også. Han går rundt i ceremonilokalet og klukker. På et tidspunkt beder jeg om lidt mere ayahuasca, men da Fabian kommer grinende hen til mig med et ansigt, der fuldstændig ligner Aphex Twins maske i Windowlicker, er jeg tilbage i en dyb hallucination og falder ned på min madras.

Min hallucination: Jeg falder gennem et tykt lag bananblade på jagt efter en ræv, som faktisk bare er en træfigur. Hver gang jeg kommer tæt på, forvandler bananbladene sig til grene eller langt græs eller kæmpe vinger, og ræven slipper væk. Min mor er der også. Hun går kapgang på den gade, jeg voksede op på, hvilket er ret mærkeligt, for det kunne hun aldrig finde på. Så kommer ræven tilbage, og jeg brækker mig.

Om morgenen tager vi meskalin. Tanken med at trippe lige efter hinanden er, at de to stoffer komplimenterer hinanden. Det ene er Moderen, det andet er Faderen. Ayahuasca er en fordybende oplevelse af at være forrykket til et andet stadie, mens meskalin er rendyrket glæde i et beskidt shotglas. Fabian forklarer, at man faktisk kan ende med at føle sig som kaktusplanten, det kommer fra, og resten af eftermiddagen sidder os blegansigter fra den nordlige halvkugle under den brændende, afrikanske sol med armene vendt op mod himlen som grene.

Bag swimmingpoolen, hvor området ligger op til en gård, kan jeg se Jana. Hun bærer rundt på en sten, som om den var en baby. Længere væk går der er en fyr, der hedder Keith. Tidligere havde han snakket om, at han gerne ville tale med køerne. Med bar overkrop, bare tæer og et skaldet hoved, der ligner en omskåret penis, går han ind og ud af det elektriske hegn og bliver ved med at få stød. Han klukker ligesom Fabian. Ved siden af mig ligger en pige, jeg ikke har talt med endnu, og brækker sig på græsset, uden at noget kommer op. Hun er tysker. Hendes hår er blond, hun har thailandske fiskerbukser og kan umuligt være ældre end 25. Mellem to mavespasmer vender hun sig mod mig med en mund, der er smurt ind i bræk, spyt og sved: "Det her er virkelig god healing."

Jeg får en frygtelig tanke: Jeg er blevet en del af en kult og jeg har ikke nok signal til at bruge Google Maps og Momondo til at redde mig selv i sikkerhed.

Vi spiser ikke hele dagen. Der er to grunde til, at Fabian gør det på den måde: For det første lærer man disciplin af frivillig faste. For det andet er sultne mennesker mere påvirkelige. Hvis man ikke har noget i maven, virker stoffer hurtigere og bedre, og din modstandsdygtighed bryder sammen. Jeg har et lager med nødder, chokolade og riskiks i min taske. Jeg har besluttet, at jeg sagtens kan tage medicinen, men jeg kan ikke få mig selv til at sulte. For ikke at vække mistanke lægger jeg forsigtigt nødderne i min lomme og spiser dem på toilettet, mens vandet løber.

Hver morgen og aften, inden vi skal tage vores næste dosis medicin, holder enten Fabian eller Nicole et foredrag. Foredragene er lange. De taler om at nedbryde ego og afgive kontrol til Moderen eller Faderen. Medicinens evne til at kurere sygdomme og nedbryde afhængighed.

"Vi har endnu ikke mødt nogen med en skrue løs, som vi ikke kunne stramme op," siger Nicole og alle griner, selvom hun lige har sagt, at de alle har en skrue løs, og hun har truet med at skrue på dem.

Den aften begynder ayahuascaen på samme måde, som det plejer: Fraktaler, lydforvrængning og følelsen af at være forbundet til alt – den samme følelse, man kan få på mdma og svampe, hvor objekter får en foranderlig, flydende fornemmelse, og det føles, som om du er dig, du er de andre i lokalet, du er månen på himlen, og du er endda galden i spanden mellem dine ben.

Dengang vi brugte alle vores penge på piller – og alle vores tirsdage på randen af selvmord – plejede vi at opnå en følelse, vi kaldte 'pillevisdom'. Det var det øjeblik, hvor al angst sejlede bort, og man kunne mærke, at alt omkring en var illusorisk og uvæsentligt, og man gav sig hen til trippet, dansede lyksagligt, væltede hjem og lyttede til Since I Left You i så lang tid, at naboerne nedsatte en komité, skrev til udlejeren og fik os smidt ud.

På en mere overvældende måde er det det samme, ayahuasca gør. Men det leger også med dine minder og gør billeder fra din fortid levende igen – ting, du helst ikke vil tænke på. En ekskæreste springer ind i mit hoved én af aftenenerne, og jeg får en stærk trangt til at skrive det undskyldende brev, jeg aldrig fik sendt.

Vi vågner og tager meskalin igen. Man får et virkelig sjovt trip med meskalin, og selvom Fabian anbefaler os at blive i ceremonihallen og meditere over stoffets helende effekt, så går de fleste udenfor. Det ville være nemmere at give et barn et stykke legetøj og sige, at det ikke må lege med det.

Ayahuasca er forbundet til død, grav og fortiden, meskalin er solskin og lys. De fleste af os går udenfor og begynder at have efterfestsamtaler. Du kender dem godt, den slags snakke hvor to mennesker fokuserer så intenst på et emne i så lang tid, at det ikke går op for dem, at rummet bliver tømt, og alle går hjem. Jeg talte om Addis Ababa Lufthavn med en pige fra Toronto i mindst en time, selvom ingen af os nogensinde har været der – som den perfekte afslutning var hendes afsluttende kommentar til emnet: "Det er i Mali, ik?"

Tilbage i ceremonihallen gennemgår Jana, hende med død kat-tatoveringen, en frygtelig oplevelse. Hun ligger på knæ med hele hovedet og alt håret nede i sin brækspand. Resten af os sidder grinende udenfor og stirrer på vores hænder eller kæler med sten. Meskalin er det mest fantastisk opmuntrende stof, jeg nogensinde har taget, og det er virkelig hjerteskærende at se nogen, der ikke nyder det. Det er et billede på, hvor dårligt hun måtte have det.

På den femte dag er lejren i fuld sving. Med ingen mad i maven og to doser psykedeliske stoffer hver dag er folk blevet meget mærkelige. Bill ligger på ryggen i græsset. Han svinger sine arme og ben rundt i luften som en bille, der er væltet. Bill tog det, der lignede et helt krus meskalin her til morgen. Jeg spørger ham, om han skal have hjælpe med at komme på fode igen, og han smiler tilbage. "Det fungerer," siger han. "Hele den her smukke, fucked up ting fungerer virkelig."

Jeg ryger en cigaret med en fyr fra London, der hedder Mark. Han tog mig på fersk gerning tidligere, da jeg trådte ud af badeværelset med munden fuld af riskiks. Han grinede og tilbød mig en halv banan, så jeg kom frem til, at jeg kan stole på ham.

"Er du ikke lidt bekymret over, at vi er blevet en del af en kult?" spørger jeg ham.

"Vi er blevet en del af en kult," siger han. "Men sådan skal det være. Det virker kun, hvis du tror fuldt ud på systemet. Hvis du ikke er 100 procent inde i det, så kan du lige så godt lade være med at være her. Det er ligesom Anonyme Narkomaner."

Mark ved, hvad han taler om. Han var så voldsomt afhængig af kokain, at der er områder i London, som han slet ikke vil tage igennem af frygt for at blive suget ind i det igen. Det betød, at turen til lufthavnen bød på en timelang omvej.

"Jeg er kynisk som dig," siger han. "Men jeg ved også, at jeg er virkelig fucked, og jeg vil så gerne tro på, at det her vil virke."

Jeg kommer frem til, at jeg ikke er så fucked up, jeg er bare en håbløst nysgerrig journalist. Mens resten af dem træder ind i ceremonihallen, sniger jeg mig ud af området og tomler til den nærmeste landsby. Jeg får en bil til at stoppe og beder chaufføren køre mig til et hvilket som helst sted, hvor der er mad. Han kører mig til burgerkæden Wimpy's. Jeg bestiller en vegetarburger med pomfritter og en milkshake med banan og chokolade. Dessertørens rov. Jeg spiser og får mavekramper. Ude på gaden kommer afrikanere hjem fra arbejde og byder aftenen velkommen, mens de går gennem markedet med kurve fulde af kartofler. En dreng drøner forbi på en cykel for hurtigt og for tæt på. Han flyver forbi en enorm kvinde, og hun råber og skriger efter ham. Livet.

Jeg tomler tilbage til området. Jana er ude på plænen og vandrer rundt i mørket. Under ceremonierne er det kutyme at gå i hvidt. Så kan shamanen bedre se en i mørket. Men problemet med hvidt, er at det ikke er særlig godt til at skjule bræk og græspletter. Bagsiden af Janas lange, kvide kjole er smurt ind i mudrede hundespor. Hun ligner en brud, der er flygtet fra sit bryllup. Hun går hen til mig og siger med den ypperste ærlighed: "Moderen har lige talt til mig. Hun siger, at du skal komme med ind i ceremonilokalet. Du skal ikke være bange mere, Colin. Det hele skal nok gå."

"Kaldte Moderen mig Colin?" spørger jeg. Hun nikker. Jeg går på toilettet, tænder for vandet og fylder munden med nødder.

På dette tidspunkt er der to slags mennesker i lejren: Dem, som knap kan stå op længere, og dem, som hopper rundt over det hele. De første lider under manglen på mad. De går rundt og ligner nogen, der har været fanget under et stenskred i ugevis.

Deres tunger hænger ud af munden. De skal til at sige noget, og den lyd, der kommer ud, er ikke sprog. Den anden gruppe løber rundt med smil helt op til ørerne og praler over, at de slet ikke er sultne, slet ikke er trætte og aldrig har haft det så godt, så frit, så levende. Men de kommer til at være lige så smadrede som de andre, når meskalinen ikke virker længere.

Jeg er helt sikkert den eneste kyniker i lejren. Jeg taler med Fabian om det og forklarer, at det måske ikke er noget for mig. At tanken om at skulle tilbage i ceremonihallen med bræk og kroppe og skrig og gråd er blevet for meget. Fabian forstår mig fuldstændig. "Nogle mennesker har brug for mere," siger han. "Vi tvinger dig ikke til at tage medicinen."

Da han siger det, føler jeg mig lettet, for selvom jeg hele tiden har vidst, at han ikke ville tvinge mig til at tage stoffer, så fylder gruppepresset, udmattelsen og den generelle paranoia, der følger med, når man tilbringer næsten en hel uge i en forandret sindstilstand så meget, at jeg ikke var helt sikker på, at jeg bare kunne vælge det fra.

"Men du vil stadig gerne prøve iboga?"

"Ja, det vil jeg gerne," siger jeg.

Så den følgende dag, da resten af gruppen træder ind i ceremonilokalet, sidder jeg på græsplænen i skyggen fra et træ og tager iboga alene. Ligesom alle de planter, vi har indtaget i løbet af ugen, smager iboga som noget, du ikke engang ville give til en omstrejfende hund. Fabian rører det op i vand, og jeg drikker det i en slurk. Iboga er kendt som et vidundermiddel til behandling af heroinafhængighed. Der er noget i den psykoaktive sammensætning af stoffet, der nulstiller kroppens opioidreceptorer. Hvis du tager det rigtigt, er du væk en hel dag. Bedstefaderen, som alle kalder det, er lejrens glansnummer. Man træder ind i en form for vågen drøm. Nogle mennesker påstår, at de faktisk kan tale med stoffet, stille det spørgsmål og få gode råd om deres liv. Tommy, en ung mand fra Berlin, har taget det fem gange. Hver gang har Bedstefaderen givet ham lidt mere information om hans drømmepige.

"Kender du hende?"

"Jaja, jeg har mødt hende," siger han.

"Og har du talt med hende?"

"Ja," siger han, "Jeg fortalte hende, hvad Bedstefaderen har sagt."

"Hvad synes hun om det?"

"Hun synes, det er mærkeligt."

"Det kan jeg forestille mig."

"Og at jeg er lidt mærkelig, men så igen, det sagde Bedstefaderen også, at hun ville sige."

Væk fra ceremonien, på plænen, begynder ibogaen at virke, og det føles som virkelig god kokain. Jeg er helt skarp. Mine øjne kan fokusere på alt, på alle afstande. Det er det samme med mine ører. På en eller anden måde er jeg i stand til at tune ind på bestemte fugles kvidren. Jeg har det, som om noget bionisk er i gang inde i mit hoved. Det er ikke den ømme, rolige følelse af enhed og helhed, som ayahuascaen giver – iboga får mig til at føle mig som det mest magtfulde væsen i hele universet – hvis jeg vil, kan jeg gøre alting og hvad som helst. Men så kommer sulten, så jeg tomler tilbage til Wimpy's og æder endnu en omgang vegetarburger med fritter. Denne gang bliver det en tutti frutti-milkshake. Da jeg går på toilettet, kommer mit pis ud som levende, gyldne flammer, men jeg har hallucineret mere eller mindre i otte dage, så det bekymrer mig ikke så meget som det faktum, at den hvide turist i den sorte landsby har savlet udover de rene fliser.

Tilbage i lejren begynder det hele at minde om Dawn of the Dead. Nogle er stadig i ceremonihallen, resten slæber deres fødder rundt på plænen eller ligger sammenbøjet i havestole i et forsøg på at lave cigaretter ud af skodder og tobaksgrums. Der er ingen, der nyder det. Lyden af folk, der forsøger at brække sig, uden noget kommer op, er højere end hornet på et skib. Det stopper ikke før næste eftermiddag.

Den sidste dag får vi lov til at spise igen. Øjeblikket burde være særligt, men alle er lidt nede. Bedstefaderen dukkede åbenbart ikke op. Fabian forsøger at skabe god stemning ved at sige, at planten bliver ved med at virke, lang tid efter lejren er slut, men for dem, der har opgivet deres hjem, sagt deres arbejde op og brugt op mod 20.000 kroner på at være her, er det ikke det svar, de har brug for.

Jana indrømmer, at hun ikke har mærket noget hele ugen. Hun har ikke hallucineret en eneste gang. "Jeg tror, det er, fordi jeg brækker mig, lige så snart det rører min mund," siger hun. "Bare tanken om det gør, at jeg skal knække mig."

Nogle føler en ægte transformation. En ung knægt fra New York, den yngste i lejren, havde aldrig taget noget stærkere end alkohol, før han kom. Han fortæller mig, at grunden til, at han tog med, er, at han ikke følte sig forbundet til verden. Jeg svarer, at jeg aldrig har mødt nogen i 20'erne, som ikke følte sig afkoblet fra verden. Han har et ansigtsudtryk, der ligner en, der lige er blevet forelsket. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle min familie om det her," siger han. "De vil aldrig tro mig."

For at være helt ærlig ved jeg heller ikke, hvordan jeg skal fortælle folk om det. Min altoverskyggende fornemmelse er, at der er noget forkert ved det. At Fabian udnytter dem, som er helt forskruede, og ved at kalde stofferne Mor, Far og Bedstefar har han opbygget en treenighed af autoritetsfigurer til dem, der helst ikke selv vil tage ansvar for deres eget liv. Det var det perspektiv, jeg havde, da jeg begyndte at skrive artiklen. Men så et par uger senere begyndte jeg at modtage e-mails fra de andre deltagere.

Der var den her:

Og den her:

Og så den her:

Første gang jeg tog syre, var vi i et soveværelse. Vi var teenagevenner, det var sikkert koldt, jeg kan ikke engang huske musikken, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at intet ville blive det samme efter det. Jeg kan huske, at jeg følte mig forandret, men jeg kan også huske frygten for, at vi ville blive opdaget, eller at syren aldrig ville holde op, eller at en af os ville blive sindssyg og gå amok. Den psykedeliske træningslejr gav mig en forstærket, holistisk version af det, i et sikkert miljø, der bidragede til selvrefleksion – og som lovet – transformation.

Den tilbagevendende kommentar, folk kom med, var, hvordan de følte sig befriet fra angst, og det betød en befrielse fra frygt og en nyfunden følelse af, at de selv bestemte over deres eget liv. "Den komplette gennemamerikanske af-ængstede mand," som William Burroughs kaldte det (her i en helt igennem utilstrækkelig oversættelse til dansk).

Ud af de 25 mennesker, der deltog, følte næsten alle, at noget var forandret inde i dem. Om det så var, fordi de havde overvundet sulten, fordi de havde taget et afbræk fra daglige rutiner, fordi de var en del af en gruppe, eller fordi de havde oplevet en ægte helende effekt af ni dages indtag af psykedeliske stoffer. Og selvom jeg snød, spiste burgere og sprang et par doser over, kan jeg mærke, hvordan det har reduceret en hel del unødvendig ængstelse over mit liv. Selvom jeg er opdraget som katolik, så jeg er veltilpas med en følelse af unødvendig skam og lidelse.

Og så var der Jana, som flere uger senere stadig klagede over, at hun ikke kunne sove, at hun var deprimeret, at hun havde opdaget et magisk palindrom, som havde tegnet konturerne af hendes nye mission, og at hun havde fundet en ny shaman, som inkorporerer hash i sine ceremonier. Hun sagde, at hun ville prøve det i stedet.

Flere psykedeliske oplevelser fra VICE:

Lattergassens historie - og hvordan den inspirerede den tidlige psykedeliske litteratur

Jeg trippede kun ved hjælp af min vejrtrækning

Jeg borede hul i mit eget kranie for at være høj for evigt