​Jeg tog til BDSM-workshop for at genvinde min selvtillid i sengen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Da jeg var i 20'erne, eksperimenterede jeg lidt med seksuel dominans sammen med min voldelige ekskæreste. Jeg drak for meget og håbede, at forsøg med bondage i vores sexliv ville mindske volden og aggressionen uden for soveværelset. Det gjorde det ikke. Selvom det var seksuelt tilfredsstillende og spændende, føltes BDSM ikke rigtigt, fordi vores forhold ikke var, som det skulle være. Vi endte med at slå op, og for omkring tre år siden stoppede jeg med at drikke. Klar i hovedet kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, om jeg kun havde nydt den seksuelle smerte, fordi jeg hadede mig selv.

At være ædru er det bedste, der er sket i mit liv, men der er også bivirkninger. Det føles pinligt at flirte uden en drink i hånden. Jeg har mistet min umættelige sexlyst. Jeg er overdrevet genert i datingsituationer, og hvad der er endnu værre, er, at jeg blevet røvkedelig i sengen. Når det skal gå vildt for sig, er det efterhånden mere handjobs end håndjern.

Men for nyligt skete der noget. Ud af det blå skrev en fremmed til mig på Twitter og tilbød at betale mig for at dominere ham finansielt. Jeg sagde nej – den slags forhold virker underligt og uetisk – men i virkeligheden var jeg smigret over, at nogen ville betale mig for mit selskab, endda uden at jeg behøvede at være flink. Den slags dominans gjorde ikke noget for mig, men det fik mig til at tænke: Måske kunne en anden form for dominans hjælpe mig til at genfinde den selvtillid, jeg havde mistet i mit ædru liv?

Jeg besluttede mig for at melde mig til begynderkurset "Kunsten at dominere som kvinde" i en populær BDSM-hule i det centrale Los Angeles. Jeg tvang min bedste ven, som engang havde sex med den person, hun havde hyret til at samle hendes IKEA-sofabord, til at tage med.

Kurset foregår i en gammel industribygning. Vi har fået skarpe instrukser på mail om at ringe på og ikke forstyrre de andre virksomheder, men da vi ankommer, er døren låst, og vi er nødt til at banke på. Det larmer.

På døren er præsidentens segl. Det er, fordi den ledende mistress, Tara, stiller op som præsident. Det er ikke en joke. Hun stiller op for det hun kalder Female Supremacy Party (selvom hun er registreret som nyliberalist) og hendes slogan er: "Jeg smækker Amerika på ret kurs - én midaldrende, hvid mand af gangen." Hun nægter at uddybe sin politik og henviser mig i stedet til et andet kursus, der forklarer mere om hendes politiske platform. Et kursus, der ligeledes koster penge.

Mistress Tara er en midaldrende kvinde i hængerøvsbukser, en stor, løs trøje og udslidte klipklappere med pynt på. Hendes hår er farvet lyslilla og sidder i en hestehale. Hun har ingen make-up på. Mistress Tara er overhovedet ikke, som jeg forventede. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg forventede. En ung kvinde klædt fra top til tå i latex og pisk, måske.

Vi er ni i lokalet – to par og fem singler. En kvinde var kørt hele vejen fra San Diego for at deltage (næsten 200 km) og kvinden ved siden af mig fortæller, at hun allerede har været til fire kurser. Hun er en charmerende blondine i en nedringet sommerkjole, som er i gang med uddanne sig til professionel mistress. En anden kvinde, en høj brunette, man ikke kan undgå at lægge mærke til, forklarer, at hun er kommet for at lære om makrofili – hangen til store mennesker. Mænd har allerede betalt hende for at træde på legetøjssoldater og modeltog, og hun håber at kunne leve af det.

Jeg tager plads på sofaen bagerst i lokalet. Der er sædpletter på den. Eller noget, der ligner sædpletter, selvom det bliver slået fast, at en dominatrix ikke har sex med sine klienter. Jeg har egentlig ikke lyst til at sætte mig (er det sæd? Hvis sæd er det?), men jeg kommer til sidst frem til, at det er en del af oplevelsen. Jeg er kommet for at gøre noget ved mine snerpede sexvaner, og så skal en fucking beskidt sofa ikke være det, der får mig til at give op.

I løbet af timen skriver Mistress Tara på et whiteboard som en rigtig lærer. Hun bliver ved med at tabe dutten til sin tusch, indtil en af mændene bukker sig ned og samler den op. Med dyb stemme svarer hun langsomt, "gooood dreng". Han smiler, og hans nakke bliver knaldrød. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det hele er med vilje.

Timen er mere eller mindre et foredrag om BDSM. Det meste, vi kommer ind på, er tamt og overordnet, men vi ender i en ophedet diskussion om forskellen på at scatte og få et brown shower – begge dele handler om at skide folk i munden. Hvorfor har nogen lyst til det? Det er en form for gudindedyrkelse, forklarer Tara. De mænd synes, at kvinder er så hellige, så perfekte, at det er ophidsende at indtage deres afføring. Først syntes jeg, det var ret klamt, men jeg funderer over, om at det var mit lave selvværd, der spillede mig et puds. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste person, der nogensinde har syntes, at jeg var så perfekt, at de ville æde mit lort. Det kræver en god portion mod.

I det felt har Mistress Tara til gengæld en masse erfaring. Da hun var udøvende dominatrix, kom klienter hos hende dagligt for at være hendes menneskelige toilet. Hun fortæller os, næsten længselsfuldt, at hun spiste en blanding af "kaffe og kirsebær", før hun skulle have gang i en skide-session.

En anden herskerinde, hun kendte, spiste pizza og burritos. Der bliver ihærdigt taget noter. Mistress Tara giver os tips til at opfinde vores egne dominatrix-personaer (find på en dækhistorie og overdriv dine egne karaktertræk), at kende forskel på buzzwords og udløsere (buzzwords, som at sige "kan du godt lide mine store bryster?" kan gøre folk opstemte; udløsere, som at fornedre nogen mere, end de er trygge ved, kan være et turn-off), og at kultivere den perfekte fodlugt til en med fodfetich (tag et brusebad med et par gamle kondisko på). Når en slave slikker skidt af dine fødder, fortæller Mistress Tara, føles det som at få slikket sin fisse, lige efter man har barberet den.

Men mest af alt minder Mistress Tara os om, at man ikke behøver at være den smukkeste mand eller kvinde i rummet for at være en fantastisk dominatrix. Man skal bare kende sit publikum og give dem, hvad de gerne vil have. Hvis Angelina Jolie, Marilyn Monroe og Jabba the Hutt alle sammen er på arbejde på samme BDSM-klub på samme tid, og Jabba er den eneste, der har lårlange støvler med snører på, så er han også den eneste, der kommer til at booke klienter med en fetisch for støvler. Det er i hvert fald det, Mistress Tara fortæller os.

Jeg forlader workshoppen og er endnu ikke sikker på, at jeg er klar til at inkorporere scat play i min soveværelsesrutine. Men jeg begyndte at tænke mere over, hvad det ville sige at tro så meget på mig selv, at jeg var i stand til at dominere et andet menneske. Siden jeg mødte Mistress Tara, er jeg begyndt at hype mig selv mere, når jeg flirter. Jeg bruger buzzwords; jeg teaser. Og når jeg forbereder mig til en date, og begynder at gå i panik over ikke at kunne finde det rigtige outfit, eller at min make-up ikke vil, som jeg vil, og det hele er lort, så husker jeg mig selv på, at udseende ikke betyder nær så meget som attitude.

Og hvis den hypotetiske Jabba the Hutt kan gøre det, så kan jeg også.

Læs mere fra VICE:

Sådan bliver du ekspert i at lyve: Vi spurgte en dominatrix, en undercover betjent og en advokat

Den brune død: En historisk gennemgang af brugen af afføring som våben

Sexarbejdere fortæller hvorfor de elsker deres yndlingskunder