Den dag jeg tog til japansk bondage og blev bundet op i et kælderloft i Valby

FYI.

This story is over 5 years old.

bondage

Den dag jeg tog til japansk bondage og blev bundet op i et kælderloft i Valby

'Kinbaku' betyder 'at binde stramt'. Og da mit ben flyver opad og fire reb bærer mig omtrent en meter over gulvet, ja, så strammer det.

"Prøv at holde dit ben og din overkrop strakt," siger manden, før han hiver i det reb, han har bundet om min venstre ankel. Mit højre ben hænger allerede oppe i luften. Jeg mister fornemmelsen af madrassen under min fod.

Jeg hænger oppe under loftet i et kælderlokale i Valby, der ligger 200 meter fra Ny Ellebjerg station i en gul murstensbygning. Det ligner et forladt klublokale i provinsen. Omme i gården er der en trappe op og ind og derefter en etage ned. Indenfor er stemningen en helt anden. Der er stearinlys på små borde, madrasser på gulvet. Tynde, hvide gardiner adskiller rummet i små sektioner. I loftet hænger klynger af reb og store, runde bambuspinde. Her er varmt, roligt.

Advertisement

Stedet hedder Kinbaku Lounge. 'Kinbaku' er navnet på en japansk bondageform. Det betyder 'at binde stramt'. Og da mit ben flyver opad og fire strategisk placerede reb bærer alle mine 100 kilo omtrent en meter over gulvet, ja, så strammer det.

Ham, der binder mig, hedder Jan Scot. Han har bundet på den her måde i 15 år. Jan begyndte at binde, dengang japansk bondage var komplet ukendt herhjemme. Nu er han medejer af Kinbaku Lounge, hvor han både holder opvisninger, individuel undervisning og workshops for hold. Kinbaku Lounge har 'åben tirsdag' hver tirsdag, hvor alle, der er interesserede, kan komme og prøve det af. Facebookgruppen for Kinbaku Lounge har i skrivende stund knap 2000 medlemmer, derudover har loungen en 'undercover'-gruppe, hvor over 750 "rebnysgerrige og passionerede" mennesker fra hele Danmark, "udveksles erfaringer, deler viden, billeder med mere". Og det er herigennem, jeg har fundet Jan.

For en time siden sad Jan og jeg i en stor, hvid pallesofa i den anden ende af rummet. Med tøj på. Han spurgte mig, om jeg har nogen skader, i ryg, i knæ, i arme, som han skulle være opmærksom på. Det har jeg ikke. Han spurgte, om jeg havde noget problem med at sige fra, hvis jeg ikke bryder mig om de ting, der bliver gjort ved mig. Heller ikke. Han forsikrede mig om, at når jeg ikke ville mere, så stoppede legen.

Jeg har en veninde, der bliver bundet hver onsdag. Hun har vist mig billeder, hvor hun hænger helt snørret ind under et loft. Hun ser afslappet ud med lukkede øjne. Drømmende næsten. Én gang har jeg set hende blive bundet 'live' og den kemi, der var mellem hende og hendes rebparter, var enormt intens. De var i deres helt egen verden. Folk, der binder, siger, at reb kan hjælpe en til at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Det er det, jeg gerne vil prøve.

Advertisement

Sandheden er, at jeg er virkelig nervøs. Jeg kan ikke lide at være spændt fast. Især ikke mine arme. Jeg hader bluser, der sidder tæt på armene. Jeg får en klaustrofobisk følelse af det. Jeg kan ikke lide, at folk holder om mig for længe, det gør mig ængstelig. Jeg har det bedst med at være den, der holder fast, den, der vil folk noget. Derfor har jeg brug for at se, om jeg kan overgive alt den kontrol til en, for mig, fuldstændig fremmed mand.

Rebene lyder som et trægulv i en gammel lejlighed, de knirker, når jeg trækker vejret. Mine hænder er bundet fast bag min ryg, og mange meter reb snører min brystkasse sammen i kunstfærdigt mønster. Jeg tænker på, om hud mon kan sprænge. Han har viklet et reb rundt om mit lår, og nu skubber han låret op mod min mave. Rebene giver sig ikke. Der er ikke plads til mit lår, smerten er uudholdelig, tænker jeg. Men det er den ikke. Jeg kan godt holde det ud. Jeg trækker vejret dybt ind, ånder helt ud.

På et tidspunkt åbner jeg øjnene og kigger op på på metalringen, der holder mig. Rebene drysser fibre ned i mine øjne. Jeg lukker dem igen.

"Jeg kender dig ikke endnu, og jeg vil hellere, at du går herfra og vil have mere, end at jeg har overtrådt dine grænser," siger Jan.

Inden vi gik i gang, fortalte han mig, at reb altid er lig med noget seksuelt for ham. Man behøver ikke dyrke sex, men man er tæt, man har ikke særlig meget tøj på, og der opstår en seksuel energi. Jeg har ikke tænkt, at det var noget seksuelt, før jeg kom. Slet ikke. Jeg tænkte måske nærmere på det som noget meditativt, en måde at komme ud af hovedet og ned i kroppen.

Advertisement

"Man kan godt binde, hvor det seksuelle ikke er i fokus," siger Jan. "Men det giver ikke mening for mig. For mig er det en leg med seksuelle energier og med smerte. Jeg går fra begyndelsen ind i en meget intim energi med det menneske, jeg binder. Sidder tæt, rører blidt ved dem. Det er meget tydeligt at mærke, hvis man binder på et menneske, der ikke gider dig. Så er kemien der ikke. Og så afslutter jeg det ret hurtigt," siger han.

"Når jeg hænger der, er jeg ikke i gang med at lægge vasketøj sammen i tankerne, jeg tænker ikke over den babysitter, jeg skal booke til på fredag" – Katrine Folmann, 'model'

Jan fortæller, at kinbaku – eller shibari, som det også kaldes – stammer fra hojojutsu, en japansk kampsportsdisciplin, hvor reb bruges til at tilfangetage og fastholde fanger. I kinbaku er bindingerne tilpasset, så de også er æstetisk smukke og stimulerende for den, der bliver bundet, hvor det i hojojutsu udelukkende handler om fastholdelse.

En reb-session starter med, at man sidder på en madras og varmer op med berøring og nærhed. Så bindes begge arme på ryggen og rundt om brystet. Herefter begynder 'riggeren' – som er det, man kalder den, der binder – at binde reb om modellens ben for at fiksere rebene på enten en bambuspind, der er bundet op i loftet, eller en metalring, der sidder i en karabinhage i loftet. Hele tiden veksler riggeren mellem stramme bindinger og blide berøringer.

Advertisement

Katrine Folmann har bundet med sin mand i et halvt år. Hun er model, hendes mand er rigger. Hun har lovet at hjælpe mig med at forstå, hvad det er, reb kan. Hun fortæller, at rebene giver hende en frihed, et rum, hvor hun ikke skal tage stilling til hus, kæreste, børn, vasketøj eller næste ferie i udlandet. Alle beslutninger er overladt til en anden.

"Det handler om at gå ned i smerten, være i den og lade det fylde lige nu. Når jeg hænger der, er jeg ikke i gang med at lægge vasketøj sammen i tankerne, jeg tænker ikke over den babysitter, jeg skal booke til på fredag. Jeg kan kun være lige her," siger hun.

Jeg spørger, hvad det betyder at gå ned i smerten. For Katrine Follman betyder det egentlig bare, at hun ikke råber: "Pil mig ned!". For smerten er en del af legen, og hvis smerten stopper, stopper legen også. "Og det vil jeg ikke have."

"Smerte er en meget uvelkommen ting i vores hverdag, det er altid noget, der skal gå væk. Her er det okay. Jeg må gerne pive, hvis det gør meget ondt, det er en del af legen. Jeg må gerne græde, jeg skal ikke lade som om, at det ikke gør ondt," siger hun.

For Katrine Folmann handler reb ikke nødvendigvis om sex. Ikke som udgangspunkt i hvert fald.

"Men det bliver ret hurtigt seksuelt, når man er nøgen. Det er mindst ligeså intimt som sex. Ofte mere. Sex mellem to fremmede behøver jo ikke nødvendigvis at være særlig intimt. Der er en helt særlig forbindelse mellem model og rigger, man overlader grundlæggende sit liv til dem i den stund, hvor man leger. Jeg føler mig meget egoistisk, når jeg hænger der. Det er skønt. Jeg tænker ikke over andre end mig, jeg tænker ikke over, om det er godt for ham, jeg er kun i mine egne følelser," siger hun.

Advertisement

Jan har løsnet de reb der holdt mig oppe og firet mig ned på madrassen. Han begynder at binde de mange meter reb op, der stadig sidder rundt om min krop. Først dem, der sidder rundt om mine ben og mine fødder. Mine hænder ligger foran mig i mit skød. De har flettede, røde aftegninger, hvor rebene har siddet.

På et tidspunkt tager han fat om mine skuldre og lægger mig ned på madrassen. Han rejser sig, går og kommer tilbage med et fleecetæppe, som han lægger ned over mig. Jeg fryser. Tæppet er en varm, vægtløs omfavnelse af min krop. Han lægger sig ind til mig bag min ryg, jeg ligger bare med lukkede øjne. Jeg kan fornemme det gule lys i rummet på den anden side af mine øjenlåg, jeg kan se orange og gule prikker. Jeg misser med øjnene, vågner op.

"Tænker du, at vi lige har haft sex," spørger jeg Jan.

"Ja, det tænker jeg helt klart. Vi har også lavet så meget andet. Vi har leget med smerte og med udholdenhed og med nærvær. Men vi har også haft sex," siger han.

Jeg forstår godt, hvad han mener. Der var en klar seksuel energi i løbet af den halvanden time, hvor han bandt mig. Han kyssede flere gange min pande, var hele tiden tæt på mig. Men jeg føler ikke, at jeg har haft sex med den mand, der ligger bag mig. Han spørger mig, hvad det så var. "Sensuelt måske," svarer jeg.

Jeg tænker på den fyr, jeg har set de sidste par måneder. Inden jeg tog til Valby, spurgte jeg ham, hvad han tænkte om projektet. Om han havde noget imod det. "Nej, i min verden er det ikke noget seksuelt. Han skal vel bare binde dig," sagde han.

Advertisement

"Det er lidt ligesom at være i et fantastisk kram meget længe" – Ditte Bruun, 'rigger'

Ditte Bruun har dyrket kinbaku i fire år, både som model og det sidste halvandet år som rigger. Hun sammenligner reb med dans. Man øver meget, det er sensuelt. Man er tæt med sin partner, rører ved hinanden, det er fysisk hårdt.

"Med reb har man bare også mulighed for at tage det helt derud, hvor det bliver meget seksuelt," siger hun.

Hun forklarer, at der er nødt til at være en god forbindelse og en stor grad af tillid mellem dem, der binder. Men så er det også fantastisk, siger hun.

"Det er lidt ligesom at være i et fantastisk kram meget længe. Man er fysisk og mentalt meget tæt på et andet menneske. Det er ret specielt, når man binder med en ny, for man overskrider jo stort set alle intimsfærer med en, man slet ikke kender. Men det er en fed måde at lære mennesker at kende på," siger hun.

Jeg har aftalt med Jan, at vi skal binde igen dagen efter. Vi skal have billeder til artiklen, og han forklarede, at jeg ikke ville få ret meget ud af at blive bundet, når der var fotografer til stede. Derfor binder vi to gange.

Det er på en eller anden måde nemmere at være i oplevelsen anden gang. Jan er ikke fremmed mere. Vi får øjenkontakt. Jeg griner til ham. Han smiler igen. Vi leger. "Er du ok?" spørger han. Jeg er helt okay. Jeg er fuldstændig paf over, at min krop kan det her, at jeg kan det her.På intet tidspunkt i løbet af de er to dage, hvor vi har bundet, har jeg tænkt over, hvordan min krop så ud. Den skal ikke være tynd, den skal ikke være sexet for at tænde ham. Min krop er et redskab, vi bruger for at skabe et rum mellem os. Min krop tager imod smerte, og smerten skaber nærvær mellem os. Jo mere reb, han binder om mig, jo mere hjælpeløs bliver jeg og jo nemmere bliver det at give slip.

Nogle gange tager Jan fat og klemmer på mine fingre – på først min ene hånd, så min anden. Og så skal jeg klemme igen. Hvis jeg ikke klemmer, spørger han, om jeg kan klemme. Han tjekker, at mine nerver virker, at vi ikke er ved at lave en nerveskade, fordi rebene sidder forkert. Nerveskader går i sig selv efter nogle dage, forklarer han.

Da han har løsnet rebene, sidder jeg igen på den hvide madras på gulvet mellem hans ben med min ryg mod hans mave. Han aer mine arme, binder langsomt rebene op, en knude ad gangen, og lader rebene løbe hen over min krop, op ad mine arme, op ad min hals. Det kilder. Jeg kan høre hans vejrtrækning, den er tung, regelmæssig. Rolig. For hver udånding læner jeg mig længere tilbage mod ham. Da han har bundet det sidste reb op, trækker jeg benene til mig og vender mit ansigt ind mod hans skulder. Han lukker sine arme om mig. Jeg kan svagt ænse lyden af kameraer, der klikker, men jeg ved ikke hvor. Jeg sidder bare.