Jeg var et røvhul i en uge for at finde ud af, om det ville gøre mit liv bedre

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US

Jeg er en rar person. Det ligger ikke til mig, at være et røvhul. Hvis jeg bad om en usødet iskaffe, og baristaen gav mig en med sukker, så ville jeg tage det som et tegn på, at jeg fortjente noget sødt. Jeg har det godt med den del af min personlighed. For det meste.

Når det så er sagt, så er jeg 33 år gammel, arbejdsløs, single og bor alene med min kat. Hvis man ser på den tragiske sit-com, jeg lige nu er hovedpersonen i, så gør jeg måske det hele forkert.

Røvhuller er overalt, og det ser ud, som om de vinder. Faktisk er én af de to mest populære personer i USA lige nu et kæmpemæssigt røvhul, og han er nået til, hvor han er i dag, udelukkede ved at være et røvhul.

Sandheden er, at røvhullerne bare kommer først. Der er faktisk forskning, der viser, at det er sådan: En undersøgelse fra 2012 viste, at folk, som var arrogante eller havde en overdreven tro på egne evner, blev betragtet som folk, der "fortjente respekt og beundring" fra deres medmennesker. En anden undersøgelse viste, at når nogen helt åbenlyst bryder reglerne eller opfører sig uforskammet, betragter andre mennesker det som et eksempel på magt og går ud fra, at den person er vigtig. Og en række eksperimenter fra 2012 viste, at mænd, som betragter dem selv som behagelige mennesker, tjente færre penge end dem, som ikke var rare. Hvis man tror på de undersøgelser er det tydeligt, at man bliver mere populær, mere magtfuld og rigere af at være et røvhul.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om mit liv ville være anderledes, hvis jeg også var et røvhul. Så jeg besluttede mig for at være super nederen i en uge og se, hvad jeg ville få ud af det.

Det varede ikke længe, før jeg fik min første chance: En rigtig frygtelig date. Jeg havde været på date med fyren én gang før for en måned siden, og bagefter blev han ved med at skrive til mig, kalde mig "perfekt", og sige, at han glædede sig til at se mig igen. Så vi aftale at mødes til frokost. Planen var at mødes hos ham, og så tage den derfra.

Jeg gik hen til hans lejlighed og lagde mærke til, at døren stod på vid gab. Jeg tænkte, at han enten var i gang med at gøre rent, eller, fordi jeg er nervøst anlagt, tænkte jeg, at han måske var død. Da jeg trådte ind, sad han i sofaen og fik et blowjob af en tyk, gammel mand.

"Hvad?" sagde han, som om han var blevet taget i at snige sig til en kage fra kagedåsen midt om natten.

Han kom ud for at snakke med mig. Mens han lynede sine bukser, sagde han, "min plan var, at onanere når du kom, men så kom ham fyren forbi og kom ind. Jeg tænkte, at du godt ville kunne lide det."

Den ikke-røvhulsagtige del af mig ville høfligt have sagt farvel og gået sin vej. Hvad ville det hjælpe at råbe? Hvorfor skulle jeg få ham til at få det dårligt, når det ikke ville ændre noget? Mine nye røvhulspersonlighed havde en anden tilgang.

"Hvilken del af vores ene date fik dig til at tro det? Hvor er du klam," råbte jeg, mens hans naboer så på, som om jeg var Sharon Stone i Casino. "Man advarer sgu lige andre mennesker, hvis der er risiko for, at de kan vade ind og se en få suttet pik. Jeg håber han gav dig kønsvorter. Dø, dit klamme møgdyr."

Selvom jeg havde det lidt dårligt med at kalde ham et møgdyr, så varede følelsen ikke ved. Det var ret fedt at være et røvhul. Det viser sig, at der også er forskning, der understøtter det: I et eksperiment med titlen "Aggresion, eksklusivitet og statusbevarelse i interpersonelle netværk" fulgte sociolog Roger Faris en gruppe folkeskoleelever i tre år for at finde ud af, hvad der gjorde dem populære. Ved hjælp af blå bøger, dokumenter fra skolen og andre vurderinger af popularitet, inddelte Faris eleverne i fire kategorier: Eliten, venner af eliten, vedhæng og alle de andre. Så fulgte han elevernes aktiviteter gennem årene for at kunne kategorisere dem.

Faris fandt ud af, at de elever med rigtig mange venner havde svært at blive en del af "eliten", som var en meget eksklusiv gruppe. Dem i "eliten" forblev der, ifølge undersøgelsen, på grund af deres verbale aggresion mod andre elever (ved at starte rygter, drille og mobbe). Så i bund og grund var man én af de seje, hvis man var et røvhul mod de andre børn, mens man blev under tøflen sammen med de andre, hvis man var sød og rar.

Efter min dårlige date så jeg frem til at være et svin, men overraskende få muligheder opstod. Selvfølgelig var der nogle åbenlyse – smække benene op på sædet foran mig i biografen, ignorere folk i en gruppesamtale, bevidst bruge mere plads end jeg havde brug for, når jeg parkerede. Men for det meste var mit liv som det plejede - uden provokationer.

Hvis jeg skal nævne en situation fra dagligdagen, er det nok fra træningscenteret. Jeg laver CrossFit (hvilket, hvis jeg skal være ærlig, allerede dér, gør mig til et røvhul), En dag, mens jeg trænede med en partner, blev min meget drengerøvsagtige partner ved med at mansplaine, hvad jeg gjorde forkert på romaskinen. Da hans "gode råd" blev for meget for mig, råbte jeg ad ham, og sagde, at han skulle skride med sin medlidenhed. Da vi var færdige, spurgte han, hvorfor jeg råbte af ham, som et barn, der ikke forstod, hvorfor han blev skældt ud. Det går godt med at være et røvhul.

Hvor jeg havde svært ved at finde måder at være et røvhul på i virkeligheden, så var det bestemt ikke et problem på nettet.

Min online datingprofil, som tidligere var et billede af mit ansigt og en fin, normal beskrivelse af, hvad jeg kan lide, og hvad jeg leder efter, ændrede jeg til et billede af min brystkasse og en opdateret profiltekst, hvor der stod: "Du kommer nok ikke til at imponere mig. Jeg viser dig mit ansigt, hvis jeg har lyst. Hvis jeg ikke svarer, så forstå en hentydning, tumpe."

Der var en god del, der skrev, at jeg var et røvhul på grund af min profil (og deres vrede voksede kun, når jeg ikke svarede), men jeg fik også beskeder fra fyre, der tilhører "eliten", som normalt aldrig ville have svaret på min tidligere profil. Jeg snakkede nogle af dem efter munden, ignorerede andre for at være nederen (især de fyre, der var særligt arrogante på deres egne profiler), og fandt i sidste ende ud af, at man kommer langt med at være lidt mystisk og have en attitude.

Alligevel var jeg smadret efter at have været åbenlyst fjendtlig, bevidst ekskluderende og arrogant med vilje. Jeg kan ærligt sige, at jeg hellere vil være flink. Det var sjovt med opmærksomheden, og det var fedt at føle sig hævet over andre, men jeg synes, at behovet for at være vellidt og respekteret vinder i sidste ende. Desuden er der mange flere mennesker, man kan lave grin med, hvis man ikke er en del af "eliten", hvilket er federe end i stilhed at være et røvhul for sjov.

Læs flere gonzo-historier fra VICE:

Jeg sagde ja til alt i en uge og endte på hospitalet

Jeg tog mikrodoser af LSD i en uge og fandt ud af, at jeg er ude af stand til at beherske mig

Jeg prøvede analglidecreme med cannabis og fik et afslappet underliv