Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UKI sidste uge blev en amerikansk kvinde ved navn Hillary Clinton valgt som præsidentkandidat for Demokraterne i USA. Uanset om man synes, hun er en rappenskralde i jakkesæt eller en krigerprinsesse, er én ting sikkert: At en kvinde bliver udnævnt som præsidentkandidat for et af de store amerikanske partier er en historisk begivenhed.Hvis hun vinder, får Clinton sit helt eget kapitel i historiebøgerne – og de historiebøger er en værre pølsefest, så det ville være en god nyhed. Og endnu vigtigere: Hun vil få varig indflydelse på kvinder og piger over hele verden og vise dem, at de en dag kan besidde samme magt. Et tiltrængt selvtillids-boost: En undersøgelse viste for nylig, at unge piger får mindre selvtillid med årene.
Advertisement
Men det øjeblik hvor det går op for dig, at du har magten til at ændre dit liv, behøver ikke hænge sammen med, at du trækker i et kynisk jakkesæt. VICE-redaktionerne rundt omkring i verden har derfor bedt kvinder mellem 16 og 55 fortælle om det øjeblik i deres liv, hvor de for første gang følte sig magtfulde.Jeg voksede op i den andalusiske by Xerez. Jeg var nødt til at blive hurtigt voksen, for det var et hårdt liv: slåskampe, stoffer, vold og politrazziaer var ret normalt – også i min familie. Da jeg var omkring 10, skulle jeg tage mig af min søster, som er et år yngre end mig. Jeg skulle gøre rent, lave mad og holde øje med hende, så jeg havde ikke tid til lektier. Da jeg var 12, var der en pige fra området, som var lidt ældre, der mobbede min søster. En dag var jeg så træt af at se min søster være bange, at jeg tog den kniv, jeg havde under min hovedpude og gik ud for at lede efter hende. Da jeg fandt hende, begyndte hun at råbe af mig. Jeg trak kniven frem og holdt den mod hendes strube på en måde, der var så iskold, at det skræmmer mig i dag. Hun begyndte at græde og tiggede mig om at lade hende gå, og det gjorde jeg. Hun forsøgte at slå mig, men da jeg hev kniven frem igen, løb hun væk.Jeg har aldrig følt mig så magtfuld, som da jeg truede hende. Når jeg tænker tilbage på det, er jeg ikke stolt over det – i dag vil jeg bare gerne leve et bedre liv. Men for fire år siden var det min virkelighed. Og det var første gang jeg opdagede, at jeg selv har magten til at forandre mit liv til det bedre.
TANIA, 16, SPANIEN
Advertisement
KATHRIN, 22, ØSTRIG
ELISE, 29, HOLLAND
Advertisement
Jeg havde egentlig besluttet mig for at læse litteratur efter gymnasiet for at specialisere mig i noget, jeg elsker. At genlæse den plan, jeg havde skrevet fem år før, var så kraftfuldt et øjeblik, fordi det gik op for mig, at selvom tingene ikke var gået som jeg havde regnet, med da jeg var 12, var det hele endt endnu bedre. Som 12-årig kunne jeg ikke forestille mig, hvad jeg var i stand til som 17-årig – og jeg forstod som 17-årig, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad jeg var i stand til fem eller ti år senere. Jeg har været usårlig lige siden.Da min farfar skulle begraves, så jeg min far for første gang i mange år. Vi er fremmede for hinanden – min mor har taget sig af min søster og mig, siden vi var små. Min far har aldrig haft et godt forhold til sine forældre, men det havde vi – vores bedsteforældre forsøgte altid at kompensere for min fars fravær. Da min farfar døde, regnede jeg med, at min far ville dukke op – trods deres forhold. Det gjorde han også, og jeg vil aldrig glemme, hvad der skete. Næsten 20 år efter han forlod os, kom han hen til mig og sagde bare: "hej!" Jeg var chokeret og målløs i et øjeblik, før han sagde: "Vil du ikke engang give mig hånden?"Det var det. Min forestilling om en far, som jeg altid havde gået rundt med inde i hovedet, forsvandt med et. Min mor havde aldrig sagt noget dårligt om ham til os, men pludselig stod det lysende klart for mig. Når en forælder forlader dig som lille, skal du leve med et hul i hjertet. Selv hvis den tilbageværende forælder gør alt, hvad hun eller han kan for dig, så føler du dig stadig ufuldstændig, utilstrækkelig, uværdig til at blive elsket. Da min far viste sig at være et kæmpe røvhul, forsvandt det hul. Jeg var faktisk lettet over, at den mand aldrig har været i mit liv, og at han heller aldrig kommer til det. Det var en magtfuld erkendelse. Efter begravelsen gik min søster og jeg ud på parkeringspladsen og røg en smøg. Vi så på hinanden, og lige pludselig begyndte vi bare at grine højt.
KASIA, 29, POLEN
Advertisement
CAITLYN, 19, NEW ZEALAND
Amira, 29, Danmark
RUXANDRA, 16, ROMÆNIEN
CATALINA, 33, COLUMBIA
Advertisement
ANNA, 51, CANADA
MARY, 54, GRÆKENLAND
Advertisement
Et år senere døde man mand, men på det tidspunkt følte jeg, at jeg magtede det. Det år havde lært mig, at jeg kunne klare alt – arbejde, at tage mig af ham, løfte stemningen, lave mad, trøste mine sønner. Jeg har aldrig følt mig stærkere. Jeg kunne klare alt – undtagen at holde min mand i live.Første gang jeg følte mig magtfuld, var jeg 18 år gammel og gik på Texas University. Før college havde jeg en ret beskyttet opvækst. Jeg havde aldrig mødt den store modstand - udover fra min far som ikke brød sig om det tøj, jeg gik i. Men han lod mig alligvel gøre, som jeg ville. Men da jeg flyttede til Austin, besluttede jeg mig for at 'udforske grænserne'. Jeg klippede mit hår og farvede det lilla – jeg prøvede at ligne Annie Lennox. Det var der nogen i Texas, som ikke kunne lide. De fnisede og bagtalte mig. Jeg ignorerede det bare og lod som om, jeg ikke havde hørt det. Men en dag da jeg gik rundt på universitetsområdet, gik tre store mænd forbi og råbte: 'lebbe!' efter mig. Jeg siger 'råbte', men faktisk 'sang' de rettere: "Leeeeebbeeeeee!!!" Uden helt at vide hvordan det skete, vendte jeg mig og skreg tilbage: "Ignorante røvhuller!" De sprang tilbage, forlegne, og deres grin blev hurtigt til stilhed – på grund af mig.Jeg havde det så godt. Jeg kan huske det øjeblik, som om det skete i går – hvordan deres ansigter og kropssprog ændrede sig næsten øjeblikkeligt, fordi jeg ikke lod mig selv blive trampet på. Jeg kan endda huske, hvad jeg havde på: Skotskternede, polyesterbukser og en bowling-trøje af polyester. Det øjeblik er mejslet ind i min hukommelse, og jeg kan huske, jeg tænkte, at fra den dag ville jeg altid forsvare mig selv .
JAIME, 38, USA
Advertisement