FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

Sex, stoffer og €8000 i drikkepenge: Sådan er livet som ansat på en luksusyacht

Der er gode penge at hente ved at arbejde på en yacht, så længe du ikke ryger, har tatoveringer eller er overvægtig.

De er umulige at overse, som de tårner op over havnepromenaden i Barcelona. På den side af hegnet, der hvor undertegnede og resten af pøblen befinder sig, er vi henvist til billige paellaer, gademusikanter og Segway-ture, men lige dér, på den anden side af gitteret, ligger de majestætiske yachter og glinser om kap med hinanden. Det er ved at være sæsontid. På dækkene sværmer besætningsmedlemmer omkring og skrubber, skurrer, pudser og polerer… Yachten skulle jo gerne være lige så blændende som den rigdom, den repræsenterer. Det er en verden, som i høj grad er synlig, men umulig at røre. For uanset om du kommer igennem jurastudiet på normeret tid eller tager natbussen hjem efter hver bytur - så kommer du aldrig nogensinde til at sætte dine ben på en luksusyacht.

Advertisement

Medmindre du får job på en, naturligvis.

Så kan det godt være, at det er dig, der skænker op, og en anden (sandsynligvis stangstiv småpsykopatisk pengemand) der tømmer glasset uden at ænse din tilstedeværelse, men i det mindste er du der - ombord på båden og med udsigt til eksotiske kystlinjer og klækkelig betaling.

Men er det dét værd? Det satte jeg mig for at finde ud af, og derfor fik jeg helt undtagelsesvist lov til at bevæge mig ind på milliardærsiden af hegnet. Ikke for at prøve lykken som deckhand (dertil er jeg åbenbart for usund, for cigaretrygende, for tatoveret, for doven og for gammel, men mere om det senere) men for at møde Lina Palm, der vil vise mig rundt. Lina er europæisk manager for Elite Crew International - et bureau, der rekrutterer personale til luksusyachter. Hun har selv brugt syv år på opvarte oligarker, amerikanske IT-milliardærer og arabiske prinser under deres færden i Middelhavet og det Caribiske Øhav.

VICE: Hej Lina. Hvordan kom du ind i den her verden?
Lina Palm: Jeg forlod et job i hotelbranchen og besluttede mig for at prøve at få arbejde på en yacht, fordi jeg hørte, at pengene var gode. Så tog jeg til Antibes, som er epicentret for yachttrafikken i Middelhavet, og kort tid efter havde jeg mit første job.

Hvordan var det?
Jeg havde travlt. Helt absurd travlt. Man arbejder i alle sine vågne timer, og derfor er jobbet meget mere end en almindelig fuldtidsstilling. Og hvis jeg skal være ærlig, så får man heller ikke særlig meget søvn. Seks timer ville være en luksusnat.

Advertisement

Det lyder intenst.
Ja, det er ekstremt intenst. Når man ikke laver mad eller serverer, gør man rent, vasker op, ordner vasketøj eller opvarter gæsterne på anden vis. Der er altid noget at lave. Derudover kommer du til at misse din søsters bryllup, juleaften med familien og alt andet, der sker på fastlandet. Og på din fødselsdag ligger du stadig og skrubber toiletter med en tandbørste.

Hvorfor gider man det?
Du ser en masse vilde steder og oplever en verden, som ellers er fuldstændig utilgængelig for almindelige mennesker. Mit pas er fyldt med stempler fra en masse eksotiske steder, jeg ellers aldrig havde set. Og så er der selvfølgelig pengene.

Hvor mange penge er der i det?
Jeg tjente omkring 6000 euro om måneden som chief stewardess, da jeg stoppede, men som nystartet deckhand eller junior stewardess kan du regne med en basisløn på 2000 euro om måneden. Du får alt betalt, så det er nærmest umuligt at bruge pengene, mens du er til søs, og lad os bare sige, at skattereglerne er meget liberale. Derudover kan man regne med virkelig gode drikkepenge.

I hvilken størrelsesorden?
Det er meget forskelligt, men basislønnen bliver hurtigt en bagatel. Jeg fik engang 8000 euro stukket i hånden som et ekstra tak for indsatsen, men det var efter en måneds benhårdt arbejde.

Kan man drikke sig stiv ombord?
På de fleste yachter er alkohol bandlyst. Du kan ikke gå på druk om natten og stå op kl. 5:30 om morgenen til en 18-timers arbejdsdag. Det går ikke. Men når man lægger til land og gæsterne forlader yachten, er det en helt anden historie. Der kan gå mange måneder mellem fridagene, så folk går rimelig meget amok. Undtagelsen er selvfølgelig, hvis gæsterne eller ejeren af yachten inviterer os til at drikke med dem. Så gør man det. Jeg har prøvet at arbejde for en kendt amerikansk rapper, som var fuld konstant og insisterede på, at vi skulle tage shots med hende.

Advertisement

Det lyder fedt nok, men man kan vel også være uheldig med de mennesker, man arbejder for?
Korrekt. Hvis de vil, kan gæsterne behandle dig, som om du ikke var menneske, og det har jeg prøvet flere gange. Den værste oplevelse var på en lejet yacht, hvor ham der betalte gildet var på stoffer konstant. Han lukkede ikke et øje i ti dage, og han var hamrende usympatisk. Han krævede, at jeg - bogstaveligt talt - var ved hans side hele tiden, så jeg ikke kunne hjælpe de andre med noget… og så er det også ret svært at få sovet, når man konstant står op.

Er stoffer og prostituerede fast inventar på mange yachter?
Alt afhængig af ejerens nationalitet, så ja. Kaptajnen kan miste sin licens, hvis politiet finder stoffer ombord på båden, så det er først og fremmest kaptajnens problem, hvis gæsterne er på coke.

Hvilke nationaliteter har ry for at give kaptajnen sved på panden?
Det vil jeg helst ikke citeres for. Jeg kan fortælle dig, hvem der er bedst at arbejde for, og det er amerikanerne. Derudover vil jeg sige, at det typisk er lettere at arbejde for old money end new money. Der er altid undtagelser, men generelt giver oliesheikerne gode drikkepenge, og der er styr på båden, fordi der ikke er alkohol involveret.

Nogen råd til en person, der gerne vil arbejde på en yacht?
Du må for alt i verden ikke være doven eller overvægtig. Et kønt ansigt er et stort plus. Derudover skal du være ekstremt service-minded, tålmodig, social, diplomatisk, hårdtarbejdende og selvopofrende.

Det lyder som mig.
Gør det? Du skal desuden være kernesund. Du skal gennem et grundigt sundhedstjek, hvor der testes for diverse stoffer og sygdomme, og så skal du blandt andet bestå et kursus i maritim sikkerhed. Hvis du har synlige tatoveringer, kan du godt glemme alt om at gøre karriere på en yacht, og drop smøgerne.

Det var alligevel mange ting. Har jeg en chance?
Tatoveringerne er et problem, og du er måske lidt for gammel. Dog er skandinaver generelt populære, og ejeren af vores selskab er også dansk. Hun gør gerne en ekstra indsats for at hjælpe sine landsmænd ind i branchen.

Tak skal du have, Lina.