Min jagt på at forstå hvorfor jeg som heteromand er bange for anale glæder

Når det kommer til sex og køn, er det, som om vi i disse dage nedbryder alle tænkelige barrierer. Næsten. For ét tabu står tilbage – i hvert fald hos mig og en del af mine heteroseksuelle kønsfæller: vores eget røvhul. Vi har under ingen omstændigheder lyst til at udforske den nydelse, der er forbundet med stimulering af anus – også selvom mange sværger til, at det skulle gøre vores orgasmer længere, mere intense og simpelthen bare bedre på alle fronter.

Imidlertid er få fantasier så udtrådte og så velbeskrevne som heteromandens fantasi om kvindens anus: Analsex er nummer ni på listen over de mest populære pornokategorier i Danmark, og kvindens numse har for længst etableret sig som en fast del af popmusikkens univers. Analsex idealiseres altså, men vi taler sjældent om det fuldstændig tilsvarende hul, som heteromanden er udstyret med bagi. Hvordan kan det være? Og hvordan kan vi få sparket bagdøren ind?

Jeg har prøvet at dyrke analsex, men mit eget anus har ikke været i centrum. Og selv om jeg føler mig åben over for det meste her i livet, oplever jeg en kraftig modstand alene ved tanken om at bruge det til andet end udgang. En fysisk modstand. Det er, som om jeg blokerer. Jeg har derfor besluttet mig for at blive klogere på min modvilje og samtidig blive bedre venner med min numse.

Jeg ringer først til Vilhelm Kruse, der er Sexual Healer & Empowered Living Mentor på Samsø og arrangør af såkaldte Anal Awakening Adventure-kurser. "Alt, hvad der har med røven at gøre, er jo vildt paradoksalt," siger han, kort efter jeg har præsenteret mig. "Vi har ikke mange tabuer tilbage, men få ting er mere undertrykt end det, der kommer ud af vores røv. På den ene side er vi forskrækkede, og på den anden side er vi fascinerede, og en stor del af tiltrækningen ligger begravet i tabuet."

I hverdagen underlægger vi os mange kropsundertrykkende strukturer, siger han og nævner det faktum, at vi er alene, når vi går på toilettet, og at vi tørrer os med et stykke papir. Globalt set er det et fåtal, der bruger toiletpapir, påpeger han, og med papiret er vi med til at fjerne os fra vores egen endetarm. Vi har mistet nærkontakten.

Derudover udøver vi en masse kontrol med røven, som han siger: "Evnen til at give slip og bare slappe af i røven hænger meget sammen med evnen til at give afkald på kontrol i livet." Jo mere kontrolsøgende man er, jo sværere vil det altså være at slappe af i røven. "Der vil være en korrelation mellem, hvor meget kontrolfreak du er, og hvor meget du er i stand til at give slip på din lukkemuskel. For hvis ikke du kan det, er det jo ikke spor rart, hvis der skal noget derind."

Og det synes jeg jo som udgangspunkt ikke, at der skal, men alligevel forklarer jeg Vilhelm Kruse om min egen blokering og spørger ham, hvordan jeg kan komme overens med den.

"Der er to elementer i det," svarer han. "En ting er sex og nydelse i røven. En anden ting er dit ganske almindelige forhold til den. Hvis man aldrig nogensinde har nærkontakt med sin røv, er det et stort skridt at have sex i den. Så måske kan det være, man først skal blive gode venner med den – og se, hvordan det udvikler sig."

Før han gik ind i tantra-branchen, følte Vilhelm Kruse sig hæmmet. Hvad nu hvis den lugter, tænkte han, men ikke desto mindre lod han sig overgive og gik til en tantramassør, som gav ham det, han kalder en opvågning.

"Det tager 100 år at opbygge den her frygt, men det tager ingen tid at bryde den ned. Jo mere hæmmet man er, jo større eksplosion sker der i sindet, når det bliver frigjort. Du kan ikke forestille dig, hvad der i virkeligheden sker, når du ligger med røven i vejret og lige pludselig både griner og græder, og det gør hysterisk ondt. Tantra lægger ikke fingre imellem, den tager ikke et skridt ad gangen, den går hele vejen."

Jeg spørger ham, om han virkelig vil anbefale, at jeg går all in. "Det bedste er næsten altid den eksplosive opvågning, men ikke mange er klar til den," svarer han. "Jeg vil anbefale, at du smider toiletrullen ud og tager en colaflaske, eller hvad du nu har, og fylder den op med vand, og når du så har været på toilettet, vasker du dig simpelthen med vand fra flasken. Vand i højre hånd, vask med venstre hånd. Så kommer du i nærkontakt med din røv, og du begynder gradvist at få et intimt forhold til den. Og mens du er i gang, bør du tage spidsen af en finger og lige køre rundt i kransen af røvhullet – så ved du, den er ren og klar."

Nogle timer efter jeg har talt med Vilhelm Kruse, går jeg på toilettet. Det er ulækkert, synes jeg. Handlingen er i sig selv noget af det mest almindelige og almenmenneskelige, jeg kan komme i tanker om, men alligevel er den frastødende.

Det bliver ikke mindre ækelt af, at jeg efterfølgende, i stedet for at række ud efter toiletrullen på væggen, stikker hånden i den køkkenskål, jeg har stillet klar, fyldt med vand. Forsigtigt fører jeg en håndfuld vand til min numse og sjasker lidt rundt deroppe. Da jeg har gjort det nogle gange, rører jeg forsigtigt ved åbningen. Det kilder lidt, men jeg gør ingen krampetrækninger, og jeg føler ikke noget. Andet end, at min finger ikke skal derop. Bagefter står jeg foroverbøjet med børsten i venstre hånd og skrubber bremsespor af porcelænet i bunden af kummen. Jeg føler mig meget lidt sexet.

Eksperimentet har slået fejl, og jeg er på nuværende tidspunkt ikke tættere på at forstå roden til min analblokering. Jeg ringer derfor til sociolog og projektleder hos Sex og Samfund Morten Emmerik Wøldike, som har mange års erfaring med undervisning og rådgivning i krop og seksualitet. Han giver mig ret i, at mandens anus er stærkt tabubelagt, og det skyldes blandt andet, at seksualundervisningen og -oplysningen historisk set har fremstillet den mandlige krop genitalt: altså som en pik.

"Hvad manden så i øvrigt har af krop, har været fuldstændig fraværende," siger han. I en del seksualundervisning og mediefremstillinger af sex er perspektivet rettet mod kvindens forplantningsevne, men man ser også vulva, lår og numse. Men det bliver glemt, at manden også har andre kropsdele og andre erogene zoner," siger Wøldike, som dog også ser tegn på, at det er under forandring.

"Pornografi kan være et meget godt spejl, og der popper flere eksempler op på pornogenrer, hvor også mænd bliver penetreret, eller hvor deres røv kommer i spil med fingre og tunger."

Han forklarer, at den heteroseksuelle mand som social konstruktion i høj grad er blevet til som modsætning til kvinden og til den mandlige homoseksuelle. Der har derigennem været fokus på kønsorganerne og praksissen om, at mænd penetrerer kvinder, og når dette paradigme udfordres eller helt forsvinder, kan det skabe angst, forvirring og utryghed.

"Så angsten er forståelig," siger han. "Men når det er sagt, skal man huske, at analsex er mange ting. Det er ikke nødvendigvis penetration, men kan også være kys, tunge, fingre."

Jeg indvier Morten Emmerik Wøldike i min egen blokering og spørger ham, hvad jeg konkret kan gøre. "Det skal være en afslappet situation; du skal være tryg med din eller dine partnere, og det kan være en god idé at bruge glidecreme, hvis man gerne vil ind i endetarmen. Og ligesom alt muligt andet kan det være ubehageligt første gang, så det er vigtigt, at du er afslappet og forsigtig. Det er jo et kulturelt tabu eller forbud, du bryder, og det er indskrevet på kroppen, som måske reagerer ved at sige: Det her er forkert, det føles utrygt. Omvendt kan selve den kulturelle indskrivning være enormt nydelsesfyldt; følelsen af at bryde et tabu."

Morten Emmerik Wøldike holder en pause.

"Men det er med analsex som med alt muligt andet: Måske opstår lysten først, når man er sammen med nogen, der er helt særlige. Måske opstår den ud af det blå. Og måske får man aldrig lyst."

Morten Emmerik Wøldike anbefaler mig at læse den amerikanske ph.d. og sociolog Jane Wards bog Sex Between Straight White Men fra 2015. Et helt kapitel i den handler om, hvordan heteromænd putter genstande i andre heteromænds numser – alene for at hærde deres heteromandekrop. Et fænomen, hun kalder "anal resiliens".

Jeg skriver en mail til hende og fremlægger et dilemma: at mange heteromænd er optaget af numsen, og at analsex er populært i pornografi og popkultur, men at mange af dem, mig selv inkluderet, ikke ville drømme om at inddrage deres eget numsehul i akten. "Det handler om en hel del forskellige ting vedrørende heteromanden," svarer hun.

En af dem er penetration i almindelighed. Kønnene har "biologiske egenskaber", som hun skriver, og der er en udbredt opfattelse af, at piger og kvinders kroppe er penetrerbare, mens drenges og mænds ikke er.

"I virkeligheden har der længe været den antagelse i biologisk sammenhæng, at den vigtigste forskel på han- og hundyr er, at hanner instinktivt vil bestige og penetrere, mens hunner instinktivt ønsker penetration. Men det er evolutionsbiologi. I virkeligheden er der talrige eksempler, der modsiger tanken. Mange kvinder elsker at penetrere – med fingre og genstande – i vaginaer og numser. Og mange mænd – heteroer, bøsser og bier – kan lide at blive penetreret. Hvorfor? Fordi det føles godt."

En anden årsag til, at visse heteroseksuelle mænd er bange for at stimulere deres anus, er fordi de betragter analsex som homomænds domæne – og deres eget anus som "bøsse-kropsdelen".

"Og det er en fjollet idé, for alle har en røv, og alle har evnen til at opleve anal nydelse. Historisk har man bevaret heteronormativitet ved at forbinde homoer med pervers, ikke-reproduktiv sex, men det er vi heldigvis på vej væk fra," skriver hun.

I forhold til mit eget – og foreløbigt fejlslagne – eventyr, skriver hun, "at det er vigtigt at understrege, at anal leg ikke er for alle. Nogle elsker det, andre gør ikke. Det vigtige er, at hvem som helst, der potentielt elsker det, kan føle sig trygge ved, at det er en af de mange, lækre muligheder på det seksuelle menukort. Uanset deres køn eller seksuelle orientering."

Så langt, så godt. Overordnet føler jeg mig tryg og afslappet – både i min seksualitet og min hverdag. Men selvom jeg har fået et bedre indblik i, hvorfor analsex er tabuiseret blandt heteromænd, er jeg stadig ikke parat til at stikke noget op i mig selv. Overhovedet. Om det skyldes en undertrykt frygt for homoseksualitet, for kontroltab, for det afvigende, for det beskidte og vulgære; for afføring, ved jeg ikke. Måske er det bare ikke mig. Måske kommer det en dag. Måske gør det ikke.

Mere fra VICE:

Vi spurgte par, hvad der sker med sexlivet, når man flytter sammen

Sådan er det at bruge dating-apps i Qatar, hvor homoseksualitet straffes med døden

Mød Danmarks første transkønnede porno-par