Historien om, hvordan meth gik fra at være 'kamikaze-brændstof' til en samfundsplage

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på VICE Australia/NZ.

I søndags beslaglagde de australske myndigheder for omkring 50 millioner kroner metamfetamin, – også kaldet ice, crystal, eller bare meth – der var skjult inden i tre ret grimme fiskestatuer fra Kina. Efterforskere opsnappede statuerne, erstattede deres skjulte indhold med fyldemasse og afleverede pakkerne til modtageradressen. En nigeriansk statsborger blev senere anholdt i sagen.

Alt det her skete, fordi metamfetamin er roden til alt ondt, ikke? Både ja og nej. Som alt andet ulovligt narkotika på planeten er meth et produkt, der har sine aner i den lovlige medicinindustri, og er kun for alvor blevet stigmatiseret i nyere tid. Så lad os tage et kig i krystalkuglen for at se, hvordan det egentlig skete.

Amerikanere (herunder crewet bag Breaking Bad) betegner stoffet som meth. Speed er også meth bare i pulverform. Det er også vigtigt at understrege, at crack er en fortyndet udgave af kokain, der absolut intet har med metamfetamin at gøre. I et forsøg på at være konsekvente vil vi i resten af artiklen holde os til at betegne stoffet som meth.

Det hele begyndte på Humboldt University i Berlin. I 1871 sendte den japanske regering den 25-årige Nagai Nagayoshi, deres første udlærte farmaceutiske læge, til Berlin for at studere. Det var en tid, hvor kemien stadig var ved at ryste de sidste anstrøg af alkymi af sig, og forskere gjorde sig hele tiden små opdagelser, der senere ville blive til plastik, gødning, medicinalvarer, sprængstoffer og en milliard andre husholdningsprodukter. Nagayoshi blev sendt ud for at studere hos en lærer ved navn August Wilhelm von Hofmann, der havde vakt international interesse ved at undervise sine elever i et rigtigt laboratorie og grundet sin usædvanlige forkærlighed for plantebaserede kemiske forbindelser. Med Hofmanns vejledning berigede universitetet i Humboldt verden med moderne farvestoffer, petrokemisk destillation og metamfetamin.

Nagai Nagayoshi var interesseret i at identificere de kemiske bestanddele af traditionelle asiatiske urter. Det var sådan han endte med at isolere det opkvikkende middel efedrin fra den kinesiske plante ephedra sinica. Nogle mener, at Nagayoshi forsøgte at skabe et stof, der mindede om kokain, som Sigmund Freud havde advokeret for i sin bog Uber Cocaine i 1884. Men da efedrin blev isoleret i 1885, blev det betragtet som en ny opdagelse, omend en opdagelse uden umiddelbare praktiske anvendelsesmuligheder. Trods Nagayoshis håb om, at efedrin ville hjælpe astmapatienter, takkede den tyske medicinalvirksomhed E. Merck nej til stoffet, med begrundelsen at det ikke på nogen måde kunne overgå adrenalin. Det har muligvis motiveret Nagayoshi til at styrke stoffets effekter, hvilket i sidste ende førte til, at han brugte efedrin til at syntetisere meth i 1893. Men Nagayoshi kunne endnu en gang ikke finde nogen praktisk anvendelsesmulighed til stoffet, og meth blev glemt.

I 1919 opdagede endnu en japansk kemiker, der studerede i Berlin – en fyr ved navn Akira Ogata – en hurtigere og mere simpel proces til at syntetisere meth. Han tilføjede rød fosfor og jod til Nagayoshis opskrift på efedrin, hvilket resulterede i en handy krystaludgave af samme stof. Han gav opskriften videre til det britiske Burroughs Wellcome & Co., som blev det første firma der gjorde stoffet frit tilgængeligt som psykiatrisk behandlingsmiddel i Europa.

Under 2. Verdenskrig dimitterede meth fra at være en esoterisk spøjshed til en fuldmoden narkoepidemi. I 1934 begyndte den tyske medicinalvirksomhed Temmler at udforske stoffets potentiale på forbrugermarkedet. Efter at have taget et patent, der hed Proces for udarbejdelse af aminer, blev meth introduceret i tabletform i 1939, under navnet Pervitin. Pervitin kunne fås i en cylinderformet container med 30 fordøjelige tabletter, og blev solgt som en eller anden form for ekstrem Red Bull til offentligheden som et middel til skærpe koncentration og årvågenhed. Det blev hurtigt populært hos tyske soldater, og blev blandt Luftwaffe-piloter i daglig tale hurtigt kendt som Herman Göring-pillen.

Der udspillede sig noget lignende i Japan. Men hvor tyskerne uformelt tog meth til sig, gik japanerne stoffet i møde med åbne arme. De kaldte det Philopon, hvilket tilnærmelsesvis kan oversættes som "kærlighed til arbejde" og kanaliserede det ud i alle grene af militæret såvel som de statsejede fabrikker. Af ret åbenlyse årsager fik Kamikaze-piloter også store doser før deres missioner. Forekomsten af psykoser som følge af brugen af meth eksploderede, men som i Tyskland blev disse sager for det meste gemt af vejen på opfordring fra de store medicinalvirksomheder.

I USA var 1950'erne en guldalder for meth-baserede slankemidler. Der var op til flere firmaer, der tog patent på metamfetamin til forbrugere under en hel del forskellige navne som blandt andre Obetrol. Ifølge 1972 Physicians' Desk Reference indeholdt hver 10 mg Obetrol-tablet 2,5 mg metamfetamin saccharat. Hvis du har set Requiem for a Dream, ved du, hvad det gør ved folk. Den slags produkter blev langsomt udfaset i løbet af 1960'erne og gjort fuldstændig ulovlige af Controlled Substances Act i 1970.

Japan var langt hurtigere til at gøre meth ulovligt. Sent i 40'erne blev overskydende militære rusmidler re-branded som Hiropon og solgt til den sultne og miserable krigshærgede befolkning. Det der allerede var et rasende og uhæmmet forbrug hos japanske krigsveteraner blev til en epidemi, og i 1951 blev meth og al produktion af meth gjort ulovlig. Det anslås, at landet i 1954 stadig havde 550.000 afhængige og 2 millioner tidligere brugere oveni – altså omkring 3,8% af befolkningen.

I 1970'erne begyndte USA at prioritere en War On Drugs-dagsorden i FN. Domme for besiddelse og salg af narko blev strengere, og medierne vendte sig for alvor imod narko-"bølgen" og begyndte en hård moralsk opdeling af stoffer. Hvor hovedpinepiller var gode, var stoffer som meth ondskaben selv på trods af, at de begge bare er kemiske sammensætninger, der i sig selv hverken er gode eller onde. Det er altså kulturen omkring stoffet, der dikterer dens samfundsmæssige værdi. Hovedpinepiller er på ingen måde mere naturlige end meth, på trods af de kosmetiske forskelle hos forbrugerne af de to stoffer.

Det er forståeligt, at folk er bange for stoffer som meth og derfor vil have det væk fra gadebilledet, men frygt kan give et misvisende billede af realiteterne. Som så meget andet er meth bare et kemikalie. Dets indvirkninger på samfundet siger mindst lige så meget om samfundet, som det gør om selve stoffet.

Følg Julian på Twitter.

Læs mere om meth og andre stoffer her:

Derfor kan MDMA være mere dødeligt for piger

I audiens hos Danmarks ukronede svampekonge

Grundene til at cannabis er 'uendeligt' meget værre end cigaretter