FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Vores generation har opdaget, at det sutter at tage i byen

Nu behøver du ikke længere at "gå ud" for at være ung og vild. Bliv hjemme, det er det nye store.
Stock foto via Getty

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Vi elsker at snakke om generation Y. Hvordan [den knalder](Er unge mennesker mere polyamorøse nu til dags, eller kan vi bare godt lide at være utro?) og ikke knalder. Hvordan den kører på "hoverboards," som faktisk bare er Segways, og hvorfor den er så træt af livet. Det er en travl verden, og generation Y er ved at overtage styringen. For eksempel er den den første generation nogensinde, der tør indrømme, at det faktisk ikke er sjovt at tage i byen.

Advertisement

"De er den bedste generation nogensinde – til at blive hjemme på sofaen." Sådan beskriver New York Post vores generation i en utroligt banebrydende artikel. Hvad siger artiklen om os? Vi streamer mere tv og bruger mere tid på telefonen end generation X, vi gider ikke socialisere ansigt til ansigt og allermest gruopvækkende: "Flere og flere unge mennesker vælger at tilbringe en stille aften derhjemme." Vi er åbenbart ikke engang seje nok til at drikke os stive længere: "En undersøgelse foretaget af Heineken i 2016 viste, at når generation Y endelig bevæger sig udenfor, så drikker 75 procent kun i moderate mængder."

Læs også: Derfor knalder Generation Y ikke

New York Post giver nogle få forklaringer på, hvorfor vores generation er så kedelig. De citerer blandt andet en neurolog for, at antallet af unge mennesker med klinisk udmattelse er stigende, og at det er dyrt at gå ud – især i store byer som New York. Alligevel går mange af os, som ikke er flade eller udmattede, væk fra traditionelle rammer for socialt samvær som for eksempel at sidde på en mørk bar og drikke shots, indtil der sker noget. Har det måske noget at gøre med sociale medier? Og hvad med dating? Hvad blev der egentlig af datingkulturen?

"Altså alt det der med 'Netflix and chill,' uanset hvad man synes om det… det er ret meget en ting," udtalte en velformuleret repræsentant fra generation Y til New York Post.

Man kan pege på forskellige generationsmæssige forklaringer på, hvorfor Y-generationen bliver hjemme – det er ikke så overraskende, at en generation, der er vokset op imellem 11. september og en verdensomspændende økonomiske krise, er en lille smule mere beskeden og kulturelt forsigtig end sin forgænger. Husk på, at den foregående generation var så dekadent og isoleret fra virkeligheden, at skovmandsskjorter var en modetrend, og tidens mest populære tv-serie handlede om seks mennesker på en kaffebar, som indimellem knaldede med hinanden. Generation Y er i modsætning til hedonisterne i Friends, som holdt aber som kæledyr, en beskeden og tryghedssøgende gruppe, der ikke lægger krop til byture fra torsdag til søndag.

Advertisement

Læs også: Den ultimative guide til Netflix and Chill

Man kan også pege på vores generations velkendte pengeproblemer og med rette konkludere, at det ikke er noget stort mysterium, hvorfor vi ikke har lyst til at bruge 500 kroner på en aften i byen, som ender med, at man går hjem uden sko og med ondt i håret. Eller også er det, fordi "generation Y" er blevet til en kategori, som også inkluderer folk i trediverne. Folk, som rent faktisk har forstand på fradrag og selvangivelser, er nok ikke særligt tilbøjelige til at sniffe, hvad end de bliver tilbudt på unisextoilettet efterfulgt af syv timers intens diskussion om attentatet på JFK.

I virkeligheden beviser trenden, som New York Post så revolutionerende har afdækket, at generation Y har knækket koden. I størstedelen af menneskets historie har unge mennesker brugt en god portion af deres liv på at "gå ud", hvilket primært har betydet at drikke sig skaldet i øl eller ryge en urt for at have sex med en fremmed og vågne på en mark. Ungdommen bliver altid hånet for den slags adfærd af den ældre generation. De hævder, at urterne var mindre giftige og samlejet i busken mindre grænseoverskridende i deres tid. De fleste slår sig sidenhen ned med hinanden og bruger deres liv på ikke at bukke under for det økonomiske system, de er underlagt. Ind imellem vil de gå forbi en mark og smile nostalgisk for sig selv med visheden om, at deres bramfri periode er forbi, og at det, de i virkeligheden vil, er at hænge ud med nogle af deres tætteste venner foran en pejs, mens de beskriver den seneste episode af deres yndlings tv-serie for hinanden. Det vildeste scenarie for den slags aftener er, hvis en af dem er fræk nok til at medbringe de føromtalte urter for at krydre det hele lidt op.

Advertisement

Men Y-generationen – i hvert fald ifølge sandhedsfyrtårnet New York Post – springer alt det der lort over. Den periode i slutningen af tyverne, hvor man ikke længere gider vågne på en mark, men føler sig forpligtet til at gøre det alligevel af frygt for, at løbet er kørt, hvis man ikke tilbringer lørdagen med hovedet i toilettet, mens man sms'er til vennerne, at man aldrig drikker igen. Fuck byture. Fuck "at gå ud". Det er dyrt, der er for mange mennesker, der lugter og musikken er lort.

Ved du, hvad der er fedt? At sidde ned og se tv. Har du prøvet det? Du kan have behageligt tøj på, du kan bestille mad lige til døren og spise den med fingrene, og du kan gå i seng, når du har lyst. For de fleste mennesker i historien repræsenterer vores generations gennemsnitlige aften på sofaen et nærmest uopnåeligt højdepunkt af luksus. Folk bekymrede sig engang om ting som tørke, sult og en ny gruppe af mænd med svær, som red ind og overtog landsbyen. Man skal ikke undervurdere den simple luksus i et glas vin, et tag over hovedet og en skærm, som kan vise dig alt, hvad du overhovedet kan forestille dig.

Så bliv hjemme i weekenden. Køb en god flaske rødvin eller en af de der hypede øl, som er brygget med hyldeblomst eller noget. Se en hel koncertoptagelse med Prince eller en hel masse Friends på Netflix. Nej fuck det - gå linen helt ud på gammelmandskontoen og læs en bog. Sov, når du er træt. Vågn op, og føl dig udhvilet for en gangs skyld. Gå en tur i parken. Du vil blive overrasket over alle de steder, man kan gå hen, når man ikke skal i byen, og hvor søde folk er derude.

Mere fra VICE:

Sådan kommer vores generation til at se ud, når vi er 80

Derfor bliver dine tømmermænd meget værre i tyverne

Vi snakkede med dem, der har det ufedt til Distortion