​Min far er pædofil, og jeg sendte ham i fængsel

FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

​Min far er pædofil, og jeg sendte ham i fængsel

Selvom min far er et forfærdeligt menneske, plager det mig stadig, at jeg har smidt ham i en celle, hvor han som pædofil konstant er i livsfare.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

"Det her er vores hemmelighed," siger hun.

Det var den 25. april, 2012. Solen skinnede, og jeg spiste frokost med min søster udenfor på en café. Hun fortæller mig, at vores far gennem de sidste 20 år har misbrugt vores fire yngre søstre lige for næsen af mig. Hun sagde, at hun ikke havde tænkt sig at fortælle mig det, indtil vores far døde, for at undgå at bringe skam over familien. Men kort tid før havde han arvet en stor sum penge og derpå omgående sagt, at han ville skilles fra vores mor, og at han ville have forældremyndigheden over vores yngste søster, der på det tidspunkt var 16 år gammel. Min søster ville have, at jeg i al hemmelighed skulle arbejde for, at min mor kunne beholde forældremyndigheden over min lillesøster––og vigtigst af alt, at jeg ikke skulle fortælle nogen udefrakommende, hvad der foregik.

Advertisement

Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Jeg havde aldrig troet, at min fromme, hengivne far var i stand til at misbruge sine egne børn. Og alligevel vidste jeg i det øjeblik præcis, hvad jeg måtte gøre. Hvis min far voldtog sine døtre, så måtte min far ud af billedet. Jeg havde ingen intentioner om at holde det her hemmeligt.

Jeg ringede til de sociale myndigheder samme aften for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. De bad mig om at tale med min mor, før jeg ringede til politiet. Jeg ringede hende op den aften og fik hende til at komme forbi. Mens jeg ventede på hende, føltes det, som om en ældgammel, vred dæmon vågnede inden i mig. Så snart hun ankom, spurgte jeg hende, om hun var klar over, hvad der foregik. Hun kiggede ned i jorden. "Ja," svarede hun stille. "Men jeg tager faldet sammen med min mand. Jeg står sammen med ham i tykt og tyndt."

Jeg gik fuldstændig amok. Jeg skreg så voldsomt af hende, at spyttet fløj ud af munden på mig. Mit ansigt var forvredet af fortvivlelse og arrighed. Hun stirrede bare ned i gulvet og sagde ingenting. Hvordan kunne hun lade sine egne døtre blive udsat for det her?, forlangte jeg at få at vide.

Dette fortsatte i flere timer. Min mor nægtede at give sig og ville ikke samarbejde. Til sidst var jeg for udmattet til at blive ved. Jeg sendte hende væk med løftet om, at jeg ville gøre alt for, at min far kom ind og sidde for sine synder. Hun gik lige med det samme, uden et ord. Døren smækkede efter hende.

Advertisement

Et kvarter senere bankede det på døren. Det var min mor.

"Din far har tilstået det hele. Jeg har brug for, at du tager med mig på politistationen for at melde det. Jeg har ikke lyst til at gøre det over telefonen," sagde hun endelig.

Jeg kan stadig se min mor for mig, som hun stod der på parkeringspladsen foran domhuset med ryggen mod sin bil, mens politibetjenten roligt tog imod anmeldelsen. Da vi nåede tilbage til mine forældres lejlighed, vrimlede det allerede med efterforskere.

De arresterede ham ikke den aften, men de tvang ham til at forlade sit hjem. Et par uger senere flygtede han fra USA med over 130.000 kroner fra mine forældres fælles bankkonto. Han sendte breve til mine søstre på Fars dag, hvori han skrev, at min mors manglende sexlyst var grunden til, at han havde misbrugt dem.

Det virkede som om, at han havde startet et nyt liv, med en ny LinkedIn-profil og en masse Facebook-posts om sine eventyr i sit nye hjemland. Vi så hjælpeløst på, mens vores skadefro far blærede sig med at have undsluppet retsforfølgelse.

Mine forældre var dybt religiøse. De havde opbygget deres liv omkring biblens forskrifter, og mine søstre og jeg blev hjemmeskolet og opdraget i fattige kår på en gård langt ude på landet i Kentucky. Kirkerne var aldrig konservative nok til mine forældre, så de praktiserede deres religion derhjemme med os og et par andre bekendte, der havde samme indstilling til kirken. Vi var næsten altid derhjemme. Der var ikke noget, der hed fritidsinteresser og socialisering i verden udenfor.

Advertisement

Min far var følelsesmæssigt fraværende og voldelig, men jeg elskede ham. Igennem hele min opvækst havde jeg været isoleret og tørstet efter fysisk omsorg, og været misundelig på mine søstre for al den tid, de fik lov at tilbringe på min fars skød, hvor det virkede, som om de fik masser af kram og kærlighed. Jeg fandt senere ud af, at min far havde haft hånden nede i bukserne på mine søstre, hver gang jeg havde set ham putte med dem. Det var som regel ved køkkenbordet eller sent om aftenen, mens de spillede videospil. Om aftenen, efter min mor og jeg var gået i seng, gjorde han endnu værre ting. Det gik senere op for mig, at jeg havde set mine søstre blive seksuelt misbrugt lige for øjnene af mig hver dag gennem 20 år.

Fik du læst: Håndværkeren der jagter pædofile i sin fritid

Mens min far sad inde og ventede på at komme for en dommer, virkede han opsat på at vinde retssagen. Han erklærede sig uskyldig og brugte sine sidste midler på at hyre en dyr forsvarsadvokat. Jeg var bange for, at han rent faktisk ville vinde. Hvis han vandt, var jeg sikker på, at det første, han ville gøre, var at skaffe sig et våben og slå mig ihjel, mens jeg sov.

Jeg gik psykisk ned. Jeg havde det samme mareridt hver aften: Jeg jagtede min far gennem en kæmpe labyrint (nogle gange var det et kæmpe hus fyldt med uendeligt mange rum og lange gange, andre gange et forladt industrikvarter eller snørklede brostensgader i en østeuropæisk by). Han løb foran mig, altid lige uden for rækkevidde. Nogle gange faldt han ned på maven og gled væk gennem et afløb eller en revne, for så at springe ud i hovedet på mig og fange mig i et kvælertag. Ofte vågnede jeg skrigende op.

Advertisement

Jeg fik regelmæssige panikanfald og flashbacks, der var så intense, at jeg gik i gulvet og dårligt kunne huske, hvad der var sket, før jeg besvimede. Det var umuligt at forudse, hvad der ville udløse anfaldene. Bare det at se en film, hvor folk var på jagt eller boede på landet, var nok til at give mig et katatonisk flashback. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg kunne ikke snakke, jeg kunne næsten ikke engang trække vejret. Verden forsvandt omkring mig og blev erstattet af hallucinationer af livet på gården med min far. Nogle gange vågnede jeg midt om natten og gispede efter vejret. Jeg havde angstanfald og selvmordstanker dagligt.

Mit forhold til min kone og mine børn gik hurtigt ned ad bakke. Min mor var desperat og forsøgte at få min yngste søster i statens varetægt, mens hun ledte efter et job for at kompensere for den indtægt, min far havde bragt hjem. Forholdet til mine søstre var anstrengt. Den eneste kærlighed, de nogensinde havde kendt til, uanset hvor forskruet den havde været, var kommet fra en mand, som jeg havde taget fra dem. De prøvede på at holde sammen på tingene, men nægtede ethvert tilbud om at komme i terapi eller få hjælp, og valgte i stedet at være stoiske og klare sig igennem smerten selv. Det lod de gå ud over mig, nok fordi jeg var et let offer. De syntes, jeg var giftig at være sammen med og psykisk ustabil.

Efter jeg havde prøvet at holde sammen på min familie i et år, kunne jeg ikke tage det mere. Jeg var nødt til at komme væk. Jeg fik et nyt job og flyttede til Seattle. Et par måneder senere begyndte min kone gennem syv år at have en række affærer, inden hun til sidst sagde, at hun havde fået nok. Vi gik fra hinanden. Fire måneder efter boede hun hos sine forældre i Tampa i Florida og havde efterladt mig alene i en ny by. På dette tidspunkt var min familie næsten helt holdt op med at snakke til mig.

Advertisement

Min tro blev gradvist erstattet af en altopslugende interesse for naturvidenskabelige emner. Troløsheden havde nok været længe undervejs, men jeg kom ud over kanten og endte i nihilisme. Om ikke andet hjalp det mig med at bevare jordforbindelsen at fokusere på atomer, molekyler og den uendelige mængder partikler og gasser i universet – virkelige, håndgribelige ting, der hjalp mig bevare jordforbindelsen i en tid, hvor alt, jeg nogensinde havde troet på, var under opløsning. Uden nogen eller noget at bede til blev jeg mere og mere nedtrykt.

Jeg druknede smerten i sex, stoffer og heavy metal for at få mareridtene til at stoppe. Jeg spillede Nine Inch Nails på fuld skrue i min bil, mens jeg kørte op og ned af Washingtons landeveje. Rusen fra cannabis, alkohol, MDMA og psykedeliske svampe hjalp mig med at holde de værste mareridt stangen. Jeg blev også afhængig af mit arbejde - hvad som helst, der kunne distrahere mig. Jeg var konstant nervøs, udmattet og svedig. Jeg tog voldsomt på, sov ikke om natten og fyldte min krop og mit sind med hvad som helst for at udfylde tomrummet.

Der gik to år. Mit mentale helbred blev værre, i takt med at datoen for retssagen rykkede tættere på. Om morgenen d. 4. september 2014 blev jeg ringet op af anklageren. Opkaldet var hurtigt overstået. Hun fortalte mig, at min far havde erklæret sig skyldig i alle anklagerne og fået en fængselsdom på 13 år. Jeg græd hele morgenen, mens alle tænkelige følelser strømmede gennem mig. Jeg var den eneste i familien, der vidnede mod min far, og jeg holdt ikke igen i mit vidnesbyrd. Jeg håbede, at dommeren ville idømme ham den hårdest mulige straf - og det endte hun med at gøre.

Advertisement

Læs også: Mange pædofile overvejer selvmord, når de opdager deres seksualitet

I dag afsoner min far i Coyote Ridge Correctional Facility, et fængsel i det østlige Washington. Jeg har ikke talt med ham siden den aften, hvor jeg ringede til politiet.

Selv i de mest ideelle situationer kan forholdet mellem far og søn være indviklet. Evolutionen har gennem millioner af år forfinet et instinkt hos sønner, der motiverer dem til at lære af deres fædre, at blive som dem, men også at gøre oprør imod dem, at være anderledes, at tvinge resten af stammen til at udvikle og ændre sig. Jeg motorsavede mig igennem den sociale rangorden og betalte prisen for det. Selvom min far er et forfærdeligt menneske, tynger det stadig min samvittighed, at jeg har smidt den mand, jeg elskede og så op til i så lang tid, i en celle, hvor han som pædofil konstant er i livsfare. Jeg ved, at han er, hvor han fortjener at være, og at vores samfund er tryggere med ham bag lås og slå, men derfor gør det stadig ondt at vide, at det var mig, der fik ham smidt derind.

Men med tiden er jeg endelig begyndt at opleve en smule katarsis. Nu har jeg flere gode dage end dårlige. For første gang siden jeg blev skilt, har jeg det fint med at være single og springer ikke ud i dårlige forhold i en søgen efter falsk tryghed.

Kan jeg tilgive min far? Fortjener han, at blive tilgivet? Hvad kan han nogensinde sige, der kan undskylde det, han har gjort? Nogle gange har jeg lyst til at tage den lange køretur på Washingtons støvede landeveje og aflægge ham et besøg, bare for at se ham i øjnene, for at se ham i fængselstøj, mens en fængselsbetjent overvåger ham. Men hvad skulle jeg få ud af at se min far, en udkørt gammel mand, der kun har siddet inde i to år?

Advertisement

Jeg tænker tilbage på alle de gange på gården i Kentucky, hvor min far sad vågen til langt ud på natten med tårer i øjnene og lærte bibelske vers udenad, vers, der handler om syndsforladelse og om at blive renset i Jesu blod. Hvis min fars private tårer i de sene nattetimer var skyldfølelse, så var det den eneste gang, han nogensinde gav udtryk for det.

Af hensyn til ofrene er forfatteren og personerne, der optræder i historien, anonymiserede.

Læs mere fra VICE:

Mød den 90-årige dame der forførte og dræbte nazister som teenager

Jeg giftede mig med en sexforbryder

Når en kvinde bliver voldtaget af en kvinde