Min mormor er giftmorder

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Da jeg var fire eller fem, mindes jeg nogle gange at gå ind og finde min mormor grædende på sit soveværelse. Der sad hun, på sengekanten, og arbejdede sig igennem æskevis af papirlommetørklæder. Jeg tror ikke, at det var en side af sig selv, hun delte med andre mennesker; hun har nok følt, at vi havde et kosmisk bånd, fordi jeg havde hendes fars navn som mellemnavn og hans lyse ansigtstræk. Hun græd over sin datter, Martha, som døde af hudkræft i en alder af 28. Ti år senere, da Norman – hendes yngste barn og min morbror – også døde som 28-årig, var det ham, hun græd over.

Folk døde altid omkring Mormor – hendes børn, hendes ægtefæller, hendes kæreste – så hendes livslange sorgstilstand var forståelig nok. At se hende nedsunket i sin høje og bløde seng, indhyllet af loftrummets mørke og omgivet af den hud- og spytagtige lugt af alderdom…. var at vide, at mødre ikke altid får, hvad de fortjener. Når jeg tænker tilbage på det i dag, studser jeg ikke over, hvorvidt Mormor fik, hvad hun fortjente som mor; jeg undrer mig over, om hun fik, hvad hun fortjente som morder.

For et par måneder siden pakkede jeg min kone og mine børn i bilen og tog ud for at besøge Mormor. Jeg havde ikke set hende i over halvandet år, og i mellemtiden var hun flyttet på først ét plejehjem og så videre til et andet. Der var ingen god undskyldning for min forsømmelse – jeg kunne bare ikke rigtig finde ud af at håndtere den tilstand, vi havde efterladt hendes hus i. En katastrofe. Fyldt med ting. Køberne sagde, de ville tage sig af det, og det gjorde de; de rev hele lortet ned. En af mine brors venner fra nabolaget (Long Island, bedre kendt som Lawng Islund) sagde, det var årets skandale.

Det hus, som jeg havde brugt så meget af min barndom på at besøge Mormor i, var vildt ulækkert. Sidst i 90erne brugte min bror og jeg tre dage på at rydde op i det. Joe, min mormors sidste kæreste, var død, så hans ting var der. Han var en af fem døde mennesker, hvis ting var der, spredt udover det hele. Min mosters ting, min morbrors ting, min morfars ting, og Mormors #2 ægtemands ting ville jeg skyde på fyldte cirka halvdelen af husets totale volumen. Kørekort, vigtige dokumenter, halvfærdige projekter og mindeværdigt tingeltangel, som de rustne bolte, min morbror Norman havde slæbt med ud af sunkne skibsvrag på sine dykketure. I kælderbiblioteket fandt vi lille flaske rød, klæbrig væske. Flasken var tillukket med hårdt, størknet voks eller plastik, håndlavet, og ret pæn, og kassen var af nænsomt sammenføjet løvtræ. Vi tænkte, at den måske kunne være meget værd. Den kunne have været gammel – vi var ikke sikre. Så vi prøvede at sælge den til en antikforretning i East Village, der rådede os til at skille os af med den via myndighederne.

I træværkstedet i kælderen faldt vi over nogle halvsmeltede heroin-skeer (Mormor havde ladet nogle ret tvivlsomme typer overnatte hos hende), og i baghaven fandt vi en stor, sort skraldesæk fyldt med døde dyr. Man kunne allerede fornemme, at det var dyr udefra – man kunne se omridset af deres lig. Vi kiggede begge ned i sækken så hurtigt, at vi kun kunne bekræfte tilstedeværelsen af døde kroppe, og ikke specifikt hvad slags. Min bror siger, at han så skildpadder, hvilket virker sandsynligt, siden min mor havde ejet et halvt dusin skildpadder, der alle sammen døde i en pludselig, uforklarlig kataklysme. Jeg så en ugle, hvilket er mindre sandsynligt, men også muligt, siden der findes ugler på Lawng Islund. Vi blev enige om, at det var mest sandsynligt, at posen var fyldt med katte og vaskebjørne, som altid havde rodet rundt i Mormors skraldespande. Hun plejede at råbe af dem fra verandaen. Sidste gang jeg så skraldesækken, stod den på græsplænen og ventede på skraldemændene. Man kunne fornemme omridset af poter i det skinnende sorte plastik.

Det var et hus, hvor selv de ting, der var værd at beholde, var deprimerende. Gyngestole af egetræ, der en gang havde været smukke, og sekretærskriveborde af kirsebærtræ, der var blevet overmalet med hvid verandamaling. Bogreoler, der var fyldt med udtjente biblioteksbøger, som var gennemgnavet af mus. Mug blomstrede frem overalt på gulvtæpperne. Servicen var plettet eller spækket med tørre madrester. Toiletterne var fyldte, ikke trukket ud i, og tilstøvet med babypudder. Mormor sagde altid, at man sparede penge ved ikke at skylle ud, men i virkeligheden var det bare for at minde dig om, at alt handlede om at spare penge.

For at tage Mormors parti kom hun til verden under den store depression, og forlod aldrig mentalt den era. Da økonomien kollapsede i 90erne og 00erne, udpegede hun de kulturelle ligheder, og fremlagde det hele for os: I tider med knaphed sker der en omstilling til en mere okkult tankegang, og en mere selvhjulpen levemåde, fortalte hun os. Jeg tvivler ikke på, at hun havde ret. Selv i hendes fremskredne alder var hun indsigtsfuld og velinformeret. Hun trissede rundt i sit klamme hus med radioen skruet helt op i samtlige værelser. Hun vidste alt, for eksempel at sveskesaft kunne anvendes som hårfarve (hendes hår er stadig sveskebrunt i dag). Hun havde hørt en tandlæge sige i radioen, at det var meget vigtigt at rense sin mund med vand og bruge tandtråd, også selvom man ikke havde haft chance for at børste tænder. Hun er i skrivende stund 94 år gammel, og har stadig alle sine tænder i munden. Nu er de bare helt løse. Hele hendes kæbe ser ud som om den sidder løst i hendes mund.

Da vi tog ud for at besøge hende på plejehjemmet, reparerede jeg hendes høreapparater, og min kone tog ud for at købe nogle voksenbleer. Mormor ved dårligt nok, hvem jeg er, og når jeg spørger ind til hendes børn, kan hun dårligt nok huske Martha. Jeg havde ikke ligefrem savnet hende i de måneder, jeg ikke havde besøgt hende, og forventede derfor ikke, at besøget ville gøre mig ked af det. Men at Mormor ikke kendte Marthas navn, lå i sengen og gumlede på sin løse kæbe, med tænderne halvt faldende ud af munden, var nok til, at jeg næsten mistede besindelsen. Børnene sad der bare, uden at blinke, med mundene pivåbne i lamslået rædsel. For dem havde den sidste års tid været en turné fra det ene dødsleje til det næste: Gigipop. Poppa. Abuelita. Granmaman. Og nu Mormor. Det var ret åbenlyst – hun var det næste aldrende familiemedlem i rækken.

Det lykkedes dem at samle mod til sig, da Mormor bad dem om at synge. De kendte nogle tyske sange fra skolen, og hun sluttede sig til dem. Hun sagde, at hun følte, hun vendte tilbage til sin barndom, når hun sang. Hun lever sig ind i det, sagde hun, og så bliver det til nutid. Og måske er hendes barndom der stadig, i hendes sind, når hun synger – men meget andet tror jeg ikke, der er tilbage. Nogle gange peger hun på sit hoved, og spøger med sit "glemmeri".

Det er underligt at se en forældrefigur blive sådan. Som barn overnattede jeg ofte hjemme hos Mormor, så mine alt-for-unge forældre kunne få en pause, tit i flere uger af gangen. Hun fortalte mig, at jøder opfinder ting, at jøder ikke drikker, at jøder er kloge, fordi deres filosofi lægger vægt på tænkning, og at jeg ikke bør kalde dem for jøder. "Selv når vi skændes, har du et venligt sind," sagde hun til mig. Da jeg meldte, at jeg skulle giftes med en ikke-jøde, faldt Mormor på knæ og bønfaldt mig om ikke at blive gift i en kirke. Brylluppet fandt sted på en tennisbane, og Mormor var ballets dronning. Hun flirtede med min kones onkler, der var 20 år yngre end hende. Mormor var altid en fest, men når hun ikke var vært, ikke havde ansvar for maden, var det, som om der faldt en sten fra hendes hjerte, og hun virkelig kunne være fri.

Mormors ekspertise inden for ernæring går tilbage til 60erne. Midt i 70erne havde hun skrevet flere selvudgivne og selvduplikerede bøger om kost og vitaminer. Omkring den tid, eller muligvis tidligere, begyndte hun at forgifte folk, tror jeg.

Jeg kan ikke sætte fingeren på, præcis hvad hun gjorde, og med hvilke ingredienser. Jeg kan ikke engang være sikker på, at hun virkelig gjorde de ting, som jeg tror, hun gjorde. Alt hvad jeg i virkeligheden har, er en række indicier og mavefornemmelser, der er smeltet sammen gennem årene. Narrativet i mine mistanker er, at hun foretrak at bruge A-vitamin (som kan forårsage søvnighed, sløret syn og kvalme, med mere), så afføringsmiddel, og, som hun blev ældre og dovnere, gik hun over til receptpligtig medicin.

Mormor lavede aldrig den samme ret mere end én gang, og hendes kreationer var ufatteligt fedtede og som regel virkelig mærkelige. For eksempel: kylling bagt med abrikoser og dåsetomater, eller forskellige hakkede kødarter med svesker, eller syltede ting. Hun var berygtet i det lokale supermarked. De gemte hajleverne til hende.

I de senere år bestod hendes måltider mest af færdigretter, eller næsten færdigretter. Hun var strategisk og effektiv, når det kom til at identificere ens livretter, hvorefter hun tilberedte åndssvagt store mængder af det og fodrede en uophørligt. Man spiste det – Jarlsberg-osten, isen – og så faldt man i søvn på sofaen, eller i toget på vej hjem. Men selvfølgelig, jo længere man blev hos Mormor, desto højere var chancen for, at man ville få det dårligt. Hvis man var på besøg hos hende i en uge, fik man tyndskid, følte sig udmattet, og synet føltes sløret.

I starten var det kun min mor der nægtede at spise Mormors mad, og jeg troede hun var paranoid. Så begyndte jeg at lægge mærke til, at jeg faldt i søvn på sofaen eller i toget på vej tilbage til byen, hver gang jeg besøgte Mormor. Da jeg stoppede med at spise Mormors mad, troede min bror, jeg var paranoid. Men jeg stoppede med at falde i søvn, og snart stoppede han også med at spise Mormors mad.

Sagen er bare: Man har ikke lyst til at erkende, at man bliver forgiftet af sin bedstemor. Du ved, hun elsker dig – det er der ingen tvivl om – og hun er så suverænt bedstemoderlig og charmerende. Og du ved, at hun aldrig ville forgifte dig med overlæg. Så du ignorerer din logik og dømmekraft, og spiser maden, indtil du har mistet bevidstheden så mange gange, at du ikke kan blive ved med at være i tvivl. Med tiden begyndte vi at medbringe mad fra købmanden og takeaway, når vi tog hjem til Mormor over helligdagene, og hun lod til at være lettet, når vi ikke rørte vores tallerkner. På det tidspunkt var hendes syn så forværret, at hun ikke bemærkede laget af krystallisk pulver ovenpå den luksuslaks, hun serverede.

Spørgsmålet blev så: Hvordan skulle vi forklare gæster, udefrakommende, at de ikke skulle spise Mormors mad? Engang, muligvis i den jødiske påsketid, tog min bror sin nye kæreste med, en skuespillerinde. Mormor havde lovet ikke at tilberede noget, og det virkede som om, at hun havde holdt sit ord, så vi nævnte ikke hele forgiftningsaffæren for kæresten, men efter frokost kom Mormor gående fra køkkenet med nogle havregrynssmåkager, der så forfærdelige ud. De var byldede, som om det var gået helt over gevind med bagepulveret. Min brors kæreste spiste to af dem, måske for at være høflig. Vi så forfærdede på. Hun skulle til en prøve inde i byen, men faldt i søvn på sofaen og gik glip af den.

Så hvorfor ville Mormor forgifte os? I et stykke tid påstod min mor, at Mormor havde en form for inddirekte Munchausen-syndrom, en lidelse der er skyld i, at plejere forgifter eller volder skade på dem, de har ansvar for. Personligt er jeg sikker på, at Mormor ikke var ude på at gøre nogen ondt. Hvis hun lige smuglede noget i din drik, var det fordi, at hun ikke ville have, du skulle tage afsted – hun elskede at få folk til at komme for sent til toget. "Bliv natten over, bliv natten over," kurrede hun.

Andre gange virkede Mormors motivation mere praktisk. I en kort periode, hvor min mor flyttede hjem til Mormor igen, havde min mor mange kæledyr – skildpadder, hunde, marsvin, katte – der en efter en blev syge og døde. Og så var der Joe, den tidligere faldskærmssoldat, der var Mormors sidste kæreste. Han gjorde det til en vane at fyre sin månedligt udbetalte pension af i Atlantic City og nasse af Mormor indtil næste udbetaling. Så brækkede han benet, og vi begyndte at få en masse hysteriske opkald fra Mormor, der sagde, at hun var tvunget til være tjener for ham hele tiden – og så var han død.

Og hvad sagde Mormor selv? Selvom hun havde været tilbøjelig til - eller i stand til - at fortælle mig, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde, tror jeg ikke, hun havde kunnet magte det. Hun har altid været et mysterie, også overfor sig selv. Der er en historie, hun plejede at fortælle: Da hun var en lille pige, var der en dreng, der prøvede at kysse hende i et skab, så hun skubbede ham væk, løb hjem, og græd og græd. "Hvorfor, Mormor?" spurgte vi. "Fordi," sagde hun, "jeg var forelsket i ham!"

Mormors far var en ældre herre, høj og nydelig, en enkemand, der havde været rytter tilbage i Rusland. Hendes mor var 17, da de giftede sig. Parret fik fire døtre og en dreng, der døde som meget ung. Da børskrakket ramte, blev faren indkaldt til kontoret på den fabrik i Brooklyn, hvor han arbejdede som værkfører: De havde ikke noget valg, de var nødt til at opsige ham. Han tiggede om et job, hvilket som helst job, for at kunne forsørge sin familie, og sådan endte han med at blive "brandmand", hvilket bestod af at skovle kul ind i en smelteovn. Han kom alvorligt til skade i en eksplosion, og kom ikke hjem. Han forsvandt. Tre uger efter uheldet gik min mormor ud for at tale med en mand, der sad over for deres hus. Hans ansigt var tildækket af bandager. Hun spurgte, hvorfor han ikke var kommet hjem, og han sagde, "Jeg var bange for, at I ikke ville elske mig længere." Han havde ar resten af livet. Jeg mødte aldrig Benjamin, min navnefælle.

Mormors første mand, Irving – som hun var gift med gennem 50erne og 60erne – var elsket af alle, ligesom hendes far. Han arbejdede med nogle italienere, hvilket er en måde at beskrive hans arbejde på. Da de havde været gift i 20 år, blev hun skilt fra ham, og først længe efter begyndte jeg at få en mistanke om, at det måske var fordi, Irving havde en uhyggelig side.

I 1982, da han var 70, var Irving indblandet i et biluheld. Han kørte af motorvejen i sin Cadillac. Han kan have faldet i søvn, eller det kan have skyldtes skruetrækkeren, der blev fundet i ratakslen. Han smadrede hovedet i uheldet, men han var en hårdfør gammel jøde, og efter fire år vågnede han, og brugte ti år til på at kæmpe med sine lammelser, før han døde sent i 80erne. I mellemtiden udspillede der sig en indviklet retssag vedrørende hans penge, der endte med, at hans forretningspartnere og kone #2 (som passede ham) fik det meste af hans formue. Undervejs i alt det beklagede Mormor sig over at være gået fra Irving. "Med den slags ting, han lavede dagen lang, kan man ikke komme hjem og være Mr. Nice Guy, det kan man bare ikke," sagde hun.

Martha, Mormors ældste barn og min moster, fik kræft i sine tyvere. Mormor passede hende. Marthas sygdom har nok været det, hun døde af, men…ja, jeg ved det ikke. Aaron, Mormors mand #2, døde også af kræft tilbage i 1970erne. Han var døv, hadede fjernsyn og råbte af børn – Mormor sagde, at hun giftede sig med ham, fordi "han var den eneste, der ville have mig." Han røg pibe. Efter han for første gang blev opereret for halskræft, spillede han bordtennis med mig. Han virkede glad og var knapt så meget et uhyre. Han gik mere i haven. Men uanset hvor meget han spiste, blev han ved med at tabe sig og svinde ind. Men igen, det kan bare have været hans kræft.

Den næste i rækken af begravelser var Norman, Mormors yngste barn og eneste søn. Så lad os snakke om ham: Norman var en kæmpe nar. Han var kun otte år ældre end mig, og torturerede mig da jeg var barn. Han havde det hæsligste grin, som en hvinende gris. Ikke en glad gris. Som en gris, der led. Han truede mig med knive og stjal og smadrede mine ting. Han prøvede at overbevise mig om, at han ville kidnappe mig midt om natten, og sælge mig til "araberne". Måske var det alt sammen fordi, han var jaloux på mig. Han var tæt bygget og så meget jødisk ud, og Mormor, med sine blå øjne og lyse hår, var frastødt af ham. Som skarp kontrast til Norman, den fede fejl, var jeg naturligt atletisk og havde ikke-jødiske ansigtstræk, og var derfor hendes yndling. Jeg så engang Mormor straffe Norman ved at stille ham foran komfuret, tænde for blusset, og true med at brænde pikken af ham. Han var måske 12 på det tidspunkt. Hun lavede også kæmpe tallerkenfulde mad, som hun tilbød ham. Han sagde nej, fordi han ikke ville blive federe, men hun blev ved med at skubbe maden hen under hagen på ham, indtil han endelig spiste – og så skældte hun ham voldsomt ud for at være så tyk.

Norman kunne godt lide våben. Han kunne lide ting, der slog ihjel, som armbrøster og økser, og alle var hunderæd for ham. Han stormede nogle gange rundt i huset med en jagtkniv eller machete, mens resten af os gemte os på vores værelser. Da jeg var måske syv, sprøjtede han metan på min arm og satte ild til det, bare for at vise mig, hvor kraftigt metan var, og hvordan det ikke ville gøre ondt på mig at antænde det. Det er sandt nok, at jeg ikke mærkede noget, men det brændte godt nok alt håret af min arm. En anden gang jeg var på besøg på Lawng Islund som teenager, blev jeg væltet omkuld og sparket igen og igen af en gruppe andre unge. Min mor var sikker på, at Norman havde sendt dem efter mig.

Det bør siges, at han var et geni. Det var han, han kunne gøre hvad som helst. Da jeg var otte, gik vi ned til Canal Street, tæt på hvor jeg boede i Tribeca, hvor han viste mig, hvordan han kunne købe computerdele og samle dem til en fuldt funktionel maskine på en eftermiddag, hvilket han gjorde.

Sent i 80erne, da han var 28, boede Norman stadig hos Mormor, men han var så småt ved at få styr på tingene. Han havde tabt sig, fundet en kæreste, og han overvejede en eller anden karriere inden for computere, "netværkssammensluttede computere", som man dengang betegnede det, der senere ville blive til internettet. Han var også meget interesseret i dykning. Han sov nogle gange under vandet i badekarret, med sit udstyr på, og nogle gange lejede han en båd, og dykkede ned for at tage billeder af skibsvrag.

Den dag uheldet skete, var det meningen, han skulle ud på en udlejningsbåd, men Mormor ville ikke have, han skulle tage afsted – hun brokkede sig altid over, hvor dyrt det var – så hun gav ham noget. Tror jeg. Han virkede ret omtumlet den morgen. Han troede selv, at han måske var syg. Hans partner fik ham overtalt til at tage med alligevel, og så opstod der et problem med konfigureringen af Normans udstyr, mens han var under vandet. Måske var det en konfigurationsfejl, eller måske var det hans egen skyld. Han havde specialbygget alt sit udstyr (fordi han var et geni). Hans dykkepartner svømmede op til overfladen alene, i stedet for at dele sin ilt med ham. Vi ved ikke præcis, hvorfor Norman blev dernede. Det kan være, fordi han ikke troede, at han havde nok ilt til at forsøge sig med en "kontrolleret nødopstigning", der består i at udånde hele vejen op. Eller det kan have været fordi, han sad fast i vraget af den ubåd, han udforskede med sin makker. Eller han kan have været for omtumlet til at redde sig selv. Der findes en slags flag, som dykkere kan skyde op mod overfladen for at få dykkerrederens opmærksomhed, der skal stå klar på båden, og Norman sendte også sit flag op. Men det her var Lawng Islund, hvor reglerne omkring at have parate redningsdykkere på båden ikke tages alt for alvorligt, og Norman døde dernede, mens han så det satans flag blafre.

Så var der min kones spontane abort, der var ret spøjs. Eller ikke "spøjs", selvfølgelig, men jeg havde glemt detaljerne lidt, indtil jeg besluttede mig for at skrive denne historie, og gennemgik nogle gamle noter. Da vi annoncerede, at min kone var gravid, gik Mormor amok over, at der ville være en mund til, der skulle mættes, og at vi ikke havde råd til det. Vi besøgte hende, lige før min kone mistede barnet, og selvom min kone vidste bedre end at spise hendes mad, så begår alle småfejl ind imellem. Og ja…hun var lidt langt henne til en spontan abort. Og datoerne passer. Men det kunne være et sammentræf.

Senere, da vi fik et barn, kom Mormor på besøg for at fejre det, med en gave til den nyfødte: en saks – en stor, skarp, spids metalsaks. En anden gang havde hun rødbeder med til os. Jeg spurgte hende, "Mormor, hvorfor giver du mig 15 dåser rødbeder?" Hun havde opskrifter, rødbeder-ditten og rødbeder-datten, og mange af dem inkluderede også solsikkekerner. Hun var enormt glad for en bestemt opfindelse: rødbede- og solsikkekerne-is. Det kunne ikke overgås, næringsmæssigt, sagde hun. Slå det op. Det gjorde jeg: "Rødbeder på dåse og solsikkekerner," skrev jeg på min computer. "HASTE-TILBAGEKALDELSE AF PRODUKT," spyttede Google tilbage. Alt, hvad hun havde givet os, var blevet fjernet fra hylderne i butikkerne.

Nogle gange, når jeg fortæller de her historier, føler jeg, at folk synes, jeg burde have gjort noget. For det første var det mentalt svært at lægge alt det her sammen, og som barn havde jeg ingen ide om, hvad der foregik. Før Mormor lagde mig i seng, serverede hun nogle gange en virkelig kraftig varm kakao for mig, der så olieagtig og tynd ud. Og når jeg vågnede igen, var det 24, eller måske endda 72 timer senere. Tre eller fire gange var vi på hospitalet midt om natten, fordi jeg havde svært ved at trække vejret. Men det var først i mine 30ere, at jeg forbandt alle de her ting, og det gik op for mig, at det ikke er normalt eller OK at sove i tre dage, og at de eneste gange, hvor jeg vågnede midt om natten uden at kunne trække vejret, havde jeg været hjemme hos Mormor.

Og selv da jeg havde regnet det ud, hvad så? Efter Joe, Mormors sidste kæreste, døde, gik jeg til politiet og fortalte dem, at jeg mistænkte Mormor for at være involveret. De sagde, "Hva' vil du ha' vi skal gøre ved det?"

Og nu, endnu en gang, har jeg det som om, jeg bør føle noget. Som om der burde være en afslutning. Enten skal jeg fortrænge min fortid og simpelthen tilgive hende. Ellers skal jeg samle beviser på de ting, hun har gjort gennem årene, og afsløre hende en gang for alle. Jeg havde altid planer om at gennemsøge hendes hus en sidste gang, men nu er huset væk. Og der er ingen, der opgraver lig længere, og Mormor ved ikke engang, hvad Mormor har gjort. Og der kommer ikke til at være nogen stor finale. Da jeg sad der, og hørte på Mormor synge med mine børn – ikke grædende, jeg græd ikke som sådan – gik det op for mig, at jeg var ligeglad med, hvad der var sket, at alle er ligeglade med, hvad der er sket. At det ikke at være ligeglad er for strissere i CSI og læger på Skadestuen og hårdpumpede soldater i film.

For ikke så længe siden talte jeg med en ven, som ved besked om min Mormor. Min ven nævnte henkastet, at Mormor kunne have slået mig ihjel, hvilket kom bag på mig. Det passer ikke, sagde jeg.

"Men havde du ikke svært ved at trække vejret? Måtte du ikke på hospitalet midt om natten? Hun prøvede ikke at gøre dig ondt, hun prøvede at "håndtere" dig…. men hun kunne have skadet dig alvorligt."

"Det er vel rigtigt nok," sagde jeg, mens jeg langsomt nikkede tvivlende. For Mormor ville aldrig have gjort mig ondt. Vi havde et kosmisk bånd.

Læs mere fra VICE:

Vi spurgte tre læger om hvordan stoffer påvirker din sæd

Ting du lærer når dit parforhold brister i dine tyvere

Hvad jeg lærte om mig selv, da jeg identificerede min døde overbo