Afføringsmiddel til aftensmad: Mit liv som mand med anoreksi

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly Tyskland

Ligegyldigt hvor meget "kropspositiv" dækning der florerer i disse dage, så er spiseforstyrrelser - især iblandt unge kvinder - stadig i fremgang. På grund af dybt urealistiske kropsidealer vokser folk op med troen om, at de er alt for fede - uanset om deres vægt er normal eller ej. Konsekvensen, ifølge sundhedsmyndighederne i Tyskland - hvor jeg bor - er, at 1,1 procent af kvinder og 0,3 procent af mænd lider af anoreksi.

Jeg hedder Michael Buchinger, jeg er YouTuber, og jeg var 18 år gammel, da min anoreksi var på sit højeste. Mit job - som såkaldt influencer er det mit job at gøre mit liv til en åben bog for mine følgere: Mellem Instagram-billeder af mig i sengen med tømmermænd og livestreaming af mine forberedelser til en kikkertundersøgelse i tarmen, så er der få aspekter af mit hverdagsliv, jeg ikke deler med internettet - bortset fra min spiseforstyrrelse.

For eksempel var jeg for nylig på jeg på stranden med min gode veninde, Sarah. I et øjebliks venskabelig nærhed lagde jeg mine ben henover hendes skød. Hun hylede af smerte. "AV, dine ben er tunge," jamrede hun, som om jeg havde hældt skoldhed suppe direkte i skridtet på hende. Jeg blev øjeblikkeligt såret og overvejede at drukne hende.

Eftersom jeg aldrig havde fortalt hende om min anoreksi, kunne Sarah umuligt have vidst, at hendes kommentar om mine ben ville udløse minderne om min lidelse - men alligevel følte jeg behov for at være passiv-aggressiv over for hende de næste to uger.

Jeg var 18, da jeg for alvor begyndte at hade mine ben som pesten. Jeg var heller ikke særligt begejstret for resten af min krop, men jeg fandt mine ben særligt frastødende. Det var dog ikke udelukkende min egen skyld. Tidligere havde en række personer været medvirkende til at få mig til at tænke, at min krop var alt andet end ok.

Der var for eksempel et middagsselskab, hvor nogle af mine forældres venner spurgte mig med et sigende blik på mine ben, om jeg fik lov til at spise så meget, jeg kunne, eller om min mor eller far stoppede mig. Stoppede mig? Som om jeg var seriemorder på flugt og mine forældre var politiagenter? "Selvfølgelig må jeg det!" svarede jeg kækt, mens jeg tog endnu en mundfuld.

Meningen var klar: Jeg var lidt for tyk, og det var ikke godt. Tidligere havde jeg gentagne gange forsøgt at tabe mig med motion og sundere kost, men det var altid slået fejl. Som 18-årig så jeg mig nødsaget til at "kontrollere min trang."

Fra det øjeblik nægtede jeg at spise andet end ét stort måltid om dagen, men jeg var nødt til at være kreativ for at undgå min mors falkeblik. En dag sagde jeg helt afslappet, at jeg ville begynde at spise morgenmad alene på mit værelse som en anden Hugh Hefner i sin Playboy Mansion. Jeg havde ry for at være lidt småsær, så ingen betvivlede mit excentriske ønske.

Så snart toastbrødet landede på mit skrivebord, og min mor forlod værelset, ville jeg eksekvere min plan hurtigere end en morder, der rydder sit gerningsted. Jeg smed hurtigt de tomme kulhydrater ned i min madkasse, skyllede en pille afføringsmiddel ned med min morgenkaffe og tog i skole. Der ville jeg aflevere min morgenmad til en fra klassen under mig og gå til time med en følelse af selvtilfredshed ved hele situationen.

Efter seks timers undervisning med smerten fra min tomme mave og det langsomtvirkende afføringsmiddel, har jeg formentlig lignet skelettet fra The Nightmare Before Christmas. I frokostpausen kørte jeg med fuldstændig uansvarlig hastighed ned til supermarkedet med foragt for hver eneste færdselsregel, der findes, for at købe en lille frugtsalat (med 200 gram frugt) og en sukkerfri energidrik.

Det 'måltid' - som skulle være nøjagtig det samme hver eneste dag - spiste jeg i bilen på supermarkedets parkeringsplads med samme begejstring som en vaskebjørn i en affaldscontainer. Ind imellem gik gamle mennesker forbi og sagde ting som, "Se nu der! En ung mand der spiser frugt i sin bil. Hvor sundt!" Storsmilende vinkede jeg til dem ligesom kvinderne, der griner med en salat i hånden på stock-photos. Jeg glæder mig til at skide alt det her ud igen, tænkte jeg, mens jeg smilede.

Den egentlige kunst lå ikke i at undgå mad, men i højere grad i alle de løgne, jeg vævede mig ind i. Når jeg kom hjem fra skole, ville jeg på eget initiativ fortælle min familie om al den lækre mad, jeg havde spist sammen med mine venner den dag. Tæller det ældre ægtepar fra parkeringspladsen som mine venner, spekulerede jeg. På det tidspunkt havde jeg det stadig ikke helt godt med at lyve over for mine forældre.

Efter min aftensmad - dagens første rigtige måltid - trænede jeg til en fitness DVD. Min yndlings var Kim Kardashians Fit In Your Jeans by Friday!

Retrospektivt kan jeg godt se, at en Kim Kardashian træningsplan nok ikke var den bedste måde at tabe mig på lårene på, og det er derfor ikke overraskende, at min eftertragtede thigh gap udeblev. Men takket være en nyhed, som min mor afslørede i starten af den sommer, var det snart tid til en mere drastisk ændring i min kostplan.

"Michael, vi ved godt, det er lidt spontant, men vi har besluttet at tage på badeferie til Spanien i næste måned. En hel uge med afslapning, sol og strand, strand, strand!"

Hun lød ligesom Oprah, der giver splinternye biler væk. Et normalt barn ville formentlig være ekstatisk uden lige over nyheden om sådan en ferie. Forstå mig ret, jeg blev også glad, men jeg begyndte med det samme at planlægge en intensiveret diæt. Min mor havde sagt "strand" tre gange i sin afsløring, og min krop var langt fra strand-strand-strand-klar. Jeg begyndte at faste adskillige dage om ugen og tog afføringsmiddel for at holde mit stofskifte i gang.

Det mest fascinerende ved den her periode i mit liv er, at jeg aldrig indså, hvor anorektisk jeg var. I mit hoved var jeg bare bevidst om, hvad jeg spiste, og kunne fint vende tilbage til at spise normalt igen efter ferien, hvis det var det, jeg ville. Jeg så endda dokumentarfilm om anorektikere og sagde ting som, "jeg kan næsten ikke tro det," og "sikke nogle stakler!" mens jeg fik en cigaret og afføringsmiddel til aftensmad.

Da ferien startede en måned senere, havde jeg det som om, jeg havde løbet et marathon. Med min vanvittige diæt havde jeg ikke bare tabt mig en masse, jeg var også fuldstændig udmattet og parat til at myrde enhver, der spiste noget med kulhydrater i min tilstedeværelse. Men det mest overraskende ved det hele skete, da vi endelig skulle på stranden.

Der, hvor jeg havde forventet en decideret parade af thigh gaps, fandt jeg det modsatte: buttede mænd med sladderaviser i hænderne og slatne pensionister dominerede billedet på stranden. Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg sultede mig selv for at blive strandklar og passe ind i samfundets norm, men samfundet - i modsætning til mig selv - havde intet som helst problem med mig eller min krop.

Ferien i Spanien var en komplet fiasko. Jeg var konstant irritabel, og mit pressede stofskifte betød, at jeg ofte vågnede midt om natten og måtte skynde mig på toilettet, og jeg havde ikke engang energi nok til at bade. Den ferie markerede det absolutte lavpunkt i min anoreksi, og jeg vidste, at det ikke kunne blive ved på den måde.

Jeg ville elske at kunne fortælle, at jeg havde en Eat Pray Love-agtig åbenbaring og med det samme begyndte at spise normalt og leve mit liv fuldt ud. Desværre var det ikke tilfældet. Jeg havde det ofte, som om jeg var splittet imellem to personer: én som ønskede at få det bedre og en anden, som fortsat nægtede at se problemet i øjnene. Efter ferien gik jeg med til at gå til læge, men jeg saboterede det ved at bælle tre liter vand lige inden konsultationen for at veje mere.

"Jeg kan ikke se, at der skulle være noget galt med dig," sagde min læge. "Jeg vejede det samme, da jeg var i din alder. Lyt ikke til, hvad folk siger, Michael!" Efter fem minutter var jeg ude af døren igen med et klap på skulderen.

Det ændrede sig, da jeg flyttede hjemmefra. Selvom jeg havde planlagt at optrappe min diæt, efter jeg var flyttet, så var der noget, der føltes forkert, efter jeg skippede mit første måltid. Det viste sig, at det, jeg havde kunnet lide ved min anoreksi, ikke var min slankere krop. Det var de løgne, jeg havde fortalt mine venner og min familie. Når jeg fortalte min mor, at jeg havde spist sammen med vennerne i byen, og at jeg havde det "rigtig godt", eller når jeg havde "fået bekræftet" af min læge, at jeg var normalvægtig. Uden mulighed for at lyve for folk omkring mig blev det sværere at overbevise mig selv om, at mine vaner var lige så harmløse som den seneste diæt, Beyoncé svor til.

Jeg gik fra at bekymre mig om mine lår til at frygte for mit liv, hvis ingen sørgede for, at jeg fik noget at spise indimellem. Min anoreksi havde påvirket min blodcirkulation, så jeg var ofte på nippet til at besvime. Hvad hvis naboens hund bliver den, der opdager mit lig, tænkte jeg. Det markerede den uspektakulære afslutning på min anoreksi.

Men anoreksi bliver selvfølgelig ikke kureret på en dag. Lidt ad gangen skulle jeg lære at spise normalt igen. Jeg prioriterede at spise så mange måltider sammen med mine venner som muligt, og jeg opdagede Nigella Lawson-madprogrammer og kogebøger. Det lyder banalt, men hun viste mig, at der fandtes mennesker, som ikke betragtede mad som ærkefjenden mod den perfekte krop.

Men den egentlige forhindring, der stod i vejen for, at jeg kunne få det bedre, var psykologisk i højere grad, end det var mine fysiske spisevaner. Jeg skulle lære, at folk ikke var en nemesis, der var ude på at sabotere min figur, hvis de tilbød mig et stykke kage. Og at udtalelser som, "Michi, du er da vokset!" var ment som komplimenter og bestemt ikke en grund til at opløse et venskab.

Jeg regnede ikke med, at anoreksi var det bedste emne til small talk (ytringer som "Hey venner, nu har jeg endelig fået en normal tarmflora igen!" er ikke ligefrem noget, der inspirerer), så jeg fortalte til sidst mine tætteste venner om min situation. Selvom det at fortælle det føltes som at indrømme en svaghed, så endte min beslutning om at tale åbent om min lidelse med at være en kæmpemæssig hjælp.

For første gang i lang tid forsøgte jeg ikke at overbevise mine venner om, at jeg havde det fint, men fortalte dem i stedet bare sandheden om, hvordan jeg havde det, mine problemer og den lange vej til bedring, jeg stod over for. Mens hemmelighederne og løgnene var højdepunkterne ved mine anorektiske periode, så begyndte en ærlig samtale at smage bedre end selv den mest veldrejede løgn om et overdådigt måltid, jeg alligevel ikke havde spist.

Fem år senere tænker jeg sjældent på den del af mit liv, og jeg fortæller ikke om det til nye venner (som for eksempel Sarah). Jeg har det bedre. Det var ikke nogen nem opgave at tage på en spontan strandtur med min veninde og solbade i badebukser omringet af fremmede. For to år siden ville det have involveret to dages faste som forberedelse. I dag har jeg det godt, jeg er rask og jeg er mere klar på at tage på stranden end nogensinde før. Men for guds skyld - uanset hvad du gør - så lad være med at skrige, hvis du rører ved mine ben.

Mere fra VICE:

Mød manden, der ikke har spist andet end råt kød i syv år

En piges guide til kropsidealer

Mine erfaringer med at vokse op som en fyr med opsvulmede brystvorter