Jeg hedder Megan, og jeg er alkoholiker

Det var midt på eftermiddagen på en helt almindelig hverdag, og jeg lå i fosterstilling på min seng. Aircondition-anlægget var tændt inde i stuen. Jeg kunne høre dens summelyd, men jeg mærkede overhovedet ikke dens kølende effekt. Jeg havde lige fortalt min daværende kæreste, at jeg ikke længere var særligt interesseret i 'det der med at leve.'

"Jeg elsker dig virkelig højt," sagde han efter at have overdynget mig med spørgsmål. (Det værste ved at sige til nogen, at man ikke længere har lyst til at leve, er uden tvivl de opfølgende spørgsmål.) "Jeg drikker mig ihjel, fordi jeg er en kujon," svarede jeg med det samme, mens jeg kiggede væk for at undslippe hans dybe, bekymrede blik.

Og sådan fortsatte det - i dage, uger og måneder. Jeg troede, at alkohol var løsningen på min uendelige række af problemer, men i virkeligheden gjorde det dem bare værre. Jeg fortsatte med at drikke, til jeg fik blackout hver eneste aften, men jeg sagde til mig selv, at det var okay, fordi jeg havde en undskyldning. En hel masse undskyldninger, faktisk. Alkohol var det eneste, der dæmpede den ustandselige, angstfremkaldte trykken i mit bryst. Jeg foragtede mine fraværende forældre. Alle mine venners karrierer lod til at gå meget bedre end min. Og så videre og så videre.

Sprutten havde for længst mistet sin hypnotiserende effekt på mig. Jeg kunne faktisk slet ikke mærke det længere, det var bare noget, jeg gjorde. Jeg gør masser af ting, som jeg ikke ligefrem er glad for. Nyder jeg at rengøre mit toilet hver fjerde måned? Nej. Gør jeg det? Ja. Nyder jeg at smalltalke til fester? Nej. Gør jeg det? Ja. Nyder jeg at drikke? Nej. Gør jeg det? Ja.

Jeg gad ikke engang lade som om, at jeg drak som en normal, civiliseret person, for det vidste jeg godt, at jeg ikke var. Det længste jeg ville strække mig for god etikette var at hælde min gift op i et glas. Og når jeg siger glas, så mener jeg de bittesmå shotglas, som jeg fyldte igen og igen i løbet af aftenen uden at vide, hvor meget jeg havde indtaget. Jeg var ligeglad, jeg fortsatte bare, til jeg var omsluttet af den varme, mørke nat. Når jeg vågnede, begyndte jeg med det samme at tælle ned, til jeg følte, at det ville være acceptabelt at starte cyklussen forfra.

Hele min dag var struktureret efter mit alkoholindtag, og jeg sørgede for at gå et sted hen, hvis jeg vidste, at jeg skulle være stiv. I virkeligheden vidste jeg godt, at jeg ville blive stiv alle de steder, jeg gik hen. Hvis det var mørkt udenfor, var jeg på vej til at drikke mig i hegnet, og hvis det var ved at blive mørkt, var jeg også på vej til at drikke mig hegnet. Jeg tænkte egentlig, at det ikke var så slemt, fordi jeg ikke drak om morgenen. Når jeg tænker tilbage på det, så ved jeg egentlig ikke hvorfor, jeg ikke gjorde det. Det var jo ikke fordi, at jeg udrettede noget i løbet af dagen. Jeg lå der bare og ventede på, at det blev aften, så jeg kunne begynde at drikke igen.

Jeg forsøgte forgæves at holde op med at drikke for et år siden. Jeg skrev endda en banal, selvretfærdig artikel om det. Jeg fik en masse henvendelser på baggrund af den, og jeg svarede på dem allesammen. Der var folk, der lykønskede mig, og jeg takkede pænt og skrev 'I lige måde.' Nogle gange havde de selv brug for held og lykke, kærlighed eller støtte, og så gav jeg dem det. Jeg var oftest fuld, når jeg skrev de her svar, for jeg var faldet af vandvognen nærmest ligeså hurtigt, som jeg var steget på den. Jeg følte mig som en bedrager. Hvad var meningen med at afsløre min usminkede "sandhed", hvis det i virkeligheden bare var løgn? Min følelse af at være en bedrager gjorde, at jeg følte mig endnu mere alene.

Hvorfor er denne gang så anderledes end sidste gang, jeg "stoppede"? Den her gang forsøger jeg at forstå grundene til, at jeg begyndte at drikke og slutte fred med dem i stedet for bare at ignorere alkohol, som jeg gjorde første gang. Hvis man ikke stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor man begyndte at drikke i første omgang, så begynder man bare at foragte sin beslutning om at holde op, og så får man lyst til at begynde igen.

Det lykkedes ikke for mig, fordi jeg ikke rigtigt prøvede. Fordi jeg ikke syntes, at jeg fortjente at være fri fra min afhængighed.

Det var virkelig let at tage springet tilbage i alkoholtågen uden at undersøge baggrunden for mit alkoholindtag, fordi alle mine velmenende venner accepterede min latterligt svage undskyldning for at gøre det - at det var på grund af min angst.

Desuden havde jeg ikke lyst til at være den første blandt mine venner, som skulle indrømme et nederlag og give op. Og jeg havde endda et seriøst problem, som de ikke forstod med deres normale alkoholforbrug.

Når jeg var fuld, fokuserede jeg på ofte ikke-eksisterende fornærmelser, som var blevet gjort imod mig. Jeg svælgede i at genfortælle, projicere mine usikkerheder og genopleve hele mit livs grusomheder igen og igen.

Mine handlinger skubbede min kæreste væk fra mig. Han forlod mig til sidst, fordi han (med rette) havde fået nok af alt mit lort. Jeg havde trukket ham igennem en hel del, og hans tålmodighed var allerede på det tidspunkt beundringsværdig. Hvis han havde kunnet holde til mere, ville jeg have sværget på, at han var Jesus' genopstandelse. Men det gjorde han ikke, og hvorfor skulle han også det? Jeg ville også have, at han gik. Jeg troede jo ikke, at jeg stod til at redde. Jeg lå på sofaen og stirrede ud i luften, mens jeg græd og tyggede på min egen eksistens og forgæves forsøgte at dæmpe rystelserne i mine hænder.

Jeg sluttede hver aften af med et blackout og startede hver morgen helt omtåget. Jeg holdt op med at læse beskeder, som jeg havde sendt aftenen før af frygt for hvad, jeg ville opdage. Det burde være ulovligt at være i besidelse af en telefon, når man er fuld.

Hvis klokken blev to om natten, og jeg stadig var ved bevidsthed, så blev jeg grebet af angst. Hvordan kunne jeg få fat i noget mere at drikke? Butikkerne lukkede snart, og jeg var alt for stiv til at kunne køre. Det føltes som om, at jeg umuligt kunne holde den næste halve times bevidsthed ud uden at drikke noget mere, selvom jeg allerede havde drukket langt mere, end jeg kunne holde styr på. Jeg følte mig fuldstændig magtesløs, og jeg var slave af min sygdom.

Det var ikke ligesom at være på druktur, for det her skete hver eneste dag. En druktur implicerer ligesom, at det er et begrænset tidsrum. Og hvis noget foregår hver dag, så er det jo ikke tilfældet. Man når et tidspunkt, hvor de eneste to muligheder er at holde op eller at dø.

Hvorfor holdt jeg op? Jeg ved det ikke. Tanken slog mig bare en aften, hvor jeg var tæt på blackout; at jeg måske - bare måske, lyt nu til mig, hjerne - ikke behøvede at leve på den her måde længere. Vildt, ikke?

Jeg var nødt til at indrømme, at jeg ikke kunne gøre det alene. Jeg var nødt til at tale med nogle mennesker, som havde været igennem det samme som mig, og som havde klaret det. Det, der havde forhindret mig i at tage imod råd tidligere, var min latterlige, dumme stolthed. Det ville blive virkelig svært at pille den stolthed ned og indse, at jeg ikke havde kontrol over mig selv, men det var en nødvendighed. Jeg var nødt til at nedbryde min psyke og mit ego, som i forvejen fyldte lidt for meget.

I et øjebliks fordrukken desperation skrev jeg til en ædru ven, at livet var blevet uudholdeligt, og så gik jeg ud som et lys. Da jeg vågnede morgenen efter og læste hans svar i mit omtågede tilstand, vidste jeg, at det var på tide at stoppe.

Han tog mig med til et møde for ligesindede drukkenbolte, der var holdt op, hvor jeg hørte en mand tale. Det var ikke fordi, at han var blevet misbrugt som barn, eller havde nogen egentlig sørgelig historie, andet end at han var vokset op med i middelklassen med en depression. Den eneste tidspunkt, hvor han følte, at livet var bare den mindste smule udholdeligt, var i beruset tilstand. Det føltes som om, at han talte direkte til mig.

Folk til mødet opførte sig helt normalt, og de så helt normale ud. De lignede mig. Faktisk så de bedre ud, end jeg gjorde. De klædte sig bedre, de var renere og det så også ud som om, at de vare rigere. Og de indrømmede allesammen, at alkohol havde taget magten over dem.

Jeg følte pludselig, at jeg ikke stod alene med det, fordi der var folk omkring mig, som mere eller mindre kæmpede med det samme, som jeg gjorde. Det var en slående kontrast til, hvordan jeg havde haft det i månederne og årene, der gik forud for den oplevelse. Jeg drak, fordi jeg følte mig fuldstændig mutters alene i en gudsforladt verden, selv når jeg var omgivet af andre mennesker. I dag er jeg ikke fuldstændig sikker på, at Gud eksisterer, men jeg ved, at jeg ikke er alene. Og af den simple grund har jeg ikke længere lyst til at dø. For mig føles det ligeså fremmed, som det at have lyst til at dø gør for de fleste mennesker. I det mindste ved jeg for første gang i lang tid, at det er en ægte følelse.

Thumbnail-billede via [Flickr: daniel zimmel ](https://www.flickr.com/photos/devnull/369336563/)
Mere fra VICE:

Mødrene der tager MDMA

Når cannabis er den eneste medicin, der virker

Bag om Wickr - de danske internet-pusheres foretrukne app