Når selv hverdagsting bliver psykedeliske - mit liv med synæstesi

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE UK.

Da jeg var barn, kunne selv at det kigge op på himlen være en psykedelisk oplevelse. Jeg kan huske en dag, hvor jeg sad på mit værelse, og lyden af mit eget bankende hjerte begyndte at vise sig som farver for øjnene af mig. Det var ultraviolet, ligesom skæret fra en UV-lampe.
Jeg har en idiosynkratisk form for synæstesi, så mine oplevelser varierer meget, men primært hører jeg farver. Dette kaldes lyd-til-farve synæstesi. Mit syn er iriserende. Når jeg føler mig overvældet eller bliver overstimuleret, begynder jeg at se farver. Hvis jeg ser noget smukt eller hører musik, begynder farverne at danse for mine øjne. De bevæger sig i takt til musikken som et flammehav af grøn, rød og blå.

Det er en form for konstant visuel tilfredsstilelse. Selv de kedeligste grå objekter skinner som diamanter. Jeg har ingen kontrol over det. Selv når jeg sover, ser jeg det. Jeg har en tilbagevendende drøm på nætter med kraftig regn. Når jeg hører regndråberne falde, bliver jeg omgivet af farver, der pulserer i takt med hver enkelt dråbe. Det er en meget personlig og intim oplevelse at have synæstesi - ligesom den overvældende følelse du får, når du bliver forelsket i et andet menneske.

Det er svært at forklare synæstesi til folk, der ikke selv har det, lidt ligesom det er umuligt at forklare, hvordan verden ser ud til en person, der har været blind siden fødslen.

Min barndom var svær. Jeg troede, mine farve-hallucinationer var dagdrømme. For børn er hele verden en ny oplevelse, så jeg sagde aldrig noget. Jeg var genert og forsvandt ofte for at være alene. Det gør jeg stadig.

Jeg følte mig fortabt. Mine lærere kunne ikke forstå mig. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, men jeg kunne aldrig forklare, hvad jeg så. Jeg dukkede ikke engang op til min dimission, da jeg blev færdig på college. Allerede tidligt begyndte jeg at eksperimentere med stoffer. Jeg tror, jeg gik gennem det, som de fleste voksne går igennem, når de får deres midtlivskrise. Jeg prøvede at finde ud af, hvem jeg var, og hvor jeg passede ind. Da jeg var 12, var jeg tæt på at dø af alkoholforgiftning. Lægerne sagde, at jeg var heldig at overleve. Det var en enormt skræmmende oplevelse for mine forældre.

Men så opdagede jeg kunst. Min tante lavede abstrakte prints. Hendes værker hang overalt i mit barndomshjem. En gang, da jeg var barn, var jeg til en af hendes udstillinger. Jeg kunne høre hendes billeder. Det var hende, der opfordrede mig til at male og det ændrede mig liv. Endelig havde jeg en måde at udtrykke hvad jeg så. Det var befriende. Min tante begik selvmord dagen før jeg startede på kunstakademiet, men hun er stadig den største indflydelse på min kunst.

Da det blev klart, at jeg havde en neurologisk lidelse, faldt det hele på plads. Selv de små ting som mine problemer med hovedpine stammede fra min synæstesi - den kom på grund af for mange sanseindtryk.

På kunstakademiet bad mine undervisere mig hele tiden om at lave mere konventionelle billeder inden jeg kastede mig over abstrakt kunst, men jeg kunne ikke lide at lade mig begrænse af deres tilgang. Nu hvor jeg er færdiguddannet, bruger jeg min garage som atelier. Endelig kan jeg rigtigt udtrykke mig. Mine oplevelser, de ting jeg ser, og de lyde, jeg hører. Jeg forsøger at give dem liv på mit kanvas. Det at høre musik, mens jeg maler, har gjort oplevelsen endnu vildere. Jeg ser farverne danse foran mig.

At male er et dybt personligt udtryk af min neurologiske lidelse, og det er ret overvældenfe at vise mit arbejde frem offentligt. For nyligt blev jeg kontaktet af en ung kvinde, der havde set min kunst på nettet. Hun sagde, at hun havde været på selvmordets rand, og at mine billeder havde stoppet hende i sidste øjeblik. Det bragte nogle smertefulde minder tilbage. Jeg er 21 år, og endelig føler jeg mig heldig over at have en så sjælden lidelse. Tanken om at leve uden synæstesi skræmmer mig fra vid og sans. Jeg lever i farver og jeg vil dø i farver.

MERE FRA VICE:

Kunst fra sindssygehospitalet i Roskilde

Ai Weiweis nye installation er lavet af falske Legoklodser

'Motelscape' er et syret, neonfyldt opgør med kedelige kunstudstillinger