Nanna Gotfredsen starter, hvor velfærdsstaten stopper

Denne artikel bringes i VICE Magazine - The They Come Out at Night Issue 2016, der udkommer på fredag. Kom med til releasefesten her.

Kan du huske stofbrugeren Krølle, der med sine konstante indlæggelser, talrige kroniske sygdomme, bylder i hjernen og væskende sår på benene kæmpede for sin førtidspension? Hvis det ringer en klokke, så skyldes det nok Nanna Gotfredsens Facebook-opslag, som blev delt tusindvis af gange og fik 21.000 likes. Krølles historie er en barsk illustration af det, som Gadejuristen er sat i verden for. At hjælpe de mennesker, som har mistet deres rettigheder, fordi velfærdsstaten ikke kan rumme dem.

Sidste år førte Gadejuristen – et lille team af jurister og frivillige, der hjælper stofbrugere, hjemløse, sexarbejdere og andre udsatte, som systemet har spillet fallit overfor –1654 af den slags sager. Ifølge Nanna Gotfredsen ville det kræve en bemanding på 200 jurister at dække hele Danmarks behov for retshjælp til ekstremudsatte. Men for nu er de seks medarbejdere. Krølle fik med Gadejuristens hjælp tilkendt førtidspension, men han døde af sine skavanker, blot seks dage før han fik sin første udbetaling.

Inden sin død nåede Krølle dog at påvirke det regeringsgrundlag, der blev præsenteret efter hans begravelse. Han havde nemlig et forslag om et socialt frikort, som skal give samfundets svageste mulighed for at tjene lidt ekstra, uden at det går ud over kontanthjælpen.

Dengang blev idéen samlet op af Liberal Alliances nuværende finansordfører, Joachim B. Olsen, og adopteret som en del af partiets politik – og nu, hvor partiet er en del af den nye VLAK-regering, har Krølles idé fundet vej ind i det nye regeringsgrundlag.

I den forbindelse udtalte Nanna Gotfredsen i sidste uge i bl.a. Information og Debatten på DR1, at Liberal Alliance – der er kendt for at ville reducere de offentlige ydelser til arbejdsløse og sænke skatten for de rigeste – er det mest progressive parti og har de bedste løsninger, når det gælder udsatte stofafhængige.

Vi snakkede med Nanna Gotfredsen om hendes kamp for, at fremtidens Krøller får et mere værdigt liv på bunden af det danske samfund.

VICE: Hvordan blev du gadejurist?
Nanna Gotfredsen: Jeg kommer selv fra en privilegeret baggrund med en bedstefar, som var borgmester og kongelig hofleverandør gennem sin private virksomhed, og så lander jeg som næsten nyuddannet jurist bag Hovedbanegården og vandrer ned gennem Istedgade. Jeg troede simpelthen, det var løgn. Alle de fine begreber, jeg havde lært om på universitet som retsstat, retssikkerhed og velfærdssystem… Der var fandeme ikke meget velfærd dér. Dengang var der ikke noget, der hed fixerum. Jeg så folk med amputerede arme og ben, bylder og infektioner. Folk der blødte ud over det hele, og som fixede under åben himmel og delte værktøj og injektionsudstyr. De blev bare behandlet så dårligt! Mennesker, der havde været helt uden forsørgelsesgrundlag i mange, mange år. Det var jo krigsofre! Og det, jeg har lært hjemmefra, er, at så går man bare i gang.

Har der været en hændelse i dit liv, som har præget dig i dit arbejde?
Der var en person, som havde stor betydning for mig i mine tidlige ungdomsår. Michael, hed han, og han var lidt ældre end os andre. Michael brugte heroin, men det var aldrig noget, han gjorde foran os. Han fortalte mig to ting om heroin: Den ene var, at han ikke brugte det for at dø, han gjorde det for at kunne være i livet. Dengang forstod jeg nok ikke helt, hvad han mente, men det var jo ren selvmedicinering. Det var, fordi der var noget, der bragede inde i ham. Den anden ting, han sagde til mig, var, at hvis jeg så meget som overvejede selv at prøve heroin, så ville han slå mig ihjel. Det var tidligt i 80'erne i Haderslev i Sønderjylland. Dengang kunne man ikke få god, hvid heroin i provinsen, og derfor var han jævnligt i København for at skaffe forsyninger, og der må han have fået fat i noget, der var særligt stærkt, for han døde af en overdosis på et toilet på Hovedbanegården. Michael var et vidunderligt menneske, og det var et frygteligt spild af liv. Jeg blev nysgerrig på, hvorfor han skulle dø. Det blev starten på min interesse for narkotikaområdet, og jeg endte også med at skrive speciale om heroin.

Gadejuristens erklærede mål er "at overflødiggøre sig selv". Hvor langt er I fra at nå det mål?
Mit håb er, at det lykkes her i løbet af foråret… Nej, det var bestemt ikke seriøst ment, så tæt på er vi nok desværre ikke. Først og fremmest skal vi have en erkendelse af, at der er noget grundlæggende galt med den konstruktion, vi kalder for "velfærdssystemet". Det er simpelthen for dårligt, for dyrt og for ineffektivt. Og det gælder i helt særlig grad for dem, som har allermest brug for det. Systemet er indrettet til at håndtere simple problemer – ikke komplekse problemer som dem, menneskene på stenbroen slås med. Den slags problemer, som forskere kalder for "wicked problems." 'Vilde problemer' kan man måske oversætte det til. Velfærdsstaten fejler totalt i forhold til at komme de mennesker til undsætning, som har vilde problemer.

Hvordan håber du, at den nære fremtid ser ud for Gadejuristens klienter?
Der er stofbrugere og sexarbejdere fuldstændig afkriminaliserede i forhold til, hvad de gør med deres egen krop. Man skal ikke straffes for at være i besiddelse af stof til eget forbrug, og man skal ikke være de-facto kriminaliseret, som sexarbejderne er det i dag. Alt rundt om dem er kriminaliseret, også alle mulige trygheds- og sikkerhedsforanstaltninger, de kunne ønske sig, er ulovlige. De få, der i dag taler for en opretholdt kriminalisering, vil have det ud fra en klassisk feministisk ligestillingstankegang, hvor det her bliver en løftestang. Men de kvinder, de påstår, de vil "redde", bliver samtidig dem, de tramper på for at nå et – for dem – højere mål. Det er en total umyndiggørelse, som jeg synes er dybt usympatisk.

Men det er da et reelt nok synspunkt at have – at prostitution er noget, vi som samfund skal prøve at begrænse?
Jeg betragter hverken prostitution eller narkotika som sociale "problemer", der skal løses. Det er fænomener, der er her, som altid har været her, og som altid vil være her. De fænomener er fuldstændig ligeglade med, hvad vi mener om dem. De ER her. Det, vi har mulighed for, er at få indflydelse på, under hvilke vilkår de fænomener skal være her. Hvilken pris dem i første række skal betale for deres forskellige korstog. Hvor store skadevirkninger, vi som samfund vil påføre dem, det handler om.

Læs mere fra VICE:

Københavns nyåbnede fixerum er kæmpestort og ligner noget fra et boligmagasin

Vi talte med et offer for klapjagten på kokain-kunder i København

Sydhavnens originaler overgiver sig aldrig